Nyheder

Sisu slået i overbevisende stil i kaninhulen

25.02.2016

Svendborg Rabbits bibeholder chancen for at slutte på 3. pladsen i Basketligaen og beviste i onsdagens hjemmekamp, at der er noget at tro på.

Spillet var overbevisende i lange perioder af kampen men der manglede nerve hos begge mandskaber. Der var dog mange flotte detaljer og især fra hjemmeholdet med flere spektakulære dunks og flotte pasninger.

Rabbits vandt 98-79 uden at overstrenge sig. Perioderne blev  fordelt således: 23-23, 26-16, 28-18 og 21-22.

Ligaens topscorer Brandon Rozzell havde sin karrieres første triple double, 25 points, 14 assists og 12 rebounds. Sisu mødte op i kaninhulen uden sin store profil Devin Cherry og uden den motogrinske center Ziko Grubovich.

Svendborgs store center Brice Massamba startede ud i overbevisende stil med 6 points tæt på kurven og blev fulgt til dørs af to trepointsscoringer fra Claus Magaard og en fra Axel Karason og så stod der 15-9 til hjemmeholdet efter 5 minutter. Sisu delte points mellem Frederik Rungby og Maurice Creek der dog begge viste høj høj klasse med 7 og 12 points i perioden. Svendborg foran med 23-18 inden de to bærende kræfter for Sisu, de to førnævnte, sluttede med at udligne for gæsterne.

Sisu havde momentum ovenpå den flotte slutning af 1. periode og den tog Gentoftedrengene med over i 2. Hurtigt kom Sisu foran 28-30 inden kaninerne satte tempo på angrebsspillet og strammede op i forsvaret. Det run blev på 19-5 og siden var Rabbits aldrig bagud i den kamp. Hos Rabbits var Brandon Rozzell særdeles overbevisende i assists, 10 ved pausen, også med scoringer. Desuden viste Darious Moten høj høj klasse og enorm springstyrke med pragtfuldt dunks og blokeringer i forsvaret samt 13 points stort set i træk. Rabbits foran 47-33 inden Sisu fik reduceret til en pausestilling på +10 til kaninerne, 49-39.

Inden man kunne sige 3 minutter efter pausen havde Rabbits sat yderligere 10 points ind på kontoen og afstanden blev også +20 midt i perioden. Brandon Rozzell’s 7 points fra 1. halvleg blev yderligere forbedret med 11 mere i 3. periode. Desuden bidrog Claus Magaard, Axel Karason og Jonas Schaarup der kom ind til slut i perioden også til en føring på +20 inden de sidste 10 minutter, 77-57.  Hos Sisu var det stadig en enormt godt skydende Maurice Creek der hældte points ind på kontoen. Han var 7/10 på treeren og 11/19 på sine topointsskud samt 80 % på straffekast !!. Spændingen var ude af kampen.

Hjemmeholdet satte ret tidligt hele bænken på banen dog bortset fra Darious Moten og Sisu øjnede muligheden da de trak ind ved et run på 2-14. Stillingen fra +20 til Rabbits pludselig forandret til +9 fordi kaninerne undervurderede Sisu og fordi tempoet forsvandt helt ud af kaninernes angrebsspil, noget som lignede tiden da Antonio Porta var på holdet. 7 points fra Brandon Rozzell i træk og en treer fra Claus Magaard ændrede helt den stilling og Rabbits igen foran 91-76. Tomandshæren i skikkelse af Frederik Rungby og Maurice Creek måtte også bøje sig for kaninerne der igen sendte bænken på banen. Den mulighed ville Jonas Schaarup ikke gå glip af og han sluttede kampen for sit hold med 4 points og et lille run på 7-0 der gav slutstillingen 98-79.

Svendborg Kommune havde købt kampen og det lokkede godt 1300 fans i hallen. 3. pladsen spøger stadig i kaninernes bevidsthed men det kræver tre sejre i de sidste 4 kampe og samtidig skulle Team Fog Næstved gerne tabe mindst en…

For Rabbits scorede ud over allerede førnævnte Rozzell, Darious Moten 23 points og hentede 6 rebounds samt 3 blokerede skud, 14 fra Brice Massamba 13 til Axel Karason og 13 rebounds og 12 points til kaptajn Magaard samt 7 rebounds.

