Nyheder

Sejr til Vikings efter vanvittig afslutning

28.02.2014

HIC tog i dag imod Aalborg i en kamp som fik en vanvittig afslutning.

HIC startede bedst ud og bragte sig hurtigt foran. Vedran Borovcanin og Skyler Bowlin førte an, men også Daniel Friedrich viste gode takter. For Aalborg var Joe Burton toneangivende og scorede 8 point  første periode. Efter første periode var stillingen 28-19.

I anden periode fortsatte Vedran Borovcanin det gode spil og scorede efter behag. Flere gange virkede Allborg til at blive sat af, men igen og igen kæmpede de sig tilbage. Joe Burton fortsatte med at dominere og ved pausen var den store amerikaner oppe på 16 point. Hilary Haley kom ind fra bænken og gjorde en god figur. Ved pausen var HIC foran med 45-37.

I tredje quarter kom HIC ud med kæmpe aggressivitet og Aalborg havde meget svært ved at komme til fornuftige afslutninger. Med HIC foran med 13 point virker Aalborg knækket, men igen kæmper de sig tilbage. HIC svinger fra det sublime til det elendige og det er Aalborg ikke sene til at udnytter. På få minutter er de igen helt inde i kampen.

I fjerde periode har HIC hele tiden overhånden. Med 42 sekunder igen er de oppe med 7 point. N må kampen være afgjort? Det er den ikke Aalborg vil det anderledes, en hurtig treer og brændte straffekast til HIC gør at Aalborg kun er bagud med 4 point. Med femten sekunder igen laver Jean Mbe en usportslig fejl. To sikre straffe og en efterfølgende scoring gør at kampen skal i overtid.

I overtiden står der Aalborg på det hele, og HIC må skuffende inkassere et nederlag. Spillet for HIC var meget svingende, mens Aalborg aldrig gav op.

Vikings vinder kampen med 89-97 (28-19, 17-18, 16-21, 22-2, 6-14).

Bedste spillere for HIC var igen Skyler Bowlin og Vedran Borovcanin, mens Joe Burton og Joey Haywood lyste op for Aalborg.

Topscorer i kampen blev for HIC Vedran Borovcanin med 28 point mens Joey Haywood satte 29 point for Aalborg Vikings.

Et velsmurt Bakken Bears mandskab besejrer Rabbits

28.02.2014

Bakken Bears besøgte torsdag aften kaninhulen og efterlod ingen tvivl om, hvem der i øjeblikket er Danmarks bedste basketballhold.

Bakken Bears overstrålede kaninerne der efter en godkendt 1. periode måtte overgive sig og erkende, at Bakken Bears lige nu er mindst et skridt foran i kampen om årets mesterskab.

Måske havde cheftræner Craig Pedersen "solgt" kampen på forhånd fordi det vil betyde, at Bakken Bears slutter på grundspillets 1. plads og fordi cheftræneren har fokus på de tre andre kampe der venter kaninerne, Værløse, HIC og Falcon.

Kampene mod Bakken Bears, hvoraf der nu resterer en enkelt, er således uden betydning for kaninerne.


Faktum er, at kaninerne til tider blev spillet ud af egen hule af et velspillende Bakken Bears der vandt overbevisende 86-110 efter perioderne 20-21, 24-34, 22-31 og 18-24.

Kampen startede i et vildt og hæsblæsende tempo og med skiftende føringer. Hos hjemmeholdet var især Damian Ocana hot med to treerer og ialt 10 points men også Johnell Smith gjorde en rigtig god figur. Hos bjørnebanden var scoringerne bredt ud over hele paletten og det lovede godt for kampen som helhed. Der var masser af underholdning til de godt 1100 fremmødte i Svendborg Idrætscenter. Rotationen hos hjemmeholdet bragte hurtigt ungdommen på banen og således sluttede Marinus Mouboe festen i 1. periode af med de sidste to points for kaninerne.

Bakken Bears lagde straks fra 2. periodes start voldsomt pres på boldholderen i kaninernes angreb og Johnell Smith måtte ty til et vildt trepointsskud der blev fejlet, hårdt presset af skudklokken. Tre straffe som mr. Smith sikkert omsatte og så gik bjørnene i gang. Der blev skudt fra stort set alle distancer efter at Big Chris måtte forlade banen med en forvreden ankel og Bakken Bears ramte sikkert på stort set alt.

