Nyheder

Rodet kamp endte med smal HIC-sejr

30.12.2014

Inden dagens svære hjemmekamp, var det selvsagt, at de tilbageværende Randersspillere skulle præstere på deres absolutte topniveau for at være i stand til at spille op med dagens modstander Horsens IC, som på nuværende tidspunkt er at finde på en andenplads i ligaen.

Randersspillerne præsterede ikke på deres topniveau, men det gjorde spillerne fra Horsens bestemt heller ikke.

Det var en noget rodet affære, som endte med en sejr til Horsens IC på 72-81. Forhåbentlig bliver den forestående pokalfinale mellem de to mandskaber mere velspillet end aftenens kamp.

Randers Cimbria havde store offensive problemer i starten af kampen, og der skulle gå næsten fem minutter, før Mike Nielsen scorede hjemmeholdets første rigtige scoring. På dette tidspunkt førte gæsterne 4-9, da deres offensive spil var betydeligt bedre end hjemmeholdets i periodens første minutter. Hjemmeholdet hentede dog hurtigt denne føring – Mike Nielsens otte point sørgede for, at hjemmeholdet kunne gå fra første periode med en smal føring på 15-13.

De første minutter af anden periode virkede en smule kaotiske, og de virkede som om, at hjemmeholdets gode takter fra slutningen af den foregående periode var forsvundet igen, mens gæsterne fra Horsens heller ikke formåede at udnytte deres chancer. Tre 3-pointsscoringer fra Mikael Wied var med til at udbygge hjemmeholdets føring, og Horsens IC tog en time-out ved stillingen 27-20.

De medrejsende Horsens-fans forsøger at heppe holdet fremad, men Randers holder fast i deres føring. Hjemmeholdet tog en time-out med knap tre minutter igen, hvorefter gæsterne hentede en smule ind på hjemmeholdet. Perioden endte dog med en føring til hjemmeholdet på 39-31.

Horsens startede tredje periode med et yderst offensivt forsvar, hvilket forstyrrede hjemmeholdets offensiv, som ellers lige var begyndt at fungere. Gæsternes angrebsspil var betydeligt mere effektivt end tidligere i kampen, og en trepointsscoring fra Jahmar Thorpe var yderst tiltrængt i hjemmeholdets kamp om at bevare deres svindende føring.

Efter knap fire minutter havde Horsens IC indhentet hjemmeholdets forspring, og ved stillingen 42-42 tog hjemmeholdet en time-out. Efter timeouten blev hjemmeholdets spil betydeligt bedre – både offensivt og defensivt, hvilket tvang Horsens IC til at tage en time-out med knap to minutter igen ved stillingen 55-46. Perioden endte 59-51, og det var tydeligt at intet var afgjort før kampens sidste periode.

Horsens’ offensiv var endnu engang blevet effektiviseret i starten af sidste periode, og gæsterne halede langsomt ind på hjemmeholdet endnu en gang. Med endnu en trepointsscoring sendte gæsterne sig foran 63-64.

Herefter var spillet bestemt ikke kønt, og der blev kæmpet om hver eneste bold, mens begge hold kæmpede med at få bolden i kurven. Især hjemmeholdet havde problemer, og ved stillingen 69-71 tog Randers Cimbria en time-out. Herefter trak gæsterne dog en smule fra og med knap et enkelt minut tilbage var stillingen 69-75. En trepointsscoring fra Casper Stage får gæsterne til at tage en time-out inden kampens sidste minut. Desværre forsvandt spændingen hurtigt igen efter en Randersfejl, og gæsterne fra Horsens vinder kampen med 72-81.

Topscorer i kampen blev for Randers Cimbria: Chris Nielsen 25, Mike Nielsen 10 point og Casper Stage 10 point.

For Horsens IC blev de bedste pointslugere Marquis Addison med 24 point men Skyler Bowlin satte 19 og Ante Gospic 12 point.

Team FOG besejrer 79ers

30.12.2014

I en velbesøgt Næstvedhal tog Team FOG Næstved mod Hørsholm 79ers i 2014 sidste kamp i BL.

For TFN handlede det om en sejr i bestræbelserne op at klatre højere op i tabellen og for 79ers betød en sejr vigtige point i bundkampen med Værløse BBK og Aalborg Vikings.

1. periode 34 - 21: Hvilken periode set med Team Fog Næstved-øjne. En forrygende start - ikke mindst takket være Chris Gabriel, som scorede Team Fog Næstveds 8 første point - og godt spil gjorde, at Team Fog Næstved midt i perioden trak fra til en meget sikker føring.

