Nyheder

Chris Nielsen tæt på rekorden

05.11.2014

Sølle 63 point mangler Chris Nielsen fra Randes Cimbria for at blive den mest scorende spiller nogensinde i Basketligaens historie.

Inden Randers Cimbria løber på banen på mandag aften i hjemmekampen mod SISU (som vises direkte på kanal sport), har Chris scoret 4348 point i 311 kampe og er derved meget tæt på at vippe den tidligere SISU og Team FOG Næstved spiller, Mickey Dennis af pinden som all time topscorer. Mickey Dennis der ikke længere spiller i Basketligaen har scoret 4411 point i sine 241 kampe.

Men med 63 point op til rekorden bliver den nok ikke slået på mandag, men det kommer til at ske i løbet af Randers Cimbria næste 5 kampe, spår Jan Gjettermann fra Basketligaen. 

Drew Maynard, Værløse BBK tangerer rekorden for effiency

05.11.2014

Da Værløse BBK spillede mod Hørshom 79ers den 20. oktober var hjemmeholdets stjernespiller, Drew Manyard uhyggelig tæt på at sæt rekord for Basketligaen med højeste efficiency i en og samme kamp.

Drew slutted med en efficiency på 56 og derved tangerede han rekorden som nu deler sammen med den tidligere stjerne for Bakken Bears, Eric Bell og Brandin Thomas fra Team FOG Næstved.

I kampen mod 79'ers lød Maynards statline sådan her: 43 points, 19 rebounds, 5 steals og 4 blocks på 37:39 minutter. Hvilket altså er den bedste kamp målt på effektivitet i Basketligaens historie.

I gennemsnits Efficiency for sæsonen i år ligger Drew Maynard på en 3. plads med et EFF snit på 23. Darryl Partin fra SISU ligger nr. 1 med 25.33 EFF og han er samtidig topscorer i ligaen med et scoringsgennemsnit på 28.83 point pr. kamp efter 6 kampe. 

46 point til Darryl Partin, SISU

04.11.2014

I mandagens kamp hvor SISU hjemme i Kildeskovshallen slog Horsens IC med 86-78 var det specielt hjemmeholdets amerikanske guard Darryl Partin der var i hopla.

Hele 46 point satte Darryl Partin på kontoen og de 46 point er samtidig sæsonrekord i Basketligaen i denne sæson. Tidligere havde Drew Maynard scoret 43 point for Værløse BBK i deres kamp mod Horsens IC. 

Med de 46 point springer Darryl Partin ind på 5. pladsen og flest point scoret i en og samme kamp.

Listen toppes af Brandon Thomas, Team FOG Næstved der scorede 49 point i en kamp mod Aabyhøj IF den 23. januar 2008.

På pladserne 2, 3 og 4 kommer Joshua Alexander, Bakken Bears med 48 point og Joahus King, Hørsholm 79ers og Monta McGhee, Team Sjælland med hver 47 point.  

Rabbits vinder tæt kamp mod Team FOG

04.11.2014

Team FOG Næstved havde brug for en sejr i dagens kamp mod Svendborg Rabbits for at hænge med i toppen og de gjorde hvad de kunne, men det var ikke nok til at slå Kaninerne fra Sydfyn.

20 turnovers var stærkt medvirkende til at Rabbits kunne vinde kampe med 82-88 (17-21, 23-20, 17-20, 25-27).

1. periode 17 - 21: Team FOG Næstved fik en dårlig start på perioden, hvilket absolut ikke kunne siges om Svendborg, som let spillede sig igennem Team FOG Næstveds forsvar.

Og da Team FOG Næstved fortsatte fra de tidligere kampe med at smide bolde væk, skulle det gå galt for holdet, og det gjorde det. Men dog ikke så meget, som det så ud til midt i perioden.

2. periode 23 - 20: Efter en lige start på perioden kæmpede Team FOG Næstved sig tilbage i kampen, og midt i perioden kom Team FOG Næstved foran for første gang i kampen.

Team FOG Næstved holdt sig i spidsen indtil sidste minut, hvor Svendborg igen bragte sig i spidsen.

3. periode 17 - 20: Team FOG Næstved fik en dårlig start på perioden, og Svendborg øgede sin føring til 11 point i løbet af den første halvdel af perioden.

