Nyheder

SISU besejrer Randers Cimbria

03.03.2016

I sidste hjemmekamp i grundspillet inden slutspillet starter var SISU på besøg i Randers. 

Første periode startede meget jævnt. SISU forsøgte med etableret angrebsspil, og Randers ville have tempo i kampen. Randers får presset SISU godt i de første minutter. SISU får nogle godt gennemspillede angreb og stillingen er 14-13 halvvejs i perioden.

Randers slutter dog stærkt af - anført af Reno Silavs der scorer 12 point, alle fra 3'eren. Stillingen efter første de første 10 minutter 31-21 til hjemmeholdet.

Anden periode starter med et dunk af Bo Colas der er på vej tilbage efter hans skade. Chris Nielsen og Reno fortsætter med at score udefra og Randers er stort foran med 39-23 efter små 2 minutter.

SISU's Allasan Touray holder SISU lidt inde i kampen med godt spil både under kurven og skud udefra. SISU's coach er dog ikke helt tilfreds - og tager timeout med 6.29 igen. Stillingen er 41-26.  Efter 25 sekunder vil SISU-bænken tale mere i gennem - ny timeout.

Randers fortsætter det aggressive spil, og er gode til at finde hinanden. SISU giver dog ikke op, og har fået justeret efter de to timeouts. Randers holder dog fortsat afstand og fører med 56-45 ved halvleg.

Tredje periode starter rodet. Hjemmeholdet kæmper for at få udbygget føringen, og gæsterne vil naturligvis have kløerne i Randers. Efter 2.25 er stillingen 58-52, og Morten Hansen vil tale tingene i gennem på Randersbænken.

SISU har fået etableret deres angrebsspil, og kommer tættere og tættere på Randers. DJ Smedley har lavet alle Randers 6 point i perioden og hjemmeholdet fører med 64-58 med 4.40 igen.

Randers med er par hurtige turnovers og SISU bringer sig foran med 3.38 igen til 64-65.

Morten Hansen er ikke tilfreds med dommernes indsats, og undlader ikke at gøre opmærksom på dette forhold. Teknisk til Coach Hansen.

SISU slutter stærkest af, og Touray sætter en 3'er buzzer til stillingen 68-78 før de sidste 10 minutter.

Sidste periode starter lige så intenst som 3. sluttede. Randers kæmper for at komme tilbage i kampen men er bagud med70-78 efter 2 minutter.

Randers har svært ved at få løst SISU's forsvar, der til gengæld også må kæmpe for at få kampen lukket.

Morten Hansen modtager sin anden tekniske fejl i slutningen af perioden, og må derfor forlade hallen før tid.

Randers får ikke styr på spillet og sisu vinder sikkert 84-94 (31-21, 25-24, 12-33, 14-26).

Topscorer for Randers Cimbria: Chris Nielsen 29 point

Topscorer for Sisu: Maurice Creek 33 point + 11 reb. 

Bakken Bears vinder i Næstved

02.03.2016

Team Fog Næstved, som var uden Troy Franklin og Philip Hertz, kom til kampen efter en historisk stor sejr mod Randers Cimbria.

I de første par minutter af kampen blev der ikke scoret meget, men så fik Alexander Bak gang i scoringen for Team Fog Næstved - han scorede holdets 11 første point. Det var stærkt medvirkende til, at Team Fog Næstved efter halvdelen af perioden førte med 8 point.

Bakken fik stabiliseret forsvaret samtidig med, at træfsikkerheden indfandt sig. Derfor kunne Bakken næsten indhente Team Fog Næstveds føring inden periodens slutning men hjemmeholdet førte med 2 point efter de første 10 minutter.

Da det første minut af 2. periode var spillet havde Bakken udlignet Team Fog Næstveds føring, og efter halvdelen af perioden så det ud som om, at kampen vendte, da Bakken trak fra til en 6 pointføring.

