Nyheder

Thomas Lærke forlænger sin aftale med Bears

23.05.2014

Den danske landsholdsspiller, Thomas Lærke, har forlænget sin aftale med Bakken Bears for yderligere en sæson. Aftalen indeholder en klausul om at Lærke kan skifte til en udenlandsk klub hvis det rigtige tilbud dukker op.

For Bakken Bears har en forlængelse med 23-årige Thomas Lærke haft høj prioritet, og Lærke bliver nu den fjerde profil på kontrakt for den kommende sæson. Lærke har forlænget sin aftale, så den gælder sæsonen 2014/15, dog indeholder aftalen en mulighed for at skifte til en udenlandsk klub i løbet af sommeren.

”Egentlig er det simpelt: Jeg har forlænget aftalen fordi jeg har lyst til det! Det har været helt vildt fedt at spille EuroChallenge, og det vil jeg gerne igen”, siger hovedpersonen, der gjorde en god figur i den europæiske turnering.

Den 191 cm høje guard sluttede EuroChallenge-turneringen som topscorer for Bakken Bears, og han endte som nr. 15 på topscorerlisten i turneringen med 13,1 point pr. kamp i gennemsnit efter han i fem kampe scorede mindst 18 point.

I den hjemlige Basketliga scorede Lærke i gennemsnit 11,8 point pr. kamp. I DM-finalerne spillede Thomas fantastisk og scorede her 16,0 point pr. kamp i gennemsnit.

Head coach Ville Tuominen er meget tilfreds med at beholde sin danske spiller: ”Thomas er en af de bedste unge danske spillere, og han har stadig en masse plads til forbedring. Jeg er ekstremt glad for at kunne arbejde med ham et år mere under forudsætning af at de store ligaer ikke tager ham væk fra os endnu.”

Thomas Lærke kom til Bakken Bears i sommeren 2013 efter ophold i både USA og i flere spanske klubber.

Alle tiders mest vindende basketballspiller forlænger med Bears

20.05.2014

Den mest scorende spiller i Bearshistorien, Søren Ege, forlænger sin aftale med Bakken Bears for yderligere en sæson. Søren Ege, der tidligere på måneden vandt sit tiende DM-guld, har rundet 35 år, men har stadig stor betydning i Bearskollektivet.

Søren Ege har vundet ti DM-titler, og kombineret med tre sølv- og en bronzemedalje, gør det ham til den mest vindende danske basketballspiller. Herudover har Søren Ege vundet syv pokaltitler, og han har deltaget i samtlige Bakken Bears 28 Europa Cup-kampe.

Samtidig overtog Søren Ege titlen som den mest scorende Bearsspiller i historien, da han i slutspillet overgik Jens Jensens scoringsrekord. I skrivende stund har Ege scoret 4.111 point i 412 kampe (tredjeflest kampe i Bearshistorien).

Søren Ege begrunder sin forlængelse: ”Jeg følger jeg kan bidrage til holdet, og når jeg samtidig synes det er sjovt, og så er det naturligt at fortsætte på holdet”.

Head coach Ville Tuominen er glad for forlængelsen: ”Man kan aldrig få for mange erfarne, store spillere, og Søren har vist at han kan bidrage, både til træning og i kampsituationer”.

Søren Ege har som en anden Frank Sinatra stoppet karrieren nogle gange, men har igen og igen vist sig som vigtig for Bakken Bears. Ege stoppede oprindeligt ved udgangen af sæsonen 2007/08, for at træde ind i rollen som fysioterapeut på Bearsmandskabet. Søren valgte allerede i oktober 2008 at finde støvlerne frem igen og hjælpe holdet frem til pokalfinalen i januar 2009. Det karrierestop blev hans hidtil korteste, idet han allerede i marts samme år hjalp head coach Mads Sigersteds tropper i et yderst bemærkelsesværdigt comeback i DM-semifinalerne i Næstved, hvor han scorede 22 point med blot en træning i benene. Ege valgte følgelig at spille sæsonen til ende, hvorefter det længste karrierestop ventede – samtidig med et comeback til fysioterapeutrollen.

