Nyheder

Sikker sejr til Bakken

09.03.2016

I et velbesøgt Forum Horsens vandt Bakken Bears i dag med 84-64 i en kamp hvor der ikke var andet en æren på spil, da HIC havde sikret sig førstepladsen, mens Bakken var sikker på andenpladsen i grundserien.

Der var dog god intensitet i kampen alligevel, og det var tydeligt at det var et arvefjende opgør. Bakken kommer bedst fra start. Deres forsvar er på et højt niveau, og HIC bliver presset til svære skud. Den eneste der har lidt held er Marquis Addison. Addison scorer 8 point i perioden.

For Bakken dominerer Michel Diouf og han scorer 10 point. Efter første periode er Bakken foran med 27-21.

I anden periode trykker Bakken yderligere på speederen. HIC angrebsspil er for langsomt, men Bakken i den anden ende får de muligheder de gerne vil have. Morten Sahlertz spiller en solid kamp og er hele tiden farlig.

Der er ikke meget som fungerer for de gule, og på en buzzer beater bringer Morten Sahlertz foran med 52-30 ved pausen. Diouf og Sahlertz scorer tilsammen 33 point i første halvleg.

HIC prøver at kæmpe sig tilbage i anden halvleg. Der er mere intensitet i forsvarer, og samtidig kommer der gang i de frygtede fastbreaks. Flere gange er HIC ved at få momentum, men føringen bliver aldrig mindre end 12 point. Hver gang HIC kommer tæt på bliver der brændt et skud eller smidt en bold væk.

Bakken spiller solidt og kører en sikker og fortjent sejr hjem med 84-66. Bedste mand for Bakken var uden tvivl Michel Diouf, men også Morten Sahlertz var solid.

For HIC spillede Vedran Borovcanin og Marquis Addison bedst.

HIC har nu pause indtil 31 marts, hvor de i DM semifinalen skal op imod vinderen af Svendborg Rabbits og Hørsholm 79ers, mens Bakken Bears skal spille kvartfinaler mod Stevnsgade SuperMen. 

SISU indvier Gentoftehallen med en sejr

09.03.2016

På den nye hjemmebane tog SISU imod lokalrivalerne fra Nordsjælland i grundspillets sidste kamp, og 600 tilskuere overværede opgøret, som endte med en sejr over et ungt Hørsholm 79ers mandskab.

Udeholdet brugte ikke deres sædvanlige startere, og det gav begge hold en mulighed for at spille bredt.

Første periode var meget lige med 3’ere fra Maurice Creek og August Haas og tre 3’ere fra Hørsholm: 18–19.

Begge hold scorede en del flere point i anden periode, og SISU trak lidt fra, før Hørsholm kom tilbage: 46–41.

SISU kom ud med megen energi i tredje periode og begyndte at udbygge føringen til 61–48. Perioden endte med cifrene 70–58.

I fjerde periode blev næsten alle spillerne noteret for point på den nye, flotte tavle i Gentoftehallen, og SISU endte med at vinde 91–74 og er dermed ubesejret på den nye hjemmebane ca. et halvt år frem!

SISU har nu spillet sin sidste kamp i sæsonen, da slutspillet med ottendepladsen desværre glippede, mens Hørsholm med sin femteplads står over for Svendborg Rabbits i de kommende kvartfinaler.

Topscorere:

SISU: August Haas 18 point, 6 rebounds, 4 assists; Frederik Rungby 17 point, 7 rebounds, 2 assists, 4 steals; Maurice Creek 14 point, 8 rebounds, 3 assists; Asger Hjorth 11 point, 4 rebounds, 1 assists; Alassan Touray 10 point, 4 rebounds, 2 assists.

Hørsholm 79ers: Anali Okologi 19 point, 6 rebounds, 3 assists, 3 steals; Asbjørn Midtgaard 14 point, 12 rebounds, 1 assist; Andreas Mejlby 10 point, 6 rebounds, 1 assist.

Stor sejr til kaninerne over Randers

08.03.2016

Randers kom til Svendborg uden borgmesteren og DJ Smedley, uden at Charlie Burgess, Troy Gottselig og Bo Colas var omklædt og således var der lagt i ovnen til kronjyderne.

Den spådom inden kampen gik i gang blev opfyldt for Rabbits spillede så bredt det var muligt men det gav ingen problemer med, at hente en storsejr hjem i kaninhulen. Dermed eksisterer kampen om 3. pladsen stadig for kaninkollektivet, i hvert fald indtil i morgen aften, hvor Stevnsgade møder Team FOG Næstved i Nørrebrohallen.

Det skulle vise sig, at blive rekordernes kamp, Svendborg Rabbits skød ikke mindre end 44 trepointsskud og scorede på de 20. Heraf Damian Ocana på 10/20 og dermed en tangering af ligaens rekord og Damian topscorer for sit mandskab med 32. Marinus Mouboe havde en double double med 24 points og 18 rebounds. Nicky Nielsen var bedste mand for sit hold med 21 points (5/7 på treeren).  Svendborg vinder en storsejr, 114-62, efter perioderne 30-17, 32-13, 27-11 og 24-21.

