Nyheder

Hørsholm 79ers Basketligatræner fortsætter endnu et år

10.06.2015

Hørsholm 79ers har sikret sig endnu en sæson med den spanske herretræner Miguel Hoyo, der i sidste sæson førte holdet til en slutspilsplads. Den nye aftale med Hoyo er kommet i stand på baggrund af en rigtig stærk forårssæson samt ikke mindst den talentudvikling, den spanske træner har som varemærke.

Coach Hoyo og holdet havde et svært efterår, der var præget af skader på nøglespillere hvilket betød at en flok helt unge og helt uprøvede lokale 17-20 årige spillere på kom meget mere på banen, end nogen havde ventet. Hoyo viste stor tillid til de unge talenter og det viste sig værdifuldt efter jul, hvor 79ers havde en stor opblomstring.

Fra januar var det et forandret 79ers-hold, der kom på banen. De unge spillere havde fået hår på brystet og selv om holdets profiler, anført at den store amerikaner Alejo Rodriguez, var tilbage, fik de unge spillere stadig masser af minutter. Det var således med unge Hørsholmspillere som Sikander Tajik, Asbjørn Midtgård og brødrene Andreas og Emil Hjorth i afgørende roller at 79ers vandt syv af de sidste 12 kampe, hvilket var fjerde bedst i Baskeligaen efter jul.

Det hjalp også på humøret, at man fik skovlen under de traditionelt bedste hold i ligaen, Bakken Bears og Svendborg Rabbits – og Bakken slog man endda med hele 107-69 foran et ekstatisk hjemmepublikum i Hørsholmhallen.

Hoyo ser frem til at fortsætte den gode udvikling klubben har været inde i:

-Vi startede et tre-års projekt inden sidste sæson, hvor vi arbejder med udvikling af klubben og af spillerne og jeg er glad for at kunne hjælpe klubben med at vokse. Vi får et ungt hold igen næste år, men jeg forventer også, at vi kan være konkurrencedygtige fra første dag og får et succesfuldt mix mellem sportslig succes og udvikling af spillere.

Peter Damm, bestyrelsesmedlem i Hørsholm 79ers, slår fast, at Hoyo er blevet valgt igen på grund af hans mange kvaliteter som træner:

-Miguel har vist, at han både kan vinde kampe og udvikle spillere samtidig og det er en udvikling, vi meget gerne vil fortsætte med. Holdet viste konstant fremgang gennem sæsonen og det forventer vi fortsætter næste sæson. Samtidig er Miguel værdifuld for klubben, fordi han tager del i rigtigt mange ting og for en klub som vores, der er baseret på en kæmpe breddeafdeling, er det vigtigt at cheftræneren også tager del i det arbejde.

Deltagerklubber i BL sæson 15/16

10.06.2015

I den kommende sæson vil der være otte hold i Basketligaen.

Årsagen til dette skal findes i at CPH Wolfpack og Værløse basketball klub begge har vurderet at de ikke har de nødvendige ressourcer til at deltage i den næste sæson.

Basketligaen er kede af at miste Wolfpack og Værløse (og at Aalborg ikke ønskede at tage imod tilbuddet om at blive oppe), men at vi håber de eller andre vil tage kampen op senere. BL arbejder p.t. på en strategi hvor vi ser på hvad der kan gøres for at løfte de stærkeste klubber og den nationale interesse endnu mere, samtidig med at vi hjælper flere klubber til at være faste deltagere i Basketligaen. Et centralt element i dette er at BL i samarbejde med DBBF vil påtage sig et større ansvar for at sikre en mere stabil økonomi i alle klubber.

Turneringen for den kommende sæson vil være en dobbeltturnering med 28 runder i grundspillet. Slutspillet vil være som de seneste sæsoner med den ændring at kun syv hold vil gå videre til kvartfinalerne, hvor nr.1 i grundspillet vil sidde over. ”

Thomas Lærke forlænger med Bakken Bears

03.06.2015

24-årige Thomas Lærke har forlænget sin aftale med Bakken Bears, så den nu gælder i de kommende to sæsoner. Lærke har været en nøglespiller i de to sæsoner han har spillet hos Bears, selvom hans forår blev ødelagt af en skade.