Mod slutningen af perioden kom Hørsholm lidt tilbage i kampen, indtil Milan Stanojevic sænkede en 3'er på periodens sidste kast.

2. periode 19 - 17: Team Fog Næstved fortsatte, hvor holdet slap i 1. periode medrigtigt godt spil, hvor føringen blev udbygget.

Mod slutningen af perioden kneb det lidt med træfsikkerheden hos Team Fog Næstved, hvilket gjorde, at Hørsholm indhentede lidt af Team Fog Næstveds føring, så perioden endte næsten lige.

3. periode 24 - 25: Hørsholm kom bedst fra start, men Team Fog Næstved svarede dog godt igen i en meget lige periode, hvor holdene fulgtes ad gennem hele perioden.

Det lykkedes dog for Hørsholm at vinde perioden med et enkelt point.

4. periode 15 - 18: En meget hektisk periode uden de mange scoringer. Med Team Fog Næstved-øjne sad man med bange anelser, for Hørsholm kom faretruende tæt på, og da Team Fog Næstved tidligt i perioden blev ramt af holdfejlproblemer, blev det ekstra problematisk for holdet, da Hørsholm-spillerne var forholdsvis sikre fra straffekastlinjen.

Det lykkedes dog for Team Fog Næstved at ride Hørsholm-stormen af til en sejr på 11 point, 92-81.

Topscorer for Team Fog Næstved blev Chris Gabriel med 24 point mens O'Karo Akamone scorede 25 point for Hørsholm 79ers.

Bears knuser Vikingerne i 1. periode

30.12.2014

En historisk første periode indledte et opgør totalt blottet for spænding, men med en masse fine detaljer.

Aalborg Vikings scorede kun to point i første periode – begge på straffekast, og selvom det ikke er rekord i Basketligaen, så er pointforskellen på 39 point på bare ti minutter det i hvert fald i Bears-historiebøgerne.

Aalborg stillede op uden holdets to nye udenlandske spillere (manglende spilletilladelse), Niels Kock (skadet), Mike Dejworek (skadet og coachende) og Alassan Touray (årsag ukendt), og det i sig selv indikerede ikke en spændende kamp. At Bears sparede Nicolai Iversen, Aladdin Barakeh var skadet og Jo Harris uden spilletilladelse kunne ikke opveje Aalborgs spillersavn.

I første periode tromlede Bears som nævnt afsted, Kaido Saks var forrygende med 12 point, og skuddene regnede i fra alle vinkler.

I anden periode kom Aalborg bedre med og nordjyderne tabte kun perioden med tre point, 23-26. Alligevel var halvlegsstillingen 67-25 overbevisende og spændingen forduftet. For Aalborg var Rune Lauridsen klart bedste mand i første halvleg, mens det blev noteret at Simon Bjørnebo, der har været skadet det meste af de første halvandet år af hans Bearsliv, kom på banen.

Efter pausen var Bears igen klart bedst og vandt perioden 31-16, mens fjerde periode blev mere lige, dog med Bearssejr på 13-11. Fra anden halvleg blev det noteret at Simon Bjørnebo kom på scoringstavlen med to treere, mens Sebastian Åris overgåede sine vildeste drømme med et dunk og 13 assists.

Bears sluttede 2014 med en overbevisende sejr – nummer 12 i 13 Basketligakamp, og dermed en førsteplads i ligaen, to point foran Horsens IC. Aalborg derimod må erkende at det kun kan blive bedre efter nytår efter det 14. nederlag i lige så mange kampe.

Thomas Lærke og Kaido Saks blev mest scorende for hjemmeholdet med 17 point – alle esterens point faldt inden pausen, mens Rune Lauridsen og Demetrius Philips scorede 14 for udeholdet.

Kaninerne løber fra Værløse

30.12.2014

En speciel kamp for Værløses kaptajn Axel Karason, der spiller mod sin islandske landsholdscoach Craig Pedersen.

Island har på imponerende vis kvalificeret sig til EM-slutrunden i sensommeren 2015. Island er kommet i fornemt selskab i gruppe B, der afvikles i Berlin fra den 5. september 2015: Spanien, Serbien, Tyrkiet, Italien og Tyskland.

1. periode: Johnell Smith er hurtigst oppe af kaninhullet med et back-cut og scorer Svendborgs første 8. Værløse tilskuerne står op i 2 besiddelser inden Rob Woodson finder Axel Karason under kurven. Will Paul byder ind og midt i perioden checker Damien Ocana ind for forward Chaed Wellian og sætter et lay-up.

