Nyheder

Tændte Horsens sad på Hørsholm

09.11.2014

Et tændt Horsenshold kom lørdag eftermiddag til Nordsjælland for at vaske mandagens nederlaget mod SISU af sig, og det fik de gjort med manér. Selv om Hørsholm 79ers med 63-76 fik gjort slutresultatet respektabelt, var kampen ikke så tæt.

Horsens startede som et hold, der var besat, og det satte tonen for kampen. Halvvejs gennem første periode var Horsens foran 2-22 og havde dunket tre gange, mens Hørsholm havde fem turnovers.

Den chokstart kom Hørsholm sig aldrig over, selv om de havde en god periode i slutningen af perioden.

Scoringer fra fem forskellige Hørsholmspillere gjorde det til 14-25 og hjemmepublikummet vejrede morgenluft. Horsens havde dog ikke for alvor tænkt sig at lade hjemmeholdet komme ind i kampen. Gennem hele anden periode svingede forspringet mellem 8 og 12 point og det var især flot kæmpende Alejo Rodriguez og Atila Kovac, der holdt Hørsholm tæt på.

Det tog dog kun fem minutter af anden halvleg at afgøre kampen endeligt. Med blandt andet tre scoringer fra Marquis Addison kom Horsens foran 35-55 og det var slut på spændingen.

Mod slutningen af kampen havde Horsens en gedigen scoring og coach Arnel Dedic fandt det på plads at give Basketligadebut til unge Niels Thomsen, der også fik sit første point på en straffescoring. Mens de unge fra begge hold fik minutter på banen kom Hørsholm også lidt tættere på. 47-71 blev til et slutresultat på 63-76, ikke mindst på grund af flot fight fra atila Kovac og især Nicklas Piechnik.

Efter kampen mente Hørsholmtræner Miguel Hoyo at Horsens havde spillet bedst:

- Det var en fortjent sejr til Horsens. Vi er nødt til at spille med mere energi og især mere stolthed. Vores forsvar er nødt til at blive bedre og det kommer vi til at arbejde med.

Ventet sejr til Bakken Bears

07.11.2014

Bakken Bears fik den ventede sejr over Værløse BBK i fredagens Basketligakamp mod Værløse. Det blev 100-70 i en kamp som Bears dominerede hele vejen igennem, selvom Værløse strittede godt imod.

Første periode var lige indtil 8-8, men så gik Bears på et 7-0 run, bl.a. anført af den i øjeblikket brandvarme Morten Sahlertz, der ramte to treere i første periode. David Nørby Knudsen satte to treere i den anden ende, så Bears kun førte 22-16 efter ti minutter.

Halvlegspausen leverede i øvrigt en af højdepunkterne, da Liam Chirchill Sørensen dominerede i JKS Shoot Out, hvor han på under 30 sekunder scorede et lay up, et straffekast, en treer og et skud fra midterlinjen! Det medfører flere flotte præmier fra JKS, bl.a et besøg i VIP og CourtSide Seats til næste hjemmekamp og et rejsegavekort til en værdi af 5.000 kr.

Efter periodepausen fik Bears på et 11-2 run til føring 33-18. Udeholdets topscorer Drew Maynard scorede kun to point i første periode, men tog revanche i kampens anden fjerdedel, hvor han scorede 10 point. Sebastian Åris sluttede anden periode med en treer, men mest bekymrende var at Chris Christoffersen udgik med en ankelskade.

Til tredje periode var også amerikanske Maurice Acker klædt tilbage til civil for at skåne et slidt knæ, men det forhindrede ikke Bears i at scorede periodens første 11 point til føring 57-32, bl.a med en treer af Jonas Zohore. Herefter samlede Nørby og Maynard igen sjællænderne op. Resten af periode var udveksling af scoringer, sluttende med en treer af Aladdin Barakeh.

I kampens sidste quarter startede Værløse med et 11-0 run - anført af Maynard og Rob Woodson, men så kom bjørnenes unge line up på banen - sammen med Nicolai Iversen og Søren Ege. Aladdin Barakeh scorede ti point i sidste periode og overhalede dermed Sebastian Åris i kampen om at blive hjemmeholdets topscorer. Barakeh og Åris scorede hhv. 15 og 14 point. Kampen sluttede med en treer af Jacob Meller til slutresultatet 100-70.