Den 195 cm høje guard kom til Aarhus efter fem år i udlandet – både i USA og Spanien – og han satte fra starten sit aftryk med nogle fantastiske præstationer i sidste sæsons EuroChallenge-deltagelse. Også i DM-finalerne fik Lærke bygget oven på med virkelig solide indsatser, og der var lagt op til at skulle bygges yderligere et lag på til sæsonen 2014/15. Det fik en brækket finger og lederet ledbånd desværre ødelagt. Thomas Lærke var ude i tre måneder, og nåede aldrig helt tilbage på topniveauet.

”Thomas bliver en nøglespiller i den kommende sæson. Han har alle muligheder for at træde et skridt op og blive blandt de absolutte profiler i Basketligaen, og det glæder vi os til at se. Samtidig er Thomas faldet virkelig godt til, og er med til at definere Bearskulturen”, siger sportsdirektør Michael Piloz.

Thomas Lærke glæder sig til en ny sæson med Bears: ”Jeg har været rigtig glad for at spille i Bakken. Jeg glæder mig til at spille for den nye head coach Martin og til at spille sammen med bl.a. Mikkel Plannthin.”

Med aftalen har Bears fem spillere på kontrakt til den kommende sæson. Udover Lærke drejer det sig om Chris Christoffersen, Nicolai Iversen, Morten Sahlertz og nytilkomne Mikkel Plannthin.

Ny profil til Svendborg Rabbits

02.06.2015

Svendborg Rabbits har valgt at indgå en 1-årig aftale med amerikanske Brandon Rozzell. 

Brandon spiller shooting guard (position 2/1) er 26 år gammel, måler 188 cm og vejer 84 kg. I sin college karriere spillede han 4 år for det anerkendte college, Virginia Commenwealth University (VCU). I hans sidste år for VCU som senior, snittede han 11,5 point, 1,4 ass og 2,4 reb. pr kamp.

Det kulminerede med at Brandon i 2011 var med til at spille holdet til NCAA finale 4 og blandt andet slog Kansas Jayhawks ud. I semifinalen blev det dog til et nederlag til Butler Bulldogs, som foran ikke mindre end 75.421 tilskuere slog VCU ud i kampen om finalepladsen.

Derefter gik turen til Holland hvor han tørnede ud for holdet : Aris Leeuwarden i den Hollandske Eredivision. I Holland snittede Brandon 14,8 point, 1,8 ass og 3,2 reb pr. kamp.

De 2 seneste sæsoner har han spillet i Costa Rica hvor han begge år tog holdet til finalerne og snittede 25 point pr. kamp.

Brandon er en stærk og solid shooting guard med et rigtigt godt skud fra 3 points distancen samt et fornuftigt drive mod kurven. Derudover er han en super god forsvarsspiller.

Brandon kommer til Svendborg i midten af August og Rabbits håber at alle vil være med til at tage rigtigt godt imod ham : ) 

Mikkel Plannthin skifter til Bakken Bears

02.06.2015

Den danske guard Mikkel Plannthin skal i de kommende to sæsoner spille hos Bakken Bears. 26-årige Mikkel Plannthin skifter til Bears efter at have spillet i Sverige og i Svendborg i sidste sæson.

Mikkel Plannthin kommer til at indgå i Bears’ guardrotation, og kommer til at bidrage med et enormt stort basketballhjerte og høj basketball-IQ.

Den 195 cm høje guard fik sit gennembrud i Svendborg, hvor han spillede i perioden 2008-2013, og bl.a var med til at vinde det danske mesterskab i 2009/10 og pokalfinalen i 2011/12-sæsonen. Siden skiftede Plannthin til BC Prievidza, som nåede finalen om det slovakiske mesteskab inden turen gik til Eco Örebro i den bedste svenske række. Mikkel Plannthin skiftede dog af personlige årsager tilbage til Svendborg midtvejs i sæsonen.