Men Team Fog Næstved fik samlet sig og kom tilbage i perioden, som endte uafgjort. Team Fog Næstved gik derfor til pause med en 2 pointføring 42-40. Spændingen inden 2 halvleg var intakt.

Bakken kom bedst fra start efter pausen og trak hele tiden fra gennem første halvdel af perioden. Det så sort ud for Team Fog Næstved, som havde meget svært ved at score - 14 point blev det kun til i løbet af 10 minutter og man tabte perioden klart med 26-14.

Inden sidste periode førte Bakken således med 10 point, og man havde fornemmelsen af, at der skulle noget ekstraordinært til, hvis Team Fog Næstved skulle tilbage i kampen.

Det ekstraordinære udeblev - Bakken udbyggede fra starten af perioden sin føring til 14 point. Team Fog Næstved kæmpede ihærdigt for at følge med, men holdet var oppe mod overmagten.

Bakken viste sig endnu en gang som et bedre hold end Team Fog Næstved, hvis spillere så mere og mere modløse ud, som kampen skred frem.

Det lykkedes dog for  Team Fog Næstved at mobilisere noget kampgejst i de sidste minutter af kampen, og Team Fog Næstved vandt perioden, men Bakken vandt en sikker og fortjent sejr med 7 point, 81-88 (22-20, 20-20, 14-26, 25-22).

Topscorer for Team Fog Næstved blev Caleb Walker med 25 point mens Bakken Bears topscorer blev Shawn Glover med 21 point.

Horsens IC vinder nemt over SISU

29.02.2016

De danske mestre kom til Gentofte søndag med en sejrsstime på udebane, som havde varet siden SISU, i sidste sæson, vandt over Horsens. Dette skulle dog ikke blive tilfældet i denne sæson.

Midtjyderne startede kampen med hurtig boldbevægelse og var foran 7–17, inden SISU fandt sine ben. Maurice Creek og Ziko Grubovic holdt SISU inde i kampen, men det stod 17–26 efter første periode.

SISU fik bedre gang i angrebet i anden periode, men det gjorde Iffe Lundberg også. Han scorede fem 3’ere i disse 10 minutter (5/7) og stod for 17 af Horsens’ 28 point. Stillingen var 42–54 ved halvleg.

Hjemmeholdet kom ud med lidt mere energi i tredje periode, men det matchede Horsens, især senere. SISU nåede op på 50–57 ved godt forsvar og holdspil, men så gik Horsens i gang igen, og pludselig stod det 54–76. Tredje periode endte 62–79.

I fjerde periode fortsatte Vedran Borovcanin med sit stille, men fremragende, spil med 9 point i perioden, og han endte med en flot triple-double over samlet 29 minutter på banen.

Horsens IC vandt alle fire perioder og spillede meget bredt med mindst 8 minutters spilletid til alle 11 spillere.

Derved har SISU desværre sikret sig en tidlig sommerferie, når den sidste kamp i grundspillet den 8. marts er spillet, da de ikke længere har mulighed for at kvalificere sig til slutspillet. Stevnsgade SuperMen vandt nemlig over Randers lørdag, og en sejr i dag var derfor påkrævet for at SISU stadig ville have en matematisk mulighed for at nå kvartfinalerne.

SISU spiller hos Randers Cimbria på torsdag, mens Horsens IC er vært for Svendborg Rabbits samme dag.

Topscorere:

SISU: Maurice Creek 23 point, 4 rebounds, 1 assist; Ziko Grubovic 15 point, 4 rebounds, 2 assists; Alassan Touray 10 point, 3 rebounds, 1 assist.

Horsens IC: Iffe Lundberg 20 point, 4 rebounds, 4 assists; Vedran Borovcanin 19 point, 10 rebounds, 11 assists (triple-double); Marquis Addison 16 point, 4 rebounds, 6 assists; Brian Fitzpatrick 16 point, 3 rebounds, 2 assists.

Bakken Bears slår 79ers

26.02.2016

To hold, der begge i praksis er sikre på hvilken plads de slutter grundspillet på, og som begge er uden et par af profilerne, er ikke den bedste opskrift på at få en intens og nervepirrende kamp.

