Nyheder

Bakken vinder den første semifinale

07.04.2014

Der har de seneste næsten 20 år været spillet en række fantastiske kampe mellem netop Bakken Bears og gæsterne fra Horsens IC.

De to hold er garanter for fight, fight, spænding og spænding. Hvem husker ikke sidste års semifinaleserie, hvor Bakken – efter at have været bagud 1-2 (bedst af 5) vandt de sidste to dramatiske kampe og gik i finalen.

Bakken Bears med 10 dages hvile (altså foruden 20 gange træning) og HIC, der så sent som fredag aften vandt 3-2 over Næstved efter overtime. Hvem ville have momentum i aftenens kamp i Vejlby Risskov Hallen med næsten fyldt op på alle pladser?

Fight var bestemt også i fokus fra kampens start – dog med hjemmeholdet i føresædet. Og efter en hurtig føring på 8-2 følte HIC-coach Arnel Dedic sig nødsaget til første time out, der efterfølgende betød 3 scoringer til HIC. Men herefter viste de næste 15 minutter klasseforskel med Bakken Bears som det bedste hold i stort set alle alle spillets facetter. HIC blev rundbarberet og Bakken Bears viste imponerende variation og koncentration i begge ender af banen og fordelte scoringer flot.

En engageret head coach Ville Tuominen forstod at udnytte holdets store bredde og skiftede hele tiden friske kræfter ind uden at rytmen blev brudt. Alle kendte deres rolle og plads i den gameplan, der var indøvet. Ikke mindst i forsvaret var Bakken imponerende effektive med det resultat, at holdene kunne gå til pause med Bakken foran hele 52-21.

Det store spørgsmål i pausen var, om Horsens ville ligge sig fladt ned og allerede spare på kræfterne til næste kamp, og om Bakken Bears kunne bevare engagement og koncentration.

Svaret viste sig at være et klart NEJ til begge disse spørgsmål fra starten af 3. periode. HIC var bestemt klar til at kæmpe for at oprethold selvrespekten – og efter 6 minutter af perioden havde gæsterne indhentet 12 point. Bakken Bears stoppede med at spille som et hold og spillerne lignede (med rette) nogle, der klart anså kampen for vundet. Stor respekt til HIC for på denne måde at kæmpe videre.

Og også ros til dommerne for tidligt i kampen at skride ind overfor brok fra bænken – det virkede.

Med en fortsat entusiastisk coach Tuominen fik Bakken Bears dog samlet sig op og fandt tilbage til en bedre rytme – men fra begge hold blev det alligevel rigtig meget indianerbold. Og da Skyler Bowlin efter et par minutter af 4. periode selv bad om at blive udskiftet – ja så var kampen sådan set færdig. Der blev fra begge mandskaber god mulighed for at lade de normalt bærende kræfter få pause og nyttige minutter til andre yngre kræfter.

Kampen sluttede med en sejr til hjemmeholdet på 82–53 (og dermed blev resultatet af de sidste 20 minutter 30–32).

For gæsterne var de mest scorende Skyler Bowlin med 9, Jonas Zohore med 10 og Keane Thomann med 12 foruden 9 rebounds.

Hos Bakken Bears var pointene godt fordelt med Brandon Penn med 12 (plus 12 rebounds), Thomas Lærke med 13 og Kenny Barker med 15.

Kamp 2 spilles på torsdag i Forum Horsens og næste hjemmekamp (og dermed den 3. semifinale) er mandag den 14. april kl. 19.00 – igen mod Horsens IC – det kan vise sig at blive en helt anden kamp.

Horsens IC klar til semifinalerne efter drama

05.04.2014

I en ikke særligt velspillet, men yderst intens kamp vandt Horsens IC til aften med 68-65 over Team FOG Næstved og kvalificerede sig dermed til semifinalen, med en samle sejr på 3-2.

I første periode var det Næstved der kom bedst ud. Der blev hele tiden lagt pres på HIC der havde meget svært ved at komme til gode afslutninger. For Næstved dominerede Liam Potter med 9 point efter gode postbevægelser, mens Luciano De Souza havde 7 point. For HIC var Skyler Bowlin topscorer med 5 point.

