Nyheder

Hørsholm 79ers sejrer overbevisende over Aalborg Vikings

10.01.2015

Lørdagens Basketligakamp i Hørsholm blev vundet overbevisende af hjemmeholdet Hørsholm 79ers, idet de foran 638 fans sendte Aalborg Vikings hjem med et nederlag på 97-72.

Sejren betyder at Hørsholm holder trit med Værløse i kampen om den sidste slutspilsplads mens Aalborg er helt isoleret i bunden uden sejre. 

Efter kampen var det en glad og lettet Hørsholmtræner, Miguel Hoyo, der gav forsvaret meget af æren for sejren: -Vi spiller en meget koncenteret kamp, især i forsvaret. Aalborg screener meget på bolden og vi var i stand til taktisk at forstyrre det ved nogle gange at sende to mand på bolden og nogle gange at bytte, og det var alle klar på.

Aalborg scorer kun 30 poin i første halvleg og det var nøglen til kampen. Hørsholm tog da også arbejdshandskerne på allerede i første periode, hvor de kom foran 5-0 på fem point fra O’karo Akamune. Det var en  føring som nordsjællænderne aldrig gav fra sig igen. De første syv minutter af perioden tilhørte fuldstændigt Hørsholm, der med scoringer fra Rob Field, Mathias Bæk og Akamune kom foran 18-7. Sidst i perioden viste Aalborg dog livstegn og truede for første og eneste gang i kampen med at gøre det spændende. Med balanceret angreb fra Philips, Kristiansen, Andreasen og Serritslew fik Aalborg vendt 18-7 til 25-18, men det gode Aalborgspil holdt kun indtil anden periodes start. Aalborg scorede kun tre point i anden periodes første seks minutter, mens Hørsholm lagde 18 i og kampen var reelt afgjort.  

Hørsholm gik til pause foran 50-30 og det var et lettet hjemmepublikum, der kunne hylde klubbens ungdomshold, der dels havde deltaget i en stor turnering i Lund i Sverige og dels for Pige 2001-holdets vedkommende havde taget en ungdomspokaltitel om formiddagen inden kampen.

 Anden halvleg forløb meget som første, med Hørsholm som tonesættende. Alle Hørsholms 12 spillere kom på banen mens forspringet blev øget til 62-35 inden Hørsholm til foden af speederen lidt.

Kampens sidste 15 minutter endte med at være lidt ukoncentreret, hvor holdene i store perioder byttede scoringer og spillede hele bænken, fordi kampen reelt var afgjort. Slutscoren var 97-72 efter Vikings vandt de sidste fire minutter med 14-7. 

For første gang siden oktober spillede Hørsholms Alejo Rodriguez en hel kamp og han kvitterede med 16 point og 10 rebounds og efter kampen var han smilende, mens han sagde: -Jeg er glad for at være tilbage og det her var sjovt. Jeg fik rytmen tilbage og det var godt at være sammen med gutterne igen og det var rigtigt fedt med så mange fans til kampen.

Kaninerne følte sig snydt

09.01.2015

Team Fog Næstved vandt en fortjent sejr over Svendborg Rabbits i torsdagens opgør der også blev vist på Kanal Sport selvom kaninerne følte sig snydt i slutfasen på grund af nogle dommerkendelser der ikke gik deres vej.

Kaninerne spillede ikke godt og derfor var sejren fortjent til Næstved efter perioderne 22-22, 19-20, 20-17 og 15-20.
Kampens topscorer Will Paul med 31 og 10 rebounds.

Næstved lagde bedst fra land og kom betydelig lettere til points end tilfældet var hos hjemmeholdet. Chris Gabriel var enmandshær og han lagde de første 7 points i kurven for Næstved med godt insidespil men i Will Paul havde værterne også en enmandshær. Will scorede 12 points i perioden og det var både på gode skud men også på godt arbejde under kurven. Ellers skiftedes stillingen konstant og et helt lige resultat efter de første 10 minutter kunne kaninerne faktisk være ganske godt tilfreds med.

Corin Henry fik debut eller comeback for Team Fog efter kun 2 minutters spil.