Kaninerne var kun statister og var alt for langt væk fra Bakkens skytter og halvdelen af bjørnebandens points i perioden var fra trepointsland. Det blev krydret med dunk og blocks så kaninerne var nede med 11 ved pausen og kampen mod overmagten var til at se i Svendborg Idrætscenter.

Der skulle ske noget drastisk hvis Svendborg Rabbits skulle tilbage i matchen og det var heller ikke det valg der blev truffet af trænerteamet. Der blev roteret kraftigt på bænken hos kaninerne og faktisk virkede det som om kampen var solgt ved halvtid. Bakken Bears fortsatte med at brænde nettet af i Svendborg Idrætscenter og ramte på 6 stk. fra trepointsland i 3. periode, igen halvdelen af de points der blev scoret af bjørnebanden.

Hos hjemmeholdet var det stadig Damian Ocana der gik forrest rent angrebsmæssigt med sikre træfninger og et meget flot dunk ned gennem feltet. Unge Mouboe fik flere minutter og sluttede igen perioden af med de sidste points for kaninerne der nu og inden de sidste 10 minutter, var nede med 18, 68-86.

Kampen var afgjort og både Johnell Smith og Antonio Porta der i dag var hårdt presset med bare at få bolden over midten, blev herefter skånet. Ungdommen kom ind og gjorde det egentlig fornuftigt. Mathias Kelly på guardpladsen lod sig ikke kyse og havde selv om han førte bolden op af banen, ingen turn overs.

Det blev også til 12 fornuftige minutter til Marinus Mouboe og 6 points.
Bakken Bears så sig ikke tilbage i dag og vandt fortjent opgøret selv om publikum håbede med de to trepointsskud Niels Degn der dog reducerede bjørnebandens forspring. Kaninerne var faktisk helt nede på minus 10 men så tog en vis herre fat i bjørnene igen og de trak igen fra og vandt helt fortjent en meget overbevisende sejr over et meget ungt Rabbitsmandskab der var på banen i de sidste par minutter. Netop den periode vandt bjørnene 0-12 og et kraftigt tak for sidst fra pokalfinalen i Horsens i januar måned.

Kaninerne slutter på ligaens 3. plads og nu er det kun et spørgsmål om, hvem modstanderen bliver i kvartfinalen.

For hjemmeholdet blev dagens spiller Damian Ocana med 25 points, Johnell Smith scorede 18, Will Paul 14,. 

Hos Bakken Bears scorede Brandon Penn 21, Bakkens mest effektive spiller Nicolai Iversen 18, 16 til Andreas Jakobsen, 12 til Kenny Barker, 11 hver til Søren Ege og Morten Sahlertz.

79ers taber til Sisu

27.02.2014

For anden gang på syv dage tørnede Hørsholm 79ers  og Sisu sammen i Fire Arena, og hjemmeholdet kunne ikke gentage sejren fra den forgangne uge, men måtte se sig slået med 68-75 efter en halvlegsføring på 40-33.

Set med Hørsholmbriller var første og anden halvleg som nat og dag. I første halvleg var der tempo og fart i 79ers-spillerne, der scorede på flere fastbreaks. I anden halvleg fik gæsterne lukket ned for det tempofyldte Hørsholmspil, og samtidig brændte de varme fra distancen.

Zarko Jukic fra 79ers lagde ud med at dunke kampens første to point i kurven, og fik fra start publikum op ad stolene. Sisu lod sig dog ikke gå på af den flyvende Hørsholmstart, og de to hold fulgtes ad resten af perioden, der sluttede 15-15.

I anden periode satte hjemmeholdet sig på kampen, og med en treer af Brenton Butler samt endnu et Jukic-dunk kom Hørsholm på 24-19. Herfra løb 79ers videre til en føring på 32-19 inden Sisu´s Joe Benjamin med to straffekast brød gæsternes scoringstørke. Hørsholm kunne dog gå til halvleg med en føring på 40-33.

Efter pausen fik Sisu i løbet af de første fem minutter vendt stillingen til 45-46. Farten var gået lidt af værternes spil og de måtte sande at scoringstavlen viste 58-62 til gæsterne inden de afgørende 10 minutter.

