Nyheder

Horsens IC vinder tæt kamp over SISU

24.11.2013

I en velbesøgt Parkhal fik HIC til eftermiddag sæsonens tredje sejr, da SISU blev besejret med 84-78 i en kamp der var lige indtil sidste minut.

Horsens startede for første gang i denne sæson med både Keane Thomann og Jonas Zohore. Det var dog SISU der kom bedst fra start og bragte sig hurtigt foran med 16-10. Her var der kun spillet fem minutter, men HIC fik styr på forsvaret og i de næste fem minutter scorede SISU kun 4 point. I HIC angrebet var det som vanligt Skyler Bowlin der svingede takt stokken. 11 point havde amerikaneren efter første periode, blandt andet på 3 treere. For SISU var mest scorende Mikael Nielsen.

I anden periode bragte HIC sig hurtigt foran med 9 point og styrede spillet. Skyler Bowlin måtte dog placere sig på bænken med tre fejl og det slog HIC spillet i stykker. SISU kæmpede sig tilbage, blandt andet på en af de velkendte Mickey Dennis mirakel treere. Føringen skrumpede til tre point inden HIC igen fik skabt lidt afstand med pause stillingen 41-35.

I tredje periode bragte HIC sig hurtigt foran med 10 point, men SISU åd sig ind i kampen og er pludselig kun bagud med 3 point.

Igen skifter momentum og der står HIC på det hele. I sidste sekund af perioden bringer HIC sig foran med 13 point på en treer af Anton Elsner og det syntes tæt på afgjort.

HIC’s spil går dog i stå og bliver meget forkrampet, mens SISU igen og igen kommer til gode afslutninger ud af pick and roll. Mickey Dennis rammer igen store treere, mens Mikael Nielsen skaber problemer med drives. For HIC skaber Zohore store problemer for SISU.

Med godt et minut igen rammer Mickey Dennis en treer og er kun bagud med 2 point. Efter brændt HIC forsøg har SISU bolden men Borovcanin stjæler den, bliver fejlet og rammer begge straffekast. Herefter kører HIC sejren hjem og vinder med 84-78 (24-20, 17-15, 24-17, 19-26).

Bedste mand for HIC var Jonas Zohore der dominerede i feltet, men også Skyler Bowlin spillede godt, men han var dog hæmmet af fejlproblemer. For SISU var de mest fremtrædende Mikael Nielsen og Mickey Dennis.

Topscorer: HIC Jonas Zohore 23,
Topscorer: SISU Mikael V Nielsen 24

1000 straffekast scoringer af Chris Nielsen

24.11.2013

Randers Cimbrias Chris Nielsen rundede et imponerende hjørne i lørdagens kamp mod Hørsholm 79ers.

Chris Nielsen scorede i dag sit point nummer 1.000 fra straffelinjen og er nu oppe på imponerende 1.002 points på straffekast. Hele 79.1% er hans procent og det er over en flot 12 årig karriere i den bedste danske basketball række. 

En karriere, der med undtagelse af et ophold i Bakken Bears, har været i fødebyen Randers.

Chris Nielsen kan i næste sæson blive den mest scorende dansker nogensinde.

Samlet set, så har Chris Nielsen scoret 3.802 points, i hans indtil videre 279 kamps lange karriere. Chris Nielsen er i dag 28 år og har mange gode år foran sig.

Den nuværende rekord holdes af Peter Johansen der har indstille karrieren. Peter Johansen scorede 4.160 points i 263 kampe.

Se flere af Chris Nielsens stats her.

Topunderholdning og spænding til sidste sekund i Kaninhulen

22.11.2013

Der var på forhånd lagt op til et af Dansk Baskets mest spændende opgør torsdag aften hvor Rabbits tog imod HIC i egen hule.

Selv om HIC er kommet dårligt fra start i årets liga med kun to sejre skal man aldrig afskrive holdet og det var måske lige ved at komme til at koste kaninerne sejren i dagens kamp, hvor Svendborg førte med 19 for derefter fuldstændig at flade ud og overlade al initiativ til modstanderen.