I anden periode fortsatte Næstveds dominans og de bragte sig foran med 12 point. HIC kæmper for at hænge på, men har meget svært ved at komme til gode afslutninger. Liam Potter fortsætter med at dominere, mens Bowlin og Borovcanin holder HIC inden i kampen. Ved pausen er Næstved foran med 36-28 efter at have domineret.

Tredje periode tilhører Vedran Borovcanin. Borovcanin dominerer og scorer 16 point i perioden. Blandt andet rammer han 4 straffe efter De Souza får en overlagt og bagefter en diskvalificerede fejl. Den diskvalificerende fejl bliver dog lavet om til en teknisk fejl, hvilket også virker rigtigt set udefra. HIC kommer foran med 43-40, og er ved periodens afslutning stadig foran med 3 point.

Fjerde periode bliver et drama. To hold der kæmper for at holde liv i sæsonen. Det betyder hårdt og intens forsvar, og knap så poleret angrebsspil. For Næstved er det Alex Murphy der dominerer, mens Bowlin gør det samme for HIC.

Med 30 sekunder igen er HIC bagud med tre og har bolden på baglinjen. Igen Igen er Skyler Bowlin kølig og sænker en hurtig treer. I næste angreb scorer Sabia to point, men Bowlin udligner igen på et presset lay up. Sabia har chancen for at afgøre kampen, men misser et presset skud.

I overtiden bliver der ikke scoret meget. Vedran Borovcanin starter med at score 2 point og efter et brændt Næstved skud rammer han 3 point på buzzeren.

De næstre tre minutter scorer Næstved kun 2 point, mens HIC slet ikke kommer på tavlen. Med 6 sekunder igen har Murphy to straffe. Han rammer det ene og Matiss Sakne bliver herefter fejlet. Han scorer også 1 point, og med 5 sekunder tilbage er HIC oppe med 3 point og Næstved bold. Det bliver en meget presset treer fra Sabia, som ikke er tæt på at gå i kurven, og HIC er dermed klar til semifinalen med en sejr på 68-65 (13-21, 15-15, 20-9, 14-17, 6-3).

Topscorer i aftens kamp blev for Horsens IC Vedran Borovcanin med 31, mens Team FOG Næstved`s  Liam Potter satte 19 point for gæsterne.

Denne semifinale starter allerede mandag aften ude mod Bakken Bears.

Til sidst skal der lyde en stor tak til fans fra Næstved og Horsens. De var begge med til at skabe en fantastisk stemning til en fantastisk serie.    

3 spilledages karantæne til Atila Kovac

03.04.2014

Hvis 79ers ungarnske spiller Atila Kovac, spiller i BL efter sommerferien,må han overvære de første 3 kampe i den nye sæson fra sidelinjen.

Atila blev i 79ers sidste kamp i denne sæson, diskvalificeret for at kaste bolden i hovedet på en modspiller. Denne aktion har nu medført 3 spilledages karantæne og skal afsones i den nye sæson.

Ingen oprykkere til Basketligaen

02.04.2014

Den 1. april udløb fristen for de 2 hold der deltager i finaleserien i 1. Division Herrer til at meddele DBBF om man ønskede oprykning til Basketligaen eller ej.

De 2 hold, Stevnsgade BBK og Lemvig Basket har desværre begge sagt nej tak til oprykning, hvorfor Værløse BBK´s nedrykning nu suspenderes. 

I skrivende stund ser der så ud til at Basketligaen i næste sæson 2014/15 fortsætter med de samme 10 hold. 

79ers sendt ud af slutspillet

01.04.2014

I en fantastisk kulisse i Fire Arena tabte Hørsholms basketballherrer den fjerde kvartfinale med 92-106 til Svendborg.

Nederlaget betød samtidig et farvel og tak til 79ers i årets slutspil, idet Rabbits med sejren vandt kvartfinaleserien med 1-3 og således bookede en plads i semifinalen.

Sidst de to mandskaber krydsede klinger i Fire Arena blev det til en snæver sejr på 85-84 til 79ers, og den præstation havde Hørsholm planer om at gentage, da spillet blev sat i gang til fjerde kvartfinale.

