Nyheder

Team FOG Næstved afviser sensationelt comeback fra Hørsholm 79ers

27.10.2015

Onsdag aften havde Hørsholm 79ers premiere på den nyrenoverede hjemmebane, og TV-seerne på TV2 Sport fik et brag af en kamp, der først blev afgjort de sidste fem sekunder efter et næsten sensationelt comeback af Hørsholm.

Vi skulle hen til de sidste fem minutter af kampen, før der rigtigt blev fyret op under den fyldte hal, men så var der til gengæld også drama for alle pengene. Næstved havde i løbet af anden halvleg trukket stille og roligt fra hjemmeholdet og havde en 11-points føring, 57-68 med fem minutter igen og der var næsten stille i hallen.

Der skulle dog ikke mere  end en tre-pointer fra Andreas Meilby og to point og et bonusstraffe fra Asbjørn Midtgård til før publikum for alvor vågnede. Da Meilby så to minutter senere ramte endnu en tre’er til 69-71, var hallen ved at eksplodere og der var lagt op til en spændende afslutning.

Selv om Troy Franklin ramte tre point for Næstved, fortsatte Hørsholm med at trække nærmere på og med 23 sekunder igen træffer Hørsholms amerikanske profil Anali Okoloji på to straffekast, der udligner kampen, 77-77.

Gæsterne fra Sydsjælland overlod ansvaret til Caleb Walker, og det takkedede han for med en ekstravagant tre’pointer, med Hørsholms Evan Yates kun millimeter væk. Hørsholm har nu 2,9 sekunder til at lave miraklet, men det udebliver, da Andreas Meilby lige rører linjen på det sidste skud. Næstved når at ramme et enkelt straffekast det sidste sekund og slutstillingen bliver 77-81.

Topscorer for 79ers blev Anali Okolijo med 13 point. For TFN scorede matchvinder Caleb Walker 15 point.

Efter kampen var Hørsholms træner, Rafa Monclova, mindre nedtrykt, end man kunen forvente:

-Hvis vi spiller i sådan en atmosfære hver gang, kommer vi til at vinde mange kampe på hjemmebane. Publikum blæste os frem. Samtidig er jeg stolt af mine spillere, der spiller og træner knaldhårdt. Vi rammer ikke så mange skud, men når vi får træningstid her i hallen efter ombygningen, skal det nok blive bedre.

Hørsholm spiller allerede fredag aften på udebane i Stevnsgade, mens Næstved først spiller igen 4. november på hjemmebane mod SISU.

Foto er leveret af fotograf Daniel Schäfer Lundsgaard Jensen 

Ny spiller til Rabbits

27.10.2015

Svendborg Rabbits har valgt at skifte amerikanske Anthony Borden ud med den 23 årige landsmand, Darious Lee Moten.

Darious Lee Moten er en meget atletisk og hurtig forward på 198 cm og 95 kg og kan spille 2-3-4 positionen for Rabbits. Moten er en stærk rebounder og forsvar spiller. Derudover er han en meget eksplosiv scorer, som både kan komme til kurven og skyde fra 3 point distancen.

Moten har tidligere spillet 4 år for det gode college Mercer University i NCAA1, hvor han det sidste år var holdets næstmest scorende spiller med et snit på 11,5 point pr. kamp. Derudover havde han 4,4 reb. pr kamp og skød hele 50% bag 3`eren.

Du kan se highlights af Moten ved at klikke her.

Anthony Borden forlader dog ikke Danmark da det er lykkedes Rabbits i samarbejde med vores gode venner fra den traditionsrige klub, Værløse BBK , at finde en løsning der muliggøre at Anthony fortsætter i Værløse og fremadrettet tørner ud for dem i 1.Division. Her kommer han blandt andet til at spille mod SBBC og Rabbits nye talent satsning: SBBC 2015.

Friday Night Basketball i Nørrebrohallen

27.10.2015

Når Stevnsgade SuperMen på fredag tager imod Hørsholm 79ers i Nørrebrohallen inviteres der igen til Friday Night Dinner og BL-kamp.

For bare kr. 99,- kan du spise og se bold. Se mere på www.sbbk.dk og du kan købe din billet ved at klikke her. 

