Nyheder

Årets forsvarsspiller kåret

30.04.2015

Umiddelbart inden bolden blev kastet op til DM-Finale 2 mellem Horsens IC og Bakken Bears blev årets forsvarsspiller i Basketligaen 2014/15 kåret.

Det er spillerne selv der har stemt, så der er tale om en noget helt specielt når der er ens modstandere på banen der har peget på en.

Årets forsvarsspiller i BL 2014/15 blev 24-årige Baye Keita fra Horsens IC. Baye Keita er i gang med sin 1. sæson i BL og har været en af de bærende kræfter på det Horsens IC hold der netop nu kæmper om DM-guldet mod Bakken Bears.

Baye Keita har i sæsonen spillet 31 kampe for Horsens IC og snitter blandt andet 7,7 rebounds og 10,2 points pr. kamp.

I alt 42 spillere fik stemmer i afstemningen og dem der fulgte Baye Keita tæt til døren var Bonell Colas, Randers Cimbria (årets forsvarsspiller 2012/13), holdkammeraten Skyler Bowlin, Frederik H. Nielsen, Hørsholm 79ers (årets forsvarsspiller 2013/14) og Jyles Smith, Copenhagen Wolfpack.

Udover æren var der klapsalver og et ur, sponseret af Festina Danmark.

Du kan se alle stats for Baye Keita ved at klikke her og alle tidligere kåringer i BL ved at klikke her.

Team FOG Næstved snupper bronzen

28.04.2015

Der er altid en vis form for anden indgang til en kamp om 3. pladsen i ligaen.

Holdene er begge slået og tabere af deres respektive semifinaler og der er tit forskel på tiden op til kampen om 3. pladsen.

Også i dagens opgør i Svendborg Idrætscenter var det tilfældet og længe så hjemmeholdet ud til, at skulle løbe med medaljerne men kræfter slap som så ofte tidligere i sæsonen op i sidste periode og Team Fog Næstved vandt fortjent kampen med mindst mulig margen, 1033-104, efter perioderne 23-23, 30-19, 22-33 og 28-29.

Samtidig var kampen Johnell Smith’s afskedskamp for han havde forinden meddelt, at han af personlige årsager rejser hjem til USA for ikke at vende tilbage til basket. 

Næstved startede bedst og med mest energi og kom hurtigt foran men ellers var perioden meget jævnbyrdig efter at Team Fog havde bragt sig foran 10-19. Kaninerne fik energien og lavede et run på 12-0 og perioden sluttede som den begyndte, helt lige. Antonio Porta med 8 bedste skytte for kaninerne.

For Team Fog var det fordeling af points iblandt de 5 startere.
 I 2. periode var kaninerne nærmest suveræne. Hjemmeholdet kunne nærmest gå på vandet og viste meget flot basket og Will Paul usvigelig sikker fra trepointsland med 4 stk på 4 forsøg. Kaninernes største føring i den kamp kom ved 53-40 lige inden pausen. 6 stk. fra trepointsland til Rabbits og mange af de 902 fremmødte håbede med rette på en medalje til kaninerne. 

Lige så suveræne som hjemmeholdet var i 2. var gæsterne fra Sydsjælland i 3. Hjemmeholdets forsvar var nærmest ikke eksisterende og Team Fog gjorde næsten hvad der passede dem. Den helt store spiller var i bogstavligste forstand Chris Gabriel med 11 points. For hjemmeholdet var Damian Ocana god med 9 points. Stillingen inden de sidste 10 minutter helt lige 75-75. 

Sidste periode tilhørte Corin Henry. Han afgjorde kampen for sit hold med 5 trepointsscoringer, hvoraf de 4 var i træk og Næstved gik fra en helt lige stilling til en føring på 88-96. Publikum blev stille bortset fra Team Fogs trofaste fanskare der fyrede op under sine egne. Rabbits skulle nu til at tage sig gevaldigt sammen for at bevare kontaktet og samtidig så enkelte af kaninerne meget udbrændte ud.

Holdet har kæmpet med formen i den sidste halvdel af sæsonen og dagens kamp var ingen undtagelse. Will Paul var nede på flade fødder ovenpå sygdom i den forløbne uge og han havde kun som afslutning på kampen de to sidste points for kaninerne. Forinden da havde Corin Henry afgjort kampen lige inden Rabbits kom helt op pga. en usportslig fejl dømt på Chris Gabriel og hans 5. for benspænd midt på banen.