I januar 2013 gjorde Ege igen comeback, da Bears i en presset situation manglede kvalificerede spillere, og trods en arbejdsbetinget to-månederspausen i samme forår, har Søren Ege spillet siden. Sæsonen 2013/14 var den første hele sæson Søren Ege har spillet siden hans oprindelige karrierestop i 2007/08, og Søren har vist at han sagtens kan gøre sig gældende for Bears.

Randers Cimbria PRO indgår sponsoraftale

19.05.2014

Det er en helt unik aftale i dansk basketball, der i dag er indgået mellem de danske sølvvindere fra Randers Cimbria PRO, teamsport-specialisten M-Sport og tøjmærket JOMA.

Aftalen omfatter levering af Joma’s smarte beklædning til Randers Cimbrias professionelle afdeling på og udenfor banen. Aftalen tilgodeser også Randers’ amatør og ungdomsafdeling.

”JOMA har eksisteret i over 50 år og har sponsoreret basketball hold i Sydeuropa igennem mange år.  Nu vil de ind i Danmark for alvor og vil sammen med teamsport-specialisten M-Sport.biz bruge Randers Cimbria som platform for at vinde indpas i basketball-verden. Det profiterer vi af med denne fine aftale”, fortæller en glad Cimbria direktør Katja Jønsson.

Joma er en kvalitetsleverandør i sportsbeklædning til mange forskellige sportsgrene og er kendt for god kvalitet til fornuftige priser. Det er lækkert og holdbart tøj, som bruger nye teknologier i fremstillingen af nogle af de bedste produkter på markedet.

”Vi er stolte over og fantastisk glade for aftalen med Randers Cimbria. Det er en blåstempling af vores brand og koncept sammen med M-Sport. Vi tror, dette samarbejde vil kunne blive til stor glæde for alle parter”, siger Joma’s agent i Skandinavien, Carsten Nielsen.

”Vi har i Randers Cimbria mødt en ledelse med stor passion, og overbevisning omkring klubben’s projekt og basket ligaen. Det har været meget inspirerende, og vi ser frem til nu at kunne følge dette projekt på tætteste hold”, siger Carsten Nielsen.

Aftalen er kommet i stand gennem M-Sport.biz, der er både brandhouse og teamsport-specialist. M-Sport har som mål at være førstevalget i Skandinavien, når sportsklubber, store som små, og idrætsforeninger samt efterskoler og erhvervslivet skal vælge leverandør til sports-, profil og fritidstøj. M-Sport er udover at være partner til Joma blandt andet brandejer til fodbold-brandet Mitre i Skandinavien.

”Vi har oplevet M-Sport som en proaktiv, ærlig og seriøs samarbejdspartner, der leverer kvalitetstøj til favorable priser med en høj standard af personlig service til os og deres andre kunder. De har bedste referencer som partner til bl.a. FC Vestsjælland, Hobro IK eller Vejlby IK i Århus”, siger Katja Jønsson.

”Aftalen er helt unik for Randers Cimbria og for en klub i den danske Basketball liga. Aftalen viser igen, at Randers Cimbria PRO er på rette vej med vores projekt og samtidig viser omverdenen, at vi via en målrettet organisatorisk indsats kan sikre lukrative aftaler på højde med både håndbold og fodbold inden for dansk basketball. Vi er meget glade for det kommende samarbejde med M-Sport og JOMA”.

Aftalen betyder at Randers Cimbria PRO allerede ved opstarten til 2014/2015 sæsonen vil være fuldt påklædt af JOMA. 

Ny head coach til Randers Cimbria

16.05.2014

Randers Cimbria PRO har skrevet kontrakt med den serbiske træner Vladimir Ruzicic.

Dermed bliver det en udenlandsk træner der skal løfte arven efter Morten V. Hansen, der efter mange års hårdt og flot arbejde, i stedet vil hellige sig ledelse af og bestyrelsesarbejde i Randers Cimbria PRO.

Vladimir Ruzicic er ikke helt ukendt af mange ungdomsspillere i Danmark. Han har således været Head Coach på diverse træningslejre hver sommer siden 2009 i Danmark.

Vladimir Ruzicic har de sidste sæsoner været ansat som assistent træner i Polen for ligaklubben WTK Anwil Wloclawek hvor han også har været ansvarlig for klubbens ungdomsudviklingsprogram og Head Coach for klubbens senior udviklingshold. Hos WTK Anwil har han også haft ansvaret for den individuelle træning af klubbens ligaspillere.

