Nyheder

Geof Kotila ansat som forretningsudvikler i BL

16.02.2016

Ligaen har igennem mange år oplevet en udvikling med øget tilskuer, sponsor og medieinteresse, men udviklingen har også medført større og større krav til de klubber der er med.

For at sikre at udviklingen forsætter er det afgørende at alle klubbernes organisation styrkes og det er med den målsætning at Geof Kotila nu er startet som forretningsudvikler i basketligaen.

Geof vil fremover hjælpe og rådgive alle klubber i ligaen og potentielle oprykkere med stort og småt afhængigt af behov.

Geof har tidligere været en vigtig del af de tre kommercielt største klubber og ved om nogen hvad der skal til for at få succes som klub.

BL håber I alle vil tage godt imod ham og hjælpe ham med at løfte dansk basket til næste niveau

TV 2 SPORT lancerer Podcast

16.02.2016

TV 2 SPORT udvider dækningen af sport fra levende billeder til radiopodcast.

TV 2 SPORT har været i luften i lidt mere end et år og har allerede placeret sig som danskerne foretrukne sportskanal på tv. Nu udvider TV 2 SPORT dækningen af sport og lancerer radiopodcast, som udnytter de digitale muligheder til at gå endnu mere i dybden med bl.a. ishockey, håndbold, cykling, badminton og basket, som er blandt seernes favoritsportsgrene. Det er TV 2 SPORTs redaktionschef, Kristian Hyldgaard, der er manden bag initiativet, som han ser gode muligheder i.

- Det har længe været et stort fokuspunkt for mig, og jeg glæder mig over, at vi nu kan lancere dette digitale tiltag. Podcast har stort potentiale, og vi kan nu nå ud til vores seere og brugere på tidspunkter og platforme, hvor vi ikke tidligere har kunnet nå dem. I bilen, toget, cyklen og gåturen med hunden og den slags øjeblikke, fortæller Kristian Hyldgaard.

Nye muligheder
Podcast er allerede kendt som radiofænomen og et sted, hvor der eksperimenteres med nye fortælleformer og med indhold til dem, der har specifikke interesser. For TV 2 SPORT giver podcast også nye muligheder for at formidle sport til fansene på andre måder, end tvs ofte faste formater kræver:

- Podcast's store force er muligheden for at skabe nogle kreative rammer, der er langt løsere end dem, der er nødvendige på tv. Både hvad angår indhold, længde og frekvens. Og det fungerer perfekt i forlængelse af vores live-transmissioner, fortæller Kristian Hyldgaard og uddyber:

- For vores core-fans giver det muligheden for at dedikere sig endnu mere til den sportsgren, man elsker, og der er tid til endnu mere af det, der ikke er tid og plads til på tv.

NBA bliver første podcast
NBA er et af de stærke kort på TV 2 SPORT med en dedikeret fanskare, der følger de op mod otte kampe, der hver uge sendes direkte fra de amerikanske arenaer, og første podcast, TV 2 SPORT lancerer, handler netop om den bedste basketliga i USA og hedder 'NBA på TV 2 SPORT'.

- I første omgang bliver NBA prøveballonen. Men på sigt er det ambitionen, at alle vores kernerettigheder skal have deres egen podcast, hvor der kan nørdes endnu mere sport. Cykling, håndbold, badminton, ishockey, motorsport mv. Jeg forventer, vi lancerer alle disse i løbet af foråret, fortæller Kristian Hyldgaard.

Vært på 'NBA på TV 2 SPORT' er Kristoffer Vestrup. Han får hver gang selskab af gæster, der går i dybden med aktuelle begivenheder og resultater i NBA. Blandt de faste gæster er Thomas Bilde og Peter Wang, der kommenterer NBA på TV 2 SPORT.

I udgangspunktet udkommer 'NBA på TV 2 SPORT' en gang om ugen, men tanken er netop at kunne udkomme oftere i forbindelse med særlige begivenheder som NBA All-Star, Playoffs osv. Ligesom længden på hver podcast vil afhænge af, hvor meget interessant, der er at tale om, og dermed udnytte den digitale frihed optimalt.