Randers slår SuperMen efter overtime

26.10.2015

Kampen starter med en lob aflevering til Bo Colas fra DJ Smedly til et dunk. Den først halvdel af perioden er meget lige og holdene skiftes til at score, midt i ved scoren perioden trækker Raders fra med tre 3 point scoring til stillingen 15-7, herfra trækker Randers kun yderligere fra og med 1.30 igen er Randers oppe med 11 til stillingen 22-11, perioden ender 24-15.

2. periode starter, som 1. sluttede helt lige, holden skiftets til at putte points i kurven, især Chrarlie Burgess og Adrian Moss viser i denne periode sand klasse og står for største delen af holdens points.

Med 6.57 tilbage begynder Randers og vise hvor meget de vil havde deres første sejr på kontoen 3 point efter 3 point regner i kurven anført af Charlie Burgess.

Med 3.11 igen er stillingen 38-25 som er Rander's største forspring i kampen. Stevnsgade prøver at komme tilbage i kampen med flere gode aktioner underkurven , men Randers bliver ved med at svare igen og efter de 2 første perioder fører Randers ved pausen med 48-36 til Randers.

3. perioden starter meget rodet og det ligner ikke rigtigt nogle af holdene vil det mere end det andet. Michael Vincent og Adrian Moss fra Stevnsgade bære meget af læsset og holder store dele af perioden Randers's forspring under 10 points og med 4:50 igen er Stevnsgade kun nede med 8 points. sidste halvdel af 3. perioden slutter med et Randers hold, som får mere styr på angrebet og en særdeles velspillende Charlie Burgess, som regner 3'ere i. perioden slutter med 68-55 til Kronjyderne.

4. periode start med en flyvende Michael Vincent, som helt alene får sat sidste periode i gang med 8 ubesvarede points, som bliver udbygget til 12 points af resten af Nørrebro mandskabet. med 6.38 tilbage er stillingen 68-67 til Randers. Resten af perioden er meget tæt og ingen af holden kan skabe nok momentum til at trække fra. periode ender 85-85 og kampen skal afgøres i overtid.

Overtiden starter meget rodet og det ligner ikke rigtigt at nogle af holdene vil vinde kampen.  Der skal gå 2.14 min før første scoring falder, som bliver leveret af ingen ringere end Charlie Burgess. efter den første scoring, ser Randers sig ikke tilbage og vinder kampen med cifrene 100-92 (24-15, 24-21, 20-19, 17-30, 15-7).

Topscore Randers: Charlie Burgess 40, Bo Colas 24point, 11 reb, Chris Nielsen 19, Casper Stage 16, DJ Smedly 1 point, 8 assist

Topscore Stevnsgade: Michael Vincent 23, Adrian Moss 20, Mads Bloch 14, Balaton 11, Brooks, 10

Horsens IC vinder let

26.10.2015

På en dag, hvor Lennart Jensen var i fokus pga. sit 50 års jubilæum som formand, vandt HIC forholdsvis ubesværet med 95-74 over SISU.

SISU kom til Horsens med fire nederlag i sæsonens første fire kampe, mens HIC havde vundet sæsonens første fire kampe.

Det lod dog ikke til at påvirke SISU i starten. De spillede frisk til og var aggressive i begge ender af banen. Især Jay Canty og Devin Cherry var klar fra start og de scorede tilsammen 17 point i første periode.

For HIC var spillet noget rodet, og der var ikke nogle der trådte i karakter. Nimrod Hilliard fik hurtigt to fejl og måtte tilbringe noget tid på bænken. Efter første periode var SISU foran med 22-18.

Det var et andet HIC hold der kom på banen i anden periode. Forsvaret var solidt, og SISU blev igen og igen presset til svære skud. I angrebet styrede Nimrod Hilliard det hele. Dette både med scoringer og assists. Iffe Lundberg spillede også stærkt i perioden. Især i transition spillet var Iffe Lundberg farlig. Perioden ender med en HIC sejr på 31-15 og dermed var stillingen 49-37 ved pausen.

Fra starten af tredje periode fortsætter HIC dominansen, og det bliver hurtigt klart, at SISU ikke får en sejr med hjem til København. Brian Fitzpatrick stempler ind for HIC med flere scoringer og rebounds. Det virker til at HIC har kampen i sin hule hånd, og der bliver byttet scoringer uden den helt store intensitet. HIC vinder perioden 21-17.

