Nyheder

Årets træner kåret

01.05.2014

I forbindelse med torsdagens 3. DM-finale mellem Bakken Bears og Randers Cimbria blev årets træner i BL 2013/14 kåret.

Årets træner blev 32-årige James Vear fra Aalborg Vikings. James er netop afsluttet din første sæson hos Vikingerne med en sæson der har budt på 10 sejre i 30 kampe fordelt med 27 kampe i grundserien og 3 kvartfinalekampe hvor Vikings måtte se Bakken Bears gå videre til semifinalerne.

Det er klubberne i BL der har stemt om årets træner. Hver klub har skullet pege på 3 trænere blandt de 10 BL-trænereog skulle henholdsvis give dem 5, 3 og 1 point.

James Vear fik 31% af alle stemmerne men blev tæt fulgt at Craig Pedersen fra Svendborg Rabbits på 2. pladsen. På de efterfølgende pladser kom Ville Touminen, Bakken Bears og, Almir Zeco, SISU.  9 af de 10 trænere i BL fik stemmer.

Foruden æren og et stort rygklap fra kollegaerne i BL, følger der også et sportsur fra Festina Crono Bike Collection med titlen.

Bakken tager endnu et skridt imod DM-titlen –med hjælp fra Randersfejl

29.04.2014

Over en time før kampstart begyndte dagens første publikummer at finde deres pladser i hal 1 i Arena Randers.

I løbet af denne sæson har randrusianerne fået øjnene op for basketball i Randers, og derfor var de også mødt talstærkt op for at støtte byens hold.

Både hjemmeholdets fans og de medrejsende Bakken fans var klar på en spændende og ikke mindst velspillet kamp – især grundet den fantastiske kulisse, som der var blevet sat op til Randers Cimbrias første hjemmefinalekamp nogensinde.

Inden kampens start var der overrækkelse af prisen for årets dommer, som blev Morten Thomsen. Med intro og prisoverrækkelse overstået, var der ikke andet tilbage end at tælle ned til 2. DM-finale mellem Bakken Bears og Randers Cimbria. Denne finale skulle dog vise sig at blive næsten identisk med finalen, der blev spillet i Bakken i torsdags.

I første ’halvleg’ fulgte Randers Cimbria godt med, og de var i perioder foran. Men derefter begyndte Bakken at trække fra – ikke nødvendigvis fordi de spillede fantastisk, for det gjorde de langt det meste af tiden ikke, men hjemmeholdet lavede simpelthen for mange fejl, hvilket bare gjorde Bakken markant bedre i dagens kamp, som endte 80-99 til Bakken Bears.

Randers Cimbria er de første på bolden, dog bliver kampens første forsøg på scoring blokeret, hvorefter Bakken Bears’ nummer 15 Brandon Penn kan score kampens første to point. Derefter fulgte en scoring af Charlie Burgess, og stillingen var 2-2.

Perioden var på mange måder identisk med den første periode i første DM-finale kamp i Bakken i torsdags. Holdene fulgtes godt ad, mens der en gang imellem var mikroskopiske overtag til henholdsvis det ene og det andet hold. Da Bakken Bears begyndte at ramme deres sædvanlige trepointsscoringer, trak de dog langsomt fra. Samtidig virkede det også til, at gæsternes offensive forsvar frustrerede randersspillerne – nogle af dem virkede dog mere påvirket end andre. Troy Gottselig var den randersspiller der kom bedst fra start, og han scorer otte point i kampens første periode, mens det var svært ikke at bemærke, at Chris Nielsen bestemt ikke ramte hans normale niveau, og han scorede kun et enkelt point i kampens første 10 minutter, hvilket bestemt ikke er normal procedure fra hans side.

Med sine 218 cm var gæsternes Chris Christoffersen også med til at fange alt, der blev smidt ind under kurven, og dermed scorede han seks af gæsternes point i perioden, som endte 24-31 til Bakken Bears. Syv point er normalt ikke meget i basketball, men mod et normalt yderst stabilt og velspillende Bakken-mandskab, skulle hjemmeholdet finde et næsten fejlfrit spil frem i anden periode for at kunne indhente Bakkens lille men stadig betydningsfulde forspring.