På det tidspunkt var Svendborg i kontrol med kampen - også fordi Team FOG Næstved fortsatte med at smide bolde væk.

Men pludselig fik Team FOG Næstved lidt tur og fik reduceret Svendborgs føring til 4 point inden sidste periode.

4. periode 25 - 27: Efter en lige start på perioden trak Svendborg fra til en sikker føring primært fordi holdet kørte igennem Team FOG Næstveds forsvar så let som ingenting.

Denne gang lykkedes det ikke for Team FOG Næstved at komme tilbage i kampen, og Svendborg vandt en sikker og fortjent sejr.

Topscorer for Team FOG Næstved: Milan Stanojevic og Alexander Bak med hver 18 point.

Topscorer for Svendborg Rabbits: Johnell Smith med 23 point.

 

SISU slår Horsens IC i spændende kamp

04.11.2014

Både SISU og Horsens IC havde lige vundet vigtige sejre mod tophold.

SISU havde givet Copenhagen Wolfpack deres første nederlag i torsdags, og Horsens IC havde samme dag vundet over Randers Cimbria. Men kunne SISU slå endnu et tophold?

Ja, det kunne de – og den sejr har blev først og fremmest baseret på holdforsvar, og så lige Darryl Partin. Darryl scorede 46 point i alt – de fleste i en Basket Liga kamp siden 2011/2012-sæsonen og den femtehøjeste score i en kamp siden 2002/2003.

Kampen startede i højt tempo, men SISU tog en tidlig føring, før Horsens IC kom ind i opgøret. SISU førte 6–0 og 9–4, men HIC udlignede til 12–12. Marquis Addison og Ante Gospic scorede 8 point hver i første periode, og Darryl Partin lagde langsomt ud med 8 point. Horsens IC førte 20–26 efter 1. periode.

Men så gik Darryl Partin til stålet i anden periode, og kombineret med et hårdt forsvarspres kom SISU først tilbage i kampen og bragte sig så foran. Darryl scorede 17 af SISUs 31 point i perioden, mens HIC i alt blot scorede 15, med 7 point fra Skyler Bowlin.

SISU gik derfor til pausen oppe med 51–41.

Tredje periode bølgede frem og tilbage, men SISU fastholdt føringen i de pointfattige og forsvarstunge 10 minutter, der endte 65–57.

I fjerde periode gik Darryl Partin igen amok med 15 point i en ustoppelig pointrus. HIC kom inden for 3 point ved 70–67 men det var så det; Darryl Partin tog det helt roligt og kørte uret ned de sidste to minutter og sikrede en meriterende sejr på 8 point, 86–78.

Der blev dømt to usportslige fejl til SISU og to til Horsens, samt tre tekniske fejl til Horsens i en hård og fysisk kamp.

Almir Zeco: ”Jeg er rimeligt tilfreds. Jeg kaldte kun forsvarstaktik i anden halvleg, og vi lænede os op ad en brandvarm Darryl i angrebet. Nu har vi vist, at vi kan være konkurrencedygtige mod flere af de gode hold, og jeg håber, at vi kan fortsætte vores gode spil”.

SISU tager til Randers den 10. november, efterfulgt af en pokalkvartfinale den 12. november hjemme mod Værløse, mens Horsens IC har fornøjelsen af at rejse til Hørsholm den 8. november og derefter spille pokalkvartfinale hjemme mod Team FOG Næstved den 10.

SISU: Darryl Partin: 9/12 fra 2 point og 7/13 fra 3 point - de fleste jump shots med tæt forsvarsdækning; 46 point, 10 rebounds (double-double) og 3 assists, efficiency 49. August Haas med 13 point og 4/4 i skud og Frederik Rungby 8 point, 3 rebounds, 5 assists.

Horsens IC: Vedran Borovcanin 17 point, 1 rebound, 3 assists, 3 steals; Marquis Addison 14 point, 5 rebounds, 2 assists; Skyler Bowlin 13 point, 3 assists; Baye Keita 9 point, 10 rebounds, 1 assist, 3 steals; Ante Gospic 11 point, 1 rebound.

Arbejdssejr til Randers Cimbria i Søndersøhallen

04.11.2014

Måske var det ikke så kønt, men Randers Cimbria levede op til favoritværdigheden og sled sig til en sejr i en intens og fysisk kamp ude mod Værløse BBK.