Claus Magaard åbnede ballet med en treer og fulgte op med endnu 2 og Randers fulgte med indtil 13-12. Så blev kampen afgjort af kaninerne der gik på et run, 17-0. Kampen blev aldrig spændende og samtlige kaniner fik mere end 11 minutter på banen. Randers gjorde hvad de kunne med det materiale der var til rådighed, de såkaldte skader på profilerne er forhåbentlig ovre inden slutspillet, for ellers ser Randers’ kvartfinale noget tynd ud… Damian Ocana slutter perioden med tre treerer i træk.

2. periode startede Damian også med en treer og han fulgte selv om med endnu tre efter han selv scorede en to’er og Marinus Mouboe også havde sat en treer. Kaninerne foran 49-25 efter 5 minutter af 2. periode og Randers scorede 5 mere inden halvtid, Rabbits 13, til halvlegsføring 62-30. Det var Reno Silavs og Nicky Nielsen der scorede for kronjyderne men lige lidt hjalp det. Darious Moten med et monsterdunk med en hånd på assist fra topscorer Rozzell.

Kampens største føring til kaninerne 85-35 efter 8 minutter af 3. og den periode tilhørte Marinus Mouboe der med masser af rebounds og 15 points. Det var meget let for kaninerne der for længst havde bænket Brandon Rozzell, der er nemlig kamp igen i kaninhulen på torsdag mod Bakken Bears.  Stats viste 16 trepointsscoringer på tre perioder til kaninerne… heraf 8 til Damian Ocana på 16 minutter !!.

Kampen skulle blot overstås og det blev den helt uden dramatik. Rabbits vinder over et meget såret Randersmandskab og man kan kun spørge sig selv: hvad er der galt i Randers ??. Naturligvis kan der været opstået skader på de helt store profiler ??, og slutspillet er lige om hjørnet. Kaninerne bænkede selv de store profiler for 2 sæsoner siden i en kamp mod HIC, hvor også slutspillet var lige om hjørnet så måske kommer Randers stærkt igen med de store kanoner klar til kamp?

Ud over Damian Ocanan og allerede nævnte Mouboe, scorede Darious Moten 14 og det samme gjorde Brandon Rozzell, 12 til Claus Magaard.

For Randers scorede ud over mest scorende Nicky Nielsen, Reno Silavs 14 point.

Hørsholm choksejrer over Horsens

05.03.2016

Som det kun andet hold denne sæson slog Hørsholm 79ers de forsvarende mestre Horsens IC i Basketligaen. Hørsholm kom foran 2-0 og afgav aldrig føringen på vej mod en 79-63 sejr.

Efter kampen betegnede hørsolmtræner Rafa Monclova kampen som vigtig, på trods af at den ikke betød noget for ligaens slutstilling:

-Horsens var det sidste hold i ligaen, vi ikke har stået, så den var vigtig for selvtiliden. Vi tillader dem kun at score 63 point, hvor de scorer næsten 90 i gennemsnit. Det er uhyre vigtigt for os, når vi ser fremad mod slutspillet.

Hørholm kom foran 2-0, da Jonathan Gilling scorede i første minut og var foran indtil hornet lød. Gilling, der har haft lidt skadesproblemer, viste sig som afgørende. Han scorede 22 point på kun 14 skud og flere af dem var på afgørende tidspunkter. Samtidig bidrog han med syv rebounds og viste, hvorfor han var en stor sensation, da han skrev under med Hørsholm i januar.

I løbet af anden periode opbyggede Hørsholm en føring, der, da den var størst, var på 15 point, 27-12. Horsens virkede mærkede af den hårde kamp mod Svendborg to dage tidligere, men var alligevel i stand til at reducere til 37-33 kort inden pausen efter otte hurtige point af Marquis Addison.

I anden halvleg udbyggede Hørsholm igen føringen til 15, 70-55, med fem minutter igen. Horsens har ikke vundet 25 af 27 kampe for ingenting og de næste minutter lignede et comeback for mestrene. Iffe Lundberg og Marquis Addison scorede seks point i træk og med under tre minutter igen, var det kun en ni-pointskamp, 70-61.

Evan Yates, der har vist sig som en af ligaens bedste spillere, stoppede blødningen. Efter et langt angreb, ramte den store center sit 24. point og det gav ro for Hørsholm, der sikkert spillede sejren hjem, 79-63.

Begge hold har en enkelt kamp tilbage i sæsonen. Hørsholm er med til at åbne det nye idsætscenter i Gentofte med en udekamp mod SISU, mens Horsens tager imod rækkens nummer to, Bakken Bears, på hjemmebane. Begge kampe spilles tirsdag.

Horsens sidder som etter over i kvartfinalerne, mens Hørsholm møder enten Team FOG Næstved eller Svendborg Rabbits

Bears vinder forsmag på kvartfinalerne mod SuperMen

05.03.2016

I en godt fyldt Nørrebrohal tog Stevnsgade Supermen mod Bjørnene fra Bakken i fredagens kamp i BL.