Hørsholm fandt aldrig rigtigt tilbage på sporet fra første halvleg. Sisu holdt føringen perioden ud, selvom om 79ers pressede på og kom på 64-65 med fire minutter igen. Trods det, at Sisu inden for det sidste minut blot scorede på tre ud af otte straffekast kunne de stadig trække sig sejrrigt ud af dette københavneropgør.

For 79ers ændrede nederlaget ikke på noget i den foreløbige stilling, hvor de indtager syvendepladsen. For Sisu betyder sejren, at de stadig er nummer fem to point foran Team Fog Næstved.

For Hørsholm scorede Brenton Butler 15, Zarko Jukic 15, Atila Kovac 9, Anders Skou 9, Daniel Mortensen 8, Demetrius Phillips 5, Sikander Nielsen 4, Frederik Hougaard Nielsen 3.

For Sisu scorede Chris Matagrano 19, Mickey Dennis 15, Joe Benjamin 13, Mikael Vincents 10, David Harder 8, Søren Olsen 6, Mikel Esnaola 2, Asger Hjorth 2.

2 spillere idømt karantæne

27.02.2014

Team FOG Næstved og Værløse BBK må begge undvære en af sine nøglespiller, næste gang de er i aktion i BL.

I slutsekunderne af gårsdagens kamp i Næstvedhallen, blev Liam Potter (TFN) og Pape Ba (VBBK) diskvalificeret efter noget fysisk tumult.

Indberetningen fra kampes 3 dommere er nu behandlet og begge spillere er idømt 1 spilledags karantæne.

For Liam Potter betyder det at han må sidde udenfor når Team FOG Næstved den 4. marts spiller mod SISU på udebane og Pape Ba er ikke med når Værløse BBK den 5. marts har hjemmebane mod Svendborg Rabbits i Søndersøhallen.

Du kan se begge kendelser ved at klikke her.

TFN taber overraskende til Værløse BBK

27.02.2014

De fleste ville have troet at det skulle være en walk-over for Team FOG Næstved i aftens kamp mod Værløse BBK.

Men et klogt og godt skydende udehold ville det anderledes og da Team FOG Næstved aldrig rigtig kom i gang, ja så endte det hele med en meget overraskende udesejr.

periode 15 – 30: Efter en lige start på perioden lykkedes det Værløse at trække fra til en meget sikker føring. Intet lykkedes for Team Fog Næstved, hvorimod Værløse spillede en meget flot periode.

Men uha for en periode for Team Fog Næstved, som havde store problemer med at ramme kurven fra alle distancer.

2. periode 23 -36: Igen en dårlig periode for Team Fog Næstved. Værløse kørte fuldstændig rundt med Team Fog Næstved, som slet ikke kunne få spillet til at køre. Spillerne kæmpede såmænd godt nok, men spillet og præcisionen i skuddene var ikke værd at skrive om.

Men en meget pointfattig periode fra begge sider som ender 8-6 (!).

3. periode 47 – 67: Værløse fortsatte det gode spil og tilsvarende fortsatte Team Fog Næstved sit dårlige spil. Det betød, at Værløse i den grad trak fra og på et tidspunkt førte med 25 point.

Værløse-spillerne smed bolden i kurven nærmest som det passede dem samtidig med, at deres aggressive forsvarsspil bestemt ikke passede Team Fog Næstved.

4. periode 72 – 79: Værløse fik igen en god start på perioden, men så var det som om, at Team Fog Næstved kom lidt bedre med. Mest på grund af fight og ikke så meget på grund af godt spil.

Team Fog Næstved fik indhentet lidt af Værløses komfortable føring mod slutningen, men helt tæt blev det aldrig. Værløse vandt en sikker og fortjent sejr, omend noget overraskende hvis man kigger på placeringerne i taebellen.

Kampen sluttede i øvrigt temmelig dramatisk, da Værløses Pape Ba og Team FOG Næstveds Liam Potter begge blev diskvalificeret efter, at de havde været i infight. Og nu kan begge hold blot afvente om begge spillere kommer i karantæne.

Topscorer for Team Fog Næstved blev Alex Murphy med 28 point men Peter Møller, som spillede en stor kamp, blev Værløse`s bedste mand med 29 point.

Bund mod top i Søndersøhallen

23.02.2014

Værløse stillede til kampen uden de to amerikanere Troy Brewer og Jordan Clarke, som begge var ude med skader.