Bakken Bears var uden skadede Darko Jukic og Nicolai Iversen, mens Hørsholm ikke havde Frederik Hougaard og Evan Yates i spil til opgøret mellem ligaens nummer to og fem.

Første periode var lav på såvel intensitet som godt spil. Kun udeholdets Jonathan Gilling var i hopla, og han scorede alle sine 13 point i kampens første syv mnutter - fire treere og et straffekast - velkommen til kampen til hjemmeholdet.

Hørsholm nåede takket være især Gillings scoringer foran 15-7 inden Mikkel Plannthin ramte sin anden treer og Michel Diouf med et and-one play kunne reducere til 13-19 som var facit efter ti minutter.

Anden periode var nok hjemmeholdets bedste. Andreas Meilby ramte to treere for Hørsholm, men det var de eneste point fra udeholdet i første halvdel af periode, og efter godt spil af bl.a Chris Christoffersen kunne Bears komme foran for første gang i kampen ved 24-22 og senere 26-25. Hørsholms sidste føring i kampen kom ved 29-28, men Bears sluttede med tre treere - to af dagens anfører Morten Sahletz og en af Sebastian Åris i de døende sekunder af perioden. 37-29.

Intensiteten steg gradvist i løbet af kampen, men primært på baggrund af de to holds frustrationer over dommerkendelserne. En total udramatisk kamp blev således ramt af to usportslige og en teknisk fejl. Kampens mest dramatiske episode var dog et hændeligt uheld, da Sikander Tajik blev knockoutet og skulle hjælpes fra banen.

I tredje periode rykkede Bears endegyldigt fra nordsjællænderne, da holdet gik fra 37-34 til 54-36. Game over i en kamp, hvor Hørsholm formåede at svare igen i slutningen af tredje periode uden dog at hente ind på Bears. Mikkel Plannthin scorede 10 af sine 16 point i tredje periode. 61-43 inden de sidste ti minutter. Plannthin blev topscorer for hjemmeholdet.

Fjerde periode gav en del minutter til de mange unge spillere begge hold stillede med. Det var dog Chris Christoffersen og Asbjørn Midtgaard, der kæmpede hårdest i deres dueller under kurven. Kristoffer Løwenstein scorede fem point i træk og Keane Thomann sluttede fest af med to fine scoringer inden Andreas Meilby scorede sin sidste treer, så han blev topscorer med 15 point.

Med sejren fik Bears den 19. sejr i 24 kampe, mens Hørsholm stadig står med 12 sejr, nu efter 26 kampe. Hørsholm spiller næste gang om 10 dage, når holdet tager imod Horsens IC, mens Bears skal i ilden igen tirsdag, når holdet gæster ligaens nummer tre, Næstved, i en tv-kamp.

Team FOG Næstved vinder i Randers

26.02.2016

Til dagens kamp var hjemmeholdet uden deres to stjernespillere Chris Nielsen og Bo Colas, hvilket gav mulighed for Nicky Nielsen og Sebastian Gram fra start.

Kampen starter med speederen i bund fra begge hold. Ingen har det store held med at få bolden i kurven, dette skyldes i Næstveds tilfælde at Randers dækkede rigtigt godt forsvar.

Næstved får styr på spillet og laver hul i Randers's forsvar og kommer til 3 nemme scoringer. Med 4.30 tilbage er stillingen 8-13 til gæsterne, timeout Randers.

Randers kæmper for at få bolden i kurven og komme tilbage i kampen, men heldet er ikke med dem. Næstved har virkeligt fundet huller i Randersforsvaret, perioden ender 14-29.

2. periode starter som 1. Med masser af fart. Det er dog kun Næstved, som har scorer. Efter 3,5 min spillet er stillingen 18-39.