Hør allerede første program her på sport.tv2.dk eller find det i iTunes her.

Chris Christoffersen - Mest scorende spiller i Bakken Bears historie

16.02.2016

Den 218 cm lange basketballspiller – og fritidsdanser – Chris Christoffersen satte søndag klubrekord, da han med fire point øgede sin samlede pointtotal til 4.161. Dermed er han mest scorende Bakken Bears-spiller i historien.

Chris Christoffersen spillede kun 10 minutter i søndagens kamp mod Hørsholm inden han måtte sætte sig ud med en øm ryg. Men i de minutter den lange center nåede på banen, fik han scoret fire point, og det var lige præcis nok til at passerer Søren Ege som den mest scorende spiller i Bearshistorien.

Chris Christoffersen har i sine 404 kampe scoret 4.161 point, og Søren Ege stoppede sin karriere i sommer med 4.160 point i 431 kampe.

Bakken Bears vandt kampen over Hørsholm med 112-67 efter en anden halvleg som Bears vandt 60-20! Dermed er Bakken Bears fortsat på andenpladsen i Basketligaen, og bjørnene fik revanche for nederlaget til Hørsholm i onsdags.

Verdens bedste bornholmer har chancen for at udbygge sin pointtal allerede tirsdag, når Bears spiller næste ligakamp - topopgøret mod Horsens IC.

Bears får revanche mod 79ers

14.02.2016

Efter et meget skuffende resultat for Bakken Bears for blot ganske få dage siden i Hørsholm – ja så handlede det ikke mindst for hjemmeholdet om at tilbageerobre selvtilliden.

En ganske velbesøgt Vejlby Risskov Hal var på alle måder vidne til en noget usædvanlig kamp – speciel med baggrund i to meget forskellige halvlege.

Kampen startede i et højt tempo med primær fokus på angreb, hvilket ikke mindst et veloplagt gæstende hold fra Hørsholm udnyttede optimalt mod Bakken Bears, der stillede op i en usædvanlig starting line-up.

Og det var tydeligt, at de tre dommere havde aftalt en hård linje med det resultat, at der blev fløjtet MEGET – rigtig meget. Og da Hørsholm var sikkerheden selv fra straffelinjen, betød det at Bakken Bears haltede efter det meste af første periode. En flot 3’er af Carles Bivia betød dog, at hjemmeholdet kun var bagud 27-28 efter de første 10 minutter.

Hørsholm havde tydeligt taget turen til Aarhus med tro på, at det var muligt at slå Bakken Bears igen – der var energi og vilje hos gæsterne.

Anden periode startede på samme måde med mange fejlkendelser og et aggressivt hold fra Hørsholm. Midt i periode scorede Chris Christoffersen igen – og blev dermed den mest scorende spiller nogensinde for Bakken Bears.

Et par dumme og helt unødvendige fejl resulterede igen i frie skud til Hørsholm 79’ers og gæsterne bragte sig derfor foran (det skulle så i øvrigt vise sig at være sidste gang) med 41-46.

De sidste minutter af perioden tilhørte Sebastian Åris og Shawn Glover, der i fællesskab sikrer en føring til Bakken Bears med 52-47.

Under kaffe/kage pausen blev der snakket om den manglende opdækning og mangel på tempo hos hjemmeholdet. Der var bestemt usikkerhed og nervøsitet.

Men …… det skulle hurtigt vise sig, at den fine afslutning på anden periode ikke havde sluppet sit tag i hjemmeholdet, der fra starten af tredje periode for alvor steppede op, dækkede super forsvar og pressede på med tempo og godt angrebsspil. På alle måder var der nu klasseforskel, og midt i periode førte Bakken Bears nu med 74-57 …… og noget tydede på, at coach Rafa Monclova fra Hørsholm traf den beslutning, at kampen VAR afgjort (tydeliggjort ved de udskiftninger, som han dikterede).

Bakken Bears vandt tredje periode med ikke mindre end 31-12 – og førte nu 83-59.