Det blev tæt, rigtigt tæt og helt vanvittigt spændende både for de ca. 800 fremmødte men også for DK4's seerer der fik fuld valuta for skillingerne.

Rabbits vandt med mindst mulig margen efter perioderne 25-22, 26-13, 11-27 og 17-14, 79-78.

Fra tipp-off var kampen helt lige og hjemmeholdet så ud til, at have noget vanskeligere ved, at finde kurven end HIC. Angrebsspillet flød bedre for Horsens. Skarpskytterne fra Svendborg fandt dog kurven og på 4 stk fra trepointsland samt en fantastisk spillende Johnell Smith, bragte værterne sig foran 22-18.

HIC's Jonas Zohore var stærk under kurven og fik lov til at bruge sin fysik og det var især ham der steppede op for gæsterne. Første rotation for kaninerne bragte Mads Bloch på banen og han tog vigtige rebounds, især i angrebet.

Straks fra 2. periodes start fik hjemmeholdet lagt det helt rigtige gear ind i maskinrummet, hvor det stadig var maskinmester Johnell Smith der styrede løjerne men også Will Paul viste, at han kunne ramme kurven i dag og det både fra distancen men også på sine lange to points skud. HIC havde noget vanskeligere ved, at finde frem til deres gode spil fra starten af kampen og et run fra hjemmeholdet på 11-0 samt 14 points fra en suverænt spillende Johnell Smith skabte mere og mere afstand til HIC der var bagud med 18-19 points i perioden.

Svendborg gik til føring ved pausen med +16.

Alle fremmødte samt DK4's seerer troede nu, at kampen ville fade ud og at de sidste minutter ville blive kedelige. Det skete så bare slet ikke.

HIC kom egentlig dårligt fra start i 2. halvleg men da Svendborg var foran med 18, 62-44 tog cheftræner Craig Pedersen time-out fordi han ikke følte at spillet flød godt nok ligesom træthed var ved at præge nøglespillerne hos hjemmeholdet. Der blev nemlig ikke roteret meget og Antonio Porta’s debut imødeses hos kaninerne.

Efter time-out'en som egentlig skulle havde hjulpet kaninerne skiftede kampen fuldstændig karakter. HIC var for alvor blevet tændt selv om de var næsten håbløst bagud og kaninerne kom komplet fladt ud. HIC tog nu et historisk, ihvertfald i Svendborg Idrætscenter, run på 0-26 og så var Svendborg helt ned i sækken.

Det var kun i 3. periodes første 4 minutter at Johnell Smith havde kræfter. Masser af turn-overs, ubeslutsomt spil og ingen til at overtage fra styrmanden og HIC lugtede i den grad blod flot anført af Skyler Bowlin og Jonas Zohore men også Borovcanin havde fundet melodien. HIC var skræmmende stærke eller også var Svendborgs bundniveau alt for lavt.

Det var med noget bange anelser at publikum og Svendborg Rabbits gik på banen til de sidste 10 minutter, indhentet og udstillet.

HIC kom også klart bedst fra start for nu havde holdet det momentum de havde kæmpet så hårdt for gennem hele kampen. HIC kom foran med 8, 64-72 og så kom kræfterne retur til hjemmeholdet. Will Paul og Johnell Smith tog igen taktstokken frem og svingede den nu fornuftigt. Samtidig ramte Niels Degn på en livsvigtig, ihvertfald for hjemmeholdet, treer fra hjørnet, et meget presset skud, dels af både skuduret men også af et meget bevægeligt HIC forsvar. Den treer og Johnell Smith's scoring lige efter, fik kaninerne tilbage på ret køl.