For Sisu var den i dag ubetingede bedste Maurice Creek med 33 points, 19 til Frederik Rungby der også havde 10 rebounds, altså en double-double og 10 points til Alassan Touray der også havde 6 assists.

Rabbits spiller igen torsdag den  3. marts kl. 18.30 i Horsens. Sisu har næste kamp på søndag også mod Horsens i Jylland.

SISUs første kamp på den flotte, nye hjemmebane

24.02.2016

Den helt nye hal i Gentofte Sportspark, Gentoftehallen, bliver officielt indviet fredag, den 26. februar 2016, kl. 15–17, og den første kamp for SISUs elitehold bliver herrernes spændende lokalopgør mod Hørsholm 79ers, tirsdag, den 8. marts, kl. 18:15.

SISU har stadig en chance for at nå i slutspillet, men en sejr mod Hørsholm er altafgørende, så der er lagt op til et nervepirrende opgør. Tidligere i sæsonen har de to hold spillet nogle tætte kampe mod hinanden, som er resulteret i to sejre til Hørsholm og én til SISU.

Dørene til hallen åbnes allerede kl. 17. Der vil være musik, underholdning og konkurrencer - og i dagens anledning vil der være gratis adgang for alle.

Kom og bliv en del af den nye hjemmebane og oplev, hvor fine forhold der fremover bliver for SISU`s elitekampe.

Adressen er Gentofte Sportspark, Ved Stadion 10, 2820 Gentofte. Lige ved siden af ishockeyhallen og dér, hvor det gamle fodboldstadion lå.

Hørsholm vinder TV-kamp med masser af highlights

24.02.2016

Foran 973 tilskuere slog Hørsholm 79ers tirdag aften Stevnsgade den live TV-kamp på TV2 Sport.

Det var en tæt kamp flydt med highlights og flotte dunks, hvor Hørsholm tog sejren 85-74.

I en kamp fuld af flotte highlights var det to dunks, der virkeligt stod frem. Først dunkede Stevnsgades Bruno Cingala-Mata på en umulig aflevering fra Jonel Palou Visa, hvor Hørsholms Asbjørn Midtgård forgæves forsøgte at stå i vejen.

Kun minutter senere stod Hørsholm for et af sæsonens flotteste angreb i Basketligaen. Jonathan Gilling tog en rebound, som han sendte langt til David Harder, helt oppe ved Stevnsgades kurv. I stedet for at forsøge at score, lagde Harder bolden bagover skulderen til en spurtende Evan Yates, der hamrede bolden gennem kurven.

Stevnsgade startede kampen, som var de dyppet i trylledrikken som små. Gæsterne ramte fem af de seks første skud, som inkluderede tre’ere af Jonas Bro og David Balaton og et dunk af Bruno Cingala-Mata og så var gæsterne foran 7-13.

Nørrebrodrengene holdt det forspring resten af første periode, som Stevnsgade vandt 24-29 og efter kampen indrømmede Hørsholmtræner Rafa Monclova da også, at han talte alvorsord inden anden periode:

-Jeg var ikke tilfreds med første periode, hvor vi spillede for pænt og lod dem score 29 point. I anden periode gør vi det meget bedre. Vi lægger pres på bolden og spiller mere fokuseret i forsvaret og tillader kun 12 point og det er nøglen til vores spil.

Hørsholm spillede ikke kun bedre i forsvaret, for i angrebet røg der 27 pinde gennem kurven, herunder Yates’ fantastiske dunk og ved pausen var Hørsholm foran 51-41.

Anden halvleg var helt jævnbyrdig og det betød, at Hørsholm konstant var foran med 10-14 point. I fjerde periode forsøgte Stenvsgades Michael Vincents ene mand at inspirere Stevnsgade til et comeback. Med fem minutter igen scorede han en tre-pointer til 69-62 og kort efter stjal han to bolde og ramte endnu to point.