Vladimir Ruzicic er uddannet basketball træner på Sports Academy of Belgrade i Serbien og har i mange år været tilknyttet som træner i den legendariske klub ”Røde Stjerne” BC Red Star i Beograd, hvor han var assistent træner 2011/2012 i den Serbiske Superliga og før det i den lige så legendariske klub Partizan Beograd. Så det er en veluddannet mand der tiltræder i Randers Cimbria til august.

Vladimir er 32 år gammel og har, som nævnt tidligere, været i Danmark af flere omgange. Her har han bl.a. arbejdet sammen med Bonell Colas på Hørsholms træningslejr. Det er også igennem hans arbejde på træningslejre at forbindelsen til Randers Cimbria er opstået. Sports- og Teamkoordinator Tonny Mattern arbejdede nemlig sammen med Vladimir i forbindelse med Bakken Bears træningslejren og de to har holdt kontakten siden.

Tonny Mattern udtaler om aftalen med Vladimir: ”Det er en tanke der kom til live tilbage i 2012, der nu realiseres. Den måde Vladimir arbejder på er 100% professionel og målrettet. Hans forståelse for spillet og spillerne er fantastisk og da det nu blev til, at der skulle en ny træner til Randers Cimbria, så var Vladimir førstevalget. Med ham får vi en dedikeret fuldtidstræner der kan fokusere 100% på spillerne og det daglige arbejde med dem. Jeg ser frem til at skulle arbejde sammen med ham”.

Også Morten V. Hansen ser aftalen med Vladimir Ruzicic som et løft for spillerne: ”Med en ung mand som ham, får vi en der kan bruge al sin tid på holdet og klubben. Selv om han måske er ung, så har han en masse kvaliteter som vi ser frem til kommer spillerne til gode. Jeg forventer han sikrer et lige så spændende spil som vi altid har leveret”.

Direktør Katja Gaard Jønsson siger omkring aftalen: ”Det har hele tiden været planen at der skulle tilknyttes en fuldtidstræner, der i overensstemmelse med vores mål, kunne arbejde med spillerne både til formiddags- og aften træninger. Det har vi nu fået. Vi vil samtidig gerne sige tak til Morten for hans kæmpe arbejde med holdet i de mange år der er gået. Jeg er glad for at han bliver hos os i ledelsen”.

Vladimir Ruzicic nævner selv sin dedikation i egne ord om aftalen: “Jeg er meget glad for denne mulighed. Mit mål er at være med til at flytte holdet og klubben til det næste niveau. Jeg lover, at arbejde hårdt og dedikeret på at holdet kan nå de bedst mulige resultater. Jeg vil gerne takke Tonny Mattern og ikke mindst bestyrelsen i Randers Cimbria PRO for at give mig denne mulighed”.

Dermed går organisationen nu i gang med, at opbygge den nye trup til den kommende sæson. For øjeblikket består truppen af Mike Nielsen, Bonell Colas, Casper Stage, Frederik Dalby og Rasmus Søby der har aftaler til den kommende sæson. Men der er dialog i gang med flere relevante spillere, som nu skal bearbejdes yderligere. 

Big Chris forlænger med Bakken Bears

13.05.2014

Bakken Bears og klubbens 218 cm høje center, Chris Christoffersen, fortsætter samarbejdet i yderligere to sæsoner.

Chris Christoffersen har været en særdeles vigtig brik i Bakken Bears DM-guldsæson og i den succesfulde EuroChallenge-deltagelse. I sidstnævnte turnering var  Chris den femtebedste rebounder, og Chris ser frem til at spille flere europæiske kampe.

”At spille Europa Cup med Bakken Bears er en af målene med at forlænge med klubben. EuroChallenge er fantastisk motiverende for en erfaren spiller”, siger Chris Christoffersen.

For head coach Ville Tuominen er det vigtigt at den store bornholmer fortsætter for Bears: ”Det er vigtigt at Chris er en del af holdet også i den kommende sæson. Hans erfaring og størrelse er specielt uanset hvilket niveau han spiller på, og det giver os en konkurrencefordel.”