Skuden var ved at tippe rundt men 7 points i træk fra Will Paul og da HIC ikke formåede at score i de sidste 4 minutter kunne man of the match, Johnell Smith, sænke kaninernes sidste to points i kruven til den mindst mulige føring. Spændingen var stadig intakt for HIC havde bolden med 7,5 sekunder igen men Svendborg havde alle holdfejl at give af og ved konstant at stoppe tiden efter at HIC kun havde spillet bolden i 2 sekunder, kunne kaninerne klogt spille uret helt ned. Daniel Friedrich havde afgørelsen i sine hænder for hans skud med kun et sekund tilbage på klokken, ramte ydersiden af ringen og kaninerne tog rebounden og kampen.

For Svendborg Rabbits blev dagens spiller endnu engang Johnell Smith med 33 points, 6 assists og 3 steals, Will Paul havde 19 og 9 rebounds, Damian Ocana 14.

 For HIC scorede Skyler Bowlin 18, Borovcanin Keane Thomann og Jonas Zohore hver 16.

Andreas Jakobsen runder milepæl

22.11.2013

Da Bakken Bears torsdag aften vandt en knusende sejr, satte en af holdets store profiler en milepæl i sin karriere.

Med sin assist i slutningen af 1. periode rundede Andreas Jakobsen nemlig 1000 assist i sin foreløbige 284 kampe og er nu kun 35 assist for at slå den tidligere Svendborg Rabbits spiller, Martin Mariegaards All-Time rekord på 1037 assist.

De kan se rekorden og mange andre interessant ting i statistikkerne ved at klikke her.

Bears banker Team FOG Næstved

22.11.2013

Sidst de to hold mødtes i pokalturneringen var der tale om seriøs klasseforskel.

Og med et meget stramt program for Bakken Bears med samtidige europæiske kampe – ja så var det spændende at se, om Bakken Bears kunne motivere sig og holde et højt energiniveau og samtidig koncentration.

Og det må siges, at der også i denne kamp var tale om klar niveauforskel på de to hold. I realiteten var kampen afgjort efter første periode, som Bakken sad tungt på. Med sublim angrebsspil var bakken Bears foran med hele 35-16 efter de første ti minutter.

Foruden den klare føring huskes de første 10 minutter især for en episode efter lige godt og vel 3 minutter. I samme sekund, som Nicolai Iversen satte kampens første 3-point scoring REGNEDE DET med bamser i alle afskygninger - bamser, der blev kastet ind på banen (vi fik senere oplyst, at det vist nok var lige godt og vel 1.300 bamser). Det er Børnenes Kontor i Aarhus der på denne måde får mulighed for at gøre en positiv forskel for børnefamilier med små midler.

Som kampen skred frem var det mere end tydeligt, at Næstved for alvor skulle arbejde hårdt for at komme til scoring. Ikke mindst deres energiske pointguard (Alex  Murphy) var presset konstant. Men da Bakken Bears de sidste 5 minutter af anden periode for alvor havde vanskeligt ved at holde niveau – med en del turnovers og ukoncentrede skud – ja så resulterede det faktisk i, at Næstved vandt perioden med 17-16.

Derfor var det interessant om det i pausen ville lykkes coach Ville Tuominen at bringe koncentrationen og viljen tilbage hos Bakken Bears. Svaret fik vi hurtigt – ja det var det. Hvis det i første periode regnede med bamser – ja så var der 3-4 minutter i 3. periode, hvor det tilsvarende regnede med 3’ere (Thomas Lærke, Brandon Penn, Morten Sahlertz, Andreas Jakobsen) – og stillingen efter 30 minutter var så 86-47.

Kampen skulle spilles færdig. Og på trods af alt for mange afbrydelser sluttede kampen med en solid sejr til Bakken Bears på hele 107-62. Fra denne sidste periode skal det nævnes, at Jacob Meller med 8 point markerede sig stærkt, at Morten Sahlertz sluttede med 18 point, at Thomas Lærke blev topscorer med 21 point og at Chris Christoffersen efter 33 minutter for første gang kom til linien (han havde i kampen ikke mindre end  6 blocks).