På det helt afgørende angreb ramte Johnell Smiths skud kun ringen og sprang ud. Kampen afgjort til fordel for udeholdet og tillykke til Team Fog med 3. pladsen.
 

For Rabbits scorede dagens bedste spiller Antonio Porta 31, Will Paul havde 19, Johnell Smith 17 og Damian Ocana 15. 

For Team Fog scorede Corin Henry 25, Chris Gabriel 23, 15 til Milan Stanojevic og 14 hver til Philip Hertz og til Alexander Bak.

Horsens IC tager først DM-Finale

28.04.2015

Der er ingen tvivl om, at en finaleserie mellem Bakken Bears og Horsens IC er netop, hvad stort set alle basketball-interesserede længe har set frem til.

Det er nummer 1 mod nummer 2 fra grundspillet – så nu gælder det.

Kampen havde en lidt kedelig optakt, da gæsternes Esben Reinholt under opvarmningen kom til skade med sin skulder og med tydelige smerter lidt senere måtte forlade hallen – vi krydser fingre for ham.


Fra starten stod det klart, at dette bestemt langt fra var den bedste kamp, som Bakken Bears har spillet i denne sæson. Det kan der jo være flere grunde til – og en af disse er naturligvis et godt gæstende hold.

Og der skal ikke være tvivl om, at HIC var bedre spillende, bedre organiseret – havde en langt bedre rollefordeling og vigtige nøglespiller, der leverede på dagen.

Hos hjemmeholdet var der flere ting, der denne aften ikke ville lykkes: Flere gange svigtede kommunikationen, dumme og unødige fejl, flere startende nøglespillere havde en decideret dårlig dag og en 3-points-statistik på 2 for 18 taler vist sit tydelige sprog.

HIC skal roses for stor fight, stor koncentration, en klar gameplan. Til trods for en tidlig teknisk fejl til coach Arnel Dedic plus senere to usportslige fejl til henholdsvis Ante Gospic og Brian Fitzpatrick bevarede spillerne både energi og koncentration.

De to hold fulgtes stort set frem til pause med skiftende scoringer og skiftende føringer. Og et mindre run efter 14 minutters spil bragte gæsterne foran efter 20 minutter med 30-35.

Og til trods for en fin start af Nicolai Iversen var det igen HIC, der kom i teten og efter 3. periode førte med 49-53. Vi var dog fortsat mange fra en velbesøgt Vejlby Risskov Hal, der stadig troede på hjemmeholdet – nu måtte tingene da lykkes.

Men NEJ – i sidste periode fortsatte problemerne for Bakken Bears på stort set alle fronter – ja det var i visse situationer næsten pinligt. Specielt i angrebet var det tydeligt, at Bakken Bears ikke kunne få det til at fungere – der manglede tydeligt en leder – stort set rendte spillerne rundt om sig selv og fik det aldrig til at fungere. Og dette til trods for, at hjemmeholdet står registreret for 49 rebounds og HIC 36.

Lidt nøgletal: For Bakken Bears scorede de fem startere kun 35 point – for HIC de tilsvarende fem startere hele 68 point. Derudover havde Bakken Bears 10 scorende spillere, mens HIC ”kun” havde seks.

Igennem hele kampen havde Skyler Bowlin fuldstændig styr på sit hold, hvorimod Bakken Bears aldrig denne aften fik kontrol over eget spil – ros til HIC for en super forsvarsindsats i samtlige 40 minutter.

Chris Christoffersen skal dog fremhæves for et absolut godkendt indsats (bedste BB-spiller i aften) og 18 point foruden Maurice Acker med 12 point og Nicolai Iversen med 11.

For Horsens IC scorede Skyler Bowlin 23 point, Brian Fitzpatrik 16 og Vedran Borovcanin 11.

Næste kamp i finaleserien er på torsdag den 30. april kl. 19.15 i Forum Horsens. Næste kamp i Aarhus bliver næste mandag den 4. maj kl. 18.15 i Vejlby Risskov Hallen

Årets unge spiller kåret

27.04.2015

Umiddelbart inden bolden blev kastet op til DM-Finale 1 mellem Bakken Bears og Horsens IC blev årets unge spiller i Basketligaen 2014/15 kåret.