Første halvleg var en underholdende og meget tilskuervenlig affære med rigtig mange scoringer. Bakket op af et rekordstort hjemmepublikum var 79ers nærmeste flyvende i de første 20 minutter. Da unge Daniel Mortensen efter blot fem minutters spil måtte udgå af kampen med en skade rykkede Hørsholmbænken endnu tættere sammen, og alle, der kom på banen, bidrog med fight, scoringer og flot spil.

To minutter inden pausen var Hørsholm således foran med 58-44, og selvom Rabbits fik reduceret til 58-48 inden pausen, lignede det et Hørsholm-mandskab på en ”mission possible.”

Gæsternes Antonio Porta og Johnell Smith, der begge havde vist flot spil i første halvleg, tog for alvor sagen i egne hænder i kampens tredje periode. Især Porta viste sublimt spil med flotte scoringer og geniale assists. Rabbits vandt perioden med hele 14-35, og 79ers måtte se deres halvlegsforspring forsvinde som dug for solen.

Da spillet blev sat i gang til fjerde periode var Svendborg foran med 72-83, og gæsterne lignede et hold, der ikke havde tænkt sig at lade Hørsholm komme tilbage i kampen. Efter godt tre minutters spil kom 79ers på 84-88, og et kort øjeblik øjnede tilskuerne muligheden for et 79ers-comeback. Det blev dog det tætteste værterne kom på kaninerne, der igen trak fra anført af Antonio Porta og Johnell Smith.

Kampen sluttede med en sikker kaninsejr på 92-106. Hørsholm er således ude af slutspillet, mens Svendborg fortsætter deres færd mod det forjættede finaleland. I semifinalen møder Rabbits Randers Cimbria.

Efter kampen tog Hørsholms træner mikrofonen og takkede publikum for opbakningen, og samtidig takkede han Brenton Butler og Zarko Jukic for deres år i Hørsholm.

For 79ers scorede, Atila Kovac 22, Frederik Hougaard Nielsen 16, Brenton Butler 15 og Zarko Jukic 14 point.

Hos Rabbits scorede Antonio Porta 41, Johnell Smith 30, Will Paul 20 og Damian Ocana 11 point.

Vikings tager afsked med Mads Olesen

01.04.2014

Basketligaklubben Aalborg Vikings tager afsked med sportschef Mads Olesen med udløb af kontrakten 31. marts.

Mads Olesen har valgt at begynde at kigge efter nye udfordringer efter tre sæsoner i Vikings, men åbner dog døren for at lave projekter for Nordjyllands basketballflagskib.

Mads Olesen kom til Aalborg Vikings i sommeren 2011 og har hjulpet med at føre klubben fra et hold i en idrætsforening frem mod en mere kommerciel profil.

Denne kommercielle profil er yderligere blevet efterstræbt i den netop afsluttede sæson, der førte Vikings til 10 sejre og endnu en kvartfinaleplads i klubbens bedste sæson nogensinde.

Organisatorisk melder Aalborg Vikings også snart ud med en ny pressemeddelelse, omkring det nye professionelle set-up, som skal være med til at styrke den daglige drift samt være med til at øge sponsorporteføljen og tilskuertallet yderligere.

Udeholdet fortsætter med at vinde

31.03.2014

Kamp 4 i kvartfinaleserien mellem Team FOG Næstved og Horsens IC endte præcist som i de 3 første opgør, at det var udeholdet der løb med sejren.

Havdee TFN vundet havde de været i semifinalen mod Bakken Bears, men Horsens IC var bedst på dagen og specielt godt spil og fight efter pausen var stærkt medvirkende til at "de gule" kunne hive sejren hjem på 75-58 (24-24, 8-6, 26-16, 17-12).

Forrygende  førsteperiode i et højt og hektisk i en fantastisk atmosfære i Næstved Hallerne.

Efter en lidt nervøs start af Team Fog Næstved, hvor holdet smed et par bolde væk, fik holdet bedre greb om kampen. Og da Horsens også leverede flot basket, blev det en meget lige og seværdig periode, som meget passende endte uafgjort 24-24.

Anden periode blev forfærdelig at se på og kunne slet ikke kunne leve op til 1. periode.