Basketligaens flotteste fuldskæg sidder på Claus Magaard, der byder ind med hans specialitet:  En 3'er. Kaninerne sætter sig sig igennem og holder Værløse fra afslutninger. Mod slutningen af perioden lyser David Nørby Knudsen op med en 3'er, rebounds og solidt forsvar. Svendborg i front 11-23.

2. periode:  Marinus Mouboe og Jonas Schaarup får tid og begge gør det det godt under kurven. Wellian samler sin tredje fejl op og må tage plads på bænken. Drew Maynard får fat og bringer VBBK tilbage angrebsmæssigt. I den anden ende huserer Will Paul og Johnell Smith med mid-range scoringer, mens Antonio Porta støber kuglerne (9 assist i 1. halvleg).

Mod slutningen trækker Svendborg fra på gode aktioner fra Mouboe og Ocana og David Nørby Knudsen lukker halvlegen for Værløse med 2 scoringer fra straffelinjen. 29-45.

3. periode:  Guards  stepper op i begge ender. Rob Woodson sætter 3 stk treer på kontoen, mens  Johnell Smith og Antonio Porta giver opvisning i effektivt guard spil i Svendborgs angreb.

Periodens highlight: Porta no-look bag om ryggen aflevering i fuld fart i et fast break til en helt fri Ocana under kurven. Axel Karason får sin fjerde fejl og giver plads til unge Mads Enoch der kommer på banen sammen med en anden årgang 96'er, Rabbits Mathias Kelly. Kaninerne slutter perioden i kontrol oppe med 22.

4. periode:  Porta fortsætter med lækkerierne. Alle unge point guards burde kigge med her. David Nørby bringer lidt liv i Søndersøhallen med en lang 3'er. Maegaard og Kelly slår de sidste søm i med yderligere et par 3'ere inden bænkene ryddes og flere unge spillere kommer på banen.

Malthe Hansen og Jens Thygesen får tid fra Svendborg, Kasper Christiansen, Frederik Stuhde, Mads Enoch og Patrick Gloyne fra Værløse. Emil Henningsen sætter kampens sidste 3'er og kaninerne kan hoppe hjem til Svendborg med en stensikker sejr på 60-86.  

Man of the match: Antonio Porta, Svendborg 11 points, 5 rebounds og 14 assists fulgt til dørs af Værløses Rob Woodson med 11 points, 3 rebounds og 8 assists

Kampen om København part 2.

30.12.2014

Der var her til aften et vaskeægte lokalopgør i Basketligaen da Copenhagen Wolfpack tog imod SISU på hjemmebanen i Bülowsvejshallen.

Det var udeholdet der kom til kampen med en sejr i deres seneste kamp mod Wolfpack og hjemmeholdet var klar på at tage revanche efter at have ført i store dele af den første kamp.

Det skulle ligge op til at blive en god kamp med en masse intensitet fra første fløjt. Sådan starter kampen også med en masse kampgejst fra begge sider og de to hold følges stort set ad i de første fem minutter. Wolfpack begynder dog så småt at trække fra efter aggressivt forsvarsspil der ledte til gode afslutninger i den anden ende. SISU's Darryl Partin slutter 1. periode af med en 3 pointer, og perioden ender 24-17 til Wolfpack.

Darryl Partin blev for alvor varm i 2. periode med en række 3 points scoringer på trods af godt individuelt forsvar af Iffe Lundberg der skulle holde Partin nede.

SISU spilleren ender på 22 point ved halvlegen og står stort ser for al SISU´s produktion i 1. halvleg kom fra amerikaneren. Wolfpack holder konstant et forspring på omkring de 10 point ned til SISU i 2. periode igen pga. et aggressivt forsvar og kan gå til pause med en føring på 52-39.

I 3. periode begyndte de andre SISU spillere at komme bedre ind i kampen, og får lagt et større pres i forsvaret. Midtvejs i perioden får SISU kæmpet sig op på stillingen 56-52 på to treere af Fredrik Rungby og en enkelt af Partin. Wolfpack får hurtigt bidt fra sig igen med to scoringer af Christian Thomsen og Andreas Meilby, og holder SISU fra at score i de efterfølgende to minutter. På en løbende buzzerbeater scorer Ryan White en treer og Wolfpack fører 73-60 efter tre perioder.