Hørsholms Drew Maynard lod dog ikke Stevnsgade slippe ind i kampen. Først ramte han to straffekast og kort efter modtog han en albue i ansigtet fra Stevnsgades Cingala-Mata og det tændte ham. Kort tid efter stjal Hørsholm en bold og det endte med en tordendunk fra Maynard til 76-64 og det afgjorde reelt kampen.

Kampens sidste highlight var et dunk af kun 186 centimeter høje Andreas Hjorth 85-71 og selv om Michael Vincents pyntede på resultatet til allersidst tog Hørsholm en sikker 85-74 sejr. Sejren sikrede Hørsholm femtepladsen i grundspillet.

Hørsholm spiller igen allerede torsdag, hvor nordsjællænderne skal på besøg hos Bakken Bears.

Horsens vinder og sikrer sig 1. pladsen

22.02.2016

I en fyldt Parhallen vandt HIC i dag ubesværet med 97-60 over Stevnsgade og sikrede sig dermed første pladsen i grundspillet samt en direkte billet til semifinalerne.

De første par minutter af kampen var forholdsvis lige. Iffe Lundberg dominerede for HIC med sine karakteristiske ryk imod kurven. For Stevnsgade var Bruno Cingala-Mata dominerende. Efter fem minutter kom Baye Keita og Vedran Borovcanin på banen og så gik det stærkt. Keita startede ud med et blok og Vedran scorede lynhurtigt 8 point. Efter første periode var HIC foran med 30-11. Iffe Lundberg havde 11 point og Vedran 8. David Balaton havde ligeledes 8 for Stevnsgade.

Vedran og Iffe fortsatte i anden periode. Iffe med en vanvittigt dunk, mens Vedran var rødglødende. Stevnsgade havde svært ved at komme til afslutninger og efter brændte skud rullede den gule bølge. Ved pausen var HIC foran med 56-31 og kampen virkede afgjort.  Vedran Borovcanin havde 20 point, mens Iffe Lundberg havde 16. David Balaton havde 11 point for Stevnsgade, men mere bemærkelsesværdigt var det, at Adrian Moss kun havde 3 point.

Itredje periode var billedet det samme som i de foregående perioder. Et HIC hold i total kontrol, og føringen kom op på 40 point. Stevnsgade fik dog lidt mere styr på spillet, blandt andet via Alonso Brooks og Jonel Visa.

For HIC meldte Baye Keita sig ind i angrebsspillet og scorede 11 point i perioden.

I fjerde periode viste gamle Christian Lindberg at der stadig er lidt tilbage i benene med et flot alley oop dunk. Lasse Elbæk kom ind og spillede solidt, med både flot forsvarsspil, gode postbevægelser og 3 points skud. De unge guards Oscar Jørgensen og Igor Djukelic fik spilletid, og Oscar scorede 8 point, mens Djukelic lavede to.

Intensiteten faldt naturlig lidt mod slutningen af kampen, men det ændrer ikke på det indtryk at HIC på dagen var en klasse eller to over Stevnsgade.

Sejren blev på 97-60 (30-19, 26-12, 23-16, 18-13).


Bedste mand for HIC var Vedran Borovcanin der scorede 23 point, tog 6 rebounds, stjal 4 bolde og leverede 5 assists på lidt over 20 minutters spil. Intet mindre end imponerende. For Stevnsgade scorede David Balaton og Jonel Visa 11  hver 11 point.

Næste kamp for HIC er på søndag, hvor de gule tager til SISU. 

Hørsholm 79ers samarbejder med Plantronics og Stine Bo om TV-kamp mod Stevnsgade

22.02.2016

Tirsdag 23. februar kl. 18 kan det meste af Danmarks befolkning stille fjernsynet ind på TV2 Sport til kampen mellem Hørsholm 79ers og Stevnsgade i Hørsholmhallen. Kampen præsenteres af Plantronics headset og allerede inden kampen starter, vil Stine Bo, tidligere eliterytter og nuværende salgsdirektør i Ergotel, der forhandler Plantronics, spørge Hørsholm 79ers partnere; ”Spytter du blod?” i et spændende foredrag.