Kampen var afgjort – men STOR ros til hjemmeholdet for at holde fast i ønsket om på alle måder at viske nederlaget fra Hørsholm-hallen ud af kroppen.

Stor ros også til unge Sylvester Berg, der virkelig viste sit potentiale og ved flere lejligheder udnyttede sin fysik og atletiske evner til flotte scoringer.

Nu skulle kampen blot overstås – og det blev den på smukkeste vis med et super motiveret og rigtig godt spillende mandskab fra Bakken Bears, der vinder 112-67 (og anden halvleg med 60-20).

Yderligere statistik viser, at alle Bears-spillerne scorede, at Bears scorede 16 (ud af 24 forsøg) af de lange mod Hørsholm kun 4 – at Bakken Bears har imponerende 28 assist og kun 6 TO.

For gæsterne scorede Evan Yates 14 point og Drew Maynard 17 point.

For Bakken Bears scorede Michel Diouf 12 point, Carles Bivia 13, Sylvester Berg 15, Shaw Glover 16 og Thomas Lærke 17 (på 17 minutter).

Næste hjemmekamp for Bakken Bears er allerede nu på tirsdag den 16. februar kl. 18.05 mod de regerende danske mestre fra Horsens IC. Hørsholm spiller onsdag en ligeledes vigtig kamp, når Randers Cimbria kommer på besøg.

Hvordan fejrer du Valentine’s Day

14.02.2016

I dag er det Valentine’s Day, og vi har spurgt nogle af Basketligaens profiler om, hvordan de fejrer dagen.

For Chris Christoffersen fra Bakken Bears er det et lidt hypotetisk spørgsmål netop i år.

”Jeg – og holdet - fejrer V-dag med kamp mod Hørsholm 79ers. Men derudover er vi bunket op med træning, idet vi skal spille fire kampe på 1½ uge.”

Romantiske ting, man kan foretage sig på V-dag?

”De traditionelle ting – måske overraske med en speciel aktivitet eller oplevelse. Lave noget sammen, man ikke har prøvet før. – Og så naturligvis en kær gave til den udkårne.”

Hvad bør en V-dag middagsmenu altid inkludere?

”Det vigtigste er en god dessert.”

Gaver?

”De klassiske – blomster og chokolade. Eller overrask hende med noget, du har bemærket, at hun godt kan lide.”

Og hvis gaven skal være særlig sexy?

”Frækt undertøj!”


Marquis Addison, Horsens IC 

“I år vil jeg formentlig blot gå ud på en god restaurant og spise.”

Romantiske ting, man kan foretage sig på V-dag?

”Blomster, chokolade og en god middag er nogle af de romantiske ting, der går hånd i hånd med V-dag.”

Hvad bør en V-dag middagsmenu altid inkludere?

”Den kan inkludere mange ting, men dessert er altid et must.”

Gaver?

”For mig er smykker og chokolade gode gaveideer.”

Stevnsgade Supermen giver Bakken Bears kamp til stregen

13.02.2016

Stevnsgade skulle forsøge at følge op på deres sejr mod SISU i søndags og Bakken skulle rejse sig igen efter et nederlag til Hørsholm 79ers i onsdags, så der var lagt op til en intens kamp.

Stevnsgade startede bedst, ført an af  Bruno Cingala-Mata, der scorede Stevnsgades første 6 points. Der skulle gå næste 2 minutter før Bakken kom på tavlen, rutinerede Nicolai Iversen på en assist fra tidligere Stevnsgade spiller Mikkel Plannthin.

Kampen bølgede frem og tilbage, Stevnsgade spillede til og kæmpede alt hvad de kunne, specielt i forsvaret var der i dag en virkelig god intensitet og der var en hånd oppe på stort set alle Bakkens skud, hvilket gjorde at Bakkens skud procenter i første halvleg var noget lavere end vanligt.

For Stevnsgade var det trekløveret Adrian Moss, Bruno Cingala-Mata og Alozo Brooks der førte an. Bakken havde som så ofte før mange der bidrog i den offensive ende, Bakken endte kampen med 10 spillere på scoringstavlen. Stevnsgade fører dog 34-30 ved halvleg.