Den 34-årige center har med et par pauser spillet hos Bakken Bears siden 2004, og har i den periode spillet 327 kampe (#8 i Bearshistorien) og scoret 3.608 point (#6 i Bearshistorien). Chris Christoffersen har vundet syv DM-titler og fem pokalfinaler med Bakken Bears.

For sportsdirektør Michael Piloz er kontrakten med Christoffersen en del af målsætningen: ”Vi ønsker at udvikle, rekruttere og fastholde de bedste danske spillere. Chris er absolut dominerende på sin position, og det har været meget vigtigt at kunne fastholde Chris i Bakken Bears.”

Nemanja Jovanovic forlader Hørsholm 79ers

10.05.2014

Nemanja Jovanovic har tilbragt de seneste to sæsoner i klubben, hvor han har fungeret først som ass. coach for herreholdet, og så som head coach for dameholdet i den just overståede sæson.

Siden nytår overtog han ligeledes rollen som head coach for herreholdet, og han førte begge hold til sæsonens kvartfinaler.

Han kom første gang til Hørsholm i 2008, hvor han var head coach for herreholdet i en sæson. Herefter havde han 3 år i Spanien som head coach i en af de bedste ungdomsklubber Madrid, hvorefter han vendte tilbage til Hørsholm.

Nemanja Jovanovic tiltræder pr. 1. august som head coach for den svenske ligaklub Nässjö Basket, hvor han har tegnet en toårig kontrakt. Han fortsætter med sine nuværende opgaver hos Hørsholm 79ers indtil slutningen af maj måned. Hans sidste opgave for klubben bliver som head coach på klubbens sommer-camp i juli måned.

”Nemanja har være en kæmpe kapacitet for klubben – både på ligaholdene og i vores ungdomsafdeling”, udtaler bestyrelsesmedlem Peter Damm. ”Han er en af de dygtigste individuelle trænere, hvilket mange af vores talentfulde spillere har nydt godt af. Når man ansætter dygtige folk, er der altid en risiko for, at de bliver head-hunted til andre gode jobs, og Nemanja har fået et tilbud om at træne i en bedre liga og med et helt andet organisatorisk setup, så vi forstår godt hans ønske, om at prøve kræfter med basket i vores broderland.”

”Thanks to all players, coaches and all the people from Hørsholm Basket that have been helping during my stay in Hørsholm to do my work so that it was recognized internationally”, udtaler Nemanja Jovanovic og fortsætter: ”I will leave Hørsholm for the second time but I will always be part of the organization. A special thanks to the board of the club for letting me go on higher basketball level even if my contract was still valid another season.”

Hørsholm 79ers har siden kvartfinalerne i marts været på udkig efter en ny ligatræner, men nu skal der altså findes to. Flere kandidater er blevet identificeret, og de første samtaler har allerede fundet sted.

Tilskuerne strømmer til dansk basket

09.05.2014

I det seneste nummer af Dansk Idræts Forbunds eget nyhedsblad er der en interessant artikel omkring tilskuerfremgangen i Basketligaen.

I artiklen kan man blandt andet høre fra flere af klubberne i BL om årsagen til den fremgangen.  Også BL`s forretningfører Rasmus Winkel og Kristian Hyldgaard fra dk4 lufter deres tanker.

Du finder artiklen ved at klikke her. 

Bears anfører indstiller karrieren efter sin 7. DM-titel

06.05.2014

Bakken Bears' anfører Andreas Jakobsen stopper basketballkarrieren efter at have vundet sin syvende DM-titel. Jakobsen angiver et travlt hverdagsprogram som begrundelsen.

Andreas Jakobsen, der er den Bearsspiller med flest trepointscoringer (540 stk) i karrieren, stopper efter at kombinationen af familieliv, arbejde og basketball har presset over længere tid.

Hovedpersonen siger: "Jeg stopper fordi, at tiden ikke er til basketball på topplan, når man også har familie og arbejde. Det har været vigtigt for mig, at jeg altid har kunne passe træningerne, udvikle mig og præstere på et højt niveau. Og i denne sæson har jeg kunne mærke, hvor hårdt det er at følge med på det her plan, når man ikke har mulighed for at være 100 % med."