Jahmar Thorpe var ude fra kampstart med skade og Bonell Colas blev skadet undervejs, men fik alligevel sat imponerende 12 points og 6 rebounds på tavlen på kun 11 minutter i første halvleg. Antallet af fejl understregede, at kampen var fysisk. Dommertrioen var virkelig på arbejde.

Randers' sejr blev grundlagt på solidt spil under kurven i begge ender. Værløse måtte slide hårdt for sine point og havde ikke en god dag fra distancen. Værløses Kaptajn Karason satte sin første treer med 1:42 igen, og skød en for otte på ellers gode frie forsøg bag linjen. Under kurven skød Værløse 35% mod Cimbrias 58%. Forunderligt nok vinder Værløse reboundstatistikken på en stærk 2. halvleg. Coach Ty McGregor har generelt fået skruet gevaldigt op for forsvarsindsatsen i forhold til sidste sæson, hvor Randers udspillede Værløse i alle 3 opgør.

Chanan Colman havde en stille dag på kontoret, men var en stabiliserende faktor da Charlie Burgess fejlede ud 1 minut inde i 4. periode. Sammen Chris Nielsen holdt han sammen på Randers, der kunne stå imod et sent run fra Værløse. Rasmus Groesfjeld gjorde et fint indhop og viste han kan andet end at skyde treere. Joe Benjamin fyldte sin rolle ud, og lidt til, da Colas udgik med skade.

Værløses Drew Maynard fik masser af opmærksomhed fra Cimbrias aggressive forsvar og kom halvsløjt fra start med tidlige fejlproblemer og ukarakteristiske turnovers. Maynard arbejdede sig dog ind i opgøret og sluttede som bedste Værløse spiller med 21 point og 13 rebounds. Rob Woodson fik sammen med Victor Hjorth og David Nørby Knudsen matchet Randers på guardpositionen, men skulle bruge mange forsøg (4 for 20) på vej til sine 15 point. David Knudsen var anderledes effektiv og med 5 fra 10 fra gulvet, 13 points og 6 rebounds. Victor Hjorth var dejlig aggressiv i angrebet fra start af og fik trukket en fejl på et drive efter 30 sekunders spil og sat hjemmepublikummet ned på det sidste af 2 straffekast. Hjorth tjener primært sine minutter i den anden ende af banen, men bliver mere og mere en faktor i Værløses angrebsspil. Det pynter når Hjorth, Knudsen og Karason bidrager, og tager presset af Woodson og Maynard i angrebet. Emil Henningsen og Tobias Tita kom fra bænken og havde hænderne fulde mod Cimbrias højde, men Tita får alligevel 5 rebounds ned på under 10 minutter.    

Vendepunkt: Randers grundlagde sejren i anden periode, men Værløse holder via fight liv i kampen til langt ind i fjerde periode.  Adrian Philips hjørnetreer med 6 minutter tilbage til 53-68, var dog nok til at sejren ikke for alvor  kom i fare i de hektiske slutminutter.  

Randers Cimbria kunne drage hjem til Kronjylland med en sejr på 74-66 (19-16, 22-13, 17-18, 16-19).

Man of the Match: Ivan Miskovic. Næppe ligaens mest spektakulære spiller, men en god solid allround indsats gjorde  Miskovic til Værløses tougheste matchup: 16 point, 10 rebuonds, 5 assists, 4 blocks

Bears slår Wolfpack

01.11.2014

Kunne Bakken Bears rejse sig efter en slem lussing i pokalkampen mod Randers Cimbria – ville holdet være tynget af frygten for et nyt nederlag – eller ville stoltheden og viljen gøre en positiv forskel??

Yderligere var et stort spørgsmålstegn hvad den nye guard hos Bakken (Maurice Acker) kunne. Under alle omstændigheder var det interessant, hvordan rollefordelingen ville udmønte sig hos hjemmeholdet.

Første periode var først og fremmest kendetegnet ved solide præstationer af ikke mindst Ryan White fra Copenhagen Wolfpack og Maurice Acker hos Bakken Bears. Desuden gav et par skridtkendelser usikkerhed hos hjemmeholdet, der var bagud 24-25 efter 10 minutter. Og det stod klart at hjemmeholdets to store spillere havde vanskeligt ved at komme ind i kampen.