Topscorer for Værløse var Drew Maynard med 22 point, mens Rob Woodson scorede 15.

Bears er fortsat ubesejrede efter syv kampe, mens Værløse med nederlaget fortsat er på ottendepladsen med en sejr i syv kampe.

Næste opgave for Bears er på onsdag i Frankfurt, når Fraport Skyliners tager imod i FIBA EuroChallenge, mens næste Basketligakamp er efterfølgende lørdag i Hørsholm. Værløses næste kamp er lokalopgøret imod Copenhagen Wolfpack.

Endnu et nederlag til Vikingerne

06.11.2014

Aalborg Stadionhal dannede rammen om torsdagens basketballkamp, hvor Vikings –uden Mike Dejworek, Jeppe Kristiansen og Rune Lauridsen – med en sejr over Team FOG Næstved kunne sikre sig sæsonens første sejr.

Sådan skulle det desværre ikke gå, og i stedet var det Næstved, der kunne rejse hjem med en 73-93 sejr.

I 1. periode, er det overraskende nok Vikings, der kommer bedst fra start med en tidlig 11-6 føring efter 5 minutters spil; Men da Nick Okorie må en tur på bænken efter sin 2. fejl, er det hurtigt Næstved, der tager føringen og scorer 12 point i træk til stillingen 11-18. Sebastian Sebolewski får dog bragt Vikings lidt tilbage i kampen med sin første scoring i Vikings-trøjen. 1. periode ender 16-18.

Trods Okorie tilbage på banen, er det Næstved, der får den klart bedste start på 2. periode, og de får hurtigt bragt sig foran med 16-24, inden Alassan Touray får svaret igen med et lay-up til stillingen 18-24.

Det er dog stadig Næstved, der er klart dominerende og hele 18-33 når føringen at blive inden inden det er Niels Koch, der svarer igen. Det er dog stadig Næstved, der er dominerende og da Nick Okorie ved stillingen 27-37 må endnu en tur på bænken med sin 3. fejl, ser de for alvor sort ud. Okorie får dog lov at blive på banen og Vikingerne kan gå til havlegspause med stillingen 33-43 efter en flot buzzer-beater 3’er af Alassan Touray.

Det er særligt reboundspillet, der i 1. halveg har voldt Vikingerne problemer. Hvor Vikingerne har formået at få grebet 15 rebounds, står Næstved for hele 27 rebounds. Vikings kommer bedst fra start i 3. periode og får reduceret til stillingen 42-48. Herefter må Søren Sørensen en tur på bænken efter han forstuver sin hånd, og så er Vikingerne for alvor små. Næstved får så småt bedre fat og får bragt sig foran med 42-54 med 5 minutter tilbage af perioden.

Særligt Næstveds centerspiller Christopher Gabriel har det nemt i denne periode og får lagt flere alt for nemme scoringer i. 54-69 står der inden starten af 4. periode.

I 4. periode er der samme tendens som i de 3 første. Næstved har det for nemt under kurven og får for mange 2. chancer. Blot 2 minutter spillet af perioden og Næstved får bragt sig foran med 54-74 inden coach Kuzmanovic må tage en timeout. Det hjælper dog ikke og særligt anført af Erick McAllister og alt for mange angrebsrebounds hiver Næstved en nem sejr hjem på 93-73.

Topscorer for Vikings: Nick Okorie med 23 point

Topscorer for Team FOG Næstved: Luciano Souza med 18 point på 18 minutter

Danske dunk på TV 2s nye sportskanal

05.11.2014

Fra 1. januar 2015 overtager TV 2 rettighederne til Basketligaen fra dk4. Det betyder masser af basketball på TV 2 s nye sportskanal - og på TV 2s øvrige platforme. Dansk basketball føjer sig hermed til den buket af spændende sportsgrene fra attraktive ligaer, man kan opleve på den nye sportskanal.