For klubben bliver det et stort tab. "Andreas har i de seneste mange sæsoner været en rigtig vigtig del af Bakken Bears. Andreas har som anfører været med til at sætte standarder for præstationer til kampe og træning samt for holdninger og kultur. Han vil blive savnet som et samlingspunkt, der kunne afgøre mange basketballkampe - fx. var det en vanvittig scoring fra Andreas, der sikrede kvalifikation til andet gruppespil i Europa", siger Sportsdirektør Michael Piloz.

Jakobsen forventer dog fortsat at være en del af klubben: "Basketball i Bakken har jo givet mig en kæmpe århusiansk familie - et sted, hvor jeg er hjemme. Jeg glæder mig til at vende hotdog med Buur og Per P, hvis de vil have mig..."

Andreas Jakobsen kom til Bakken Bears i sommeren 2005 efter to år på college i USA. Inden da havde Jakobsen fået sit gennembrud i Holbæk Basketball Klub.

Jakobsen, der fylder 31 om otte dage, har spiller ni sæsoner for Bakken Bears, og det har givet syv DM-guld og to DM-sølvmedaljer samt fem pokalguld og tre tabte pokalfinaler. Derudover har Jakobsen været anfører i Bakken Bears mest succesrige Europa Cup-eventyr, da holdet i indeværende sæson kvalificerede sig til EuroChallenge Last16 gruppespillet.

Andreas Jakobsen nåede at spille 352 kampe for Bakken Bears (femteflest i klubbens historie) og scorede i alt 3.741 point (fjerdeflest i klubhistorien).

DM-guld til Bakken Bears

06.05.2014

Randers Cimbria måtte mandag aften se Bakken Bears vinde deres 14. Danmarksmesterskab efter et nederlag på 81-91 til Aarhusianerne.

Randers Cimbria fik en skidt start på den 4. DM-finale, eftersom Troy Gottselig blev skadet i hans ankel under søndagens træning.

En skade der trods både fysioterapeut og læge ikke kunne reddes og den stærke canadier måtte derfor sidde over til dagens kamp.

Derfor var det op til resten af Cimbria mandskabet at steppe op og det gjorde de til fulde. Efter en skidt start på kampen, hvor Bakken Bears kom foran med 8 points, så fandt Cimbria takten og spillede frit og aggressivt. Med 4 minutter igen af perioden var Randers således foran med et point.

Cimbria var oppe med otte point med et par minutter tilbage af perioden. Men en skidt afslutning på perioden bragte Bakken Bears tilbage igen. Derfor var stillingen efter første periode 23-22 til Cimbria.

Anden periode lignede den første. Bears træk fra med 6 point men Cimbria fik fundet det gode spil frem igen og var foran med et minut til halvlegspausen. Men igen kunne Randers ikke holde ved og Bears var foran 44-49.

3. periode lignede de tidligere tredje perioder i DM-serien. Bears trykkede på og Cimbria fik kun scoret 6 points på 6 minutter. Inden sidste periode var stillingen 52-69 til Bakken Bears.

I midten af 4. periode fik Bonell Colas en albue i ansigtet, flækkede øjenbrynet og udgik af kampen. Dermed var det, hvis det ikke var det i forvejen, endnu mere svært for Cimbria at få hentet de tabte point.

Dermed kunne Bakken Bears hente den 4. sejr i finaleserien og vinde Danmarksmesterskabet 2013/2014.

Stort tillykke til Bakken Bears med guldet.

Topscorer i dagens kamp blev for Randers Cimbria: Charlie Burgess 26, Chris Nielsen 17, Mike Nielsen 16, Bonell Colas 10, Jakob Wang 6, Adrian Casas 2, Christian Bendtsen 2, Patrick Nielsen 2

For Bakken Bears: Kenny Barker 20 point, Thomas Lærke 18 og Nicolai Iversen 17.

Kenny Barker, Bakken Bears blev efterfølgende kåret til finaleseriens MVP. 

Bakken sejrer efter overtid i kamp 3

02.05.2014

Sejr i en fantastisk, medrivende tredje DM-finalekamp giver nu Bakken Bears matchbold i mandagens fjerde finale i Arena Randers. Bears vandt 115-107 efter fem vanvittige overtimeminutter, hvor der blev scoret hele 44 point (26-18).