På banen er det to traditionshold, der mødes. De to klubbers møder i landets bedste række går tilbage til 80erne, hvor der blev udkæmpet drabelige opgør både på Nørrebro og i Hørsholm.

I denne sæson er Stevnsgade oprykkere, som kæmper for at etablere sig i ligaen og på nuværende tidspunkt ser det ud som en succes, med en øjeblikkelig slutspilsplads i sigte. Holdet kæmper med SISU om den sidste plads i kvartfinalerne og selv om intet er matematisk afgjort, ligner Stevnsgade en vinder i det spil.

Hørsholm har haft et fremragende forår, med sejre over topholdene Bakken Bears, Næstved og Svendborg Rabbits. Derfor kigger Hørsholm fremad mod slutspillet, men uden at tabe de resterende fire kampe af syne:

-Vi skal selvfølgelig forberede os til slutspillet, siger Hørsholms træner Rafa Monclova, men det gør vi bedst ved at tage hver eneste kamp resten af grundspillet som en test af vores vilje til at vinde. Det kigger jeg selvfølgeligt meget på op mod kvartfinalerne.

Ergotel, der er Danmarks bedste distributør af Plantronics headset, er kampsponsor, og med salgschef Stine Bo i spidsen, har Ergotel valgt at gøre meget ud af kampen.

Plantronics får maksimal synlighed i forbindelse med kampen, på flere innovative måder, der først afsløres på dagen, og inden kampen præsenterer Stine Bo sit foredrag ”Spytter du blod” til et eksklusivt arrangement for klubbens partnere. Stine er tidligere elitesportsudøver og har lang erfaring med at holde foredrag for virksomheder – både blandt de største i DK og blandt små og mellemstore. Her har hun fokus på at bryde hæmmende adfærdsmønstre og derved nå sine mål.

Foredraget omhandler evnen til at opnå ekstraordinære resultater gennem vedholdenhed, evnen til at sluge sig selv, gå gennem modgang, mens man stadig formår at skabe begejstring og arbejdsglæde. Hvordan man gennem hele organisationen formår at skabe en kultur, så man virkelig lever sine værdier, og de ikke bare hænger i fine rammer på væggen.

For adgang til foredraget kontakt Lenette Bæk på 4030 6974 for mere info

For mere information om Ergotel og Plantronics kontakt Stine Bo på 2779 4500

Bakken vinder over Team FOG

21.02.2016

Det var ligaens nr. 2 mod nr. 3, der denne søndag eftermiddag skulle afgøre, hvem der i givet fald ville få den nemmeste vej til en eventuel finale.

Team FOG Næstved har på de bedste dage et hold, der for alvor kan tage kampen op mod både Horsens og Bakken – for ganske få dage siden skulle kampen mellem netop Næstved og Horsens i overtid for at finde en vinder.

Kampen startede i et højt tempo med begge hold fokuseret – ikke mindst Carles Bivia, der satte sine tre første skud. Også Darko Jukic ville være med – og Bakken Bears bragte sig hurtigt foran med 14-4.

Efter tre udskiftninger hos hjemmeholdet kom der grus i maskinen – og gæsterne forstod at udnytte dette – godt hjulpet af hyppige straffekast. Men igen var Bakken Bears i kontrol, og kunne efter de første 10 minutter notere sig en solid føring på 20-13.

Anden periode var en smule rodet, og da hjemmeholdet havde store udfordringer med deres rebound (ikke mindst under egen kurv) – ja så var stillingen pludselig 28-26. Som set mange gange tidligere, skal der kun ganske lidt til at ændre på situationen – og et par perfekte angreb og scoringer fra både Darko Jukic og Nicolai Iversen bragte Bakken Bears foran med 39-30 da begge hold gik til pause.


Så alt tydede på, at en ganske velbesøgt Vejlby Risskov Hal en sådan regnfuld søndag eftermiddag ville få den ønskede sejr til hjemmeholdet.