Det forspring gæsterne havde opnået i første periode, skulle vise sig at tage forholdsvis lang tid at indhente. Starten på anden periode virkede en smule kaotisk, men efterhånden fik hjemmeholdet mere og mere styr på deres eget spil, mens Bakkenspillerne begyndte at brænde de trepointsforsøg de havde. Dette var med til at Troy Gottselig med to straffescoringer kunne bringe hjemmeholdet foran med 42-41. Den føring udvidede Bonell Colas til 45-41, hvorefter Bakken dog begyndte at score på deres chancer igen, og grundet nogle minutter med alt for mange Randersfejl kunne Nicolai Iversen score sin første 3’er til pausestillingen 50-52.

Starten på tredje periode var på ingen måder optimal for hjemmeholdet. Chris Nielsen prøvede endnu en gang at få lagt bolden i kurven, men heller ikke denne gang lykkedes det, og Randers Cimbrias nummer fire manglede stadig at score sin første rigtige scoring i kampen. Selvom Bo Colas scorer to point, ændrer det ikke på, at Bakken Bears var kommet langt bedre ud af omklædningsrummet end Randers Cimbria, som haltede en smule efter, hvilket gjorde at Randers Cimbria tog en time-out efter knap to minutter.

Hvad der blev sagt i den time-out er ikke godt at vide, men lige meget hvad så virkede det. Randers Cimbria begyndte at score på deres chancer, og Chris Nielsen fik også scoret sine første to ordinære point. Desværre for hjemmeholdet blev Bakken dog ved med at score på deres chancer, og derved blev der ikke ændret markant på scoringstavlen. Alligevel havde man en fornemmelse af, at hjemmeholdet nu fulgte en smule bedre med end før timeouten.

Om det var træthed er svært at sige, men i slutningen af tredje periode begyndte hjemmeholdet at få ufattelig svært ved at komme til chancer, og når de endelig kom til chancer, brænde de dem. Mike Nielsen kunne ende hjemmeholdets ellers lange pointtørke med en topointsscoring til stillingen 62-69. Dog svarede gæsterne igen med endnu en trepointsscoring.  Så var det Bonell Colas’ tur til at vise, at han bestemt også kan lave point, når det gælder - han scorer sin første trepointsscoring i kampen.

Perioden ender 67-74, og spillet fra hjemmeholdet skulle en smule mere end bare finpudses, hvis de skulle gøre sig nogen forhåbninger om en sejr i dagens finale.

Spillet blev på ingen måder bedre i sidste periode, og i periodens første minutter formåede hjemmeholdet kun at score to point. Disse blev scoret af kampens spiller, Troy Gottselig. Bakken spillede heller ikke fejlfrit, men Randers Cimbria udnyttede ikke de chancer, de fik, og derved måtte hjemmeholdet tage en time-out efter knap tre og et halvt minut spillet af sidste periode og med stillingen 69-83.

I Arena Randers kunne man efterhånden kun høre de medrejste fans fra Bakken Bears, for antallet af Randersscoringer var få, og spillet var heller ikke noget at prale af. Randersspillerne lavede flere og flere fejl, og det var tydeligt, at de heller ikke selv troede på det med fire minutter tilbage af kampen.

Med et tyvepointsforspring til gæsterne, var der nok heller ikke så meget at gøre. Randers Cimbria lavede ufattelig mange turnovers, mens Bakken udnyttede de chancer, de skulle udnytte. Dog spillede de ikke så godt, at hjemmeholdet ikke ville kunne spille op med dem på en optimal dag – men om det var Bakkens fortjeneste, at Cimbria-spillerne langt fra levede op til niveau er svært at vurdere. Muligvis var presset for stort, muligvis var spillerne ’for’ klar på dagens kamp – lige meget hvad ændrer det ikke på det faktum, at tilskuerne langsomt begyndte at forlade hallen med et par minutter tilbage af kampen. Det ændrer heller ikke på, at kampen ender 80-99 til gæsterne fra Bakken Bears.

Topscorere:

Randers Cimbria: Bonell Colas, 20. Troy Gottselig, 16. (Kampens spiller). Charlie Burgess, 14.

Bakken Bears: Nicolai Iversen, 20. Kenny Barker, 17. Chris Christoffersen, 16.