I fjerde periode er der igen en del minutter til de to unge HIC spillere, Lasse Elbæk og Oscar Jørgensen. De gør det begge godt. Elbæk under kurven med flere rebounds og scoringer, Jørgensen med godt overblik. For SISU spiller den tidligere HICer Frederik Rungby en god periode, mens Jay Canty igen får gang i sit spil.

Iffe Lundberg rammer et par treere, mens Vedran Borovcanin får gang i sit angrebsspil.

Alt i alt en god dag på kontoret for HIC, hvor forsvaret viser det er hvor det skal være, mens der stadig er plads til masser af forbedringer i angrebet. SISU viste også at de er et hold med potentiale, og når de får Grubovich og Hesseldal klar bliver de farlige for alle hold.

Sejren bliver på 95-74 (18-22, 32-15, 21-17, 25-20).

Næste kamp for HIC er den 3. november, hvor der venter en storkamp, når de gule drager til Sydfyn for at dyste mod kaninerne.

Topscorer: HIC Iffe Lundberg 23, SISU Devin Cherry 20

Første TV kamp nogensinde fra Hørsholm på TV2 Sport

23.10.2015

Hørsholm 79ers’ hjemmebane har siden juni gennemgået den helt store ombygning, så den fremstår nutidig og ikke mindst lever op til Basketligaens og TV2’s krav til en moderne sportsarena. Den første rigtige opgave i den nyombyggede hal er netop en livesending på TV2 Sport tirsdag aften, hvor Team FOG Næstved kommer på besøg. Selv om ombygningen ikke helt er færdig i områderne uden om selve arenaen, kommer der til at være en intens atmosfære, da Næstved måske er Hørsholms største rival gennem de sidste 5-6 år.

For at fejre ombygningen og ikke mindst at TV2 Sport for første gang sender fra Hørsholm, har klubben inviteret både borgmester Morten Slotved og formand for Sport-, Fritid- og Kulturudvalget Nadja Hageskov til at tage del i festlighederne.

Hørsholm 79ers vil gerne dele den store dag med hele Hørsholm og derfor er alle kommunens ansatte og alle medlemmer af idrætsforeninger i Hørsholm Kommune inviteret gratis med til kampen af henholdsvis Morten Slotved og Nadja Hageskov i samarbejde med klubben.

Kampen spilles i en arena, der er klar til tilskuere og TV inde i hallen, mens en del af udenomsarealerne stadig er under ombygning. Publikumsfaciliteter som cafe og kiosk bliver ikke klar, men den lokale pølsemand fra gågaden i Hørsholm træder til i stedet, så publikum alligevel kan få en forfriskning. Også i forhallen vil der være en intermistisk kiosk, hvor der kan købes popcorn, slush ice og diverse andre kioskvarer, så klubben er sikker på at kunne give publikum en god oplevelse.

Hørsholm hallen under ombygning

Der bliver helt sikkert en intens stemning i den nyombyggede  Hørsholm Hallen tirsdag 27. oktober. Der er en lang historie mellem de to hold, der har udkæmpet drabelige kampe på banen - og tilskuerne har også tradition for at drille hinanden. Og så er der jo lige det, at Næstved stiller med en tidligere Hørsholmtræner, som har taget fire tidligere Hørsholmspillere med til Næstved.

Bogdan Karaicic var indtil midten af forrige sæson træner i Hørsholm og havde været det gennem en årrække. Samarbejdet blev imidlertid afbrudt i utide og da Karaicic kort tid efter blev hyret som træner i Næstved, efter en trænerfyring, tog han et par af Hørsholms unge talenter med sig til Sydsjælland.

I alt spiller fire tidligere Hørsholmspillere for Karaicic og det er noget, man har bemærket i det nordsjællandske. De to tidligere Hørsholmprofiler Philip Hertz og Alexander Bak samt de to talenter Mads Bonde og Filip Rajovic kan vente en varm velkomst i Hørsholm og det samme gælder træner Karaicic.

Hørsholmanfører Frederik H. Nielsen stadig ser stadig de fire spillere som lidt hjemmehørende på Nordsjælland:

- Hertz og Bak har store roller hos Team Fog Næstved, og de er jo om nogle Hørsholmdrenge til benet, så det giver et ekstra krydderi til en i forvejen intens affære. Det er altid specielt at møde Næstved.