Sidste periode skulle vise sig at blive en sand fight. Udeholdet starter med en treer af David Harder og får svaret hurtigt igen. Kampen kommer til at bølge frem og tilbage da Wolfpack ikke for alvor kan komme helt af med SISU og da udeholdet ikke formår at mindske hjemmeholdets forspring til mere end 10 point. Wolfpack sikrer sejren på to straffekast af Ryan White og de vinder kampen 94-81 foran 473 tilskuere.

Topscorer for Wolfpack: Ryan White 21 og Christian Thomsen med 20 point.

Topscorer for SISU: 
Darryl Partin 27 og Frederik Rungby 14 point.

Liam Potter skifter til Rabbits

23.12.2014

Svendborg Rabbits har her til eftermiddag offentliggjort at man har skrevet kontrakt med Liam Potter, der i sidste uge blev fristillet fra Team FOG Næstved.

I Rabbits skal Liam Potter erstatte Iva Höger der er ude for resten af sæsonen grundet sygdom.

Du kan læse mere om skiftet på Rabbits hjemmeside

Mere basketball i TV fra 9. januar

22.12.2014

Den nye kanal TV 2 SPORT vil vise masser af basketball fra NBA og Basketligaen.

Fredag 9. januar får Danmark en ny sportskanal, TV 2 SPORT. Kanalen sætter fokus på især danske livetransmissioner, events og journalistik og sender 18 timer i døgnet.

Blandt de mange rettigheder, som TV 2 SPORT råder over, er basketball fra NBA og Basketligaen. Det betyder, at vi kan se frem til flere ugentlige basket-transmissioner og masser af eksponering af den danske liga og de bedste hjemlige hold.

Udover livetransmissioner og nyheder vil TV 2 SPORT blandt andet byde på aktuelle magasinprogrammer om håndbold og fodbold, en ugentlig sportsquiz og et nyt ’SportsLab’, som vil eksperimentere med sportsnørdede forsøg og tests.

Du kan fra 9. januar finde TV 2 SPORT i tv-pakker hos alle de største tv-udbydere, YouSee, Stofa, Boxer, Viasat, Canal Digital, Waoo!, TDC TV og Altibox. Hvis du er medlem af en antenneforening, er det foreningen, der afgør, hvilken pakke TV 2 SPORT placeres i. Du kan også se TV 2 SPORT via TV 2 PLAY, hvor sportskanalen kan købes enkeltvis eller sammen med andre TV 2-kanaler. 

Første gang TVS SPORT sender fra Basketligaen er mandag den 12. januar. 

Foto taget af Mikkel Tjellesen. 

Bakken Bears besejrer SISU

20.12.2014

Bakken Bears sluttede efterårssæsonen med en 106-86 sejr over SISU.

Morten Sahlertz scorede career high 28 point for vinderne, mens ligaens topscorer Darryl Partin scorede 31 point for udeholdet.

Thomas Lærke var on fire i første periode. Han scorede 17 point i de første ti minutter – ene mand scorede han hjemmeholdets første 13 point. Marius Hansen scorede seks point for udeholdet i første periode. Bears spillede med en masse tempo og dækkede godt op, og selvom en Darryl Partin treer afsluttede et 7-0 run til udeholdet, var der en komfortabel føring til hjemmeholdet – 31-20 – efter ti minutter.

Anden periode var helt modsat. Bears havde et helt forkert fokus, lavede en masse fejl, heraf to tekniske, og Mike Flowers (8 point), Darryl Partin (9 point) og deres holdkammerater vandt perioden 26-22. Bears førte dog fortsat ved pausen – 53-46. Uanset at Bears førte havde SISU vist klassen, og især Flowers, Hansen og Partin viste deres farlighed.

Efter halvlegspausen var opgøret ret lige. SISU vandt tredje periode 27-25 på trods af at Morten Sahlertz ramte tre treere, mens Nicolai Iversen scorede seks point. For udeholdet var ligatopscorer Darryl Partin for alvor kommet i gang, og han scorede 13 point i perioden. Flere gange lignede det at Bears ville slå et hul, og hver gang kom SISU tilbage. Bears var kun foran 78-73 inden de sidste ti minutter.

Fjerde periode startede med et festfyrværkeri af scoringer. Partin ramte en treer til reducering 83-79 – men tættere på kom SISU ikke i fjerde periode. En indtil da anonym Jonas Zohore lyste op med seks point, og sammen med en Sebastian Åris treer blev det afgørende hul slået. Zohore (8) og Åris (6) delte bjørnenes første 14 point i fjerde periode.