Bakken i nærmest stærkeste opstilling, inkl. de to unge Jacob Ravn og Sebastian Aaris, som vel nok håbede på gode spilleminutter i dagens opgør mod ligaens bundhold.

1.periode starter således: Bakken vinder tip off, aflevering i feltet til Chris C= 2 p. Værløse turn over, Bakken steal + god lang out let-aflevering = 2 p. mere til Bakken, Værløse turn over, Bakken 3 pointscoring. 1.30 min. spillet, 0-7 til Bakken. Time out Værløse!

Den markante forskel på de to hold i denne 1. periode er at Bakken spiller sig til frie chancer – bruger deres inside, mens Værløse dribler og dribler og skyder og brænder langt udefra. Efter 3½ min. står Værløse-tilskuerne stadig op i Søndersøhallen og venter på deres holds første scoring.

Coach Silfen skifter Peter Møller og David Nørby Knudsen ud. Coach Tuominen sender Aaris og Okolie på banen. Halvvejs i perioden er stillingen 0-14. Første mand på tavlen for Værløse bliver Axel Karason med en treer, unge Aaris svarer igen med en treer. Bakken spiller solidt og finder gode åbninger i Værløses zone-forsvar. I modsatte ende søger Værløse løsninger, og Victor Hjort træder i karakter med et godt stærkt drive til kurven og et efterfølgende steal. Hjemmeholdet begynder at få lidt point. Med små 3 min. tilbage har alle Bakken-spillere været på banen. Perioden slutter 13-28.

2. periode starter med en usportslig fejl af Bakkens Brandon Penn, Værløses Emil Hemmingsen sætter to straffe. Også Værløses Evan Thompson kommer i gang med 2 gode drives og dermed 4 gode point. Bakken spiller lidt mere utålmodigt og lader sig friste af hurtige, små-dårlige skud. Efter 3 min. er stillingen 22-35.

Værløses unge drenge starter en serie af trepointsskud, som går i, men de er stadig bagud med 14-16 point, idet Bakken svarer igen med gode scoringer. Halvvejs er stillingen 25-41. I denne periode skyder begge holder treere i et væk…gad vide om det er en del af game plan?

ærløse forsøger at løbe, men Bakken er alt for stærke i transitionforsvaret og når hjem hver gang. 1. halvleg slutter 39-56 efter en halvleg præget af denne treer-statistik: 3’ere Værløse: 7/16 - 3’ere Bakken: 8/14.

3. periode starter i fuld fart fra begge hold, der vil holde højt tempo. Værløse har dog ændret stil, og kommer nu til kurven og scorer og trækker fejl - men Bakken er samtidig uhyre effektive i den anden ende. Balancen mellem inde-ude spil er perfekt. Bakken tager det de får, om det er lay-up eller skud udefra. Chris C. laver sin 3. fejl i 4. min, og sætter sig ud – så nu burde der være mere plads for Værløse til at komme til ringen – og det ser da også ud som om det er det de går efter.

Midt i perioden er stillingen 50-74. De sidste 3 min. af perioden er de unge Bakken-talenter, Aaris og Ravn på banen sammen, og gør det rigtig fint. Bakken forsøger at holde skansen i feltet uden Chris C. Stillingen inden de sidste 10 minutter er 63-83.

I 4. periode starter Bakken med Chris C. på banen. En treer til hvert hold. Begge hold går til treer-skud med det samme – gad vide hvad de har snakket om i pausen mellem 3. og 4. periode? Værløse spiller utålmodigt og uden mange afleveringer, Bakken-spillerne bruger hinanden, men rammer ikke så godt udefra.

Coach Tuominen er konsekvent i sin coaching og sine udskiftninger, når spillerne på banen ikke følger konceptet, får de læst og påskrevet og må ud at sidde på bænken. Som fx. da Penn til sidst i perioden bliver idømt en teknisk fejl. Coach T skåner ham ikke! Denne periode er kedelig. Bakken finder hinanden, men brænder skud udefra. Værløse forsøger igen at finde vej 1-1. Kampen ebber ud og ender 76-103.

Solid holdindsats af Bakken, som fik roteret alle spillere, og de unge håbefulde, Aaris (20 min.) og Ravn (17 min.), fik de minutter de nok havde håbet på, på en dag hvor Værløse forsøgte, men ganske enkelt var overmatchet.