Mikkel er basketballmæssigt opvokset i traditionsklubben Gladsaxe og efter et år på Hiland High School i Ohio, USA, gik turen til Stevnsgade, hvor han spillede en enkelt sæson i 1. division.

”Mikkel har været en topprioritet for os i rekrutteringen til den kommende sæson. Han står for alle de rigtige værdier, og ved hvad det kræver for at vinde. Mikkel er en topseriøs idrætsmand, der bliver en nøglespiller i vores holdsammensætning i den kommende sæson”, siger sportsdirektør Michael Piloz.

Mikkel Plannthin glæder sig til at starte i Bakken Bears: ”Bakken Bears var klart det oplagte valg efter at have været i dialog med klubben. De rammer vi fandt frem til var lige som de skulle være, og det giver mig en unik mulighed for at færdiggøre min uddannelse, spille på et meget højt niveau, samtidig med at have en topprofessionel organisation i ryggen. Udover det så bliver det rigtig spændende og udfordrende at spille EuroChallenge, være med helt i toppen herhjemme, samt at spille foran en stor fanbase.”

Mikkel Plannthin tiltræder samtidig med træningsopstarten medio august.

Søren Ege stopper karrieren

02.06.2015

Den mest vindende basketballspiller i historien, Søren Ege, har besluttet at stoppe sin karriere. Søren Ege er den eneste danske herreballspiller der har vundet 15 seniormedaljer.

”Søren Eges rekordliste er imponerende. 10 guldmedaljer – sammen med Jens Jensen flest nogensinde i dansk basketball og 15 DM-medaljer – flest nogensinde. I Bakken Bears er Søren Ege den mest scorende nogensinde. Men det jeg er mest imponeret over er, at Søren i en alder af 35 år og med de meritter han har opnået, kom tilbage fra en korsbåndsskade på bare fem måneder. Det nemmeste i verden havde været at lade sig pensionere med en alvorlig skade”, siger sportsdirektør i Bakken Bears, Michael Piloz.

Søren Ege fik ødelagt sin sidste sæson af en korsbåndsskade i november, men nåede at komme tilbage tids nok til at spille med i DM-slutspillet.

For Søren Ege er det et vemodigt farvel: ”Det har været rigtigt mange gode år i Bakken. Det har været fanatisk at være med til fra de glade amatørdage til en professionel organisation”, siger Søren Ege.

Søren Eges medaljeskab består af 10 guld-, 4 sølv- og 1 bronzemedalje. Derudover har Søren vundet syv pokaltitler. Søren Ege spillede som ungdomsspiller i Lystrup Basketball, og har udover Bakken Bears været en tur på high school i Mission Viejo i Californien og spillet i italienske Esse Imola.

Den 203 cm høje forward spillede 425 kampe (#2 i Bearshistorien) og scorede 4.156 point. Søren Ege debuterede i efteråret 1997.

Spansk head coach til Bakkens Bears

19.05.2015

Det bliver den 40-årige spanske træner Israel Martín Concepción der skal overtage head coach-jobbet i Bakken Bears, når sæsonen 2015/16 starter i oktober måned. Den på Tenerife fødte træner har erfaring fra den bedste spanske række samt fra basketball i Kosovo og på Island.

Coach Martín har en fortid som spiller i de lavere divisioner i Spanien, og har siden 2000 været assistant coach i to klubber. I barndomsklubben på Tenerife (Iberostar Canarias Tenerife – 2000-2006 og 2010-2013) og i nærliggende Ciudad de La Laguna Canarias (2006-2010). Førstnævnte spiller i Europas bedste række, den spanske ACB, og har også deltaget i EuroCup.

I sæsonen 2013/14 stod Martín for første gang på egne ben med holdet KB Trepca Mitrovice i SuperLeague i Kosovo inden han i 2014/15 rykkede nordpå til Island, hvor han var head coach for nyoprykkede UMF Tindastóll. Martín blev kåret som årets træner i Domino’s League efter han havde ført Tindastóll i finalen, der blev tabt til KR.