For Næstved spillede Quincy Okolie en rigtig solid fjerde periode og blev i alt noteret for 19 point og 13 rebounds.

Og således blev det tid til hvile og flere gange træning inden kampen næste tirsdag den 26. november kl. 19.15 mod franske Cholet Basket. En kamp derkan ses direkte på dk4 hvis man ikke har mulighed for at se kampen live i hallen.

Vikings sætter tilskuerrekord men taber til 79ers

21.11.2013

Foran en fantastisk ramme med 1404 tilskuere, hvilket både er sæsonrekord i Basketligaen og tilskuerrekord for Vikings, tabte hjemmeholdet fra Aalborg til Hørsholm 79’ers med 87-90.

Kampen udviklede sig med begge hold i enorme scoringspauser og ditto spurter.

Fra kampens start så den fyldte hal 79’ers løbe til en føring på 16-33 i første periode. I starten af perioden tog Casper Hesseldal og Zarko Jukic for sig mod det Aalborgensiske forsvar med 12 hurtige point til sammen, mens det mod slutningen var Atila Kovac og Brenton Butler, der tog sig af pointene. For Vikings fik Joe Burton mange skud i feltet, men hans vanlige træfsikkerhed manglede.

I anden periode vendte kampen totalt, mens stemningen i hallen steg til nye højder. I de første otte minutter af perioden scorede Hørsholm kun fem point, mens Vikings spiste sig langsomt, men sikkert, ind på forspringet. Joey Haywood var nærmest ustoppelig i denne periode, og den canadiske Viking kunne med sit 17 point i perioden bringe Vikings foran 45-42 ved pausen.

I anden halvleg var kampen mere lige, men hele tiden med Hørsholm i førerrollen. Hørsholm satte den 224 centimeter høje Dalibor Micic på banen, og det forstyrrede Vikings spil da især Micuc’s højde generede Joe Burton, der kun ramte ni af 28 skud i kampen. Samtidig med at hjemmeholdet havde problemer med at score, var Hørsholms Brenton Butler næsten ustoppelig. 12 point blev det til i periodens første fem minutter, og Hørsholm kunne tage en føring, de aldrig afgav igen.

I kampens sidste 15 minutter forsøgte Vikings igen og igen at indhente nordsjællænderne. Med otte minutter igen havde otte hurtige point fra Joey Haywood skåret forspringet ned til 65-70, men Hesseldal, Jukic og Butler svarede igen, og på to minutter var forspringet igen 10, 79-69.

I kampens sidste minutter forsøgte Vikings igen, ansporet af den gode stemning, at komme tilbage. Haywood og Mads Kofod scorede tilsammen ni point på 80 sekunder, og med tre minutter igen var scoren 77-81. Hørsholms styrmand, landsholdsguarden Frederik Hougaard Nielsen, tog dog straks teten tilbage, da han huggede en 3’er i fra hjørnet. Forspringet var igen ni da Hesseldal derefter ramte to straffekast efter en reboundfejl af Joe Burton, hans femte, med under to minutter igen.

Man skulle tro, det nu var slut, men Vikings havde et sidste run i sig. Lasse Kristiansen scorede et layup hvor han blev fejlet, og ramte sit straffekast. Derefter fejlede Vikings Brenton Butler, der sikkert satte to straffekast, men lige derefter, med 90 sekunder igen, satte Vikings’ skarpskytte Kasper Serritslew tre point til scoren 83-88.

Vikings valgte nu at lade Hørsholm løbe igennem et angreb, hvor de endte med at bruge over 24 sekunder og give bolden tilbage til Vikings. Igen var Haywood nu på pletten, da han scorede et hurtigt layup, og med 40 sekunder igen forlangte Hørsholm timeout, foran 85-88.

Vikings havde chancen for sejren da Daniel Mortensen missede et 3-points skud for gæsterne med 14 sekunder igen, men i hård kamp om rebounden hoppede bolden rundt mellem spillerne, inden den endte på Hørsholmhænder igen, da Brenton Butler greb den ved midterlinjen. Butler blev fejlet med syv sekunder igen, og da han ramte begge skud var gled muligheden for overtid ud i vandet.