I tredje periode lå Stevnsgade forspring hele tiden på mellem 1 og 7 point, men man kunne ikke rigtigt få åbnet kampen helt op. Hver gang Stevnsgade havde chancen for at komme på et run, så lavede enten en turnover eller fejltagelse i forsvaret.  Stevnsgade holdt føringen og var foran 53-50 da 4 periode startede.

Desværre startede perioden dårligt for Stevnsgade, der på de første 2½ minut 2 turnovers og 3 brændte skud og nu var det lige pludselig Bakken der var foran.

Efter en Time-Out fik Stevnsgade stoppet blødningen midlertidigt og var med indtil 56-56 med lidt over 5 minutter tilbage, men så lavede Bakken  et 7-0 run og det var tid for Stevnsgade at snakke sammen igen i et minuts tid (Time-Out). På de næste 2 minutter kommer Stevnsgade tilbage til stillingen 60-63, med lige over 3 minutter tilbage. Der var god stemning i hallen og masser af opbakning til Supermændene, desværre var der ikke mere at hente i telefonboksen, Bakken lavede et 7-1 run til 61-70 med lige over et minut tilbage.

En treer af Johnell Visa, til 64-70, med et minut tilbage, gav publikum noget at juble over, der var dog lidt forvirring om man skulle fejle eller ej og værdifulde sekunder tikkede af uret inden Sebastian Åris, bragte Bakken på 64-72, med 37 sekunder tilbage, Stevnsgade var tvunget til at fejle, men Bakken var sikre fra Staffelinjen og ramte 3 ud af 4 og da Stevnsgade samtidigt brændte begge deres tre points forsøg, så sluttede kampen 64-75 til Bakken Bears.

Et virkeligt ærgerligt nederlag, det kunne have bragt Stevnsgade et skridt nærmere slutspillet, hvor der er ret stor sandsynlighed for at modstanderen i første runde kunne blive netop Bakken Bears.

Alt i alt en godkendt indsats, hvor Bakkens noget dybere bænk gjorde udslaget. Til slut var Stevnsgades spillere noget møre i det og det gav desværre nogen u-forcerede turnovers. I alt havde Stevnsgade 19 turnovers og de blev altså straffet med et layup i den anden ende og det koster kræfter.

Næste kamp for Stevnsgade er fredag den 19 februar hvor man hjemme tager i mod Kaninerne fra Svendborg.

Bjørnen fra Århus, spiller allerede søndag mod hørshom 79ers en kamp de skal vinde for at holde liv i den teoretiske chance, de har for at slutte som vinder af grundspillet.

For Stevnsgade:  Adrian Moss, 15 pts, 6 reb, Bruno Cingala-Mata, 12 pts, 11 reb, 3 stl, 1 blk, Alonzo Brooks, 12 pts, 8 reb

For Bakken: Sebastian Åris, 14 Pts, 1 ast, Darko Jukic, 11 pts, 7 reb, 3 ast, Michel Diuf, 11 pts, 3 reb, 2 blk

Team FOG Slår SISU

12.02.2016

Torsdags kamp i Arena Næstved mellem Team FOG Næstved og SISU gav den ventet sejr til værterne som derved holder fast i 3. pladsen og stadigvæk har mulighed for at ende på 2. pladsen i grundserien, men det kræver at Bakken Bears smider et par kampe mere.

En stille og rolig start på kampen, hvor Team Fog Næstved efter 2 minutter havde bragt sig foran med 5 - 0. Derefter trak Team Fog Næstved uimodståeligt fra - godt hjulpet af, at SISU ikke ramte kurven med sine skudforsøg, og et rigtigt godt forsvarsspil af Team Fog Næstved.

Mod slutningen af perioden lykkedes det dog for SISU at indhente noget af Team Fog Næstveds føring, så den kun var på 7 point ved periodens slutning.

I starten af 2. periode byttede de 2 hold point, inden det lykkedes for Team Fog Næstved at trække lidt fra til en føring på 11 point efter 6 minutter.

Men så begyndte Team Fog Næstved at smide bolde væk samtidig med, at SISU flot kæmpede sig tilbage i kampen, så holdet kun var bagud med 2 point ved pausen.