Bakken Bears var tilsyneladende i fortsat kontrol (med få undtagelser) – hele tiden lige nogle point foran gæsterne fra Næstved, der dog skal have stor ros for hele tiden at tage kampen op og kæmpe for sejren.

Ikke mindst var det tydeligt, at Næstved brugte deres fysik i situationer, hvor Bakken Bears ofte var i problemer. Og så hjalp det virkelig, at Morten Sahlertz, efter i første halvleg at have store vanskeligheder med at ramme, nu pludselig overtog scenen med hele 15 point i denne 3. periode (han var ganske enkelt brandvarm i disse minutter).

Næstved svarede godt igen – og var hele tiden farlige. Efter de 30 minutter var Bakken Bears fortsat oppe med 9 point (perioden sluttede 23-23) – og stillingen var nu 62-53.

Næstved kæmpede fortsat for chancen – og et par minutter inde i 4. periode var hjemmeholdet kun foran med 66-62.

Herefter havde Bakken Bears nogle minutter med stor koncentration og stærkt spil med en anfører (Nicolai Iversen), der gik foran i begge ender af banen med effektive scoringer og fight under egen kurv.

Også Carles Bivia, Thomas Lærke, Keane Thomann og Michel Diouf noterede sig for flotte scoringer midt i sidste periode, hvor kampen endelig blev afgjort.

Kampen sluttede med en sejr til hjemmeholdet på 88-78 …… og den vigtige 2. plads efter grundspillet er nu sikret.

For gæsterne scorede Aleksander Vasic 11 point, Darris Santee ligeledes 11 point samt Alexander Bak 15 og Caleb Walker 18.

For hjemmeholdet blev hele 6 spillere noteret for 10+ ….. nemlig Michel Diouf med 10, Thomas Lærke med 11, Nicolai Iversen med 12,  Carles Bivia med 14, Darko Jukic med 15 og Morten Sahlertz med 17 point.

Næste kamp for Bakken Bears er torsdag den 25. februar kl. 18.15 mod Hørsholm 79ers.

Ditlev Dunk på DR3

21.02.2016

Otte sportsklubber over hele det ganske land har sendt deres maskotter afsted for at deltage i programmet ”Danmarks Bedste Maskot”, der har premiere 25. februar på DR3.

Team FOG Næstved

Maskotterne kommer fra fodboldklubberne AGF, FC Midtjylland, Brøndby, Køge, Aab og Randers samt GOG-håndbold og basketballmandskabet Team Fog Næstved. Sidstnævnte bliver repræsenteret af den altid sprudlende Ditlev Dunk, som virkelig bliver sat på prøve i diverse udfordrende, men bestemt også underholdene konkurrencer.

Blod, sved og tårer

Det er første gang, at DM for maskotter afholdes, og for at tilkæmpe sig den nye og prestige fyldte titel, kræver det en skarp og dedikeret indsats i de seks runder, som konkurrencen består af. Det er nemlig otte topmotiverede maskotter, som har deltaget, og Team FOG Næstved er meget stolte af Ditlev Dunks medvirken og indsats.

Vært for programmet er Thomas Skov, som er kendt for Zulu Djævleræs og en række DR programmer, her under Aftenshowet.

Programmet vises første gang kl. 21.00 på DR3, torsdag den 25. februar. Trailer til showet kan du se på Team FOG Næstveds Facebook fanside.

Brandvarme Svendborg vinder over Stevnsgade Supermen

20.02.2016

71/46/90 det kunne lyde som formen på en sjovt formet kvinde, men det er det ikke, det er såmænd bare Svendborgs beskedne skud procenter: 71% på 2ere, 46% på 3ere og 90% på straffe.

Nuvel, størstedelen var ikke de sværeste eller mest presset skud i verden, men det er stadig utrolig flotte procenter.

Kampen startede ikke godt for Bruno Cingala-Mata, der ellers har spillet flot efter han kom tilbage fra sin skade. 3 minutter og 54 sekunder, så ”lang” tid tog det Bruno Cingala-Mata at samle 3 fejl op. Ikke alle var kæmpe store fejl, men fløjtet blev de og han måtte tage plads på bænken.