Jonas Zohore startede dog anden periode stærkt med et dunk + et straffe. Men generelt var det tydeligt, at Bakken Bears med en ny guard havde vanskeligt ved at få rollerne fordelt, og i lange perioder glemte at dække forsvar og hjælpe hinanden. I det hele taget var kommunikationen spillerne imellem en stor udfordring. Bakken var desuden i nogle minutter i scoringskrise og dumme beslutninger gjorde det nemmere for gæsterne. Coach Ville Tuominen rejste sig fra bænken og gjorde fra linjen en stor indsats for at vække hjemmeholdet, der trods alt i slutningen kom lidt i gang og ”kun” var bagud med 47-49 ved pausen.

Efter 20 minutter havde gæsternes Ryan White scoret 16 point – men i pausen fik hjemmeholdet åbenbart afklaret, hvordan han skulle stækkes, og han scorede slet ikke i anden halvleg - men det gav tilsvarende mere plads til et par andre fra Wolfpack. De to hold fulgtes ad med skiftende scoringer. Og Bakken Bears havde det fortsat vanskeligt – ikke mindst virkede det til, at både Thomas Lærke og Semaj Inge havde problemer med at finde ind i rytmen og en ny styrende guard. Bakken Bears fik dog en smule luft og bragte sig foran med 68-64 efter 30 minutter.

Fjerde periode blev en intens og spændende affære – generelt med hjemmeholdet foran. Bakken Bears fik samlet sig sammen og fik for alvor forsvaret til at fungere mere effektivt. Samtidig tjekkede både Kaido Saks og Semaj Inge ind – mens Copenhagen Wolfpack i kraft af Casper Hesseldal, Jyles Smith og Gabriel Iffe Lundberg bed fra sig.

Med 4½ minut tilbage havde hjemmeholdet bragt sig foran 82-72 og kampen syntes afgjort. Men et forrygende run af gæsterne gjorde pludselig stillingen helt lige – og endda med CW foran 88-89 da der manglede 1½ minut.

De bærende kræfter hos Bakken Bears kæmpede flot videre og Ville Tuominen fik skiftet klogt ud. I de sidste afgørende momenter var der imponerende rebounds af både Nicolai Iversen, Kaido Saks og Morten Sahlertz. I angrebet var der effektive 3-point scoringer af både Maurice Acker, Kaido Saks og Morten Sahlertz (der ellers ikke havde den bedste dag på kontoret). Også ros til Chris Christoffersen for stor sikkerhed på straffekastlinien. Efter en nervepirrende periode kunne publikum trods alt hylde Bakken Bears, der nu efter 6 kampe fortsat er ubesejret i Basketligaen.

For gæsterne var scoringerne primært fordelt på fire spillere – Ryan White 16, Gabriel Lundberg 20, Jules Smith 17 og Casper Hesseldal 23.

For Bakken Bears var der hele seks spillere med mere end 10 point – Nicolai Iversen 11 (+ 10 rebounds), Jonas Zohore 11, Chris Christoffersen 11 (+ 10 reebounds), Kaido Saks 14 og Maurice Acker 21 (+8 assists).

November bliver for Bakken Bears en meget travl periode – allerede på tirsdag den 4/11 gælder det en kamp i EuroChallenge i Vejlby Risskov Hallen kl. 19.15 mod Borås Basket, og fredag den 7/11 næste Basketliga-hjemmekamp kl. 19.00 mod Værløse BBK.

Forløsning og storsejr i Hørsholm

01.11.2014

Hørsholm 79ers fik endeligt den første sejr i årets Basketliga.

Sejren på 96-80 efterlod samtidig modstanderen Aalborg Vikings som eneste hold i bunden af ligaen uden en sejr.

Hørsholmtræner Miguel Hoyo var en lettet mand efter kampen:

- Det er dejæligt. Spillerne fortjener virkeligt denne sejr. De har arbejdet så hårdt i så mange uger, hvor vi har været tæt på sejren og i dag kommer forløsningen så. De unge gør det rigtigt godt og vi så i dag, at de kan spille mange minutter i ligaen og gøre det godt.

Hørsholm var uden topscorer Daniel Mortensen og den 206 cm høje Alejo Rodriguez, men var alligevel i stand til at dominere de nordjyske gæster.