Slam, turnover, airball og alley-oop dunk. Snart vil der være masser af den slags på TV 2s nye sportskanal. For udover NBA-basket fra USA har TV 2 også sikret sig rettighederne til dansk basketball, og det glæder TV 2s sportschef Frederik Lauesen over. TV 2 har fokus på de danske rettigheder til den nye kanal, og i denne sammenhæng passer Basketligaen perfekt:

- Vi er enormt glade for aftalen med dansk basket, der er i rivende udvikling. Vi er en dansk sportskanal, og danske rettigheder er selvfølgelig essentielle for os. Dansk basket flugter fantastisk med vores store satsning på NBA. Det er yderligere et godt argument i forhold til dækningen af basket både på den nye sportskanal, men også på TV 2s øvrige platforme - ikke mindst de digitale, siger TV 2s sportschef Frederik Lauesen.

Hårdt, ærligt og strategisk arbejde

I Danmark er der mange dedikerede basketball fans, der både dyrker NBA og den danske liga, og den nye aftale betyder, at TV 2s kommende sportskanal vil være noget nær obligatorisk for dem - ligesom den vil for håndboldfans, ishockeyfans, cykelfans og mange andre.

- Aftalen om dansk basket er en stor mulighed for at komme bedre i kontakt med det danske community omkring basketball. Der er vækst i tilskuertallene i de danske haller, og de danske klubber bliver bedre og bedre til at give publikum et show. Med en del dansk basketball på TV 2s platforme er det mit håb, at vi kan få interessen både fanmæssigt og kommercielt til at stige yderlige ved hårdt, ærligt og strategisk samarbejde med forbundet og klubberne, siger Frederik Lauesen og fortsætter:

- Jeg oplever Danmarks Basketball Forbund som et utroligt innovativt forbund, der udover arbejdet med eliten også tænker på bredden. Ikke mindst i forhold til street basket, som også rummer en hel række sociale tiltag, som jeg glæder mig til, at TV 2 også går ind i, siger Frederik Lauesen.

Øge kendskabet og skabe vækst

Selvom Danmarks Basketball Forbund har sat rigtig stor pris med samarbejdet med dk4, er de meget begejstrede for skiftet til TV 2, og den dækning deres sport vil få her i fremtiden. Samtidig vil det ikke umiddelbart betyde en stor omvæltning for de mange danske basket-fans, for TV 2 har nemlig hyret den populære kommentatorduo Thomas Bilde og Peter Wang, der gennem en årrække har stået i spidsen for basket-dækningen på dk4.

- Danmarks Basketball Forbund og Basketligaen er meget glade for den nye aftale med TV 2, som vi ser som en stor anerkendelse af den udvikling, sporten har været igennem de seneste år. Nu er dansk basketball sikret yderligere tre sæsoner med bred livedækning af både nationale og internationale kampe, hvilket har enorm betydning for vores fortsatte udvikling, siger Rasmus Winkel, direktør for Danmarks Basketball Forbund. Han fortsætter:

- Vi vil i den sammenhæng gerne takke dk4. for et fantastisk samarbejde i de seneste syv år. Basket-transmissionerne er blevet kendt for meget høj kvalitet og god underholdning, og vi er glade for, at vi kan mærke den samme lyst til at skabe kvalitetsoplevelser hos TV 2. Vi håber, at vi kan få øget kendskabet til sporten hos en endnu større del af den danske befolkning og dermed skabe vækst hos vores klubber, siger Rasmus Winkel.

Masser af sportstilbud på TV 2s nye kanal

Aftalen om rettighederne til Basketligaen skal ses i sammenhæng med TV 2s fortsatte arbejde for at styrke sportstilbuddene på den kommende sportskanal. Her er fokus på danske rettigheder og på store events.

Blandt de mange andre rettigheder, TV 2 har sikret sig til kanalen, er de to danske håndboldligaer, som fremover igen udelukkende vil blive vist på TV 2 og på TV 2s kommende sportskanal. Desuden vil man kunne opleve verdens bedste basketball-liga NBA, ishockey og DTC-motorsport samt allerede indkøbte rettigheder som eksempelvis slutrunder i håndbold og fodbold, OL og cykling.