Begge hold har stadig spillet meget få kampe, så det svært at læse meget ud af de foreløbige resultater, selv om Næstved ser rigtig gode ud. Det er blevet til tre sejre og kun et enkelt nederlag for sydsjællænderne og det enlige nederlag kom til de forsvarende mestre fra Horsens i en meget tæt kamp.

Næstveds helt store profil er Caleb Walker, der i de to sidste kampe er noteret for 22 og 24 point og ni og 11 rebounds. Den 195 centimeter store forward er i sin anden sæson i Næstved, hvor han sidst var at finde i 2012-13.

Udover Walker har Næstved fem andre udenlandske profiler på holdkortet, i modsætning til Hørsholm, der har valgt at spille med unge lokale talenter, krydret med to udenlandske spillere i amerikanerne Evan Yates og Anali Okollji. Okoloji fik noget nær en drømmedebut, da han scorede 25 point og tog 15 rebounds mod Bakken Bears i weekenden.

Hørsholm har kun spillet tre kampe og selv om det er blevet til to nederlag og kun en enkelt sejr, er man optimistiske i det nordsjællandske. Nederlagene har nemlig været snævre og mod to af de absolutte kandidater til gulmedaljerne i Svendborg Rabbits og Bakken Bears. Senest var Hørsholm tæt på at overraske Bakken på hjemmebane i en kamp, hvor 79ers kun var bagud med fire point med 16 sekunder igen.

Hørsholmtræner Rafa Monclova ser dog alligevel Næstved som favoritter:

-Det bliver en svær kamp for os, men vi vil rigtigt gerne give vores fans den første hjemmesejr. Næstved er et meget fysisk hold, der spiller rigtigt godt. Med deres gruppe af meget dygtige spillere skal vi være 100% klar fra starten, men vi vil selvfølgelig altid gerne måle os mod de bedste.

Den spanske træner har også ros til kernen af helt unge danske spillere, hvoraf de fleste stadig kan spille i ungdomsrækkerne:

-Mine spillere har gjort det rigtigt godt de sidste uger. Vi vokser og bliver voksne sammen i løbet af sæsonen og det bliver godt at komme ind i en færdig Hørsholmhallen. I sidste uge startede vi lidt nervøst mod Bakken og det kostede, så det skal vi se, om vi kan eliminere.

Kampinfo:
Række: Basketligaen
Dato: 27. oktober 2015
Tid: 18:05
Sted: Hørsholm Hallen, Hørsholm Idrætspark, Stadion Allé 5, 2960
TV: TV2 Sport fra kl. 18

Det klassiske opgør blev næsten spændende

22.10.2015

Ligaens suveræne tophold som indtil onsdag aften havde fejet al modstand til side vandt også det klassiske opgør i Svendborg Idrætscenter.

Bakken Bears viste, at rotationen var på plads og overskuddet, rent spillemæssigt, var i orden før det europæiske eventyr starter i næste uge.

Men kaninerne bød op til dans, også selv om dansemusen Big Chris ikke kom i spil denne aften. Resultatet af kampen blev en fortjent sejr til bjørnebanden, 78-83, efter perioderne 28-18, 17-27, 15-17 og 18-21.

Svendborg Rabbits venter stadig på, at skader kan løbe ud og at Antonio Porta, Mads Gertz, Kristoffer Gertz og Trevor Novack igen kommer på banen.

Det ser faktisk ikke så skidt ud for kaninerne der er ved at indhente det forsømte.

Hjemmeholdet lagde hårdt ud og de godt 1300 fans var klar fra kampstart. Der blev fyret godt op i kaninhulen og Brandon Rozzell var helt klar med tre stk. fra trepoinsland. Rasmus Christensen kvitterede for en startopstilling med 4 gode points i træk. Kaninerne brændte ikke meget de første 10 minutter og da Damian Ocana satte sin første og eneste treer var hjemmeholdet foran 26-13. Det blev også 28-18 inden kaninernes bedste periode i denne sæson sluttede.

Fraværet af de allerede nævnte skadede spillere havde nok gjort, at Bakken Bears havde en lille tendens til at undervurderer modstanderen. Bakkens bedste i 1. periode en rigtig godt spillende Michel Diouf med 11 points.

