Nyheder

Ny dommer i BL

12.12.2013

Som følge af at Anja Bach Press er ude for resten af sæsonen på grund af lykkelige omstændigheder har Basketligaens dommeradministrator i enighed med DU tildelt den ledige plads i dommergruppen til Badie Amana.

Badie er i forvejen et velkendt blad i BL, da Badie har dømt i BL i de 2 forgående sæsoner.

Da denne sæson startede var Badie at finde i Dameligans dommergruppe, men forlader nu denne gruppe.

Du kan se listen over alle dommerne i BL ved at klikke her.

Værløse BBK taber hjemme mod Falcon

12.12.2013

Onsdag aften gæstede Falcon en hal, der trods servering af flæskestegssandwich, røg og lamper og pauseunderholdning ikke havde lokket så mange tilskuere ud af de varme julestuer.

Søndersøhallen i Værløse dannede rammen om en kamp, hvor udeholdet relativt enkelt kunne hive en sejr med sig hjem til Frederiksberg.

Falcon kom ud i et højt tempo og var effektive i mange af spillets facetter - særligt reboundspillet. Stillingen var 19-28 efter første periode, 35-47 ved halvlegspausen, 49-72 inden de sidste 10 minutter, og et slutresultat på 68-91 satte en tyk streg under, at Værløse for tiden er at finde på tabellens sidsteplads.

Hjemmeholdet bed sig efter en skidt start ellers fast i haserne på Falcon. Et flot indhop fra David Nørby Knudsen, som fik en hånd på alt i forsvaret og scorede alle sine 6 point i 2. periode, fik sat gang i holdet.

Og nogle minutter inde i 2. halvleg, så det ud til, at momentum kunne skifte. Men pludselig fik Christian Thomsen og Gabriel Iffe Lundberg for alvor skudt sig varme og med ét var 10-pointsføringen forvandlet til en 20-pointsføring, hvilket så så ud til at gøre ondt på Værløse.

19-årige Gabriel Iffe Lundberg skal i øvrigt fremhæves for en imponerende præstation med sine 26 point og en scoringsprocent på 79%.

Herligt var det også at se Værløses Victor Hjorth med sit evige fighterhjerte blive ved med at give Falconspillerne noget at tænke over, men det rakte ikke på en dag, hvor spillet ikke rigtig hang sammen for hjemmeholdet.

Det blev ikke bedre af, at Falcon vandt reboundspillet med 48 mod 29 - en helt afgørende faktor, da Værløse samtidig formåede at holde sig på blot 8 turnovers.

Falcon kom efter sejren op på 7. pladsen i ligaen, mens Værløse er 2-3 sejre efter en slutspilsplads, så efter et besøg af Team Fog Næstved i weekenden, så skal hjemmeholdet en tur i træningslokalerne henover julen.

Falcon tager inden julepausen imod Horsens IC i næste uge.

Topscorere Værløse: Pabe Pa 16, Jordan Clarke 11, Peter Møller 12

Topscorere Falcon: Gabriel Iffe Lundberg 26, Durell Vinson 18, Christian Thomsen 16

Man of the Match: Gabriel Iffe Lundberg

79ers slår vicemestrene

12.12.2013

Hørsholm 79ers har de seneste uger haft en masse ting af slås med uden for banen, hvor man måtte tage afsked med cheftræner Bogdan Karaicic efter uoverensstemmelser omkring trænerens prioriteter og værdier i klubben.

Onsdag aften var den nye mand i trænersædet, Nemanja Jovanovic, så i spidsen for holdet, og han kunne ikke have fået et meget bedre comeback i cheftrænerstolen end sejren på 79-72 over Svendborg i Hørsholm Hallen.

Det var en intens affære lige fra tip-off. Hjemmeholdets atletiske forward, Zarko Jukic var flyvende i begge ender af banen fra start med både rebounds, blocks og otte point på kontoen. Hos Rabbits var Will Paul varm i første periode ligeledes med otte point.

Ved starten af anden periode var stillingen 16-20 til Svendborg, og det blev en fase af kampen, hvor forsvaret i begge lejre var i fokus. Hørsholm vandt perioden med 16-14, og værterne gjorde det svært for kaninerne at komme til gode afslutninger. De to hold gik således til pause ved stillingen 32-34 til Svendborg.

Svendborgs Johnell Smith have indtil denne fase af kampen haft en stille aften rent scoringsmæssigt, men den dygtige guard kom i gang i tredje quarter med otte point. Hørsholms anfører, Frederik H. N., ville også lege med og han sænkede to treere i perioden, som Hørsholm vandt med 23-17.