Bemærkelsesværdige stats:

2p % FG Værløse: 43%, Bakken: 72%
Rebounds Værløse: 34, Bakken: 32
Adam Weber Holm topscorer med 12 point og imponerende 10 assist

Kenny Barker og Nicolai Iversen: 15 point hver – hos Bakken scorer alle spillere minimum 6 point hver.

79ers tabte thriller i Fire Arena

23.02.2014

Forleden vandt Hørsholm over Sisu efter en gyserafslutning.

Lørdag eftermiddag var der atter hudløs spænding til det allersidste i Fire Arena, da 79ers måtte se sig slået af Horsens IC med 60-62.

Med periodecifre på henholdsvis 15-16, 14-15, 9-8 og 22-23 var det en meget lige kamp hele vejen igennem, hvor ingen af holdene på noget tidspunkt var foran med mere end seks point.

Hørsholm startede bedst og kom på 11-5 på et lay up af Frederik H. N. efter tre minutter. Denne føring varede dog ikke længe, og de to hold fulgtes ad perioden ud.

Ved stillingen 15-16 til gæsterne fra Horsens blev bolden sat i spil til anden periode, som 79ers igen startede bedst. Efter tre minutter bragte Brenton Butler Hørsholm foran med 23-20, men efter en trepointsscoring af Vedran Borovcanin samt to point af Jonas Zohore viste scoretavlen 23-25 til gæsterne. Resten af perioden var helt lige, og de to hold gik til halvlegspause ved stillingen 29-31.

I tredje periode blev der blot scoret 17 point i alt af de to hold. De gule fra Horsens startede bedst og kom på 29-35 efter fire point af Jonas Zohore. 79ers holdt dog fast og vandt perioden med 9-8, så stillingen forud for de afgørende 10 minutter var 38-39.

Modsat tredje periode blev fjerde en scoringsrig affære med i alt 45 point. 79ers kom foran med 42-40, hvorefter Horsens satte sig lidt på kampen og gjorde det til 47-52 med godt tre minutter igen.

Hørsholms Atila Kovac havde indtil denne periode scoret fire point, men den dygtige skytte brændte varm med i alt 13 point i fjerde quarter. Da han sænkede en treer til 57-56 med lidt over et minut igen, var Fire Arena på kogepunktet. Horsens svarede dog hurtigt igen og kom foran 57-61 med få sekunder igen. En trepointsscoring af Frederik H. N. med 2 sekunder igen bragte stillingen på 60-61, og hallen kogte for alvor, da gæsternes Jonas Zohore fik to straffekast med 0,1 sekund igen. Han sænkede det første og brændte det andet, hvorefter tiden løb ud og Horsens vandt med 60-62.

For 79ers betyder nederlaget, at de fortsat er på syvendepladsen med samme pointantal som Aalborg Vikings, der ligger nummer otte. Og netop Vikings hjalp 79ers, da de lørdag slog Falcon, så københavnermandskabet nu er fire point efter 79ers og Vikings. Horsens ligger nu på en lun fjerdeplads fire point foran Næstved på femtepladsen.

I næste runde møder Hørsholm 79ers gentoftedrengene fra Sisu, mens Horsens IC tager imod Aalborg Vikings.

For 79ers scorede Brenton Butler 17, Atila Kovac 17, Frederik H. N. 15, Zarko Jukic 7 og Daniel Mortensen 4 point.

For Horsens IC scorede Jonas Zohore 18, Skyler Bowlin 14, Vedran Borovcanin 12, Keane Thomann 6, Anton Elsner 5, Jesper Serritslew 3, Emmanuel Mbe 2 og Niels Thomsen 2 point.

Vkings vinder vigtig kamp mod Falcon

22.02.2014

Foran 750 tilskuere til fastelavnsfest i Aalborg Stadionhal afgjorde Vikings næsten kampen om nedrykningspladserne i en 89-59 sejr og en fjerde periode, hvor scoren lød på 39-9 til hjemmeholdet. Aktivitetsniveauet i hallen var højt, med besøg fra Star Wars, hoppeborg og ansigtsmaling.