For Svendborg var det Brandon Rozzell der startede ud brandvarm, med 11 point og 3 assists i første periode. Stevnsgade forsvaret så ikke ud til at have et svar på den lille hurtige guards bevægelser og samtidigt med at hjælpeforsvaret var et eller 2 skridt for langsomme, blev det til alt for let spil for Svendborg.

Stevnsgade bliver distanceret og må gå til periode pause bagud 17-28.

Anden periode fortsætter lidt i samme spor, Stevnsgade kæmper hårdt for at komme til kvalificerede afslutninger og Svendborg har nemt spil i offensiven. Adrian Moss scorer 10 points i periode og holder Stevnsgade inde i kampen. Stevnsgade må gå til halvleg bagud 41-50.

Adrian Moss ville dog ikke give op og scorer 6 points på 1 minut og 45 sekunder, så Svendborgs føring er nede på 4 points. Hver gang Stevnsgade havde et lille run, svarede Svendborg igen med deres eget lille run, så 4 points var det tætteste Stevnsgade kom på i 3 periode.  Igen var Adrian Moss toneangivende og scorede således 12 point i perioden, Rozzell havde 9 point i perioden og Claus Magaard ramte 2 treere.

Perioden slutter med en Svendborg føring på 64-76.

Så var det nu Stevnsgade skulle træde i karakter, men i stedet var det Svendborg det kom blæsende ud med et 0-6 run, der bragte dem foran 64-82 og intet fungeret for Supermændene, som kaninerne fra Svendborg nok så om et bundt gulerødder klar til at bliver konsumeret.

Igen var det Adrian Moss der trak læsset , men også Cingala-Mata meldte sig nu ind i kampen. Lige lidt hjalp det dog, da alle forsøg på runs blev stoppet af Svendborgs godt skydende kaniner.

Der er ikke så meget mere at sige om den kamp andet et at Stevnsgade blev sat godt og grundigt på plads og ender med et knussende 80-99 nederlag.

For Stevnsgade: Adrian Moss 28 pts, 5 reb, Alonzo Brooks 21 pts, 9 reb, Mikael Vincents Nielsen 13 pts, 5 ast.

For Svendborg: Brandon Rozzell  29 pts, 9 reb, 11, ast, Darious Moten, 21 pts, 7 reb, 3 blk, Claus Magaard 16 pts, 4 reb.

Ud over de flotte skud procenter fra Svendborg, var der også en ordentlig afklapsning i effektivitet, som Svendborg ”vandt” 79-117. Stevnsgade har faktisk 78 afslutninger mod Svendborgs 57, men var bare ikke effektive nok.

Næste kamp for Stevnsgade er allerede på søndag hvor der spilles i Forum Horsens, mod topholdet Horsens IC.

For Svendborg er det SISU det venter hjemme i kaninhulen på onsdag.

Dramatik og omkamp i Næstved

19.02.2016

Team FOG Næstved skulle bruge en sejr i torsdagens kamp mod føretholdet i BL, Horsens IC for at holde trit med Bakken Bears i kampen om 2. pladsen i grundspillet og samtidigt holde Svendborg Rabbits bag sig i kampen om 4. pladsen.

Det var hårde odds for hjemmeholdet og det lignede længe at HIC uden problemer skulle løbe med de 2 point. Men et fantastisk come-back sendte kampe i overtid.

Horsens kom bedst fra start i 1. periode med masser af godt spil men også hjemmeholdet startede med stor intensitet.

'
Team Fog Næstved fulgte godt med i de første 7 minutter, men så trak Horsens fra. Horsens var utrolig aggressive i sit forsvarsspil, hvilket gjorde det meget besværligt for Team Fog Næstved at score. Kun 2 point i de sidste 4 minutter af perioden - begge på straffekast. Det så svært ud for Team Fog Næstved som var bagud med 20-30 efter de første 10 minutter.

2. periode startede meget lige og de 2 hold fulgtes da også ad scoringsmæssigt i de første 5 minutter af perioden.