Damian Ocana der havde et godt indhop efter de første 8 spilminutter fortsatte i 2. periode med de første 5 points for Rabbits og Will Paul og Johnell Smith bragte kaninerne yderligere foran. Så viste Alexander Bak, at han næsten altid spiller godt mod Rabbits med 11 points i træk og han fik Næstved tilbage i den førende rolle. Hjemmeholdet fik reduceret inden Corin Henry fik skubbet sit mandskab foran med en enkelt inden pausen.

Efter pausen kom kaninerne på banen helt uden energi. Der var blevet brugt mange kræfter på decideret slagsmål med de fysiske Næstvedspillere under hele 1. halvleg men om det var årsagen eller det blot var manglende motivation skal her være usagt.

Næstved lavede et run på 2-10 og var foran med 7, 45-52. Så tog Will Paul igen fat, han havde fået fornyet luft og scorede 11 points i streg kun afbrudt af en lang treer fra Antonio Porta der havde holdt fejlpause på bænken fordi han alene i 1. periode fik  tilkendt tre personlige fejl. Nu var assistkongen tilbage på banen og det var kun Porta og Will Paul der formåede at score for Rabbits i 3. periode. Svendborgs run blev på 12-2 og stillingen således +1 til hjemmeholdet inden de sidste spændende 10 minutter. Der var god stemning iblandt de knap 700 fremmødte.

4 tekniske fejl i slutningen af 3. periode satte sit præg på både stemning i hallen og blandt spillerne. Mindre håndgemæng mellem Chaed Wellian og Eric McAlister og brok fra både Corin Henry og Næstveds coach Bogdan Karaicic og de tekniske fejl regnede ned over begge mandskaber. Svendborg kom dog bedst ud af den situation og straffede Næstved hårdt med 5 points i et angreb.

Så var linjen lagt til en meget spændende afslutning på kampen. 1. halvdel af sidste periode blev igen bedst udnyttet af Næstved der igen slog hul med et run på 4-13. Så var det hjemmeholdets tur og her blev Antonio Porta igen centrum for begivenhederne.

Et meget spektakulært optrin hvor Porta driblede udenom Chris Gabriel og hvor Gabriel stak det ene ben bagud blev kun takseret til en almindelig fejl. Porta slog igen med to treerer og to sikre straffe og kampen var nu med kun 1 minut tilbage, helt lige, 76-76.

Næstved havde bolden men den stjal Johnell Smith og sendte Antonio Porta op ad gulvet men da Porta trak ud i banen mente dommerne at han lavede en angrebsfejl og så skiftede bolden igen til Næstvedhænder. Tiden gik og efter time out til Næstved blev bolden skubbet op på kaninernes halvdel. Indspil og tiden var helt nede på 1,9 sekund da Chris Gabriel fik bolden på baglinjen. Tiden gik ned og slutsignalet lød og bolden var stadig i hænderne på Gabriel der så scorede på layup og samtidig begik Johnell Smith sin 5. fejl.

Dermed sejr til Team Fog Næstved der spillede bedst og dermed havde fortjent sejren.

Kaninerne leverede for mange udfald og var tilbøjelig til at afslutte for meget udefra i stedet for at lade bolden gøre arbejdet. Når det skete kom Rabbits til fornuftige afslutninger og flotte scoringer.

For hjemmeholdet scorede ud over Will Paul Antonio Porta 16, Damian Ocana 11, 10 til Johnell Smith der også havde 8 assists og 7 rebounds, 6 points til Claus Magaard og 2 til Marinus Mouboe.

Rabbits havde 47 % på topointsskud, 33 % på treeren og 86 % på straffe.

Hos Team Fog scorede Christ Gabriel 19 og hentede 9 rebounds, 13 hver til Milan Stanojevic, Alexander Bak og Corin Henry. 12 til Eric McAlister og 10 rebounds.

Næstved scorede på godt 52 % af topointsskud, 30 % på treeren og 81 % på straffe.

Kaninerne spiller hjemme igen mandag aften kl. 19.00 hvor Bakken Bears kommer på besøg og Næstved har næste kamp næste torsdag i Randers.