Holdende følges meget godt ad, dog virker det til Randers har fået bedre gang i angrebet, men Næstved er gået ned i tempo. Med 2.56 tilbage tager Næstved timeout med stillingen 24-44. Næstved får justeret efter timeouten og perioden ender 29-53 på et buzzer dunk fra Caleb Walker.

Efter pausen er det tydeligt at der er blevet talt med store ord i begge omklædningsrum. Begge hold kommer ud med et helt nyt mindset til perioden, dog er Randers stadig lige så uheldige som i første halvleg - de kan simpelhen ikke få bolden i kurven. Næstved bare bliver ved med at flyve afsted og rammer næsten på alt de sender afsted. Perioden slutter 55-84.

Randers træner Hansen kan godt se hvor kampen er på vej hen inden de sidste 10 minutter vælger at spille bænken fra starten af perioden. Begge hold spiller med bænken og det er ikke ligefrem flot basket der bliver spillet. Med 4 min igen et stillingen 44-99. Randers bænken viser mest gejst, dog er det lidt for sent og kampen ender 56-105 (14-29, 15-24, 6-29, 21-21).

Topscorer fra Randers: Charlie Burgess 13, Reno Silavs 11, Nicky Nielsen 9 point

Topscorer fra Næstved: Caleb Walker 23, Darris Santee 23, Chris Gabriel 21 point

Sisu slået i overbevisende stil i kaninhulen

25.02.2016

Svendborg Rabbits bibeholder chancen for at slutte på 3. pladsen i Basketligaen og beviste i onsdagens hjemmekamp, at der er noget at tro på.

Spillet var overbevisende i lange perioder af kampen men der manglede nerve hos begge mandskaber. Der var dog mange flotte detaljer og især fra hjemmeholdet med flere spektakulære dunks og flotte pasninger.

Rabbits vandt 98-79 uden at overstrenge sig. Perioderne blev  fordelt således: 23-23, 26-16, 28-18 og 21-22.

Ligaens topscorer Brandon Rozzell havde sin karrieres første triple double, 25 points, 14 assists og 12 rebounds. Sisu mødte op i kaninhulen uden sin store profil Devin Cherry og uden den motogrinske center Ziko Grubovich.

Svendborgs store center Brice Massamba startede ud i overbevisende stil med 6 points tæt på kurven og blev fulgt til dørs af to trepointsscoringer fra Claus Magaard og en fra Axel Karason og så stod der 15-9 til hjemmeholdet efter 5 minutter. Sisu delte points mellem Frederik Rungby og Maurice Creek der dog begge viste høj høj klasse med 7 og 12 points i perioden. Svendborg foran med 23-18 inden de to bærende kræfter for Sisu, de to førnævnte, sluttede med at udligne for gæsterne.

Sisu havde momentum ovenpå den flotte slutning af 1. periode og den tog Gentoftedrengene med over i 2. Hurtigt kom Sisu foran 28-30 inden kaninerne satte tempo på angrebsspillet og strammede op i forsvaret. Det run blev på 19-5 og siden var Rabbits aldrig bagud i den kamp. Hos Rabbits var Brandon Rozzell særdeles overbevisende i assists, 10 ved pausen, også med scoringer. Desuden viste Darious Moten høj høj klasse og enorm springstyrke med pragtfuldt dunks og blokeringer i forsvaret samt 13 points stort set i træk. Rabbits foran 47-33 inden Sisu fik reduceret til en pausestilling på +10 til kaninerne, 49-39.

Inden man kunne sige 3 minutter efter pausen havde Rabbits sat yderligere 10 points ind på kontoen og afstanden blev også +20 midt i perioden. Brandon Rozzell’s 7 points fra 1. halvleg blev yderligere forbedret med 11 mere i 3. periode. Desuden bidrog Claus Magaard, Axel Karason og Jonas Schaarup der kom ind til slut i perioden også til en føring på +20 inden de sidste 10 minutter, 77-57.  Hos Sisu var det stadig en enormt godt skydende Maurice Creek der hældte points ind på kontoen. Han var 7/10 på treeren og 11/19 på sine topointsskud samt 80 % på straffekast !!. Spændingen var ude af kampen.