Ved stillingen 55-51 til 79ers var det tid til de afgørende 10 minutter. Stemningen i Fire Arena blandt de godt 250 tilskuere var spændt og fuld af håb om, at hjemmeholdet kunne stå distancen mod vicemestrene.

Det blev en meget intens periode, som Hørsholm startede bedst ved at komme foran med 60-51. Johnell Smith have dog ikke tænkt sig at lade kampen glide ud af hænderne på kaninerne, og scorede otte af gæsterne første 11 point i perioden. Dermed var stillingen 64-62.

Kampen bølgede frem og tilbage og ved 74-72 med 46 sekunder igen af kampen var Frederik H. N. på pletten med et altafgørende steal, som han forvandlede til to point i den anden ende af banen.

Det gav lige præcis det hul, Hørsholm skulle bruge, og i det næste angreb var det så Will Pauls tur til at forsøge sig bag treeren - uden held. Og så løb Svendborg tør for tid.

Med sejren fik Hørsholm skabt et hul på fire point ned til Sisu på femtepladsen, og der er blot fire point op til Rabbits, der indtager en plads som nummer tre.

Topscorer for Hørsholm 79ers: Brenton Butler 19, Frederik Hougaard Nielsen 15, Zarko Jukic 14, Casper Hesseldal 13, Atila Kovac 12, Anders Skou 4, Rasmus Stolbjerg 2 point.

Topscorer for Svendborg Rabbits: Johnell Smith 27, Will Paul 15, Damian Ocana 10, 
Antonio Pernigotti 9, Claus Maggard 5, Rasmus Christensen 4, Mads Bloch 2 point.

Firestartere:
Frederik Hougaard Nielsen, 79ers
Johnell Smith, Rabbits

Bogdan effekten lod vente på sig

11.12.2013

Med ny mand i trænersædet var det spændende om det kunne genrejse Team Fog Næstved efter trænerfyringen tidligere på ugen.

Bogdan Karacic`s tropper tog hjemme mod Randers Cimbria som på papiret var favorit.

Kampen var lige det meste af tiden selvom Team Fog Næstved førte med 51-37 ved pausen med gæsterne kom tilbage og løb med sejren på 86-84.

1.periode 25 – 17: En forsigtig start på perioden fra begge hold uden de mange scoringer. Ind imellem var spillet Ok, men træfsikkerheden var ikke optimal.

Mod slutningen af perioden gik det op i en højere enhed for Team Fog Næstved, som trak fra til en føring på 8 point ved periodens slutning.

2. periode 51 – 37: Flot start på perioden af Team Fog Næstved, som udbyggede sin føring. Men da der var spillet et par minutter af perioden, fik Team Fog Næstved en mindre scoringskrise, hvilket gjorde, at Randers kom tilbage i kampen.

Mod slutningen af perioden kom Team Fog Næstved på sporet igen, og det lykkedes holdet at trække fra til en sikker føring på 14 point ved pausen.

3. periode 65 – 65: Hektisk start på perioden, hvor Randers viste, hvor godt holdet er. Det lykkedes derfor for Randers at indhente Team Fog Næstved’s føring, og med godt 3 minutter tilbage af perioden kom Randers foran.

Team Fog Næstved fik dog samlet sig lidt sammen og bragte sig igen foran, men det var en stakket frist – Randers fik indhentet føringen inden periodens slutning.

4. periode 84 – 86: Der var lagt op til en spændende periode. Team Fog Næstved kom bedst fra start og vandt de første 2½ minut med 7-2.

Men Randers kom godt igen og fik udlignet Team Fog Næstved’s føring efter 4 minutter. Derefter var det Randers, som var i teten, og da holdet først var kommet foran, var holdet stærkt nok til at holde føringen resten af kampen, så den forventede sejr blev en kendsgerning.

Topscorer for Randers Cimbria Bonell Colas med 27 point

Topscorer for Team Fog Næstved Morgan Sabia og Quincy Okolie med hver 17 point

SISU overtager femtepladsen på godt holdspil

11.12.2013

Tirsdagens kamp i Kildeskovshallen gav sejr til SISU som for anden gang slår Aalborg Vikings i år.

Et hurtigt og stærkt Vikings-hold kom til Gentofte for at se, om de kunne fortsætte en kærkommen sejrsstime på 3 ud af 4 kampe. Det lykkedes ikke på grund af klogt og vedholdende holdspil fra SISUs side. SISU er nu alene på femtepladsen foran Team FOG og Vikings.