SISU sejrer på udebane over Værløse BBK

09.01.2015

Torsdagens kamp i Søndersøhallen mellem Værløse BBK og SISU gav sejr til gæsterne, som først sent i kampen fik slået det afgørende hul til hjemmeholdet.

Holdene er tændte og der bliver spiller meget aggressivt fra første fløjt.  Sisu for dog hurtigt skabt sig en føring 10-4, godt anført af en velspillende Darryl Partin. Både Mike Flowers og Mikael Vincents Nielsen bidrager ligeledes og ved stilling 20-10 ser der ud til at SISU sidder på denne kamp. Men Værløses Drew Maynard vil det anderledes og for både defensivt og offensivt steppet det op.

Perioden slutter 24-22 til SISU.

I 2. periode følges holdene ad hele vejen i en også aggressivt spillet  periode hvor begge hold for mange angrebsrebounds. Ved halvleg har de 2 hold 15 offensive rebounds tilsammen.

Joe Benjamin for sin 3 fejl og må tage plads på bænken.

Darryl Partin og Drew Maynard er deres respektive holds topscorer med 17 og 13 point.

I starten af 3. Periode for Værløse virkelig fat defensivt og trække lige så langsomt fra SISU som midtvejs har et forspring 11 point.

En Timeout fra SISU for stoppet blødningen, således at Hjemmeholdet kan slutte 3. periode med et 7 points forspring.

SISU kommer ud til den sidste periode som lyn og torden og får hurtigt lukket hullet til Værløse, kun en solid indsats af Drew Maynard og Rob Woodson holder Værløse inde kampen. 

Men SISU kommer med alt hvad de har og trækker mere og mere fra Værløse. Værløse prøver at stoppe SISUs scoringer, men må se dem regne i kurven. 

Hele 30 point scorer SISU i den sidste periode og det ellers defensive minded mandskab fra Værløse må se sejren slippe væk.

En intens og medrivende kamp, der var spændende indtil det sidste minut ender med en SISU sejr på 84-77.

Kampens spiller bliver Drew Maynard der overskygger Darryl Partin med sine 36 point og 14 rebounds mod Darryl Partins 27 points og 4 rebounds. 

Masser af basket på TV2

06.01.2015

Når TV2 Sport den 9. januar åbner op for sin nye sportskanal, bliver det også en kanal med masser af basket.

Udover en enorm mængde af kampe fra NBA viser kanalen også fra Basketligaen.

Hele 20 kampe vil blive vist direkte på din skærm og der ligges ud torsdag den 12. januar med kampen Svendborg Rabbits - Bakken Bears. Herefter går det slag i slag indtil DM er afgjort. 

TV2 Sport sender en kamp direkte hver mandag kun afbrudt af en pause på 2 uger i marts måned hvor der er VM i Ishockey på programmet.

Du kan se hele programmet for ved at klikke her. 

SISU storsejrer over et forandret Randers Cimbria hold

06.01.2015

Sikken en forskel. Den 3. november sidste år spillede SISU i Randers, og hjemmeholdet vandt komfortabelt.

Men mandag aften med en energisk Joe Benjamin tilbage i folden kontrollerede SISU hele kampen mod et noget anderledes Cimbria-hold. Samtidig tangerede SISU sæsonscoringsrekorden i Basket Ligaen med 123, mens det tabende hold kom op på hele 100 point.

Kampen startede med en hel masse Joe Benjamin og så lidt mere. Han scorede 14 point alene i første periode, og SISU tog en tidlig føring, men Cimbria kom stærkt tilbage anført af Chris Nielsen og Casper Stage. 32–34 efter første periode, og der var ikke lagt op til en kedelig kamp.

I anden periode havde SISU bedre held med at stoppe Randers, mens der blev kværnet igennem i angrebet. Darryl Partin scorede 14 point i perioden, som SISU vandt med hele 39–17, og de førte derved ved pausen med 71–51.