Årets dommer kåret

28.04.2014

Umiddelbart før tip-off i årets anden DM-finale mellem Randers Cimbria og Bakken Bearst tirsdag aften, blev årets dommer i BL 2013/14 kåret.

Og for andet år i træk gik hæderen til 46-årige Morten Thomsen. Morten har i denne sæson været i aktion i 38 kampe i BL inden aftens kamp. Morten har tidligere stået i 4 DM-Finaler som dommere men har på sit CV også stået som coach i adskillige DM-Finaler for Damer.

Det er klubberne i BL der har stemt om årets dommer. Hver klub har skullet pege på 3 dommere blandt de 20 BL-dommere og skulle henholdsvis give dem 5, 3 og 1 point.

Morten fik 33% af alle stemmerne men blev tæt fulgt at Rune Larsen på 2. pladsen. På de efterfølgende pladser kom Jakob Hors, Bo Bundgaard, Drazenko Banjak og Jonas Bille. Totalt fik 9 af de 20 dommere i BL stemmer.

Foruden æren og et stort rygklap følger der også et sportsur fra Festina Crono Bike Collection med titlen.

Fortjente medaljer til Horsens IC

26.04.2014

Horsens IC der i fredagens bronzekamp ville mere end hjemmeholdet Svendborg Rabbits og fortjent vandt 66-82 efter et noget energiforladt og tamt opgør i Svendborg Idrætscenter foran godt 800 fans.

HIC vandt efter perioderne 19-15, 16-20, 15-30 og 16-17. Dagens bedste spiller Vedran Borovcanin med 33 points, 15 rebounds og 7 assists.

Der var god stemning og godt besøgt i Svendborg Idrætscenter men alligevel en lidt underlig fornemmelse fordi en bronzekamp måske alligevel langt fra har nerve og intensitet som en finale.

Kaninerne har gennem de sidste 8 sæsoner været i den så vigtige finale og nu var det pludselig med et helt andet fortegn. Kunne spillerne sættes op til sådan et opgør?

Kampen startede helt lige og sådan var fighten også gennem hele 1. halvleg. Holdene skiftedes til føringer og kampen var meget tæt, hvilket halvlegsstillingen 35-35 også vidnede om. For hjemmeholdet var det kun starterne og så rotation nr. 1, Damian Ocana, der scorede og i HIC lejren var det med nøjagtig samme fortegn, her var det blot Frederik Rungby der også brød stimen fra starterne.

De første 20 minutter var også med en vis intensitet omend der lige manglede 25 % i forhold til blot en almindelig ligakamp. Begge mandskaber var lidt mere afslappede og om det blev hjemmeholdet eller HIC der skulle få et hul først var ved halvtid uafklaret. Der var en noget afslappet stemning især på HIC bænken der blot så ud til at glæde sig over at skulle spille denne bronzekamp.

Minerne hos hjemmeholdet var en smule mere alvorlige, naturligvis lå presset også på de sidste mange års finaledeltager og der var i dag mange fans der havde forventet en anden indstilling fra hjemmeholdet.

HIC kom bedst ud til de sidste 20 minutter og begyndte at skyde meget mere fra trepointsland end tilfældet var i 1. halvleg. Ingen af holdene var i fejlproblemer for der var fløjtet 10 på hjemmeholdet og 6 på udeholdet i 1. halvleg. Den helt store oplevelse i 3. periode blev Vedran Borovcanin der med 14 points stod for næsten halvdelen af HIC's points. Han skød på alt fra trepointsland og ramte og selv om hjemmeholdet var helt ude ved Vedran ramte han alligevel. Han blev suppleret af Skyler Bowlin med 8 points og selv om årets spiller i Basketligaen Johnell Smith gjorde hvad han kunne var det langt fra nok i dag. Der manglede ganske enkelt vilje til sejr og da HIC kom foran med 15 var der ingen i hallen blandt hjemmeholdets fans der troede på et comeback ala det fra pokalfinalen.

Det udeblev også og på cruisecontrol kørte HIC kampen sikkert hjem. For Rabbits virkede det nærmest som om sommerferien allerede efter få minutter af 2. halvleg havde sneget sig ind.