Det første periode blev afviklet i orkantempo med Joey Haywood i fuld fart og Joe Burton i sit sædvanlige bakgear mod kurven. Joey lavede 9 point i første periode og Joe 8. Chris Matagrano, Joe Benjamin og David Harder toppede SISUs pointliste i første periode, som endte 23–24 til Aalborg.

SISU skiftede forsvar i anden periode og fik mere styr på Joey Haywood, som kun scorede 2 point i perioden. Philip Bo kom godt i gang under kurven og han lavede 6 point ligesom Joe Benjamin og David Harder. SISU fik føringen, som de gradvis udbyggede til 10 point ved pausen, 48–38.

Efter pausen kom Vikings igen ud med stormstyrke 10 og var alle vegne, og pludselig stod det 55–53. SISU eksekverede i angrebet men havde ikke styr på Joey Haywood i forsvaret, og han nåede op på 14 point i tredje. Aalborg udlignede til 63–63, men SISU slog straks tilbage og endte med en 4-points føring, 72–68, før de sidste 10 minutter.

I fjerde periode udbyggede SISU stille og rolig føringen men kun til 7 point. Med lidt over 1 minut tilbage kommenterede Vikings Head Coach, James Vear, højlydt dommernes præstation, mens Chris Matagrano skød straffekast, og Vear fik først én teknisk fejl og så endnu én, der diskvalificerede ham fra kampen, hvorefter han måtte forlade hallen. Det var dog usandsynligt, at Aalborg kunne være kommet tilbage på dette tidspunkt, hvor stillingen var 91–82, men de 4 point, som Mickey Dennis scorede på de to tekniske fejl, sikrede så sejren endegyldigt.

Chris Matagrano scorede point nummer 100 og fandt sandsynligvis efter kampen ud af, hvad der er dansk baskettradition, når et hold rammer et trecifret antal point.

16-årige August Haas fik sin Basket Liga debut. Han spillede en intens U18 pokalsemifinale kl. 16:30, men havde stadig energi kl. 19:00 til at spille nogle vigtige minutter fra bænken, så starterne kunne hvile lidt.

Joey og Joe scorede 59 af Aalborgs 89 point, mens SISUs scoringer var mere bredt fordelt. Ud over det havde SISU 26 assists mod 9 hos Aalborg, hvor Joey og Joe for det meste blev nødt til at skabe deres egne skud. SISU kiggede konstant efter pick-and-rolls og den åbne mand til lay-ups, og det gav tit gode resultater.

SISUs Head Coach Almir Zeco: ”Vi arbejdede godt sammen mod et hold, der er godt coachet og er meget forbedret fra sidste gang, vi spillede mod dem den 26. oktober. Det var meget vigtigt at vinde denne kamp på hjemmebane mod Aalborg. Det var en fremragende holdpræstation med mange assists og hjælp både i forsvar og i angreb og et godt afsæt til vores næste kamp.”

Toppræstationer:

SISU: Joe Benjamin 21 point, 8 rebounds, 3 assists; Mickey Dennis 16 point, 9 rebounds, 7 assists; Chris Matagrano 21 point, 1 rebound, 1 assist; Mikael Vincents Nielsen 15 point, 5 rebounds, 4 assists; David Harder 14 point, 6 rebounds, 4 assists; Philip Bo 12 point, 4 rebounds, 2 assists.

Aalborg Vikings: Joey Haywood 31 point, 4 rebounds, 2 assists; Joe Burton 28 point, 10 rebounds, 1 assist; Jeppe Kristiansen 12 point, 3 rebounds.

Bakken Bears sejrer i EuroChallenge

11.12.2013

De Danske mestre fra Bakken Bears er klar til top-16 gruppespillet efter at have besejret finske Kataja Basket på udebane i tirsdagens EuroChallenge kamp.

Sejren blev på 68-66 foran 2000 tilskuer i det nordlige Finland. Som så mange gang før blev Andreas Jakobsen matchvinder for Bakken Bears, da han satte de afgørende point på kontoen med 1,9 sekunder igen.

Du kan læse fyldigt referat fra kampen på Bakkens Bears hjemmeside.

Sejren betyder altså at Bakken Bears er sikre på at slutte mindst som nr. 2 i gruppen og går sammen med Cholet Basket fra Frankrig videre til næste gruppe spil sammen med 15 andre hold. Her venter der en ny 4-holds pulje hvor der spilles alle mod alle ude og hjemme.

Forløbige datoer for disse kampe er: 14., 21, og 28. januar og 11., 18, og 25. februar.

Du kan se det komplette turneringssystem ved at klikke her.