Tredje periode bølgede frem og tilbage, og Darryl Partin fortsatte med yderligere 14 point i perioden. SISUs forsvar havde stadig problemer med at stoppe de hurtige Cimbria-angreb men fortsatte så blot med at score i den anden ende af banen og holdt derved forspringet. 98–80 efter tredje periode, som kunne ligne et endeligt resultat i stedet for blot 30 minutters indsats.

Fjerde periode så flere udskiftninger på begge hold, fordi kampen stort set var afgjort, og igen vandt SISU perioden og kampen med 123–100.

En god start på det nye år, som bringer SISU tilbage i spillet om femtepladsen i konkurrence med netop Randers og så Team FOG Næstved.

SISU har endnu en vigtig kamp på torsdag i Værløse, mens Cimbria spiller hjemme mod Værløse næste mandag.

Topscorere:

SISU: Darryl Partin: 44 point, 7 rebounds, 5 assists, 7/12 fra 3 point; Joe Benjamin: 26 point, 6 rebounds, 2 assists; Ziko Grubovic: 13 point, 9 rebounds, 3 assists.

Cimbria: Chris Nielsen: 28 point, 4 rebounds, 2 assists; Jahmar Thorpe: 27 point, 9 rebounds, 5 assists; Bo Colas: 16 point, 6 rebounds; Casper Stage 15 point, 6 rebounds, 1 assist.

HIC vinder let over 79ers

05.01.2015

Det var top imod bund, da HIC i dag tog imod Hørsholm 79ers. Hørsholm var svækket til kampen, da både Frederik HN og Rob Fields sad over med skader.

Det var et HIC hold der skulle revanchere sig efter en noget sløj indsats mod Randers i forrige kamp, og fra starten var det et meget tændt HIC mandskab der var på banen.

Efter tre minutter var HIC foran med 12-0 og Hørsholm måtte tage timeout. Det hjalp dog ikke meget. De gule HIC spillere var meget tændt og Hørsholm havde mere end svært ved at komme til gode afslutninger. Efter godt fem minutter bragte HIC sig på 19-0 og kampen virkede allerede afgjort.

Derek Semanas scorede Hørsholms første fire point, men der stod HIC på det hele. Efter første periode var stillingen 32-8 i en meget ensformig affære. Skyler Bowlin var topscorer for HIC med 12 point.

I anden periode trådte HIC lidt på bremsen og Hørsholm kom lidt mere med i kampen. Baye Keita dominerede for HIC med flere dunk, mens Daniel Mortensen ramte to treere for Hørsholm. Derudover viste Ante Gospic også solidt spil. Ved pausen var føringen udbygget til 57-27.

Efter pausen kom HIC igen ud med stor energi, og igen havde Hørsholm meget svært ved at komme til scoringer. HIC gik på et 17-9 run og bragte sig foran med 74-36. Ante Gospic fortsatte det gode spil, men også Marquis Addison spillede solidt. Forspringet blev yderligere udbygget og med to minutter igen var HIC foran med 82-40 og kampen var for længst afgjort.

Resten af kampen var en noget rodet affære, uden den helt store intensitet. Hørsholm skal dog have stor ros for at blive ved med at kæmpe og ikke ligge sig helt ned. I fjerde periode får Hørsholm en lille smule oprejsning og vinder perioden med 21-12. Det ændrer dog ikke på at HIC vinder stensikkert med 94-64 og dermed forsvarer anden pladsen.

For HIC blev spilletiden fordelt på mange spillere. Bedste spiller var Skyler Bowlin, tæt forfulgt af Baye Keita. For Hørsholm var bedste mand Derek Semenas.

Næste kamp for HIC er 12 januar, hvor SISU venter på udebane. 

Bears slår Værløse BBK sikkert

04.01.2015

Det var top mod bund – det var søndag eftermiddag i en flot fyldt Vejlby Risskov Hal!

Det store spørgsmål er om favoritterne fra Bakken kan holde fokus og bevare energien i forsvar og angreb.

Starten på kampen var først og fremmest kendetegnet ved to hold, der begge kom frisk fra start og stort set fulgtes ad de første 10 spilminutter.