Men så viste Horsens, hvilket klassemandskab holdet er, og selv om Team Fog Næstved kæmpede flot for at følge med, trak Horsens uimodståeligt fra til en mere og mere sikker føring, som ved periodens slutning var på 21 point.

Nu så det mere end svært ud for Team Fog Næstved.

Efter pausen kom Team Fog Næstved bedst fra start og fik reduceret lidt af Horsens' føring. Men igen viste Horsens klassen - holdet var fremragende i både forsvar og angreb.

Selv om Team Fog Næstved stadig kæmpede flot for at komme ind i kampen, havde holdet meget svært ved at komme igennem Horsens' forsvar. Alligevel lykkedes det dog for Team Fog Næstved at vinde perioden med 5 point - men bagud med 16 point inden de sidste 10 - der skulle vist et mirakel eller to til for at hjemmeholdet kunne snuppe de 2 point.

Team Fog Næstved indledte 4. periode stærkest og halede ind på Horsens' føring. Skulle det lykkes for holdet at komme tilbage i kampen?

Horsens' føring blev i hvert fald gradvist reduceret, og med lidt over 1 minut tilbage af kampen kom udligningen, som det lykkedes Team Fog Næstved at holde.

Et fantastisk come back af Team Fog Næstved, og Arena Næstved kogte. Det gjorde temperamentet også på spillerne, og efter en batalje mellem Troy Franklin og Nimrod Hillard blev Troy Franklin diskvalificeret.

Men 89-89 efter ordinær tid og nu skulle det hele afgøres i overtid. Hvem havde troet dette efter 2. periode.

Desværre for Team Fog Næstved var holdet ikke så sikre fra straffekastlinjen, og der blev brændt et par forsøg, som skulle vise sig at blive kostbare.

Det endte derfor med at blive lige ved og næsten for Team Fog Næstved, som endte med at tabe kampen med 5 point, 96-101.

Topscorer for Team Fog Næstved blev Chris Gabriel med 21 point. For Horsens IC scorede Marquis Addison 30 point.

Bakken vinder over SISU på stærk anden halvleg

19.02.2016

En kamp med to halvlege som dag og nat. SISU vandt den første halvleg på godt holdspil og tabte stort den anden halvleg på mange individuelle forsøg, som mislykkedes, plus rigtig godt pres fra Bakkens side.

Bakken kom ud med stor intensitet og tog hurtigt en 0–8 føring, før SISU kom på tavlen. Men SISU arbejdede sig ind på føringen til 8–12. Med to 3’ere fra Ziko Grubovic og Nicklas Jønsson kunne SISU slutte perioden med uafgjort 21–21.

I anden periode fik SISU sammenspillet til at fungere, og de førte i hele perioden. Hurtige afleveringer og godt forsvar gav hjemmeholdet en føring på 49–39 ved pausen. Frederik Rungby scorede alle sine 8 point i anden periode.

Tredje periode blev en magtmanifestation fra Bakkens side, og SISU kunne ikke finde nogen fornuftige svar. Efter 4½ minut havde Bakken udlignet og udbyggede derefter føringen. De vandt perioden med 27–9 og så stod det 58–66.

I fjerde periode fik SISU noget af gejsten tilbage og holdt Bakkens føring nede på ca. 7 point i lang tid, men de kom aldrig tættere på udeholdet. Kampen sluttede 78–89.

Nu får Bakken meget usædvanligt hele 3 dages hvile før søndagens hjemmekamp mod Team FOG Næstved, som her til aften tabte en tæt kamp mod Horsens IC efter overtid. SISU spiller mod Svendborg Rabbits på onsdag i det sydfynske.

Topscorere:

SISU: Maurice Creek 19 point, 6 rebounds, 3 assists; August Haas 15 point, 2 rebounds, 8 assists; Ziko Grubovic 14 point, 8 rebounds, 5 assists.

Bakken Bears: Shawn Glover 16 point, 5 rebounds, 1 assist; Darko Jukic 16 point, 4 rebounds, 2 assists.