Antonio Porta med 9 points i sidste periode kunne ikke ændre på faktum, HIC ville det meget mere end kaninerne i dag og kunne helt fortjent drage til Horsens med ikke mindst godt humør i bussen hjem.

For kaninerne blev bedste mand i dag Will Paul med 17 points og 7 rebounds, Johnell Smith havde også 17 points og 5 steals, 15 til Antonio Porta og 6 assists.

Ud over allerede nævnte Borovcanin for HIC, scorede Jonas Zohore 16 og hentede 10 rebounds, Skyler Bowlin havde 12 og Keane Thomann 10.

Tillykke til HIC med bronzemedaljerne og et stort tak til BasketDanmark for denne sæson.

Horsens IC snupper bronzen

25.04.2014

Her til aften har Horsens IC vundet årets bronzemedaljer ved at slå Svendborg Rabbtis hjemme i Svendborg Idrætscenter.

Sejren blev på 82-66 (15-19, 20-16, 30-15, 17-16). Topscorer for HIC blev Vedran Borovcanin med 33 og Jonas Zohore med 16. For Rabbits scorede årets spiller i BL, Johnell Smith 17 point. Det sammen gjorde Will Paul.

Referat fra kampen følger. 

Bakken Bears sejrer sikkert i DM-finale 1

24.04.2014

Bakken Bears fik en sikker sejr i den første DM-finale. Kampen var tæt i første halvleg, men efter pausen trak Bears fra og fik dækket randrusianerne langt bedre op. Bears vandt 99-82 inden mandagens kamp to i Arena Randers.

Inden kampen blev Johnell Smith fra Rabbits kåret som Årets Spiller, og hans angrebsspil kan have inspireret de to finalehold. Der blev scoret næsten 100 point i første halvleg - Bears førte 49-46. De to første perioder var helt lige og lignede hinanden. Chris NIelsen og Charlie Burgess scorede i alt 33 ud af udeholdets 46 point, mens pointene for Bears vedkommende var bedre spredt ud. Alle ni spillere, der havde været på banen i første halvleg scorede, flest til Quincy Okolie (10 point).

Efter 46 og 49 point i første halvleg, må der have været fokus på forsvar efter pausen. Og eftersom tredje periode startede med en populær kåring af den tidligere Bearsspiller Frederik Hougaard Nielsen som Årets Forsvarsspiller, kunne man godt tænke at de to hold havde ladet sig inspirere.

Bears holdt Cimbria på otte point i de første ni minutter af tredje periode, men heldigvis for kronjyderne scorede de periodens sidste fem point. Omvendt scorede Bears 21 point i kampens tredje fjerdedel, så Bears førte 70-59 inden de sidste ti minutter.

Den spænding der var tilbage blev punkteret af fem Bears-treere i fjerde periodes første halvdel - to af Kenny Barker og tre af Thomas Lærke. Den sidste halvdel af finaleseriens første fjerde periode blev en udveksling af scoringer og et par minutter før tid skiftede Randers reserverne ind.

Bears vandt kampen sikkert og fører finaleserien 1-0. Finale to, der spilles i Arena Randers, bliver en helt anden kamp. Dels spilles kampen på kronjydernes hjemmebane og dels er det på helt andre og hårdere kurve. Endelig har Randers Cimbria nu dyppet tæerne i DM-finalebadet, og er klar over hvad der venter.

Topscorer for Bears blev Kenny Barker med 18 point på bare ni skud. Barker supplerede med ni assists. Nicolai Iversen og Brandon Penn scorede hver 15 point. Chris Christoffersen skal roses for 12 rebounds.

For udeholdet blev Charlie Burgess mest scorende med 21 point - han supplerede med 11 rebounds og 7 assists. Chris Nielsen scorede 18 point - alle i første halvleg - og bidrog også med 5 assists. Bonell Colas blev tredjemest scorende for Cimbria med 16 point - 14 i anden halvleg - og han tog også ni rebounds.

Frederik H. Nielsen blev årets forsvarsspiller i BL

24.04.2014

Her til aften blev årets forsvarsspiller i Basketligaen 2013/14 kåret.