Anfører Claus Magaard fik sat sine første points ind på kontoen efter Liam Potter med de første 4 points havde bragt yderligere afstand og Rabbits foran med 35-21.

Så begyndte det alle havde frygtet i Svendborg Idrætscenter. Bakkens efterhånden come back. Først et run på 0-10 og så 7 points fra Brandon Rozzell der omtrent måtte stå for det hele i dag. Ikke nok med, at han skulle spille bolden op af banen men også at skulle afslutte stort set alt i angrebet, tappede kræfter ud af den helt store topscorer i ligaen.

Bakken Bears slutter perioden med endnu et run, denne gang 0-12 inden Damian Ocana lukker inden pausen med to til en helt lige stilling 45-45.

Mange af de fremmødte frygtede at bjørnebanden nu kom med momentum men den frygt lukkede kaninerne godt ned. Perioden efter pausen blev næsten lige og selv om Bakken Bears lavede de første 6 points kom hjemmeholdet alligevel igen. Claus Magaard viste, at man ikke skal lade ham stå på sin favoritpossition i hjørnet for de næste 10 points i træk fra kaninerne kom fra anførerens hånd. Det til trods var bjørnene ikke sådan til at kue og bjørnebandens bedste i dag, Darko Jukic, viste fremragende form og kunne føre sit mandskab frem til en 2 points føring inden de sidste 10 minutter.

Hjemmeholdet så slidte ud og var oppe mod overmagten. Konstant kom der masser af kvalitet ind fra bænken hos gæsterne og rådvildheden holdt sit indtog hos hjemmeholdet. Brandon Rozzell gjorde dog sit til at bringe balance i regnskabet. Igen en helt suveræn kamp af topscoreren og helt umulige scoringer blev fundet frem. Bakken Bears kom konfortabelt foran 67-82 men så tog Rozzell igen sagerne i egen hånd med 9 i træk. 76-82 og det var vel acceptabelt, at kaninerne kunne trække sig ud af en meget svær kamp med et nederlag på kun 5, 78-83.

Når kaninerne igen bliver fuldtallige er der håb om en mere lige kamp mod den nuværende overmagt i Basketligaen.

Hjemmeholdet kunne med rette kåre kampens spiller Brandon Rozzell med 30 points og 10 assists. Claus Magaard havde 18 points.

Hos gæsterne fra Århus var dagens bedste helt klart hjemvendte Darko Jukic med 7 rebounds og 30 points, 20 points til Michel Diouf og ligeledes 7 rebounds.

Horsens IC vinder forholdsvis let over SuperMen

21.10.2015

I et meget velbesøgt Forum Horsens vandt Horsens i dag med 81-60 over Stevnsgade.

HIC var inden kampen svækket da Iffe Lundberg og Jakob Ravn sad ude med skader, mens Nimrod Hilliard heller ikke var 100%. Stevnsgade havde Adrian Moss med for første gang efter arbejdstilladelsen var gået i orden.

I første periode bragte Stevnsgade sig foran med 5-2. HIC fik dog det næste run og kom på 11-5. Lasse Elbæk kom på banen og scorede de første tre gange han rørte bolden. Stevnsgade havde svært ved at score, og HIC forcerede flere turnovers. Mange af dem blev omsat til lay ups i den anden ende. Efter første periode var HIC foran med 24-17.

I anden periode blev Marquis Addison varm og ramte tre treere. Stevnsgade lod sig dog ikke ryste og især Adrian Moss voldte HIC problemer med gode post bevægelser. Ved pausen var HIC foran med seks, 40-34.

I starten af tredje periode var der virkelig intensitet i forsvaret. Stevnsgade havde svært ved at komme til kvalificerede afslutninger, og der skulle gå mere end fem minutter før de fik den første scoring. HIC trak stille og roligt fra og allerede midt i perioden var spændingen væk i kampen. Nimrod Hilliard og Brian Fitzpatrick var de toneangivende i angrebet, mens Vedran Borovcanin bidrog med alle de små ting.

I fjerde periode var tingene afgjort, og selvom Stevnsgade i perioder kom lidt tættere på, blev der aldrig spænding om resultatet. For HIC var der gode præstationer fra Nimrod Hilliard, Marquis Addison og Vedran Borovcanin. Værd at bemærke var det, at Horsens havde 18 steals. Mange af dem blev omsat til scoringer i den anden ende.