Kanalen har også erhvervet sig rettigheder til den danskerprægede hollandske æresdivision i fodbold, de største internationale badmintonturneringer inklusive VM, All England og Super Series og til EM- eller VM-slutrunder i ishockey, svømning, kano og kajak, langrend, alpint, skiskydning, freestyle og snowboard.

Chris Nielsen tæt på rekorden

05.11.2014

Sølle 63 point mangler Chris Nielsen fra Randes Cimbria for at blive den mest scorende spiller nogensinde i Basketligaens historie.

Inden Randers Cimbria løber på banen på mandag aften i hjemmekampen mod SISU (som vises direkte på kanal sport), har Chris scoret 4348 point i 311 kampe og er derved meget tæt på at vippe den tidligere SISU og Team FOG Næstved spiller, Mickey Dennis af pinden som all time topscorer. Mickey Dennis der ikke længere spiller i Basketligaen har scoret 4411 point i sine 241 kampe.

Men med 63 point op til rekorden bliver den nok ikke slået på mandag, men det kommer til at ske i løbet af Randers Cimbria næste 5 kampe, spår Jan Gjettermann fra Basketligaen. 

Drew Maynard, Værløse BBK tangerer rekorden for effiency

05.11.2014

Da Værløse BBK spillede mod Hørshom 79ers den 20. oktober var hjemmeholdets stjernespiller, Drew Manyard uhyggelig tæt på at sæt rekord for Basketligaen med højeste efficiency i en og samme kamp.

Drew slutted med en efficiency på 56 og derved tangerede han rekorden som nu deler sammen med den tidligere stjerne for Bakken Bears, Eric Bell og Brandin Thomas fra Team FOG Næstved.

I kampen mod 79'ers lød Maynards statline sådan her: 43 points, 19 rebounds, 5 steals og 4 blocks på 37:39 minutter. Hvilket altså er den bedste kamp målt på effektivitet i Basketligaens historie.

I gennemsnits Efficiency for sæsonen i år ligger Drew Maynard på en 3. plads med et EFF snit på 23. Darryl Partin fra SISU ligger nr. 1 med 25.33 EFF og han er samtidig topscorer i ligaen med et scoringsgennemsnit på 28.83 point pr. kamp efter 6 kampe. 

46 point til Darryl Partin, SISU

04.11.2014

I mandagens kamp hvor SISU hjemme i Kildeskovshallen slog Horsens IC med 86-78 var det specielt hjemmeholdets amerikanske guard Darryl Partin der var i hopla.

Hele 46 point satte Darryl Partin på kontoen og de 46 point er samtidig sæsonrekord i Basketligaen i denne sæson. Tidligere havde Drew Maynard scoret 43 point for Værløse BBK i deres kamp mod Horsens IC. 

Med de 46 point springer Darryl Partin ind på 5. pladsen og flest point scoret i en og samme kamp.

Listen toppes af Brandon Thomas, Team FOG Næstved der scorede 49 point i en kamp mod Aabyhøj IF den 23. januar 2008.

På pladserne 2, 3 og 4 kommer Joshua Alexander, Bakken Bears med 48 point og Joahus King, Hørsholm 79ers og Monta McGhee, Team Sjælland med hver 47 point.  

Rabbits vinder tæt kamp mod Team FOG

04.11.2014

Team FOG Næstved havde brug for en sejr i dagens kamp mod Svendborg Rabbits for at hænge med i toppen og de gjorde hvad de kunne, men det var ikke nok til at slå Kaninerne fra Sydfyn.

20 turnovers var stærkt medvirkende til at Rabbits kunne vinde kampe med 82-88 (17-21, 23-20, 17-20, 25-27).

1. periode 17 - 21: Team FOG Næstved fik en dårlig start på perioden, hvilket absolut ikke kunne siges om Svendborg, som let spillede sig igennem Team FOG Næstveds forsvar.

Og da Team FOG Næstved fortsatte fra de tidligere kampe med at smide bolde væk, skulle det gå galt for holdet, og det gjorde det. Men dog ikke så meget, som det så ud til midt i perioden.