En overraskende udvikling på kampen.

Team Fog Næstved fik en god start efter pausen med at sætte en 3'er på første forsøg, men igen blev SISU ved med at hænge på, så Team Fog Næstveds føring ikke blev udbygget.

Da halvdelen af perioden var spillet, så det ud som om, at Team Fog Næstved skruede op for tempoet, og holdet trak fra til en 7 pointføring inden sidste periode. Det lignede en afgørelse men med hjemmeholdets svingende spil kunne alt ske endnu i løbet af de sidste 10 minutter.

Istarten af perioden blev SISU ved med at hænge på og fik reduceret Team Fog Næstveds føring.

Men efter et par minutter af perioden så det ud som om, at gassen sivede ud af SISUs ballon. I hvert fald trak Team Fog Næstved fra til en sikker og fortjent sejr på 15 point med cifrene 95-80 (25-18, 17-22, 27-22, 26-18).

Topscorer for Team FOGNæstved blev Caleb Walker med 24 point mens det store talent August Haas scorede 25 point for SISU.

Velforberedte og effektive HIC vinder i Randers

11.02.2016

Randers Cimbria tog torsdag aften mod de forsvarende mestre fra Horsens IC. 

Første q starter i højt tempo. Begge hold har noget at bevise, og det gør at der bliver taget nogle hurtige beslutninger - ikke nødvendigvis gode beslutninger. HIC er foran 3-6 efter 2.20. Bo Colas skiftes samtidig ud, og kommer desværre kun kortvarigt på banen igen.

Randers kan ikke få bolden i kurven, og med 5.20 igen er Horsens foran med 3-13. Randers timeout. Randers kommer ud af timeouten med en 3 fra Chris Nielsens gyldne hånd. Horsens fortsætter deres effektive spil, og er gode til ar finde den fri mand. Randers har såmænd et ok flow, men får ikke scoret. Fitzpatrick gør det til 22-8 med 2.45 igen.  Lundberg scorer på et flot alley-oop - HIC foran 10-27.

Første periode slutter 10-29.

Andet q starter med 2 Randers-turnovers, Horsens er effektive og får 4 hurtige point på tavlen. Horsens fortsætter med speederen i bund, og kombineret med et yderst ineffektivt hjemmehold, kan Horsens bringe sig på 13-37 efter 3 minutters spil.

Randers får lidt luft, og med to hurtige 3ere fra Troy, kommer hjemmeholdet på 21-37. Med 4.24 igen har Randers kæmpet sig lidt tilbage, og HIC vil tale tingene i gennem. 26-41.

Horsens får igen styr på spillet, og trækker fra mod slutningen af første halvleg. Reno Silavs scorer periodens to sidste point på en buzzeren. Stillingen ved pausen er 30-50.

Tredje q starter som så mange andre (for Randers vel at mærke). HIC laver et 7-0 run og er dermed foran med 30-57. Timeout Randers efter 1.44.

Randers kæmper spm besat for at holde HIC. Med 4.18 igen er stillingen 37-63. HIC får hurtigt bragt sig foran med 10 point igen,  og i resten periode bytter holdene scoringer. Stillingen er 41-73 efter 3. q.

I løbet af de første to minutter af sidste quarter, kaldes der 4 fejl på Randers, hvilket giver en lidt ujævn start for hjemmeholdet. Randers holder trit med HIC, stillingen efter 3.16 er 45-79.

Randers er hæmmet af holdfejlene, og det koster en mange billige point til HIC. Angrebsmæssigt er skudene enten for korte, for lange eller skæve. Ikke ret meget virker. 45-87 med 4 min. igen.

Dagens detalje (set med Randersbriller) er helt klart Christian Bendtsens lækre postmove med små to minutter igen.

Kampen ender med en sejr til Horsens IC på 54-97 (10-29, 20-21, 11-23, 12-24.

Topscorer for Randers Cimbria blev Chris Nielsen 13 med point og for Horsens IC scorede Brian Fitzpatrick 22 point.