Med scoren helt lige inden fjerde periode, 50-50 lignede det en gyser i årets måske vigtigste kamp i Aalborg Stadionhal. Med en sejr kunne Vikings bringe sig fire point fra nedrykningsspillet, mens Falcon med en sejr kunne bringe sig á point med Vikings på 8. pladsen.

Kampen blev dog afgjort i de første minutter af perioden, da Vikings med et 17-2 run på fire minutter afgjorde kampen. Det var Vikings' amerikanske trekløver, der stod for alle pointene i run'et, men det var Vikings' forsvar, der skabte det. Det var det bedste forsvarsspil, der i denne sæson er set fra Aalborg, og Falcon blev tvunget til meget svære afslutninger.

De næste seks minutter formede sig som en fest i Aalborg. Jeppe Kristiansen satte to tre'point skud, Mads Kofod en enkelt tre'er og en to'er, og Hillary Haley havde et kæmpe fastbreak dunk. Den bedste spiller i perioden var dog Joey Haywood, der scorede 18 point.

I de første tre perioder var det de to store mænd i hallen, der holdt begge hold inde i kampen. Jeffrey Darby havde 27 point i de første tre perioder og endte med 34 i alt, og Joe Burton havde 14 for Vikings.

I øvrigt kom årets måske mærkeligste scoring i Basketligaen lige inden tredje periodes afslutning. Vikings havde bolden med 27 sekunder igen på kampuret og 24 på skuduret. Lige inden 24-uret løb ud afsluttede Vikings, og den tidligere Vikingsspiller Christian Thomsen fik rebounden i samme øjeblik som 24-sekunders signalet gik. Thomsen troede at det var periodehornet, der lød, og lagde let bolden i eget net lige inden det rigtige horn lød, og dommerne talte det som hans første to point for Vikings i de sidste tre sæsoner.

Topscorer i kampen blev for 
Vikings:

Joey Haywood: 34 point, 8 assists.
Joe Burton: 21 point, 16 rebounds.
Hillary Haley: 18 point, 6 rebounds.

Falcon:

Jeffrey Darby: 34 point, 2 rebounds.
Rob Thurman: 7 point, 8 rebounds

Cimbria vinder over SISU i et mindre velspillet opgør

22.02.2014

Randers Cimbria tog i dag imod SISU, der manglede flere af deres store profiler bl.a. Mickey Dennis.

De to holds sidste opgør endte med en smal hjemmesejr til SISU på 106-103. Denne kamp viste sig at blive lige så tæt.... dog kun i første periode. Herefter trak Randers Cimbria fra, og selvom gæsterne i perioder halede ind på hjemmeholdet, var sejren aldrig rigtig i fare - heller ikke selvom spillet ikke altid var lige godt fra de hvidklædtes side.

Starten af perioden var en smule kaotisk for begge hold. Charlie Burgess scorer kampens første to point, hvorefter begge hold kæmper med at få bolden i kurven – det er dog Randers Cimbria, der igen får scoret.

Der skal gå tre minutter af perioden før det lykkes SISU at få lagt bolden i kurven. Herefter fulgtes de to hold ufattelig godt ad, og ingen af holdene formåede at trække fra. Det største forspring tilfalder gæsterne der hen imod slutningen af perioden er foran 14-17.

Dette får hjemmeholdet til at tage en Time-out. Herefter fortsætter begge hold med at lave fejl, dog holder SISU mere eller mindre fast i deres minimale forspring, og perioden slutter 22-24.

I starten af 2. Periode fulgtes de to hold fortsat ad. Begge hold lavede småfejl, som det andet hold derefter straffede. I midten af perioden begyndte hjemmeholdet dog at trække fra. Dette forsøgte SISU at forhindre ved at kalde en time-out. Der skulle dog meget mere end en time-out til at stoppe den scoringsstime Randers Cimbria var faldet ind i. Efter timeouten scorede SISU en enkelt gang, hvorefter hjemmeholdet udspillede gæsterne fuldstændigt.

Efter stillingen 37-31 scorede Randers hele 14 point før gæsterne igen formåede at få bolden i kurven. Gæsterne lavede en del fejl, som Randers Cimbria nu formåede at straffe – hvilket var den markante forskel mellem første og anden periode. Ved pausen var stillingen 58-39, og især Charlie Burgess leverede mange point og flotte assists i første halvdel af kampen.