Afstemningen er foretaget af alle spillerne selv og hvert af de 10 hold i BL har indsamlet stemmer fra 12 af deres egne spillere. 

Årets forsvarsspiller i BL 2013/14 blev Frederik H. Nielsen fra Hørsholm 79ers. Den 25-årige guard, er i gang med sin første sæson for 79ers i denne omgang efter skiftet fra Bakken Bears og har i denne sæson spillet 31 kampe for 79ers og snitter 8,4 point pr. kamp.  Endvidere bliver det til 3,6 rebounds og 5,7 assist pr. kamp.

Frederik løb med titlen i tæt kapløb med sidste sæson bedste forsvarsspiller i BL, Bonell Colas, Randers Cimbria og Quincy Okolie, Bakken Bears. 3-kløveret fik næste n 50% af alle stemmerne. På de næste pladser kom Chris Christoffersen, Bakken Bears,  Skyler Bowlin, Horsens IC og Thomas Lærke, Bakken Bears.

Udover æren følger der også et sportsur fra Festinas Crono Bike Collection med titlen.

Flere end 30 spillere fik stemmer fra deres modstandere i BL. 

Johnell Smith blev året spiller i BL

24.04.2014

Her til aften blev årets spiller i Basketligaen 2013/14 kåret.

Afstemningen er foretaget af alle spillerne selv og hvert af de 10 hold i BL har indsamlet stemmer fra 12 af deres egne spillere.

Årets spiller i BL 2013/14 blev Johnell Smith fra Svendborg Rabbits. Johnell har i denne sæson spillet 34 kampe for kaninerne og snitter 22,6 point pr. kamp.  Endvidere bliver det til 5,3 rebounds og 5,9 assist pr. kamp, hvilket gør Johnell til den bedste assist-spiller i 2013/14 sæsonen.

Det er 2. gang at Johnell bliver kåret til årets spiller i Danmark. 1. gang var i sæsonen 2009/10. I år fik Johnell næsten 30% af stemmerne og vandt forholdsvis klart foran Joey Haywood, Aalborg Vikings der henviste sin klubkammerat Joe Burton til 3. pladsen. På de efterfølgende pladser kom Bonell Colas, Randers Cimbria, Kenny Barker, Bakken Bears og de 2 Horsens IC spillere, Skyler Bowlin og Vedran Borovcanin.

Udover æren følger der også et sportsur fra Festinas Crono Bike Collection med titlen.

Flere end 25 spillere fik stemmer fra deres modstandere i BL.

Sådan spilles bronzekampen

22.04.2014

Taberne af de 2 semifinaleserier, Svendborg Rabbits og Horsens IC afslutter begge denne sæson med at skulle ud i et direkte opgør om bronzemedaljerne.

Da Svendborg Rabbits endte bedst i grundserien på en 2. plads og Horsens Ic sluttede som nr. 4 er det Kaninerne der har hjemmebane fordel.

Kampen er nu fastlagt og spilles på fredag den 25. april kl. 19:00 i Svendborg Idrætscenter. 

Sådan spilles finaleserien

22.04.2014

Med Bakken Bears sejr i den 5. og afgørende semifinale mod Horsens IC er holdet nu klar til årets DM-finaler, hvor Randers Cimbria venter efter at have slået Svendborg Rabbits ud i deres semifinale serie.

Finalerne spilles bedst af 7 kampe og Bakken Bears starter hjemme torsdag den 24. april og har hjemmebane i kamp 1, 3, 5 og 7.

Randers Cimbria, som spiller sine hjemmekampe i den store Randershal, har hjemmebane i kamp 2, 4 og 6 og har sin første hjemmekamp mandag den 28. april.

dk 4 sender alle kampene live og der er tip-off kl. 19:15. Det komplette finaleprogram ser således ud:

  1. 24. april Bakken Bears - Randers Cimbria
  2. 28. april Randers Cimbria - Bakken Bears
  3. 1. maj Bakken Bears - Randers Cimbria
  4. 5. maj Randers Cimbria - Bakken Bears
  5. 8. maj Bakken Bears - Randers Cimbria (evt.)
  6. 12. maj Randers Cimbria - Bakken Bears (evt.)
  7. 15. maj Bakken Bears - Randers Cimbria (evt.)