Randers Cimbria slår Værløse BBK stort

20.11.2013

Efter en flot sejr over Næstved i sidste spillerunde tog Randers Cimbria i aften imod Værløse BBK.

Værløse tabte deres sidste kamp 60-102 til Svendborg Rabbits og var derfor på jagt efter succes, men Randers Cimbria lod ikke gæsterne komme i nærheden af en sejr. Randers’ egen Casper Stage kunne derfor oveni titlen som kampens spiller juble over en storsejr på 105-63 i fødselsdagsgave.

1. periode starter med en Randers scoring, Værløse svarer dog hurtigt igen med en scoring fra en af deres største profiler, Pape Ba. Derefter trækker Randers dog en smule fra, og da der er spillet 3 minutter, er stillingen 8-4 til hjemmeholdet. De følgende 2 minutter fordobler Randers deres score, bl.a. med et dunk fra Kore White som fik sin debut i Randers’ sidste kamp mod Næstved - mens Værløse ikke får en eneste bold i kurven. Dette får Værløses træner til at tage en time-out. Efter Værløses time-out er det dog stadig Randers der sidder på spillet og med mange flotte hurtigspillede angreb kan Randers gå fra banen med en fortjent føring på 29-14.

Starten på 2. periode skulle vise sig at blive helt identisk med den i 1.periode. Nemlig med en Randers-scoring efterfulgt af en hurtig Værløse-scoring. De følgende minutter bølgede det lidt frem og tilbage, indtil Bonell Colas i midten af 2. periode falder meget uheldigt ned efter et mindre skub fra en Værløse spiller. Det er desværre tydeligt, at smerten er meget stærk, men det er stadig uvist hvor alvorlig slaget er. Bonell Colas måtte i hvert fald hjælpes fra banen – og vi må håbe at skaden ikke er længerevarende.

Selvom Værløse scorer et par gange, mister Randers aldrig kontrollen. Casper Stage deler også i anledningen af sin fødselsdag flere lækkerier ud i 2. Periode, mens Chris Nielsen afslutter perioden med endnu en scoring og kommer op på 20 point. Perioden ender 55 – 28 til hjemmeholdet.

Starten på 3. periode kan fra Randers’ side kun beskrives som ideløs. Efter knap 2 minutter har Randers stadig ikke fået bolden i kurven, mens Værløse til gengæld har fundet et helt nyt tempo frem, der volder Randers Cimbria flere problemer, især i første halvdel af perioden. En time-out får dog Randersspillerne til at vågne en smule op, og de scorer deres første point i 3. periode.

De sidste 5 minutter af perioden er bedre, og kampens mønster begynder langsomt at gentage sig med et par fejl fra Værløse og flere velspillede angreb fra hjemmeholdet. Randers Cimbria brænder flere chancer end i de tidligere perioder, men med en 3-pointsscoring fra Rasmus Søby i de sidste sekunder formår de alligevel at gå fra banen med en komfortabel føring på 73-46.

4. periodes første scoring skulle vise sig at blive scoret på straffekast af Adrian Filip, men efter en hurtig erobret bold kan Patrick Nielsen dunke bolden i kurven til stillingen 76-46. Det tempo gæsterne havde fundet frem i 3. Periode var ikke til at se, og Randers kunne derfor med små 5 minutter tilbage kigge og på tavlen og se en føring på hele 40 point. Både Randers’ defensiv og offensiv fungerede fuldstændig optimalt i sidste periode, og med flere scoringer fra bl.a. Christian Bendtsen, Reno Silars og en 3-pointsscoring til sidst af Kevin Schweiger, kunne Randers Cimbria fuldt fortjent kalde sig vinder af dagens kamp.