Coach Martín glæder sig til at komme til Danmark: ”Bakken Bears er den største klub i Danmark, og kæmper altid med om mesterskabet. Samtidig glæder jeg mig til at konkurrere på højt niveau i EuroChallenge. Bears er et ambitiøst projekt og Aarhus en dejlig by. Jeg vil gøre mit bedste for at klubben når sine mål.”

Coach Martín besøger Danmark i næste uge, og han tiltræder officielt 1. august.

Bakken Bears er i gang med at sammensætte en kompetent stab rundt om Martín og sammen skal de sætte en trup sammen. Der er allerede kontrakter med Chris Christoffersen, Nicolai Iversen og Morten Sahlertz, mens vi i de kommende uger skal have samtaler med både nuværende Bearsspillere og emner.

Sportsdirektør Michael Piloz glæder sig til samarbejdet med coach Martín: ”Coach Martín har et rigtigt spændende CV med sig. Med al respekt for islandsk basketball, er Bakken Bears og EuroChallenge et skridt op, men samtidig har han erfaring fra den spanske liga, der er et par skridt over den danske. Så jeg regner med at coach Martín vil være i stand til at give os en masse input til den videre udvikling af Bakken Bears.”

Horsens IC er danske mestre

16.05.2015

I en nærmest udsolgt Forum Horsens vandt HIC fredag aften deres femte danske mesterskab.

Mesterskabet kom i hus efter en sejr på 72-55 over Bakken Bears. Dermed vandt HIC serien med 4-2.

Fra starten af var intensiteten i top, mens træfsikkerheden var lav. Der skulle gå 3 minutter før Marquis Addison scorede kampens første to point. HIC var i teten i første periode og kom foran med 14-7. Bakken kæmpede sig dog tilbage, blandt andet på godt spil af Jo Harris. For HIC startede Marquis Addison godt, men også Ante Gospic ramte flere skud.

I første halvleg var det som om HIC flere gange var ved at trække fra, men hver gang kæmpede Bakken sig tilbage. Ved pausen var stillingen næsten lige, da HIC var foran med 37-36.

HIC kom ud med aggressivt forsvar til anden halvleg. Bakken blev presset til svære skud og kampen så ud til at knække da HIC bragte sig foran med 49-36. Bakken er dog et klassemandskab og med et 11-0 run var føringen reduceret til 2 point, inden HIC scorede de sidste fire point i perioden.

Bakken problemer med at score fortsatte i fjerede periode. Bolden ville ikke i kurven og dermed kunne HIC trække fra og vinde med 72-55.

Bedste spillere fra HIC var Skyler Bowlin og Baye Keita, mens Jo Harris spillede bedst for Bakken

Dermed sluttede sæsonen i Baketligaen med en ny mester og med fest i Horsens.

Efter kampen blev Brian Fitzpatrick fortjent kåret til finaleseriens MVP.

Bakken Bears holder liv i serien

14.05.2015

Bakken Bears fik afværget den første HIC-matchbold ved at vinde 75-73 i den femte finalekamp.

Kamp seks spilles allerede på fredag, og her har HIC igen matchbold.

Første periode var meget lige. HICs Brian Fitzpatrick startede glimrende ud med at score seks af sit holds første otte point, men trods udeholds føring på 6-2 og 8-4 blev Bears ved med at knokle. Allerede i første periode fik Bears ramt fire trepointskud – noget der har været holdets helt store problem i hvert fald i de første tre finalekampe. Thomas Lærke og Morten Sahlertz bragte Bears foran 12-11 og Maurice Acker fik udlignet til 15-15. Og Nicolai Iversen satte sit holds fjerde trepointscoring til 18-17 – stillingen efter første periode.