Nemanja Jovanovic bliver ny head coach for 79ers

11.12.2013

Nemanja Jovanovic bliver dobbelt head coach for Hørsholm 79ers, da han skal stå i spidsen for både dame- og herreligaholdet for resten af denne sæson.

Nemanja var en del af head coach teamet på herreholdet i sidste sæson, så han kender spillerne – og vice versa, og han ved hvad, hvad spillerne og holdet kan præstere. Han kan udvikle og modne de unge, og han kan inspirere og motivere de rutinerede. Dette giver det perfekte udgangspunkt for, at holdet kan fortsætte de gode takter, som de har leveret indtil nu i denne sæson. Holdet ligger pt. på en 4. plads i Basketligaen med 6 sejre i 11 kampe.

”Vi er rigtig glade for, at Nemanja vil påtage sig denne store opgave for klubben”, udtaler bestyrelsesmedlem hos Hørsholm 79ers, Peter Damm. ”Dette er en rigtig god løsning for vores herrehold, så vi har fuld fokus på, at dette ikke medfører forringelser for dameholdets vilkår, så de kan fortsætte deres gode trend i Dameligaen, hvor de pt. ligger nr. 3 med 8 sejre efter 11 kampe, og skal spille pokalfinale søndag den 19/1 2014.”

Nemanja har her til aften trænet herreholdet for første gang, og i morgen får han sin sæsondebut, når holdet skal i kamp mod Svendborg Rabbits kl. 19 på hjemmebanen Fire Arena i Hørsholm.

Klubben er nu på udkig efter en assistant coach, som kan hjælpe på begge ligahold, samt være head coach for klubbens U18/U21 hold.

Team FOG Næstved skifter træner

09.12.2013

Team FOG Næstved og Felix Banobre har mandag den 9. december besluttet i fællesoverenskomst at stoppe samarbejdet.

Baggrunden skyldes de manglende sportsligeresultater indtil videre i denne sæson.

Direktør for Team FOG Næstved, Andreas Larsen udtaler: "Vi vil gerne sige tak til Felix Banobre for en stor arbejdsindsats. Desværre er det ikke gået som vi begge havde håbet på. Resultaterne har ikke levet op til forventningerne. Vi har behov for at rykke fremad på det sportslige og få ændret på tingene, så vi igen kan blive konkurrencedygtige. Vi er nødt til at forholde os til vores høje ambitionsniveau for vores projekt, hvor vi ønsker at være med til at konkurrere i toppen og skabe resultater."

Ny træner på plads

Team FOG Næstved er allerede på plads med en løsning for den resterende del af sæsonen. Ny headcoach for Team FOG Næstved bliver den tidligere head coach for Hørsholm 79ers, Bogdan Karaicic. Bogdan vil dermed være at finde på bænken til kampen mod Randers Cimbria allerede onsdag.

Bogdan Karaicic har været ansat i Hørsholm 79ers siden 2009, hvor han i de sidste 1,5 år har været headcoach for holdet. Hertil har han haft en stor rolle i talentudviklingen i Hørsholm 79ers, hvor han har været med til at udvikle flere unge danske spillere til højeste nationale niveau. Bogdan Karaicic er desuden landstræner for det danske U/18 landshold.

En stor udfordring

Selvom Team FOG Næstved skifter head coach midt i sæsonen er man fra ledelsens side klar over at det bliver en meget stor udfordring at vende den sportslige udvikling. Der skal på kort tid ske et stort taktisk skifte på banen og det betyder en masse nye udfordringer, taktiske koncepter mv. for spillerne.

"Det der er vigtigt nu er, at vi har en løsning klar. Vi starter træningen i morgen og spiller en uhyre svær kamp onsdag. Jeg har fuld tillid til, at vi har en trup med nogle dygtige spillere. Vi skal arbejde på at få et stærkt koncept og kæmpe med alt hvad vi har. Det bliver en svær opgave, men hvis vi står sammen om det - ledelse, trænere, stab og spillere - er jeg sikker på at udviklingen vil vende til det bedre når vi kommer et stykke ind i januar" slutter direktør Andreas Larsen.

BL-kamp fastsat

08.12.2013

Torsdagens kamp mellem Randers Cimbria og Horsens IC, som måtte aflyses på grund af Bodil er nu blevet fastsat.

Kampen spilles den 30. januar 2014 k. 19:00 i SKYline Arena i Randers.

Pligtsejr til Randers Cimbria

07.12.2013

Det er ikke mere end lidt over to uger siden, at Værløse BBK og Randers Cimbria sidst tørnede sammen i Arena Randers. Denne kamp endte med en overlegen sejr til hjemmeholdet på 105-63.