Begge hold havde svært ved at score, indtil der manglede 2 minutter af perioden, hvor Horsens førte perioden med 8 – 2. I forbindelse med, at der blev dømt 2 straffekast til Team Fog Næstved, fik Horsens en teknisk fejl med 2 yderligere straffekast til følge. Morgan Sabia scorede på alle 4, og Team Fog Næstved var pludselig med i kampen igen.

Efter en lige start på 3 .periode, hvor holdene skiftedes til at score, trak Horsens midt i perioden uimodståeligt fra til en sikker føring på 12 point ved periodens slutning.

Team Fog Næstved syntes tappet for ideer og kunne ikke nedbryde Horsens’ forsvar og kampen virkede afgjort.

Horsens var i teten fra starten af perioden, men Team Fog Næstved fik en god periode, hvor det ikke lykkedes Horsens at score. Desværre for Team Fog Næstved fik holdet ikke det store udbytte heraf, da Team Fog Næstved heller ikke var meget scorende.

Horsens kom i gang igen og kørte sejren sikkert i hus.

Nu venter en 5. og alt afgørende kamp i Horsens på fredag kl. 19:00.

Topscorer i dagens kamp var for TFN Morgan Sabia med 22 point, mens Vedran Borovcanin og Skylder Bowlin scorede hvver 15 point for Horsens IC.

Årets unge spiller kåret

31.03.2014

I forbindelse med den 4. kvartfinale i Næstvedhallen mellem Team FOG Næstved og Horsens IC blev årets unge spiller i Basketligaen kåret.

Alle spillere der har spillet mindst 7 kampe i løbet af sæsonen og er født 3. maj 1993 deltager i afstemningen, hvor der er 12 spillere fra hver af de 10 klubber der har stemt. Hver af de 12 spillere skal afgive henholdsvis 5,3 og 1 point til 3 spillere og man kan ikke stemme på spillere fra egen klub.

2 spiller lå længe side om side og da alle stemmerne var talt op var der kun ganske få stemmers forskel og Daniel Mortensen, Hørsholm 79ers måtte se, at titlen som årets unge spiller i BL i sæsonen 2013/14, blev Peter Møller var Værløse BBK.

Peter har i denne sæson spiller 28 kampe for Værløse BBK, der netop har tabt nedrykningsserien mod Falcon. Peter har snittet 15,2 points, 3,5 rebounds og 2,9 assists pr. kamp i sæsonen og har trods sin unge alder været en af nøglespillerne for Værløse BBK.

Peter er den første Værløse spiller som løber med titlen og overtager den fra Frederik Rungby, Horsens IC der løb med titlen i sidste sæson. Tidligere er også Philip Hertz og Jonathan Gilling begge fra Hørsholm 79ers og Mathias Seilund, BK Amager blevet kåret som årets unge spiller.

Top-5 i afstemningen (antal stemmer i parantes) hvor der totalt blev afgivet 1080 stemmer blev således:

 

  1. Peter Møller, Værløse BBK (276)
  2. Daniel Mortensen, Hørsholm 79ers (256)
  3. Gabriel Iffe Lundberg, Falcon (168)
  4. Sebastian Åris Petersen, Bakken Bears (95)
  5.  David Knudsen, Værløse BBK (66)

Et stort tillykke skal lyde til Peter Møller fra hele Basket-Danmark.

BFX vinder nedrykningsspillet

30.03.2014

Den tredje kamp i nedrykningsspillet mellem BFX og Værløse skulle vise sige at blive den sidste, da BFX vandt en spændende kamp, 77-76 på egen hjemmebane og derved lukkede serien med 3-0.

Første periode skulle vise sig at blive meget ulig de seneste tre gange de to hold mødte hinanden. Det var BFX der havde gejsten og de kom ud med mest energi. Denne gang fik de gang i treeren, og havde allerede scoret tre stykker ved stillingen, 11-5. De holder en lignende føring perioden igennem og vinder første periode, 26-18.

I anden periode vågner Værløse op og kommer flere gange til kurven og får lette scoringer. De kæmper sig samtidig til en masse angrebs-rebounds, hvor det er tydeligt at se at de ikke havde tænkt sig at give op, selv med ryggen mod muren. Værløse vinder perioden og kan gå til halvleg med en føring på 40-41.