Det er spillerne selv der har stemt, så der er noget stort at modtage en af de mange kåringer som BL foretager i forbindelse med DM-Finalerne. Årets unge spiller skal have spillet minimum 5 kampe i løbet af sæsonen og skal være 20 år eller yngre.

Årets unge spiller i BL 2014/15 blev Gabriel Iffe Lundberg fra Copenhagen Wolfpack der i sin blot 2. sæson i BL var stærkt medvirkende til at Copenhagen Wolfpack fik en succesfuld sæson, der dog sluttede i kvartfinalerne med Team FOG Næstved.

Iffe har i sæsonen spillet 31 kampe for Wolfpack og snitter blandt andet 17, 7 point, 3,7 rebounds og 2,3 steals pr. kamp.

Du kan se alle stats for hele sæsonen fra Iffe ved at klikke her.

Iffe fik mere end 40% af stemmerne og på de næste pladser kom Daniel Mortensen, Hørsholm 79ers og Sebastian Aaris Petersen, Bakken Bears. I sidste sæson var Iffe tæt på at løbe med titlen, men måtte se Peter Møller fra Værløse BBK snuppe den foran Daniel Mortensen fra Hørsholm 79ers, som altså for 2. sæson i træk næsten kan kaldes den evige to`er.

Horsens IC er i DM-finalen

25.04.2015

HIC er i DM finalen for første gang siden 2006 efter en sejr på 87-71 over Svendborg Rabbits í en meget intens kamp. Svendborg var kommet til Horsens med 350 supportere, og der var samlet set over 2000 til basket til denne afgørende kamp og DM finalepladsen.

HIC kom bedst fra start. Forsvaret var aggressiv og koncentreret, mens Skyler Bowlin var varm fra starten. HIC bringer sig foran med 10-3, men Antonio Porta holder Svendborg inden i kampen. Porta scorer 10 point i første periode. I periodens slutning kommer Svendborg bedre med, og HIC’s føring er skrumpet til 20-17 efter de første ti minutter.

I anden periode kommer HIC fra start med et godt run. Gospic og Fitzpatrick scorer og bringer HIC foran med 31-20. Svendborg kæmper sig tilbage med scoringer af Plannthin og Porta og efter 6 minutter er HIC kun foran med 33-32. HIC glemmer at være aggressive og skyder alt for meget udefra.

En timeout fra coach Varga bringer HIC på rette spor igen, og ved pausen er HIC foran med 43-32. Baye Keita spiller solidt i både forsvar og angreb.

I de foregående kampe i serien har Svendborg domineret 3 periode. Skyler Bowlin vil det dog anderledes id ag, og han scorer 12 point i 3 perióde. For Svendborg melder Will Paul og Johnell Smith sig ind i kampen med henholdsvis 9 og 8 point i perioden. Tredje periode ender helt lige 25-25 og HIC tæt på DM finalen.

Vedran Borovcanin starter med 2 point i 4 periode. Svendborg kæmper med alt hvad de har lært men virker lidt slidte. Med fem minutter igen er HIC stadig foran med 11 point og kampen ligger på vippen. Bowlin scorer endnu en treer og bringer HIC foran med 14. Herfra kommer Svendborg aldrig rigtig tæt på og i de sidste minutter kommer bænken på banen for begge.

De gule vinder kampen med 87-71 (19-16, 23-16, 26-25, 19-14).

En fantastisk serie har dermed fundet sin vinder. HIC går videre til DM finalen mens Svenborg må spille om bronzemedaljerne. Svendborg har dog stor ære af serien.

Bedste spillere for HIC var Skyler Bowlin og Baye Keita. For Svendborg var det igen Antonio Porta der var bedste mand.

Nu venter 72 timers forberedelse inden DM-finale 1 spilles mod Bakken Bears på mandag i Aarhus. 

Gyserafslutning i vente i Forum Horsens

23.04.2015

Fredag aften mødes Horsens IC og Svendborg Rabbits i den 5. og afgørende kamp om en plads i dette års DM-finaler.

Se hvem der løber med sejren, når Kanalsport.dk viser kampen med optakt fra kl. 19:05.

For en uge siden havde de fleste spået Horsens IC som en sikker deltager i dette års finaler i Basket Ligaen. Foran 2-0 efter to overbevisende sejre skulle den tredje blot vindes, for at østjyderne kunne spille sig i finalen. Men Svendborg Rabbits ville det anderledes. Eller skulle man måske sige: Antonio Porta ville det anderledes.