Siden den kamp er der sket en markant ændring hos Randers Cimbria, den tidligere ungdomslandsholdstræner Thomas Quaade har indtaget stillingen træner for holdet ved siden af Morten Hansen.

Den markante forskel der er på de to holds resultater på papiret, var da også tydelig i dagens kamp. Hjemmeholdet trak en forholdsvis komfortabel sejr på 122-93 i land, også selvom spillet bestemt blegnede i store perioder.

Kampens første minutter var hektiske med flere tekniske fejl fra begge hold, og allerede efter to minutter og stillingen 4-2 til hjemmeholdet kalder Værløses træner sin første time-out. Efter den meget tidlige time-out forbliver spillet hektisk, dog trækker Randers en smule fra. Kort tid inden enden på 1. Periode ender hele to Værløse spillere i gulvet under et Randers angreb, hvorefter tiden løber ud og perioden ender 29-14 til hjemmeholdet.

Bo Colas og Chris Nielsen var to af de spillere, der gjorde forskellen for Randers Cimbria i 1. Periode, hvor førstnævnte især leverede flere gode rebounds og scoringer i sidste halvdel af perioden.

2. periode fortsatte i præcis samme spor som 1. Periode. Spillet var i perioder meget tilfældigt, og frustrationerne var tydelige hos begge mandskaber, men især hjemmeholdet virkede utilfredse med egen indsats, og med god grund.

I løbet af perioden begyndte Værløse at lægge et meget aggressivt pres på Randers’ mandskab, og flere gange fik de succes med det, hvor de efter en mistet bold fra Randers’ side kunne lægge bolden i kurven. Det aggressive pres tvang hjemmeholdet til at spille hurtigt, hvilket de ellers ikke havde formået i løbet af kampen. Det hurtige spil indbragte flere scoringer, bl.a. efter et par hurtige opløb fra Randers’ nr. 10, Charlie Burgess. Selvom spillets tempo steg, gjorde antallet af spiltekniske fejl det desværre også, hvilket ikke gjorde 2. Periode specielt seværdig.

I periodens sidste sekunder dømmer dommeren en fejl mod Chris Nielsen, som han bestemt ikke er tilfreds med, og frustrationerne får frit løb. Dette giver to straffekast til gæsterne, som bliver fuldt udnyttet, og da hornet lyder, er stillingen 52-43 til hjemmeholdet.

Dermed vinder gæsterne 2. Periode med 29-23, hvor især den nytilkomne Jordan Clarke gjorde sig bemærket med 8 point.

Efter den lange pause virkede det som om, at især hjemmeholdet havde fundet nye kræfter, mens gæsterne fra Værløse ikke pressede lige så meget på, som de havde gjort i den forgangne periode. Det dynamiske angrebs- og forsvarsspil der har kendetegnet Randers hele sæsonen begyndte endelig at vise sig. Hjemmeholdet leverede flere flotte scoringer - især Bo Colas og Kore White - som flere gange dunkede bolden i kurven.

I den sidste halvdel af perioden vågnede Randers endelig for alvor op, og man kunne igen kende de hvidklædte spillere. Hurtigere spil, færre fejl og flotte scoringer sørgede alle for at hjemmeholdet kunne gå ind til 4. Periode med en føring på 22 point og stillingen 84-62.

Randers Cimbria kom bedst ud til sidste periode, og den energi som gæsterne havde vist i kampens to første perioder var så godt som forsvundet. Der skulle gå knap to et halvt minut, før Værløse kom på scoringstavlen i 4. Periode.

Hjemmeholdet fortsatte i samme tempo som i 3. Periode, og dette sørgede også for at Kore White med 2 hurtige dunks efter 5 minutter, kunne score til 100-74 i Randers’ favør.

Værløse måtte tvangsudskifte Evan Thompson og Jordan Clarke, hvilket beviste, at kampen langt det meste af tiden ikke var særlig billedskøn. Det var dog hjemmeholdet, som til sidst viste, at det er en grund til, at de ligger så langt oppe i tabellen, som de gør. Med bl.a. fire 3-pointsscoringer fra Mike Nielsen i sidste periode og 28 point fra kampens spiller - Kore White - gennem hele kampen, kunne Randers gå fra banen med en sejr på 122-93.

Topscorere:
Randers Cimbria: Kore White, 28 point. Bo Colas, 20 point. Charlie Burgess, 19 point.

Værløse BBK: Jordan Clarke, 23 point. Troy Brewer, 19 point. Peter Møller, 15 point.