Sejren bliver på 81-60 (24-17, 16-17, 20-12, 21-14).

For Stevnsgade spillede Adrian Moss solidt, og generelt spillede Stevnsgades big guys godt, mens de havde flere problemer ude på gulvet.

Næste kamp for HIC er på søndag, hvor SISU kommer på besøg. Før kampen holdes der reception for formand Lennart Jensen, da han har været formand for HBC/HIC i 50 år.

Topscorer Horsens HIC: Nimrod Hilliard og Brian Fitzpatrick begge med 16 point.
Topscorer Stevnsgade Super Men: Adrian Moss 14 point

Horsens IC - Stevnsgade Supermen i aften på TV 2 SPORT

20.10.2015

Klassens nye frække dreng er klar til første tv-kamp.

Stevnsgade har længe været lige ved og næsten i nationens næstbedste række. Men i år blev altså året, hvor den tidligere så dominerende københavnerklub valgte at gøre sit indtog i den bedste række på ny.

Stevnsgade skal være klar fra start, når de går på gulvet mod de forsvarende mestre. De to hold har haft næsten drabelige og høj intense opgør i 90erne, forhåbentlig kan noget af historien smitte af på dagens kamp. Horsens IC er favorit på hjemmebanen i Forum Horsens, men med den rette indstilling og lidt tur i den kan Stevnsgade drille de fleste hold i ligaen.

Du kan følge kampen på TV 2 SPORT i aften kl. 18.00

foto af: Robert Dines Rasch

Kneben sejr til Team FOG over Randers Cimbria

20.10.2015

Der var store forventninger til Team FOG Næstved i mandagens hjemmekamp mod Randers Cimbria der til kampen havde Charlie Burgees med igen.

For hjemmeholdet galdt det om at komme tilbage i sejrstimen efter nederlaget til DM-vinderne fra Horsens IC i sidste uge.

Team FOG Næstved fik da også en god start på perioden og havde bragt sig foran 7-0 og 11-2, da halvdelen af perioden var spillet. Det skal dog i den forbindelse nævnes, at Randers ikke havde held med sine skudforsøg i den samme periode.

Men det ændrede sig mod slutningen af perioden, hvor Randers ikke bare indhentede Team Fog Næstveds føring, men også bragte sig foran med 2 point efter de første 10 minutter.

Randers - læs Charlie Burgess - fortsatte, hvor han slap i 1. periode og bragte Randers yderligere foran i starten af 2. periode.

Men så satte Team Fog Næstved tempoet i vejret og bragte sig foran med 7 point efter 5 minutter.

Randers havde dog ikke givet op og kæmpede sig flot tilbage i kampen - ikke mindst takket være Charlie Burgess, som ved pausen havde scoret halvdelen af Randers' point.

Mod perioden slutning trak Team FOG Næstved dog lidt fra igen, så holdet kunne gå til pause med en føring på 6 point, 40-34.

Efter pausen kom hjemmeholdet godt fra start og udbyggede sin føring til 14 point, da der var spillet 3 minutter af perioden.

Men igen lykkedes det for Randers at komme tilbage i kampen, så Team Fog Næstved kun førte med 2 point inden sidste periode.

I de sidste 10 minutter kom Randers bedst fra start og bragte sig foran, da der var spillet et par minutter.

Men så skruede Team FOG Næstved op for tempoet, og så havde Randers svært ved at følge med. Hjemmeholdet bragte sig komfortabelt foran cirka midtvejs i perioden, og denne føring holdt resten af kampen. De 903 tilskuer kunne se Team FOG Næstved tage den 3. sejr af 4 mulige med cifrene 81-69 (18-20, 22-14, 14-18, 27-17).

Topscorer for Team FOG Næstved blev Caleb Walker med 24 point. For Randers Cimbria scorede Charlie Burgess 23 point.

Team FOG Næstved næste kamp er tirsdag den 27. oktober kl. 18:05 hvor holder spiller mod Hørsholm 79ers på udebane. Kampen vises direkte på TV2 Sport.

Randers Cimbria spiller næste gang mandag den 26. oktober hvor Stevnsgade SuperMen kommer til Kronjylland.