Argentineren leverede en vanvittig kamp i den tredje semifinale og lavede 48 point. 48! Den nærmest historiske præstation blev fulgt op i kamp fire med 24 point og endnu en sejr til ”Kaninerne”. Store spillere er oftest bedst i de store kampe, og det er lige præcis, hvad Porta har bevist i slutspillet indtil videre. Når hans hold har brug for ham, træder han til og leder sydfynboerne mod sejr. Det påpeger Kanalsport-kommentator Nicolai Schou forud for fredagens gyser i Horsens.

-Skyler Bowlin og Antonio Porta er lederne på hvert deres hold, og kampen mellem de to kan blive afgørende for opgøret. Det hold, hvis leder kommer bedst ud af kampen, står sandsynligvis med en billet til finalen i hånden. Porta er bedst i de store kampe, og en fyldt Casa Arena og en direkte kamp om at gå i finalen er en scene, der er skræddersyet til argentineren, påpeger Nicolai Schou og siger om hjemmeholdets trumfkort:

- I de to seneste kampe, hvor Horsens IC har tabt, har Skyler Bowlin scoret henholdsvis 7 og 8 point. Hvis østjyderne skal have en chance i fredagens kamp, så skal der flere point på tavlen fra amerikaneren. Meget er ændret for Bowlin i denne sæson, hvor han er omgivet af mange gode spillere, og nogle gange bliver han måske lidt for uselvisk. Jeg er spændt på at se, hvilken attitude han kommer ind til kamp fem med, lyder det fra Nicolai Schou.

Han fastslår afslutningsvis, at størstedelen af presset forud for fredagens afgørende DM-semifinale hviler på skuldrene af Horsens IC-spillerne. Og betingelserne for værterne er ikke blevet bedre.

- De fleste havde set hjemmeholdet som storfavorit i serien, og nu har de misset de to første matchbolde. Svendborg vil gøre alt for at komme i finalen, men de kan spille frit, da det nærmest allerede kan betegnes som en succes, at de har været i stand til at presse HIC ud i en femte og afgørende kamp. Det bliver spændende at se, hvordan hjemmeholdet tackler presset. Og nå ja, så skal de klare sig uden cheftræner Arnel Dedic, der sidder ud med karantæne.  

Se den 5. og afgørende DM-semifinale imellem Horsens IC og Svendborg Rabbits direkte på Kanalsport.dk fredag aften med optakt fra kl. 19:05.

Ny head coach til SISU

22.04.2015

SISU Basketball har ansat Alain Attallah som head coach for Basketligaholdet i sæsonen 2015/2016.

Alain Attallah overtager efter Almir Zeco, som har været på posten i 5 år.

Alain Attallah er herboende græsk-egypter og har været tilknyttet SISU siden 2007. Alain var head coach for SISUs Dameligaholdet i 2007–2009, hvor det blev til et pokalmesterskab og en DM-bronzemedalje. Derefter har Alain været coach hhv. specialtræner for ungdomshold i SISU med mesterskaber til følge. I sæsonen 2013/2014 coachede Alain Stevnsgades 1. divisionshold frem til oprykning til Basketligaen, men da klubben ikke ønskede at rykke op, valgte Alain at fratræde. Alain er nuværende landsholdstræner for den danske U18 herreholdet. Alain er tidligere elitebasketspiller på det egyptiske landshold og deltog i OL (den olympiske basketballturnering) både i 1984 i Los Angeles og i 1988 i Seoul samt i VM i 1990.

Almir Zeco har lavet et meget flot stykke arbejde i SISU Basketball på et relativt beskedent elitebudget. Almir har i sin trænerperiode konstant formået at holde SISU blandt de 8 bedste hold i Danmark og dermed få holdet kvalificereret til slutspillet i hver eneste sæson. Almir har også ført holdet til to pokalsemifinaler og har desuden været meget involveret i SISU’s talentudvikling og fået ungdomsspillere (home-growns) sluset godt ind på Basketligaholdet.

SISU Basketball takker Almir Zeco for hans store indsats i klubben gennem årene og ønsker ham fortsat succes i sin videre trænerkarriere. 

Arnel Dedic i karantæne

22.04.2015

På fredag spilles den 5. og afgørende semifinale mellem Horsens IC og Svendborg Rabbits i Forum Horsens og hjemmeholdet er blevet alvorligt svækket inden opgøret.