Det karakteristiske uselviske angrebsspil, som man har set fra Hørsholm hele året dominerede. I første periode førte det til dunks fra unge Asbjørn Midtgaard og Andreas Hjorth, men det var Derek Semenas, der dominerede. Nærmest uden at spille i fjerde periode fik den amerikanske shooting guard 23 point og han scorede ikke mindre end fem tre-point scoringer i kampen.

Kampen var afgjort ved pausen, og var kun tæt indtil anden periode, som Hørsholm vandt 29-10. Perioden startede med tre’ere af Atila Kovac og Frederik H Nielsen og fra da af kiggede hjemmeholdet sig aldrig tilbage. 26-20 blev til 40-22. Selv om Aalborg kom lidt tættere på med scoringer fra Nick Okorie og Niels Koch til 45-30, slap 79ers ikke gaspedalen. Inden pausen var stillingen 55-30 og anden halvleg handlede mest om hvor stor sejren skulle være.

Vikings gav på intet tidspunkt op og det endte faktisk med at de vandt anden halvleg med 17 point. Det skete dog ikke før efter 79ers havde opbygget en 71-40 føring med tre minutter igen af tredje periode og coach Hoyo tømte bænken og lod de unge talenter som Sebastian Dalsgård få værdifuld spilletid i Basketligaen.

Vikings vandt således de sidste 13 minutter af kampen med 40-15, men hjemmeholdets sejr var aldrig i fare og spillere og trænere modtog da også en fortjent stående klapsalve fra de 386 tilskuere i Hørsholm Hallen.

Kampens spiller var 17-årige Asbjørn Midtgaard, der med 11 point, et dunk og tre blokerede skud fik sit endelige gennembrud i ligaen. Hørsholms topscorere var Derek Semenas med 23 og Atila Kovac med 17.

For Aalborg havde Brandon Bjerre 18 mens Nick Okorie og Kasper Serritslew hver havde 14. 

Horsens IC sejrer i tæt kamp

31.10.2014

I et velbesøgt Forum Horsens vandt Horsens i dag med 82-77 over Randers Cimbria.

Randers første scoring for Randers kom fra den tidligere HICer Ivan Miskovic. Ellers stod der mest HIC på første periode, og især Marquis Addison var god for HIC. Han scorede 10 point i perioden. Randers havde efter en god start svært ved at score og havde mange turnovers. Efter første periode var stillingen 22-13. Bedste mand for Randers var Ivan Miskovic.

I anden periode kom Randers bedst fra start. HIC tog pressede skud, mens Randers kom tæt på kurven. Det betød et 7-0 run til Randers og helt tæt kamp. Skyler Bowlin ramte dog en treer i fastbreak, og Varga fik 2 point på fastbreak lay up.

Dragan Petronic kom ind fra Randers og gjorde en god figur med 6 point, og momentum skifter stille og roligt til Randers. Samtidig får Baye Keita sin tredje fejl og må en tur på bænken.Randers udligner til 33-33, men mod slutningen laver HIC er run og er foran med 41-36 ved pausen. Bedste mand fra HIC var Skyler Bowlin med 15 point, mens Ivan Miskovic var mest dominerende med 8 point.

I tredje periode kommer Randers bedst fra start, da Horsens ikke er opmærksomme i forsvaret, og Randers kommer til lette point. Horsens kommer igen med godt spil af Jean Mbe, mens Chris Nielsen er varm for Randers med 8 point på 4 minutter, blandt andet på en meget dyb treer.

Horsens virker frustrerede, og Randers har initiativet, mens HIC spiller usruktureret.´Bagud med 53-51 får HIC dog momentum igen. Det er især forsvaret der steppes up, og det giver et par nemme scoringer. Efter tredje periode er stillingen 64-57 til HIC.

I fjerde periode kommer HIC stærkt fra start. Randers kan ikke følge med og med 6 minutter igen virker kampen afgjort, da HIC bringer sig foran med 15 point. Chanan Colman vil det dog anderledes og rammer 3 treere på to minutter og Randers kommer tæt på. De sidste minutter bliver nervepirrende, men en stor scoring af Borovcanin og straffe af Bowlin sender sejren til Horsens.