Føringen var røget op på 92-79, og selvom Jonas Giese ramte en treer, svarede dagens bedste spiller Morten Sahlertz igen med to treere, og symptomatisk nok var det Sahlertz, der fik Bears til at runde 100 point, da han scorede sit 28. point.

Bears vandt kampen 106-86, og holder dermed jul på førstepladsen i Basketligaen med 11 sejre i 12 kampe. SISU har seks sejre i 13 kampe på sjettepladsen.

Udover Morten Sahlertz’ 28 point, scorede Thomas Lærke 21 point (+5 rebounds), Nicolai Iversen 14 (+13 rebounds og 4 assists), Jonas Zohore 12 (+5 rebounds og 7 assists) og Sebastian Åris 10 point.

For SISU var det Partin der var mest scorende med 31 point (+9 rebounds), mens Mike Flowers scorede 15 (+5 assists) og den store center Zivojin Grubovic satte 10 point på tavlen i sin debut.

Hæsblæsende kamp i Bülowsvejshallen

19.12.2014

I Basketligaens sidste kamp inden jul, tog Copenhagen Wolfpack imod Randers Cimbria i en godt fyldt hal.

Wolfpack kommer til kampen med et nederlag på hjemmebane i deres seneste kamp mod Team Fog Næstved, men Randers havde vundet 3 i streg mod bl. a. Bakken Bears på trods af en kaotisk tid med en masse spillerafgange. Dermed skulle det blive en spændende kamp mellem to hold med forskellige formkurver.

Wolfpack starter overraskende med både Ryan White og Jyles Smith på bænken, hvilket gjorde at 5 danske spillere startede på banen. 1. periode starter meget lige, og ingen af holdene kan tage afstand fra det andet. Iffe Lundberg starter stærkt ud med 10 point i 1. periode bl. a. på en treer og et fast-break dunk. For Randers er det tydeligt at meget af ansvaret i angrebet ligger hos Chris Nielsen og Jahmar Thorpe og med deres aggressive tilgang skaber de problemer for hjemmeholdet. Perioden ender 21-20.

2. periode starter på samme måde som 1. men midtvejs i perioden får Wolfpack gang i 3-points skuddet, og får skabt et ni points forspring. Randers ligger sig ikke ned og holder sig i kampen ved at trække fejl på hjemmeholdet som sender Randers på linjen. Halvlegen slutter med en syv points føring til Wolfpack, 52-45.

Jahmar Thorpe kommer stærkt ud efter halvlegen og sætter gang i Randers' angreb og de får mindsket hjemmeholdets forspring til et point midtvejs i tredje periode. Resten af perioden bliver meget frem og tilbage, men Wolfpack holder et forspring på et point på vej til 4. periode, 71-70.

I 4. periode får Wolfpacks guard, Niki Tamjidi, lagt stort pres på Randers' guards og det giver hjemmeholdet momentum og de viser deres farlighed i kontraspillet. Wolfpack scorer tolv point i træk, og sætter sig på kampen i den sidste og afgørende fase. Randers bliver hængende indtil de sidste to minutter af kampen, men så røg luften ud af ballonen for udeholdet. Kampen ender 99-84.

Topscorer for Randers Cimbria blev Jahmar Thorpe med 28 og Chris Nielsen med 25 point. For Wolfpack scorede Casper Hesseldal 18 points.

79ers vinder over Værløse i sand neglebider

18.12.2014

Tættere kan det ikke blive i sport. Hørsholm 79ers slog onsdag aften Værløse 92-90 i en neglebider af en kamp, der blev afgjort i fem minutters forlænget spilletid og hvor Værløse havde tre chancer for at sende den ind i endnu en overtid tre gange indenfor de sidste fem sekunder. Med sejren holder Hørsholm trit med Værløse i kampen om at undgå nedrykningsslutspillet.

Det var da også en lettet Hørsholmanfører Frederik H Nielsen, der efter kampen sagde:

-Jeg er lettet. Det føles som tre måndeder siden vi har vundet sidst, så det er forløsende, men man ved ikke helt hvor man skal gøre af sig selv. Jeg føler at vi de sidste syv minutter bare skulle ud over stepperne og når vi spiller uden håndbremsen trukket, så er vi gode.