Horsens IC's træner Arnel Dedic er nemlig blevet tildelt én kamps karantæne efter kampen forleden i Svendborg Idrætscenter. DBBF's Turneringsudvalg har netop udsendt kendelsen på indberetningen fra DM semifinalens kamp 4 hvor Arnel Dedic blev bortvist.

DBBF´s Turneringsudvalg har nu behandlet dommernes indberetninger hvor Arnel er blevet tildelt 1 spilledags karantæne.

Når man bliver bortvist skal man forlade hallen men blandt andet ved hjælp af TV-billeder fortsatte Arnel med at coache sit hold. Havde Arnel forladt hallen som reglerne foreskriver ville han have undgået karantæne og kunne derved være på plads på bænken i den ekstrem afgørende kamp på fredag. Nu bliver det i stedet for blandt publikum i hallen.

Rabbits udligner

21.04.2015

Rabbits tog 4. stik hjem og udlignede serien således den helt afgørende 5. semifinale afvikles i Forum Horsens på fredag.

Det bliver med garanti en ”forbud for børn” kamp og her findes modstanderen også til Bakken Bears der i aften kvalificerede sig til endnu en finale om DM.

Kaninerne vandt endnu en sejr, 76-69, over HIC, efter perioderne 14-16, 19-18, 22-16 og 11-19.

En højdramatisk affære, hvor HIC fik bortvist cheftræner Arnel Dedic og således måtte spille de sidste 5 minutter i kampen uden cheftræneren. Det var dog pga. en 6. fejl til Baye Keita, der således tilfaldt bænken og ingen karantæne til Dedic der er klar igen på fredag i Forum Horsens.

HIC startede kampen klart bedst. Svendborg var ikke beslutsomme nok i angrebet og kom ikke til points i de første godt 4 minutter. HIC førte med 8 inden kaninerne ved Chaed Wellian gjorde entre på scoringstavlen men derefter var perioden tæt med skiftende scoringer. Kristoffer Gertz med et meget flot indhop og en flot treer fra hjørnet inden HIC ved Marqis Addison fik bragt sig foran inden den første pause. Momentum lå hos HIC.

De godt 1200 fremmødte gjorde, hvad de kunne for at få kaninerne op i gear og lydtrykket steg og steg som kampen skred frem. HIC fik bragt sig foran med 5 inden kaninerne for alvor kom i gang. Herefter drog kaninkaravanen på et 15-2 run og bragte sig foran med 5, 28-23. Momentum skiftede tilbage til HIC der tog et run, denne gang på 0-11 og foran med 5 inden den helt store helt fra semi nr. 3, Antonio Porta satte sine points nr. 9 og 10. Kristoffer Gertz havde ellers med endnu en treer fortalt HIC at han igen var helt klar til at udfordre favoritterne. Damian Ocana sluttede 2. periode med en meget sikker trepointsscoring til halvlegspause 33-34.

Kaninerne kom hurtigt fra land i 2. halvleg og fik hurtigt hentet føringen til HIC. Johnell Smith der havde ført en noget scoringsfattig 1. halvleg med kun 2, fandt ind i rytmen igen og fik sneget sig op på 7 points i 3. periode der blev indledt med en treer til Antonio Porta, hans første i kampen. Chaed Wellian gjorde sig bemærket med et layup og en treer og kaninerne fik bragt sig foran med 8, 49-41 inden HIC vågnede efter pausen.

Så tog Baye Keita fat med 4 flotte points men også to fejl i perioden således den lange mand var på 4 inden sidste periode. Antonio Porta var kommet i gear igen og 12 points fra hans hånd i 3. periode blev noget afgørende. Det fik HIC til endnu mere fokus på den argentinske troldmand end tilfældet var inden kampen. Det gav naturligvis plads til andre spillere bl.a. Johnell Smith der gang på gang sneg sig ind under kurven helt nede på baseline, hvorfra troldmanden ikke svigtede. Flere backdoor cuts gav også gevinst og Johnell på 7 points i perioden.

Rabbits sluttede bedst med 5 points i træk og foran med 15 inden de sidste 10 minutter. Kunne det gå galt var der mange der tænkte i Svendborg Idrætscenter men samtidig var der nervøsitet for HIC er et klassemandskab der aldrig giver op.