2. periode 23 - 20: Efter en lige start på perioden kæmpede Team FOG Næstved sig tilbage i kampen, og midt i perioden kom Team FOG Næstved foran for første gang i kampen.

Team FOG Næstved holdt sig i spidsen indtil sidste minut, hvor Svendborg igen bragte sig i spidsen.

3. periode 17 - 20: Team FOG Næstved fik en dårlig start på perioden, og Svendborg øgede sin føring til 11 point i løbet af den første halvdel af perioden.

På det tidspunkt var Svendborg i kontrol med kampen - også fordi Team FOG Næstved fortsatte med at smide bolde væk.

Men pludselig fik Team FOG Næstved lidt tur og fik reduceret Svendborgs føring til 4 point inden sidste periode.

4. periode 25 - 27: Efter en lige start på perioden trak Svendborg fra til en sikker føring primært fordi holdet kørte igennem Team FOG Næstveds forsvar så let som ingenting.

Denne gang lykkedes det ikke for Team FOG Næstved at komme tilbage i kampen, og Svendborg vandt en sikker og fortjent sejr.

Topscorer for Team FOG Næstved: Milan Stanojevic og Alexander Bak med hver 18 point.

Topscorer for Svendborg Rabbits: Johnell Smith med 23 point.

 

SISU slår Horsens IC i spændende kamp

04.11.2014

Både SISU og Horsens IC havde lige vundet vigtige sejre mod tophold.

SISU havde givet Copenhagen Wolfpack deres første nederlag i torsdags, og Horsens IC havde samme dag vundet over Randers Cimbria. Men kunne SISU slå endnu et tophold?

Ja, det kunne de – og den sejr har blev først og fremmest baseret på holdforsvar, og så lige Darryl Partin. Darryl scorede 46 point i alt – de fleste i en Basket Liga kamp siden 2011/2012-sæsonen og den femtehøjeste score i en kamp siden 2002/2003.

Kampen startede i højt tempo, men SISU tog en tidlig føring, før Horsens IC kom ind i opgøret. SISU førte 6–0 og 9–4, men HIC udlignede til 12–12. Marquis Addison og Ante Gospic scorede 8 point hver i første periode, og Darryl Partin lagde langsomt ud med 8 point. Horsens IC førte 20–26 efter 1. periode.

Men så gik Darryl Partin til stålet i anden periode, og kombineret med et hårdt forsvarspres kom SISU først tilbage i kampen og bragte sig så foran. Darryl scorede 17 af SISUs 31 point i perioden, mens HIC i alt blot scorede 15, med 7 point fra Skyler Bowlin.

SISU gik derfor til pausen oppe med 51–41.

Tredje periode bølgede frem og tilbage, men SISU fastholdt føringen i de pointfattige og forsvarstunge 10 minutter, der endte 65–57.

I fjerde periode gik Darryl Partin igen amok med 15 point i en ustoppelig pointrus. HIC kom inden for 3 point ved 70–67 men det var så det; Darryl Partin tog det helt roligt og kørte uret ned de sidste to minutter og sikrede en meriterende sejr på 8 point, 86–78.

Der blev dømt to usportslige fejl til SISU og to til Horsens, samt tre tekniske fejl til Horsens i en hård og fysisk kamp.

Almir Zeco: ”Jeg er rimeligt tilfreds. Jeg kaldte kun forsvarstaktik i anden halvleg, og vi lænede os op ad en brandvarm Darryl i angrebet. Nu har vi vist, at vi kan være konkurrencedygtige mod flere af de gode hold, og jeg håber, at vi kan fortsætte vores gode spil”.

SISU tager til Randers den 10. november, efterfulgt af en pokalkvartfinale den 12. november hjemme mod Værløse, mens Horsens IC har fornøjelsen af at rejse til Hørsholm den 8. november og derefter spille pokalkvartfinale hjemme mod Team FOG Næstved den 10.

SISU: Darryl Partin: 9/12 fra 2 point og 7/13 fra 3 point - de fleste jump shots med tæt forsvarsdækning; 46 point, 10 rebounds (double-double) og 3 assists, efficiency 49. August Haas med 13 point og 4/4 i skud og Frederik Rungby 8 point, 3 rebounds, 5 assists.