Hørsholm ikke overrasket over sejr over Bakken Bears

11.02.2016

Hørsholm 79ers overraskede alle andre end sig selv onsdag aften, da de slog Bakken Bears.

Bakken kom direkte fra en rekordsejr over Randers, men Hørsholm gik uimponeret til opgaven og kæmpede sig til en 88-82 sejr ved hjælp af en scoringsstime på 33-3 i anden halvleg.

Efter kampen sagde Hørsholms spillere og trænere samstemmende, at sejren ikke var en overraskelse. Coach Rafa Monclova har fået holdet til at tro på, at de kan slå samtlige hold i Basketligaen, uden undtagelse.

-Jeg synes ikke der er overraskende, sagde Andreas Hjorth efter kampen. Vi arbejder hårdt til træning og jeg mener, vi er et hold, folk skal regne med. Vi kommer ikke ind og tænker på hvem modstanderne er eller hvem de har slået, vi tænker på vores eget spil.

Det lignede ellers langt fra en sejr i begyndelsen af kampen, hvor hjemmeholdet i anden periode var bagud med hele 17 point, 23-40. Hørsholm lagde sig dog ikke ned, men kæmpede videre mod Bakkens stærke fysiske pres. Og så kom der hul gennem rusen. Fire 3’ere i træk af Hørsholm ved Maynar, Meilby, Gilling og Frederik Nielsen gav nyt liv til nordsjællænderne, som kom så tæt på som 37-43, inden Thomas Lærke gjorde gengæld og gav Bakken en halvlegsføring på ni, 37-46.

Den gode afslutning på første halvleg, forsatte dog ikke ind i tredje periode, hvor Hørsholm efter seks minutters spil endnu engang kunne se sig selv bagud med 17, 41-55. Nu satte Hørsholms to store stjerner Evan Yates og Drew Maynard sig igennem. De næste to et halvt minut scorede Yates 8 point, havde et steal og en lavede en assist, mens Maynard med hårdt fysisk spil satte et eksempel for holdkammeraterne.

Anfører Frederik H Nielsen afsluttede den gode serie for 79ers med en tre’er og efterfølgende tre point mere fra straffelinjen, og så var kampen helt tæt, 59-61.

I fjerde periode fortsatte Hørsholm med at ramme tre’ere fra højre og venstre. Andreas Hjorth og Frederik H Nielsen startede perioden med at ramme og da selv center Evan Yates ramte en tre’er var Hørsholmhallens tag ved at løfte sig ved brølet fra de 520 tilskuere. Da Yates fulgte op med et dunk kort efter, havde Hørsholm vundet de sidste ti minutter 33-3 og var foran 76-62.

Kampen var dog langt fra ovre endnu. Mikkel Planthin blev fejlet på en tre’er og ramte det ekstra straffekast og så var Bakken i gang igen. Ved Bivia, Glover og Lærke kom Bakken så tæt på som 84-80, inden Jonathan Gilling ramte endnu en tre’er til 87-80 med et minut igen.

I det sidste minut gik Bakken efter at fejle for at stoppe tiden, men da dommernes fløjter forblev tavse, resulterede det i stedet i mistede bolde til Hørsholm. Heldigvis for Hørsholm resulterede det ikke i point udover et layup til Charles Bivia og Hørsholm tog sejren 88-82.

De to hold mødes allerede igen søndag, denne gang i Århus, når Bakken er værter.

Med sejren har Hørsholm fire point ned til Randers Cimbria under dem, mens Bakken er tre kampe efter Horsens IC i toppen af ligaen.

Randers Cimbria spiller i karantæne

10.02.2016

Kronjyderne der pt indtager 6. pladsen i den samlet stilling må i sine 2 næste kampe mod henholdsvis Horsens IC og Hørsholm 79ers undvære Anton Lønstrup Hansen.

Den 16-årige guard blev i mandagens kamp mod Bakken Bears diskvalificeret og det har nu resulteret i 2 spilledags karantæne.

Hændelsen der førte til diskvalifikationen var et kraftigt skub mod en Bakken Bears spiller i frit scoringsforsøg.