Tredje periode startede katastrofalt for BFX med uinspireret spil, og dårlig energi på banen. Værløse har momentum og kommer hurtigt foran 46-40. Der skal en timeout til at få gang i hjemmeholdet, og de begynder at få bedre styr på deres spil. Perioden ender 17-20 i Værløses favør og kan starte fjerde periode med en føring på 57-61.

Fjerde periode var noget af en gyser, der skulle gå ned til det sidste skud. BFX starter perioden med at indhente Værløses forspring og derfra fulgtes de to hold hele vejen ned til sidste sekund. BFX fik et vigtigt forsvarsstop nede med et point med otte sekunder tilbage, hvor Taylor Darby sniger sig helt fri af forsvaret og kan dunke kampens to sidste point i kurven. Værløse havde mulighed for at score med fire sekunder tilbage, men brænder et frit skud i sidste sekund.

BFX forbliver med sejren i Basketligaen, mens Værløse BBK må ud af BL medmindre at der ikke er nogen af de 2 finalehold fra 1. Division (Stevsngade BBK og Lemvig Basket) der ønsker at rykke op.

De 2 hold fra 1. Division skal senest 1. april have oplyst DBBF om man ønsker oprykning eller ej.

Topscorer i dagens kamp blev for BFX Christan Thomsen og Jeffrey Taylor der begge scorede 26 point. For Værløse BBK scorede Peter Møller 27 point.


Almir Zeco forsætter i SISU

30.03.2014

Er klar til sin fjerde sæson i klubben som Head Coach for Gentofte klubben.

Almir Zeco vil også i næste sæson stå i spidsen for SISUs Basket Liga-mandskab, hvor han vil udfylde det andet år i sin nuværende 2-årige kontrakt. Gentofteklubben har efter tre sæsoner med stabilitet i resultaterne i ligaen været meget tilfreds med træneren, og håbet er, at herreholdet i den kommende sæson kan nå et endnu bedre resultat end den sjetteplads i grundspillet, som de endte på i denne omgang.

Almir Zeco er oprindeligt uddannet tandlæge fra Sarajevo i Bosnien, hvor han bl.a. spillede 1. og 2. division hos Sarajevo og Vogosca fra 1995 til 2001. Han startede som SISUs assistentræner i 2010/2011. I sine foreløbig tre sæsoner som head coach har han ført SISU til henholdsvis en femteplads, en fjerdeplads og en sjetteplads i ligaen. Han blev også udnævnt til assisterende landstræner for det danske landshold i 2013.

“Da jeg kom til SISU, besluttede vi både at opbygge et slagkraftigt hold og samtidig hjælpe nogle af de unge, talentfulde SISU-spillere frem. Vi har plads til forbedringer, og jeg håber, at vi kan vise det i fremtiden. Det vigtigste for os nu er at holde på de fleste af spillerne og prøve at udvikle og fastholde vores stilling i dansk basketball. Det er altid svært at opbygge holdet og opnå gode resultater samtidigt. Men vores unge spillere har fået meget tid på banen, og det viser, at vi har fundet en måde at gøre begge dele på. Vi har en god gruppe spillere, og de kæmper alle for SISU. Jeg synes ikke, at jeg endnu har fuldendt mit arbejde i klubben og kunne ikke forestille mig at træne et andet hold lige nu. Jeg er meget glad og stolt over at blive her i SISU”, udtaler Almir Zeco.

David Breuer, General Manager for SISUs Basket Liga-hold: ”Almir har vist, at han kan opnå gode resultater, samtidig med at truppen fastholdes og udvikles. Der er et godt sammenhold blandt spillerne, og de har spillet rigtig gode kampe mod de stærke hold i ligaen, som har langt flere ressourcer end SISU. Samtidig er de unge spillere blevet modnet. Vi er glade for at have sådan en kapacitet til rådighed i SISU Basketball og ser frem til at fortsætte samarbejdet med Almir i endnu en sæson.”

I indeværende sæson blev SISU igen i år bremset i kvartfinalerne af Randers Cimbria, som vandt serien med 3–0, men hvis holdet kan bibeholde sin stamme af efterhånden rutinerede og sammenspillede danske og udenlandske spillere – og få de langtidsskadede tilbage til september – burde holdet under Almir Zecos ledelse kunne nå endnu højere op i basket-hierarkiet.