Hjemmeholdet satte ret tidligt hele bænken på banen dog bortset fra Darious Moten og Sisu øjnede muligheden da de trak ind ved et run på 2-14. Stillingen fra +20 til Rabbits pludselig forandret til +9 fordi kaninerne undervurderede Sisu og fordi tempoet forsvandt helt ud af kaninernes angrebsspil, noget som lignede tiden da Antonio Porta var på holdet. 7 points fra Brandon Rozzell i træk og en treer fra Claus Magaard ændrede helt den stilling og Rabbits igen foran 91-76. Tomandshæren i skikkelse af Frederik Rungby og Maurice Creek måtte også bøje sig for kaninerne der igen sendte bænken på banen. Den mulighed ville Jonas Schaarup ikke gå glip af og han sluttede kampen for sit hold med 4 points og et lille run på 7-0 der gav slutstillingen 98-79.

Svendborg Kommune havde købt kampen og det lokkede godt 1300 fans i hallen. 3. pladsen spøger stadig i kaninernes bevidsthed men det kræver tre sejre i de sidste 4 kampe og samtidig skulle Team Fog Næstved gerne tabe mindst en…

For Rabbits scorede ud over allerede førnævnte Rozzell, Darious Moten 23 points og hentede 6 rebounds samt 3 blokerede skud, 14 fra Brice Massamba 13 til Axel Karason og 13 rebounds og 12 points til kaptajn Magaard samt 7 rebounds.

For Sisu var den i dag ubetingede bedste Maurice Creek med 33 points, 19 til Frederik Rungby der også havde 10 rebounds, altså en double-double og 10 points til Alassan Touray der også havde 6 assists.

Rabbits spiller igen torsdag den  3. marts kl. 18.30 i Horsens. Sisu har næste kamp på søndag også mod Horsens i Jylland.

SISUs første kamp på den flotte, nye hjemmebane

24.02.2016

Den helt nye hal i Gentofte Sportspark, Gentoftehallen, bliver officielt indviet fredag, den 26. februar 2016, kl. 15–17, og den første kamp for SISUs elitehold bliver herrernes spændende lokalopgør mod Hørsholm 79ers, tirsdag, den 8. marts, kl. 18:15.

SISU har stadig en chance for at nå i slutspillet, men en sejr mod Hørsholm er altafgørende, så der er lagt op til et nervepirrende opgør. Tidligere i sæsonen har de to hold spillet nogle tætte kampe mod hinanden, som er resulteret i to sejre til Hørsholm og én til SISU.

Dørene til hallen åbnes allerede kl. 17. Der vil være musik, underholdning og konkurrencer - og i dagens anledning vil der være gratis adgang for alle.

Kom og bliv en del af den nye hjemmebane og oplev, hvor fine forhold der fremover bliver for SISU`s elitekampe.

Adressen er Gentofte Sportspark, Ved Stadion 10, 2820 Gentofte. Lige ved siden af ishockeyhallen og dér, hvor det gamle fodboldstadion lå.

Hørsholm vinder TV-kamp med masser af highlights

24.02.2016

Foran 973 tilskuere slog Hørsholm 79ers tirdag aften Stevnsgade den live TV-kamp på TV2 Sport.

Det var en tæt kamp flydt med highlights og flotte dunks, hvor Hørsholm tog sejren 85-74.

I en kamp fuld af flotte highlights var det to dunks, der virkeligt stod frem. Først dunkede Stevnsgades Bruno Cingala-Mata på en umulig aflevering fra Jonel Palou Visa, hvor Hørsholms Asbjørn Midtgård forgæves forsøgte at stå i vejen.

Kun minutter senere stod Hørsholm for et af sæsonens flotteste angreb i Basketligaen. Jonathan Gilling tog en rebound, som han sendte langt til David Harder, helt oppe ved Stevnsgades kurv. I stedet for at forsøge at score, lagde Harder bolden bagover skulderen til en spurtende Evan Yates, der hamrede bolden gennem kurven.