For hjemmeholdet var det ikke mindst Thomas Lærke og Kaido Saks, der gjorde sig bemærket. For Værløse var det specielt David Knudsen, der stort set scorede efter behag.

Bakken Bears gjorde det fint i angrebet, men i forsvaret manglede koncentrationen og større konsekvens. Stillingen efter de første quarter var 22-22.

I anden periode blev forsvaret straks noget bedre og kommunikationen fungerede. Dog fik David Knudsen fra Værløse fortsat for let spil, hvilket i flere omgange (bestemt også senere i kampen) fik head coach Ville Tuominen op i det røde felt. Det lykkedes dog Bakken Bears at slå et mindre hul og halvlegen sluttede med Bears i front med 44-36.

Efter pausen fortsatte dette mønster – hele tiden med et tophold, der på de fleste områder var bedre end gæsterne fra Værløse, der dog skal roses for at kæmpe og holde koncentrationen.

Havde Bakken ikke 3-4 gange dummet sig med unødvendige boldtab ved fastbreak kunne de 28-14 (som perioden sluttede med) endda været blevet noget større. Nu var stillingen i stedet ”kun” 72-50 og kampen syntes endelig afgjort.

For begge hold var fjerde periode stort set noget, der ”blot” skulle afsluttes – men alligevel så vi Ville Tuominen et par gange vise sit engagement, når ikke han var helt tilfreds med det, der foregik indenfor linierne. Alligevel var der fight og temperament på banen i en kamp, der sluttede med en sejr til hjemmeholdet på 88-66.

Jonas Zohore, Morten Sahlertz og en fortsat varm Kaiko Saks bag linien holdt dog fast – og perioden sluttede 16-16. Da der manglede 3-4 minutter fik de helt unge chancen og sikrede Bakken Bears en forventet og fortjent sejr, der sluttede med en smuk detalje af Sebastian Aaris og efterfølgede layup.

Det skal noteres, at Bakken Bears scorede ikke mindre end 14 af ”de lange” bag 3-pointslinien mod gæsternes mere beskedne 5.

Hos Værløse scorede David Knudsen og Drew Maynard begge 23 point – og det var bemærkelsesværdigt, at hele fire spillere bidrog med over 32 minutter på banen.

For Bakken Bears scorede Kaiko Saks 20 point (seks 3’ere) og Thomas Lærke 15 point – desuden have Maurice Acker 10 assists.

Januar bliver brugt på at bringe bjørnenes nye amerikaner – Jo Harris – klar (det forventes han kan spille sidst på måneden) – og desuden har holdet fire udekampe i træk mod henholdsvis Svendborg, Horsens, Næstved og Randers. Næste hjemmekamp er den 12. februar kl. 19.00 mod Horsens. Værløses næste opgave er torsdag hjemme imod SISU.

Rabbits-sejr i tæt opgør

03.01.2015

I årets første kamp i 2015, blev det til en sejr i topopgøret mod Copenhagen Wolfpack.

En sejr, der først blev en realitet efter et tæt opgør i Svendborg Idrætscenter, hvor der blev kæmpet om hver eneste bold, og slutresultatet blev 81-78, efter perioderne: 21-16, 19-24, 23-26, 18-12.

Første periode var tæt i starten, men ved stillingen 8-7, scorede kaninerne 3 3-ere i træk ved Will Paul og Magaard (2 stk)og vandt denne periode 9-3 og kunne vinde perioden 21-16.

Ocana startede 2.periode med en tæt scoring efterfulgt af en 3-er, og 26-16 var også den største føring i kampen. Wolfpack svarede hurtigt igen med en 3-er af både Ryan White og Christian Thomsen, og gæsterne pressede mere i forsvaret og generelt tempoet lidt op og samtidig måtte Svendborgs Chaed Wellian tage plads på bænken efter sin 3. fejl, fejl der især skyldtes at Wolfpack også fik spillet bolden flot ind til Casper Hesseldahl og Jyles Smith – stillingen helt lige ved halvleg 40-40.