Topscorere: Randers Cimbria: Chris Nielsen, 22 point. Charlie Burgess, 20 point. Casper Stage, 11 point. Værløse BBK: Troy Brewer, 13 point. Pape Ba, 12 point. Peter Møller, 11 point.

Assists: Randers Cimbria: Charlie Burgess, 7. Rasmus Søby, 5. Christian Bendtsen og Chris Nielsen, 3. Værløse BBK: Adam Holm-Weber, 5. Evan Thompson og Troy Brewer, 2.

Lodtrækning til pokalsemifinalerne

20.11.2013

Her til aften blev der i forbindelse med kanal sport kampen mellem Aalborg Vikings og Værløse BBK trukket lod til semifinalerne i årets pokalturnering.

Lodtrækningen for herrer blev således:

Svendborg Rabbits – Aalborg Vikings
SISU – Bakken Bears


Lodtrækningen for damer blev således:


Hørsholm 79ers – Lemvig Basket
Aabyhøj IF - SISU


Kampene som spilles over 1 kamp (knald eller fald) skal være afvikles senest den 12. december og pokalfinalerne afvikles i Forum Horsens den 19. januar 2014.

Bamser på banen

20.11.2013

Sidste års succes med at sikre julegaver til dem, der ikke har så meget, bliver gentaget, når Bakken Bears og Team FOG Næstved igen lader det regne med bamser til udsatte børn.

Dette sker torsdag aften i Vejlby Risskov Idrætscenter når kampens første 3-point scoring er røget i kurven.

Da Nicolai Iversen i november 2012 scorede Bakken Bears’ første 3-pointscoring mod Team Fog Næstved, satte han i samme moment gang i en regn af bamser, der væltede ud over de to holds spillere og dækkede store dele af banen. Initiativet Bakken Bears Teddy Bear Toss gav hele 850 bamser, som efterfølgende blev overrakt til Børnenes Kontor. Bamser, der endte under juletræet hos udsatte aarhusianske børn.

"Sidste år skaffede bamse-initiativet en julegave i form af en bamse til 850 udsatte børn i Aarhus, og samtidig skabte det en enorm positiv opmærksomhed omkring Børnenes Kontor Århus og det arbejde, vi laver for en masse børn, der har det svært. Vi er virkelig glade for, at ikke bare de to basketballhold og Danmarks Basketball Forbund, men også en hel masse almindelige aarhusianere bakkede op omkring denne her opgave, og vi håber, at det igen i år bliver en succes," siger Jørgen Brixen fra Børnenes Kontor Århus.

Konkret kommer det til at forløbe således, at publikum opfordres til at medbringe en ubrugt bamse. Ved den første 3-pointscoring til Bakken Bears kaster alle deres bamse ind på banen. Der vil også være udlevering af små bamser ved indgangen, hvor tilskuere, der ikke har medbragt bamser vil få mulighed for at donere penge til Børnenes Kontor og få udleveret en bamse.

Inspirationen til Bakken Bears Teddy Bear Toss kommer fra USA og Canada, hvor lignende koncepter kan opleves til blandt andet ishockeykampe. På grund af den store succes sidste år har Bakken Bears besluttet at gentage succesen, og pudsigt nok skal det ske i en kamp mod netop Team FOG Næstved. Eventen er naturligvis clearet med både kampens dommere og Danmarks Basketball Forbund, og den store opbakning glæder sportsdirektør i Bakken Bears Michael Piloz.

"Det er en kæmpe tilfredsstillelse, at en forholdsvis lille event kan gøre noget, der har en stor betydning for så mange mennesker – endda børn, som ellers har en masse udfordringer i hverdagen. De udfordringer bliver ikke løst af, at de får en bamse, men vi hører fra Børnenes Kontor, at det alligevel gør en forskel. Det vil vi gerne bidrage til," siger Michael Piloz.

Danmarks Basketball Forbunds direktør, Rasmus Winkel, roser de to hold for at tænke ud af boksen for den gode sag – og for oplevelsen i en dansk basketballhal.