Godt nok var 15 points forspringet men da hjemmeholdet kun formåede at score 4 points på 8 minutter kom der nærmest overspænding i kampen. Flere situationer blev afgørende for kampens udfald. Det faktum at Rabbits kun formåede at komme til 4 points på så lang tid gjorde naturligvis at HIC øjnede en klar mulighed for, at slå tilbage fra det hul de selv havde bragt sig i. Vedran Borovcanin gik forrest for sit mandskab med scoringer og rebounds og HIC trak langsomt men sikkert ind på kaninerne. 14 straffekast fik HIC ud af de sidste 10 minutter men kun de 8 blev omsat.

Desuden kom en meget afgørende situation da Baye Keita kom i infight med Johnell Smith i en reboundsituation under kaninernes kurv. Johnell Smith tog rebounden og Keita lavede fejl, hvorefter den omtrent opstod håndgemæng. Det medførte fejl nr. 6 til Keita og den tilfaldt så bænken. Det var bænkes 3 tekniske fejl i kampen og dermed blev træner Arnel Dedic ofret og bortvist. Keita ude og den sammen skæbne overgik Skyler Bowlin med sin 5. personlige fejl kort efter.

Johnell Smith med 7 rigtig vigtige points i kampens slutfase og især var points nr. 71 og 72 meget vigtige for kaninerne for med kun 1 minut tilbage af kampen var kaninerne foran med 5. Det blev dog til 6 straffe til HIC der var effektive på halvdelen men det var ikke nok for kaninerne scorede på 5 ud af deres 6 og vandt kampen med 76-69 og dermed 5. og altafgørende semifinale på fredag i Horsens.

For Rabbits scorede dagens bedst Antonio Porta 24 points og havde 11 assists, Johnell Smith scorede 16 og havde 7 defensive rebounds, Chaed Wellian 9, Will Paul 8 og 18 rebounds, Damian Ocana også 8 og Kristoffer Gertz 6. 5 til Mikkel Plannthin.

For HIC scorede dagens bedste VEdran Borovcanin 16 og hentede 8 rebounds, 15 til Ante Gospic 13 til Baye Keita og 11 til Marquis Addison. Skyler Bowlin havde 7 og Brian Fitzpatrick 6.

Team FOG taber hjemme og finalepladsen forsvinder

21.04.2015

Team FOG Næstved skulle besejre Bakken Bears for at holde liv i finaledrømmene og Bakken Bears kunne med en sejr, sikre sig adgang hvor enten Horsens IC eller Svendborg Rabbits venter.

Der var med andre ord tale om en vind eller forsvind-kamp for Team FOG Næstved, der langt henne i kampen var godt med.

God start for begge hold, men så begyndte Team Fog Næstved at misse sine forsøg, hvilket gjorde, at Bakken kunne trække fra. Men Team Fog Næstved fightede sig flot tilbage - fra 6-8 til 15-10.

Mod slutningen af perioden var det Bakkens tur til at komme tilbage i en spændende og lige periode, som blev spillet i et højt tempo i en flot lydkulisse i hallen.

Igen en meget lige og spændende 2. periode med skiftende scoringer. Ingen af holdene formåede at trække afgørende fra, og perioden sluttede derfor helt lige.

Spændingen var intakt med stillingen 45-45 på lystavlen inden de 2 sidste perioder, hvor alt kunne ske.

Bakken kom bedst fra start, men det lykkedes for Team Fog Næstved at komme tilbage, da halvdelen af perioden var spillet.

I anden halvdel af perioden trak Bakken fra til en føring på 8 point inden sidste periode. Det så sort ud for Team Fog Næstved.

Og det blev det ved med. Bakken fortsatte, hvor holdet slap i 3. periode, og da ikke lykkedes for Team Fog Næstved at score de første 4 minutter af perioden, var det let for Bakken at øge sin føring.

Bagud med 13 point med 4 minutter tilbage af kampen, skulle der et mindre mirakel til for Team Fog Næstved. Men miraklet udeblev - 4. semifinalekamp blev endestationen for Team Fog Næstved der nu må "nøjes" med en bronzekamp.

Bakken Bears vinder med 79-86 (25-22, 20-23, 20-28, 14-13).

Topscorer for Team Fog Næstved blev Chris Gabriel med 23 point og for Bakken Bears scorede Jo Harris 21 point.