De første minutter af tredje periode var meget hektiske. Gæsterne fra SISU spillede med en hel ny energi, og dette fik hjemmeholdet til at lave nogle af de fejl, der ellers ikke havde været mange af i den foregående periode. Efter et par mislykkede angreb, dunkede Bonell Colas bolden i kurven og beviste at hjemmeholdet bestemt også kunne spille hurtigt. Randers begyndte at miste flere og flere bolde, mens især det offensive spil begyndte at falde i kvalitet.

Hjemmeholdets forspring blev mindre og mindre i løbet af perioden – gæsterne får reduceret forspringet til 10 point hen imod slutningen af perioden. Efter to straffekast må Bonell Colas udskiftes med en mulig rygskade. Perioden ender 71-60.

Den første halvdel af fjerde periode fortsatte gæsterne med at hale ind på hjemmeholdet, og forspringet bliver konstant reduceret. Dog formår Randers at holde bare en smule fast, så forspringet aldrig helt forsvinder. Fjerde periode beviste også, at kampen ikke altid var lige velspillet og lige flot at se på, da tre spillere måtte tvangsudskiftes i perioden - Hjemmeholdets Charlie Burgess og udeholdets Søren Olsen og David Harder. Efter førstnævntes femte fejl tog Randers Cimbria en time-out, hvilket skulle vise sig at være et godt valg. Hjemmeholdets angrebsspil begyndte igen at fungere og med betydelig færre mistede bolde og fejl, kunne de endnu en gang trække fra.

Resten af perioden var velspillet fra hjemmeholdets side, og de kunne gå fra banen med en velfortjent sejr på 91-71. Bo Colas spillede videre i fjerde periode, så den rygskade han måtte gå ud med i slutningen af tredje periode, var umiddelbart ikke noget alvorligt.

Topscorer i kampen blev for Randers Cimbria: Bonell Colas  19,  Charlie Burgess 17, og Chris Nielsen 14 point.

For SISU scorede Joseph Benjamin, 20, Chris Matagrano, 19 og  David Harder 14 point.

Rabbits vinder i Næstvedhallen

21.02.2014

I dagens dk4 opgør var Svendborg Rabbits på besøg i Næstvedhallen for at tage kampen op mod Team FOG Næstved.

TFN ligner mere og mere en sikker slutspilsdeltager og kunne med en sejr komme et stort skridt foran de øvrige holder som kæmper om billet til det forjættede land.

1. periode 9 – 16: Begge hold fik en god start på perioden, og der var koncentreret spil fra begge hold. Svendborg fastholdt det gode og koncentrerede spil, hvorimod Team Fog Næstved tog nogle hasarderede og risikable beslutninger, som ikke lykkedes.

Det var derfor ingen sag for Svendborg at trække fra til en forholdsvis sikker føring efter 1. periode.

2. periode 27 – 37: Team Fog Næstved fik en god start på perioden og i løbet af 1½ minut var Svendborgs føring indhentet.

Men det var en kort fornøjelse for Team Fog Næstved. Svendborg fik samlet sig sammen samtidig med, at Team Fog Næstved igen tog sig nogle hasarderede og risikable beslutninger. Det resulterede i, at Svendborg stille og roligt trak fra til en sikker føring ved pausen.

3. periode 52 – 55:Team Fog Næstved fik en Ok start på perioden, men begyndte så igen på sine risikable indspil, som ikke lykkedes. Derfor kunne Svendborg i starten af perioden fastholde sin føring.

Men pludselig gik alt Team Fog Næstveds vej, og det lykkedes holdet ikke blot at indhente Svendborgs føring, men også at komme foran. Det kunne høres i Næstved Hallen.

En time out af Svendborg fik dog stoppet Team Fog Næstved, og det lykkedes for Svendborg at fastholde en spinkel føring inden 4. periode.

4. periode 72 – 84: Det var med spænding, at der blev set frem til 4. periode. Svendborg kom godt fra start.

Oppe mod overmagten kæmpede Team Fog Næstved det bedste, holdet havde lært. Men det var helt umuligt. Svendborg kørte fuldstændigt rundt med Team Fog Næstved, som havde tabt modet.

Rabbits vinder til slut kampen med 72-84.

Topscorer for Team Fog Næstved  blev Luciano de Souza med 17 point mens Damian Ocana og Johnell Smith scorede hver 24 point for Rabbits.