I anden periode kom Bears utroligt stærkt ud. 11 point i træk ændrede stillingen fra 20-21 til 31-21 efter ni point af Maurice Acker og to af Jo Harris. Bears fik holdets største føring ved 34-23. Efter en timeout kom HIC igen, især Marquis Addison bidrog offensivt med syv point i træk. Perioden sluttede med en kontroversiel scoring af Jo Harris i en situation, hvor HIC følte sig snydt for en 24-sekunders kendelse. 38-34 til Bears ved pausen.

I tredje periode var det HICs tur til at dominere – endda i en sådan grad at størstedelen af de omkring 2000 tilskuere frygtede at kampen nærmede sig sin afgørelse. Bearsanfører Nicolai Iversen måtte udgå med en skulderskade og HIC scorede periodens seks første point – alle fra straffekastlinjen.

I tredje periode viste Jonas Zohore sit enorme potentiale, da han scorede ti point og sammen Maurice Acker var eneste Bearsspiller på tavlen. Zohore scorede ti point og Acker fire, og selvom HIC vandt perioden 20-14, fik holdet ikke slået det afgørende forspring, der ellers nærmede sig ved 54-47.

Fjerde periode blev åbnet med en toer af Jo Harris og en treer af Thomas Lærke, der spillede sin bedste kamp i finaleserien. Bears-forspringet nåede op på 61-56 inden Marquis Addison ramte en treer. Jonas Zohore var imidlertid for alvor gået i gang med at spille. Tre scoringer i træk gav en føring på seks point (67-61) uden kampen dog var afgjort. Baye Keita og Vedran Borovcanin fik reduceret, men Lærke viste høj klasse ved at score til 69-65. Borovcanin var imidlertid ikke færdig og ramte en treer og selvom Lærke og Acker fik scoret til 73-68 var kampen langt fra afgjort. Skyler Bowlin ramte en treer, der hoppede tre-fire gange på ringen. Bears holdt hovedet koldt, undgik turnovers og fik sendt Maurice Acker på linjen. Acker scorede to straffekast, og selvom Borovcanin fik reduceret til sidst, fik Bears smidt bolden ind uden at blive fejlet til sejr 75-73.

Topscorer for HIC var Baye Keita, der scorede 16 point, mens Vedran Borovcanin scorede 15 point. Sidstnævnte supplerede med 11 rebounds.

For Bears scorede Jonas Zohore 23 point og han tog også 10 rebounds. Maurice Acker scorede 21 point – og så tog han fire rebounds og havde fem assists. Thomas Lærke scorede 12 point og Jo Harris 11 – og sidstnævnte supplerede så med 11 rebounds.

Finale seks spilles allerede på fredag – 48 timer mellem finalerne er meget lidt, og det bliver spændende hvilken effekt den korte hviletid får for de to hold.

Årets træner kåret

13.05.2015

Inden DM-Finale 5 blev skudt i gang blev sæsonens sidste kåring i BL foretaget.

Denne gang var det årets træner der skulle kåres og titlen er noget helt specielt da der er trænerkollegaerne der har stemt om hvem der er den ”bedste”.

 Årets træner i BL 2014/15 blev den 39-årige Arnel Dedic fra Horsens IC, som også løb med titlen i 2012/13 sæsonen.

Arnel har stået i spidsen for Horsens IC igennem de sidste 4 sæsoner siden debuten den 25. september 2011 mod SISU. Før dagens 5. DM-Finale mod Bakken Bears er det blevet til 138 kampe som træner for Horsens IC og det er blevet til sejre i de 91 (66%).  De 2 foregående sæsoner har givet bronzemedaljer til de gule og i januar måned i år blev det til en pokaltriumf da Horsens IC besejrede Randers Cimbria på hjemmebanen i Forum Horsen.

I alt 9 af de 10 trænere i BL fik stemmer. På de efterfølgende pladser kom Gavin Love Copenhagen Wolfpack), Ville Touminen (Bakken Bears), Miguel Angel Ramos (79ers) og Ty McGregor (Værløse BBK).

Udover æren var der klapsalver og et ur, sponseret af Festina Danmark.