Horsens IC: Vedran Borovcanin 17 point, 1 rebound, 3 assists, 3 steals; Marquis Addison 14 point, 5 rebounds, 2 assists; Skyler Bowlin 13 point, 3 assists; Baye Keita 9 point, 10 rebounds, 1 assist, 3 steals; Ante Gospic 11 point, 1 rebound.

Arbejdssejr til Randers Cimbria i Søndersøhallen

04.11.2014

Måske var det ikke så kønt, men Randers Cimbria levede op til favoritværdigheden og sled sig til en sejr i en intens og fysisk kamp ude mod Værløse BBK.

Jahmar Thorpe var ude fra kampstart med skade og Bonell Colas blev skadet undervejs, men fik alligevel sat imponerende 12 points og 6 rebounds på tavlen på kun 11 minutter i første halvleg. Antallet af fejl understregede, at kampen var fysisk. Dommertrioen var virkelig på arbejde.

Randers' sejr blev grundlagt på solidt spil under kurven i begge ender. Værløse måtte slide hårdt for sine point og havde ikke en god dag fra distancen. Værløses Kaptajn Karason satte sin første treer med 1:42 igen, og skød en for otte på ellers gode frie forsøg bag linjen. Under kurven skød Værløse 35% mod Cimbrias 58%. Forunderligt nok vinder Værløse reboundstatistikken på en stærk 2. halvleg. Coach Ty McGregor har generelt fået skruet gevaldigt op for forsvarsindsatsen i forhold til sidste sæson, hvor Randers udspillede Værløse i alle 3 opgør.

Chanan Colman havde en stille dag på kontoret, men var en stabiliserende faktor da Charlie Burgess fejlede ud 1 minut inde i 4. periode. Sammen Chris Nielsen holdt han sammen på Randers, der kunne stå imod et sent run fra Værløse. Rasmus Groesfjeld gjorde et fint indhop og viste han kan andet end at skyde treere. Joe Benjamin fyldte sin rolle ud, og lidt til, da Colas udgik med skade.

Værløses Drew Maynard fik masser af opmærksomhed fra Cimbrias aggressive forsvar og kom halvsløjt fra start med tidlige fejlproblemer og ukarakteristiske turnovers. Maynard arbejdede sig dog ind i opgøret og sluttede som bedste Værløse spiller med 21 point og 13 rebounds. Rob Woodson fik sammen med Victor Hjorth og David Nørby Knudsen matchet Randers på guardpositionen, men skulle bruge mange forsøg (4 for 20) på vej til sine 15 point. David Knudsen var anderledes effektiv og med 5 fra 10 fra gulvet, 13 points og 6 rebounds. Victor Hjorth var dejlig aggressiv i angrebet fra start af og fik trukket en fejl på et drive efter 30 sekunders spil og sat hjemmepublikummet ned på det sidste af 2 straffekast. Hjorth tjener primært sine minutter i den anden ende af banen, men bliver mere og mere en faktor i Værløses angrebsspil. Det pynter når Hjorth, Knudsen og Karason bidrager, og tager presset af Woodson og Maynard i angrebet. Emil Henningsen og Tobias Tita kom fra bænken og havde hænderne fulde mod Cimbrias højde, men Tita får alligevel 5 rebounds ned på under 10 minutter.    

Vendepunkt: Randers grundlagde sejren i anden periode, men Værløse holder via fight liv i kampen til langt ind i fjerde periode.  Adrian Philips hjørnetreer med 6 minutter tilbage til 53-68, var dog nok til at sejren ikke for alvor  kom i fare i de hektiske slutminutter.  

Randers Cimbria kunne drage hjem til Kronjylland med en sejr på 74-66 (19-16, 22-13, 17-18, 16-19).

Man of the Match: Ivan Miskovic. Næppe ligaens mest spektakulære spiller, men en god solid allround indsats gjorde  Miskovic til Værløses tougheste matchup: 16 point, 10 rebuonds, 5 assists, 4 blocks