Det så da også ellers næsten håbløst ud for Hørsholm de sidste to minutter af kampen efter at David Nørby bragte Værløse foran 73-79. Rob Fields ville det dog anderledes. Først ramte han en tre’er til 76-79, som Værløse dog svarede igen på med to straffekast fra Rob Woodson. Så fik Hørsholms nye amerikanske spiller O’Karo Akamone lidt plads og scorede to point på et layup, hvilket Rob Woodson straks gengældte med det samme i den anden ende.

Nu med 25 sekunder igen var det tid til at Rob Fields skulle finde superheltekappen frem. Først kom han til kurven, hvor han blev løbet ned af to Værløsespillere og han ramte køligt to straffekast til 80-83. Hørsholm fejlede straks Salman Kahn da bolden blev spillet ind og i en infernalsk larm fra tilskuerne missede han første skud, men ramte nummer to.

Nu nede 80-84 spillede Hørsholm et fem sekunders angreb, der endte med endnu tre point til Fields. Værløse fi k nu bolden til deres helt store spiller, Drew Maynard, med 13 sekunder igen og helt planmæssigt fejlede Hørsholm ham og sendte ham på straffelinjen for to skud.

Maynard ramte begge skud og Hørsholmtræner Miguel Hoyo tegnede et spil, der fik gjort Rob Fields fri nok til at score sit 11. point de sidste 94 sekunder af kampen. Nu var kampen lige med fem sekunder igen, men værløse havde ikke flere timeouts, så de måtte haste op ad gulvet og fik kun en presset tre’er, der gik langt forbi.

I overtiden stod der fra starten Hørsholm på det. Værløse mistede bolden på indspillet og efter bare fire sekunder var hjemmeholdet foran med to point efter et Akamone layup. Hørsholm holdt føringen alle de fem minutter overtiden varede, men det holdt hårdt, især til allersidst.

Med to minutter igen var Hørsholm foran 91-87, men det blev svært at finde kurven resten af vejen. De to sidste minutter ramte ingen af holdene et skud, udover fra straffelinjen. Drew Maynard satte først to skud til 91-89, hvorefter Rob Fields fik sit skud blokeret i den anden ende.

Værløse havde nu chancen for, med 25 sekunder igen, at bringe kampen i overtid eller at vinde med en tre’er, men to gange smed Drew Maynard bolden væk i samme angreb. Først på en aflevering på baglinjen som Hørsholms Frederik H Nielsen fik smidt op i luften. Fem spillere havde hånden på den inden Værløses Rob Woodson samlede den op og afleverede til en fri Maynard. I stedet for at skyde en tre’er, der kunne vinde kampen, fintede Maynard og tog en dribling, men en flyvende David Mortensen fik puffet bolden til Rob Fields, som straks blev fejlet med 8,6 sekunder igen.

Fields satte kun sit første straffekast og da Maynard fik rebounden var Hørsholm foran 92-89 og valgte derfor at fejle og sætte Maynard på straffelinjen for to skud med 8 sekunder igen. Maynard kunne højest score to point, så hvis Hørsholm kunne bokse ud og få rebounden, ville sejren være tæt på hjemme.

Maynard scorede skud nummer et og Hørsholm fik da også bokset ud og sikret sig rebounden, men under hårdt pres begik Asbjørn Midtgård skridt og med fem sekunder igen tilhørte bolden igen Værløse. Værløsetræner Ty McGregor fik sat et flot system op, hvor Salman Kahn blev spillet helt fri lige under kurven, da Hørsholm sendte to forsvarer til Drew Maynard. Kahn skød over og det samme gjorde Karason og Pedersen 20 centimeter fra kurven, da de begge reboundede og med to sekunder igen kunne Daniel Mortensen skubbe bolden væk og Hørsholm tog en 92-90 sejr i bundgyseren.

Efter kampen var det en tilfreds Hørsholmtræner, Miguel Hoyo, der så tilbage på kampen:

-Vi spiller en rigtig god første halvleg, men bliver meget nervøse i anden halvleg, da Værløse kommer foran. Vi havde muligheder og vi ville have sejren. Vi spiller godt forsvar og i de sidste to minutter spiller vi rigtigt godt forsvar. I ekstraperioden spiller vi smartere og tager kontrollen i til allersidst er vi rigtigt heldige.

Topscorere for Hørsholm var Derek Semenas med 29 point, primært i første halvleg og Rob Fields med 27.

Drew Maynard havde 31 for Værløse og David Nørby tilføjede 17.

Hørsholm spiller igen 30. december mod Team FOG Næstved på udebane, mens Værløse BBK samme dag spiller mod Svendborg Rabbits hjemme.