Der var inden kampen virkelig lagt i gryden til en spændende kamp. Cimbria var klar til start, Bears havde lavet White Out (hvide t-shirts til stort set alle tilskuere), fanvifter og fan bands, Årets Træner (Aalborgs James Vear) blev kåret inden kampen. Stemningen i en pakket Vejlby-Risskov Hallen var på kogepunktet i 45 minutters fantastisk basketballoplevelse.

Cimbria startede bedst. Bonell Colas (2 point) og Troy Gottselig (4) bragte kronjyderne foran 6-0, en time out af coach Tuominen fik Bears i gang – især Thomas Lærke var velspillende i første periode, hvor han scorede otte point. Han bragte Bears foran 23-19 efter et 12-2 run, men Cimbria fik reduceret marginalt til periodepause 25-22. Gottselig var udeholdets mest scorende med seks point i første periode.

I anden periode vandt Randers Cimbria. Bears bragte sig ellers foran 34-30, men fra 36-33 gik udeholdet på et 6-0 run. Cimbria førte 40-39 ved halvlegspausen. Lidt specielt havde ingen spillere fra de to hold scoret et tocifret antal point – flest havde Gottselig scoret for Cimbria (9 point), mens Lærke stadig var mest scorende med otte point for hjemmeholdet.

Efter blot fire point i første halvleg tog hjemmeholdets Kenny Barker fat i anden halvleg. Barker scorede 10 point i tredje periode, 12 i fjerde og seks i overtiden – 32 point i alt. Kenny var – sammen med Brandon Penns syv point – årsagen til at Bears truede med at knække kampen i tredje periode, hvor hjemmeholdet bragte sig foran 50-44 og senere 64-55 efter tre treere i træk, men Cimbria scorede syv point i træk. 66-62 til Bears inden fjerde periode.

I kampens sidste fjerdedel kunne Bears ikke score. Udover en velspillende Søren Eges to indledende point havde Bears kæmpe problemer med at ramme kurven – Cimbria scorede ni point i træk, og det så godt ud for udeholdet, da Chris Nielsen, der spillede sin bedste finalekamp i denne omgang, bragte sit hold foran 76-72. Det sidste minut af fjerde periode blev nervepirrende. Kenny Barker bragte med et lay up sit hold foran 84-83, Mike Nielsen ramte en treer, hvorefter Kenny Barker satte en treer (87-86 til Bears). Cimbria smed bolden væk og fejlede Kenny Barker, der ramte begge straffekast, men udeholdets Adrian Casas udlignede til 89-89 i fjerde periodes næstsidste sekund. Overtime! Cimbria var undervejs blevet handicappet af femte fejl til Bonell Colas. I overtiden røg Troy Gottselig samme vej.

I overtiden var der bestemt ikke noget forsvar. Hele 44 point, heraf flest (26) til hjemmeholdet, må være en slags rekord. Thomas Lærke, der ikke havde scoret siden første periode, scorede ti point i de fem tillægsminutter, og Kenny Barker supplerede med seks. Nicolai Iversen scorede fem i en kamp, hvor han ellers sad meget ude med fejlproblemer. For hjemmeholdet scorede Chris Nielsen syv af sine i alt 24 point i overtiden.

Det var en statistisk set bizar kamp. Bears tog 63 rebounds, heraf 27 angrebs-, imod Cimbrias 47. Samtidig skød Bears hele 46 straffekast (34 scorede). Dette opvejede meget ringe scoringsprocenter.

Barker blev mest scorende for Bears (32 point, 7 rebounds, 5 assists), mens Thomas supplerede med en double-double (18 point, 11 rebounds). Brandon Penn scorede 15 point og supplerede med 10 rebounds, mens veteranen Søren Ege scorede 15 point.

For Cimbria scorede Chris Nielsen 24 point, mens Troy Gottselig scorede 20 point og tog ni rebounds. Charlie Burgess scorede 19, tog ni rebounds og havde ni assists. Bonell Colas scorede 18 point og tog 11 rebounds – endelig scorede Adrian Casas 10 point.

Kamp fire spilles på mandag i Arena Randers – vinder Bears er holdet danske mestre for 14. gang.