Stevnsgade startede kampen, som var de dyppet i trylledrikken som små. Gæsterne ramte fem af de seks første skud, som inkluderede tre’ere af Jonas Bro og David Balaton og et dunk af Bruno Cingala-Mata og så var gæsterne foran 7-13.

Nørrebrodrengene holdt det forspring resten af første periode, som Stevnsgade vandt 24-29 og efter kampen indrømmede Hørsholmtræner Rafa Monclova da også, at han talte alvorsord inden anden periode:

-Jeg var ikke tilfreds med første periode, hvor vi spillede for pænt og lod dem score 29 point. I anden periode gør vi det meget bedre. Vi lægger pres på bolden og spiller mere fokuseret i forsvaret og tillader kun 12 point og det er nøglen til vores spil.

Hørsholm spillede ikke kun bedre i forsvaret, for i angrebet røg der 27 pinde gennem kurven, herunder Yates’ fantastiske dunk og ved pausen var Hørsholm foran 51-41.

Anden halvleg var helt jævnbyrdig og det betød, at Hørsholm konstant var foran med 10-14 point. I fjerde periode forsøgte Stenvsgades Michael Vincents ene mand at inspirere Stevnsgade til et comeback. Med fem minutter igen scorede han en tre-pointer til 69-62 og kort efter stjal han to bolde og ramte endnu to point.

Hørsholms Drew Maynard lod dog ikke Stevnsgade slippe ind i kampen. Først ramte han to straffekast og kort efter modtog han en albue i ansigtet fra Stevnsgades Cingala-Mata og det tændte ham. Kort tid efter stjal Hørsholm en bold og det endte med en tordendunk fra Maynard til 76-64 og det afgjorde reelt kampen.

Kampens sidste highlight var et dunk af kun 186 centimeter høje Andreas Hjorth 85-71 og selv om Michael Vincents pyntede på resultatet til allersidst tog Hørsholm en sikker 85-74 sejr. Sejren sikrede Hørsholm femtepladsen i grundspillet.

Hørsholm spiller igen allerede torsdag, hvor nordsjællænderne skal på besøg hos Bakken Bears.

Horsens vinder og sikrer sig 1. pladsen

22.02.2016

I en fyldt Parhallen vandt HIC i dag ubesværet med 97-60 over Stevnsgade og sikrede sig dermed første pladsen i grundspillet samt en direkte billet til semifinalerne.

De første par minutter af kampen var forholdsvis lige. Iffe Lundberg dominerede for HIC med sine karakteristiske ryk imod kurven. For Stevnsgade var Bruno Cingala-Mata dominerende. Efter fem minutter kom Baye Keita og Vedran Borovcanin på banen og så gik det stærkt. Keita startede ud med et blok og Vedran scorede lynhurtigt 8 point. Efter første periode var HIC foran med 30-11. Iffe Lundberg havde 11 point og Vedran 8. David Balaton havde ligeledes 8 for Stevnsgade.

Vedran og Iffe fortsatte i anden periode. Iffe med en vanvittigt dunk, mens Vedran var rødglødende. Stevnsgade havde svært ved at komme til afslutninger og efter brændte skud rullede den gule bølge. Ved pausen var HIC foran med 56-31 og kampen virkede afgjort.  Vedran Borovcanin havde 20 point, mens Iffe Lundberg havde 16. David Balaton havde 11 point for Stevnsgade, men mere bemærkelsesværdigt var det, at Adrian Moss kun havde 3 point.

Itredje periode var billedet det samme som i de foregående perioder. Et HIC hold i total kontrol, og føringen kom op på 40 point. Stevnsgade fik dog lidt mere styr på spillet, blandt andet via Alonso Brooks og Jonel Visa.

For HIC meldte Baye Keita sig ind i angrebsspillet og scorede 11 point i perioden.