I 3. periode startede gæsterne bedst, og Svendborg halsede lidt bagefter i forsvaret, og Casper Hesseldahl kunne med en tæt scoring efterfulgt af en 3-er, kickstarte Wolfpack. Men med en aggressiv Damian Ocana (13p i perioden – 3stk 3-ere), der blev spillet fri flere gange, kunne kaninerne indhente bagspringet midt i perioden, og var før sidste periode bagud med 63-66.

Sidste periode blev tæt hele vejen igennem, og spændingsniveauet for kampen syntes nu at sænke scoringsprocenterne for begge hold, især sidste halvdel.

Efter 6 min var stillingen 71-73, men med en sidste kraftanstrengelse af Johnell Smith og Antonio Porta i angrebet, hvor de fik trukket vigtige fejl og kom på straffelinien og scorede, og af Chaed Wellian i forsvaret med et par vigtige bolderobringer, vandt Rabbits de næste 3 min 10-2, før Iffe Lundberg satte en sidste 3-er i sidste sekund til slutresultatet 81-78.

For Rabbits scorede: Johnell Smith 20p, Damian Ocana 20 og Will Paul 17 (10reb)

For Wolfpack scorede: Ryan White 25 og Casper Hesseldahl 13

TFN sejrer ude hos vikings

03.01.2015

275 tilskuere i Aalborg Stadionhal dannede rammen om lørdagens eftermiddagskamp imod Team FOG Næstved.

Trods en Vikinge-indsats af Aalborg mandskabet var det ikke nok til en sejr, og Næstved kunne tage hjem til Sydsjælland med en 61-84 sejr.

Aalborg Vikings måtte til dagens kamp undvære de nye amerikanske stjernefrø Trey Sumler og Javorn Farrell, men det til trods endte kampen med at være ganske spændende.

Næstved lagde bedst fra start og særligt i spillet under kurven havde Næstved en stor fordel. Den sydafrikanske center Chris Gabriel lagde flere nemme point i kurven og var dominerende i reboundspillet.

For Aalborg-Vikings var det træfsikkerheden bag 3 points linjen, der sørgede for, at Vikingerne – i kampens første halvdel – var godt med i kampen. Således ramte holdet på 6 ud af 14 forsøg bag 3 points linjen.

Ved halvegspausen var stillingen 35-37 til gæsterne fra Næstved og det til trods for at de vandt reboundkampen med hele 11-20!

I anden halvleg får gæsterne fra Næstved gang i fast-break spillet og et par uprovokerede turnovers fra Aalborg gør, at Næstved bringer sig foran med 41-48 efter 5 minutter spillet af 3. periode og efter et yderligere et par nemme scoringer må coach Dejworek tage 2. halvegs første timeout ved stillingen 43-52. Storspil fra Rune Lauridsen kan således ikke forhindre, at det er Næstved, der for alvor tager føringen og ender med at vinde perioden med cifrene 13-21.

Ved starten af 4. periode er stillingen 48-58 og efter et par flotte scoringer fra Alexander Bak får Næstved udbygget føringen til 52-68. Herefter bølger kampen frem og tilbage – for Aalborg er det Jeppe Kristiansen, der får vist træfsikkerheden bag 3-points linjen, mens det for Næstved er Alexander Bank, der spiller bedst. Perioden ender 13-26 og slutstillingen bliver 61-84.

Bedste Viking: Jeppe Kristiansen med 20 point

Bedste Team Fog spiller: Christoffer Gabriel med 23 point, 14 rebounds

Ny dommer i BL

02.01.2015

Men virkning fra 2. januar er Christian Hansen blevet indlemmet i gruppen af de dommere som dømmer i BL.

Christian er 27 år og fra Aarhus og studerer til dagligt til skolelærer.

Christian har i denne sæson dømt i 1. Division Herrer og Dameligaen og er udtaget til at passe fløjten i damernes pokalfinale den 18. januar i Forum Horsens. Denne kamp bliver således Christian sidste damekamp for denne gang inden det går løs i BL.

I BL-gruppen erstatter Christan, Mads Vestergaard Bonde som ikke længere kan afse den fornødne tid, som det kræves at en BL-dommer.