"Basketball er rundet af den kultur, vi kender fra NBA og for så vidt NHL i USA, hvor der er fokus på underholdningen. Vi vil gerne bakke op om tiltag, hvor fokus er rettet mod, at tilskuere, sponsorer og tv-seere har en god oplevelse med basketball," siger Rasmus Winkel.

Ved den første 3-pointscoring til Bakken Bears kaster alle deres bamse ind på banen.

SISU klipper falkevingerne til sidst

20.11.2013

SISU sikrede sig en vigtig sejr over oprykkerne fra Frederiksberg i tirsdagens kamp i Kildeskovshallen.

Der blev kæmpet om alle bolde i de første 25 minutter, men så begyndte SISU at trække fra og hentede en solid sejr til sidst.

I den første periode var Mickey Dennis og Durell Vinson hér, dér og allevegne, med 10 point hver i perioden. Christian Thomsen og Iffe Lundberg for Falcon, og David Harder og Mathias Glahn for SISU, kom også på pointtavlen. Alt i alt en meget lige periode som endte 25–25.

I anden periode fortsatte det høje tempo, men Alexander Bak kom godt i gang med 12 point, mens Jonas Giese Anderson fortsatte de gode takter, han har vist i tidligere kampe i år, med 6 point for SISU. Anden periode endte med en in-bound aflevering på SISUs banehalvdel med 7,1 sekunder tilbage, efterfulgt af et rush op ad banen og en aflevering til David Harder i hjørnet, som laver en fade-away jumper uden for trepointslinjen. SISU er dermed lige præcis foran 47–46 ved pausen. Umiddelbart ingen walkover i sigte for hjemmeholdet.

I første halvleg havde Joe Benjamin ikke scoret, men han vågnede op til dåd i den tredje periode og ramte kurven gang efter gang – 14 point i alt i perioden – og bragte SISU foran med et tocifret antal point for første gang i kampen. Alexander Bak og Durell Vinson fortsatte med at score for Falcon, men SISU vandt perioden 26–17.

I fjerde periode gik Alexander Bak igen i spidsen for holdet fra Frederiksberg og scorede i alt 12 point, men Joe Benjamin, Mickey Dennis og debutanten Chris Matagrano forhindrede falkene i at lette for alvor, og kampen endte 98–82.

SISU er nu på en delt fjerdeplads sammen med Hørsholm 79ers og Team FOG Næstved, mens Falcon stadig ligger i bunden med tre andre klubber. Men kun to sejre skiller stadig 4.-pladsen fra 10.-pladsen.

SISUs Head Coach Almir Zeco: ”Det var en vigtig kamp mod en god modstander, og især vigtig, fordi vi skulle integrere vores nye spiller, Chris Matagrano, i rotationen. Vi havde håbet på en sejr, men var under pres på baggrund af de manglende resultater i de seneste ligakampe. Det var derfor meget vigtigt, at vi fik styrket vores selvtillid forud for de kommende kampe mod Horsens IC ude og Bakken Bears hjemme - og derefter enten Bakken, Svendborg eller Aalborg i pokalsemifinalen.”

Pokallodtrækningen foretages onsdag aften. Falcons næste kampe er mod Team FOG Næstved og Hørsholm 79ers – to hold, de skal have resultater mod, hvis de skal gøre sig håb om at holde sig i top-8 hen over nytår.

Topscorere:

SISU: Joe Benjamin 21 point, 4 rebounds, 4 assists, 8/10 i skud og ét monsterblock. Mickey Dennis 20 point, 7 rebounds, 5 assists og 4/5 fra downtown; Mikael Vincents Nielsen 8 point, 7 rebounds, 8 assists, 2 steals; Chris Matagrano 13 point, 4 rebounds og et monsterdunk.

Falcon: Alexander Bak 29 point, 1 rebound, 2 assists og et monsterblock; Durell Vinson 22 point, 9 rebounds, 9/13 i skud og 2 monsterdunk.

Foto leveret af ©James Hjertholm