Bedste spillere fra Horsens var Skyler Bowlin og Marquis Addison, men også Jean Mbe spillede en god kamp. For Randers spillede Chris Nielsen godt, og Chanan Colman stemplede ind da der var mest brug for det.

Sejren til HIC bliver på 82-77 (22-13, 19-23, 23-21, 18-20).

For HCI scorede Skyler Bowlin 24 points mens Cimbrias bedste pointsluger blev Chris Nielsen med 15 point.

Næste kamp for HIC er på mandag, hvor modstanderen er SISU.

SISU slår det ubesejret tophold

31.10.2014

Flot sejr til SISU over deres hidtil ubesejrede lokalrivaler, Copenhagen Wolfpack.

Efter en lidt ujævn start på sæsonen trådte SISUs herrer virkelig i karakter i hjemmekampen mod Copenhagen Wolfpack, der kom til Gentofte med 4 sejre og ingen nederlag i bagagen.

Første halvleg var ganske lige, hvor man især lagde mærke til stor effektivitet og flotte, stilrene skud fra udeholdet, som nåede op på 0–5, inden SISU kom på tavlen med et straffe. Ellers udmærkede hjemmeholdets David Harder og Jonas Giese Anderson sig med gode skud, mens udeholdets Iffe Lundberg viste sin ekstreme hurtighed op ad banen i fast-breaks.

Gennem halvlegen bølgede stillingen frem og tilbage indtil sidst i anden periode, hvor Wolfpack fik skabt et 6-point hul på 40–46, som de gik til pause på.

SISUs head coach, Almir Zeco, tog en hurtig time-out i tredje periode, da Wolfpack trak fra til 40–52 inden for de første minutter. Man havde en fornemmelse af, at Wolfpack var ved at sætte sig på kampen, og de nåede senere også op på 48–60. Men så kæmpede SISU sig flot tilbage og åd sig stille og roligt ind på føringen.

Darryl Partin, der havde spillet en udemærket kamp indtil da, trådte virkelig i karakter på dette tidspunkt, og han viste vejen for hjemmeholdet i resten af kampen og endte samlet på 33 point på dagen. SISU udlignede Wolfpacks føring efter ca. 8 minutter af tredje periode og førte med 3 point før de sidste 10 minutter, 70–67.

I starten af de sidste 10 minutter sagde Almir Zeco til sine spillere: ”Det er i orden, at i laver fejl, så længe i fighter”, og den besked syntes at motivere dem til en intens og viljestærk indsats i resten af kampen. Allerede efter blot ca. 2 minutter i fjerde periode kom Wolfpack i alvorlige fejlproblemer, da de lavede deres fjerde holdfejl, og SISU kværnede på både i forsvar og i angreb. Efter 74–74 udbyggede SISU langsomt føringen, bl.a. ved 3 sikre straffe fra Darryl Partin efter en fejl udenfor 3-points linjen. Ryan White holdt Wolfpack inde i kampen, men langsomt tærede de mange fejl på dem, og i de sidste 5 minutter udbyggede SISU føringen, mens både Jyles Smith og Christian Thomsen måtte forlade kampen med 5 fejl.

Wolfpack gav dog aldrig op, og i løbet af kampens sidste minut gjorde de alt for at nå op på trods af SISUs 8-points føring. Ryan White udmærkede sig bl.a. ved at sætte en 3’er med fejl, og dernæst score på det efterfølgende straffe, men Darryl Partin holdt hovedet koldt for hjemmeholdet og lavede sammen med Mikael Vincents Nielsen nogle vigtige scoringer til sidst, bl.a. på straffe.

Resultatet blev 95–88 og SISU fik dermed ny luft og tro på, at de kan spille lige op med de bedste i denne sæson. Én af de bedste, Horsens IC, gæster Kildeskovshallen på mandag, mens Wolfpack skal op imod Bakken Bears allerede lørdag eftermiddag.

Topscorere for SISU blev Darryl Partin med 33 point efterfulgt af Frederik Rungby med 16, David Harder med 15 og Daryl McCoy med 13 point. De to førstnævnte udmærkede sig også med en effektivitet på henholdsvis 29 og 28.

For Wolfpack scorede Iffe Lundberg 22 point, efterfulgt af Christian Thomsen med 19 og Ryan White med 16.