I fjerde periode viste gamle Christian Lindberg at der stadig er lidt tilbage i benene med et flot alley oop dunk. Lasse Elbæk kom ind og spillede solidt, med både flot forsvarsspil, gode postbevægelser og 3 points skud. De unge guards Oscar Jørgensen og Igor Djukelic fik spilletid, og Oscar scorede 8 point, mens Djukelic lavede to.

Intensiteten faldt naturlig lidt mod slutningen af kampen, men det ændrer ikke på det indtryk at HIC på dagen var en klasse eller to over Stevnsgade.

Sejren blev på 97-60 (30-19, 26-12, 23-16, 18-13).


Bedste mand for HIC var Vedran Borovcanin der scorede 23 point, tog 6 rebounds, stjal 4 bolde og leverede 5 assists på lidt over 20 minutters spil. Intet mindre end imponerende. For Stevnsgade scorede David Balaton og Jonel Visa 11  hver 11 point.

Næste kamp for HIC er på søndag, hvor de gule tager til SISU. 

Hørsholm 79ers samarbejder med Plantronics og Stine Bo om TV-kamp mod Stevnsgade

22.02.2016

Tirsdag 23. februar kl. 18 kan det meste af Danmarks befolkning stille fjernsynet ind på TV2 Sport til kampen mellem Hørsholm 79ers og Stevnsgade i Hørsholmhallen. Kampen præsenteres af Plantronics headset og allerede inden kampen starter, vil Stine Bo, tidligere eliterytter og nuværende salgsdirektør i Ergotel, der forhandler Plantronics, spørge Hørsholm 79ers partnere; ”Spytter du blod?” i et spændende foredrag.

På banen er det to traditionshold, der mødes. De to klubbers møder i landets bedste række går tilbage til 80erne, hvor der blev udkæmpet drabelige opgør både på Nørrebro og i Hørsholm.

I denne sæson er Stevnsgade oprykkere, som kæmper for at etablere sig i ligaen og på nuværende tidspunkt ser det ud som en succes, med en øjeblikkelig slutspilsplads i sigte. Holdet kæmper med SISU om den sidste plads i kvartfinalerne og selv om intet er matematisk afgjort, ligner Stevnsgade en vinder i det spil.

Hørsholm har haft et fremragende forår, med sejre over topholdene Bakken Bears, Næstved og Svendborg Rabbits. Derfor kigger Hørsholm fremad mod slutspillet, men uden at tabe de resterende fire kampe af syne:

-Vi skal selvfølgelig forberede os til slutspillet, siger Hørsholms træner Rafa Monclova, men det gør vi bedst ved at tage hver eneste kamp resten af grundspillet som en test af vores vilje til at vinde. Det kigger jeg selvfølgeligt meget på op mod kvartfinalerne.

Ergotel, der er Danmarks bedste distributør af Plantronics headset, er kampsponsor, og med salgschef Stine Bo i spidsen, har Ergotel valgt at gøre meget ud af kampen.

Plantronics får maksimal synlighed i forbindelse med kampen, på flere innovative måder, der først afsløres på dagen, og inden kampen præsenterer Stine Bo sit foredrag ”Spytter du blod” til et eksklusivt arrangement for klubbens partnere. Stine er tidligere elitesportsudøver og har lang erfaring med at holde foredrag for virksomheder – både blandt de største i DK og blandt små og mellemstore. Her har hun fokus på at bryde hæmmende adfærdsmønstre og derved nå sine mål.

Foredraget omhandler evnen til at opnå ekstraordinære resultater gennem vedholdenhed, evnen til at sluge sig selv, gå gennem modgang, mens man stadig formår at skabe begejstring og arbejdsglæde. Hvordan man gennem hele organisationen formår at skabe en kultur, så man virkelig lever sine værdier, og de ikke bare hænger i fine rammer på væggen.

For adgang til foredraget kontakt Lenette Bæk på 4030 6974 for mere info

For mere information om Ergotel og Plantronics kontakt Stine Bo på 2779 4500