Som en forsmag til nogle forhåbentlig spændende kvartfinalekampe i mellem de to hold, fløjtede kampens 3 dommere op til en på papiret ligegyldig kamp. Formentlig  ville begge hold i dag bruge kampen til at justere lidt på spillet.

De to hold fulgtes ad til stillingen 4-4, hvorefter Bakken med et 4-12 run kom foran med 8-16. Herefter udvekslede holdene point og 1. periode sluttede 11-22.

Stevnsgades udfordringer fortsatte i 2. periode, hvor Supermen havde besvær med at komme til nogle gode og lette afslutninger. Dette skyldtes primært god opdækning fra bjørnene, som i hvert fald ikke er gået i hi endnu. Shawn Glover var især flyvende i perioden som slutter med 21+ til Bakken. Pause stillingen er 25-46.

Et Stevnsgade comeback ville kræve sikre scoringer og solidt forsvar i 2. halvleg, men forskellen på top og bund i basketligaen viste sig tydeligt i en periode, hvor Supermen kun fik hældt 12 point i kurven mod Bakkens 25 point.

Fjerde periode blev spillet i en rolig atmosfære og Bakken endte med også at vinde denne periode med 7 point og kampen ender 53-94. Stevnsgade kæmpede bravt i kampen, men forskellen  var stor på de to hold i dagens kamp – det virkede som om Bakken havde et ekstra gear at give af – skulle det have være nødvendigt.

Kampens to topscorere blev for Stevnsgade Supermen Alonzo Brooks med 14 point og 8 rebounds og Shawn Glover med 19 point, hvoraf nogle blev lagt i kurven på heftig vis. Shawn har imponeret med sin spillestil, siden han kom til Danmark ifm. Pokalfinalen. En spændende spiller at følge.

Kampen blev overværet af ca. 460 tilskuere herunder Stevnsgades kørestolsbasketspillere – Stevnsgade Lowriders, der hyggede sig og måske aflurede nogle tricks for fortsat at fastholde topplaceringen i deres liga.

Næste hjemmekamp for Stevnsgade Supermen og sidste kamp i grundserien bliver på tirsdag mod Team FOG Næstved klokken 18.15. 

Horsens vinder tæt kamp

04.03.2016

I en kamp uden den helt store nerve vandt HIC i dag med 84-79 over Svendborg Rabbits.

Marquis Addison kom brandvarm ud til kampen og scorede hurtigt 8 point. For Svendborg spillede Brica Massamba godt, og Brandon Rozzel var som altid farlig. Mod slutningen af perioden trækker Svendborg lidt fra og er foran med 25-21 efter de første 10 minutter.

I anden periode kommer Lasse Elbæk på banen, og han sænker hurtigt to treere og spiller en virkelig stærk periode. Ud over Lasse fortsætter Marquis Addison med at sætte point på tavlen. For Svenborg flyder spillet markant bedre, end de tidligere kampe mod HIC i denne sæson, men Brandon Rozzel er stadig Svendborgs vigtigste mand.

Ved pausen er stillingen helt lige 41-41.

HIC starter bedst i tredje periode og ligger pres på Svendborg og bringer sig foran med 8 point. Desværre får HIC to tekniske fejl, og da der samtidig var fejl i et skudforsøg skyder Svendborg fire straffe og reducerer HIC’s føring til 4 point.

Brian Fitzpatrick der ellers spillede en anonym kamp scorer 8 hurtige point, og efter tredje periode er HIC foran med 60-54.

I fjerde periode er HIC flere gange ved at ryste Svendborg af, men Svendborg vil ikke ligge sig ned. Vedran Borovcanin spiller en meget stor fjerde periode, hvor han scorer 11 point,ttager mange rebounds og dækker solidt forsvar, og viser hvorfor han må være med i kampløbet om årets spiller i basketligaen.

Med godt et minut igen rammer Borovcanin en treer der bringer HIC foran med 5. I forsvarsenden tager han rebounden og bliver efterfølgende fejlet og rammer et straffe, og kampen er lukket.

HIC vinder til sidst en tæt kamp med 84-79 (21-25, 20-16, 19-13, 24-25), hvor Svendborg har stor ære af kampen.

Topscorer: HIC Marquis Addison 23 point og Svendborg Rabbits Brandon Rozzel 28 point 

SISU besejrer Randers Cimbria

03.03.2016

I sidste hjemmekamp i grundspillet inden slutspillet starter var SISU på besøg i Randers. 

Første periode startede meget jævnt. SISU forsøgte med etableret angrebsspil, og Randers ville have tempo i kampen. Randers får presset SISU godt i de første minutter. SISU får nogle godt gennemspillede angreb og stillingen er 14-13 halvvejs i perioden.

Randers slutter dog stærkt af - anført af Reno Silavs der scorer 12 point, alle fra 3'eren. Stillingen efter første de første 10 minutter 31-21 til hjemmeholdet.

Anden periode starter med et dunk af Bo Colas der er på vej tilbage efter hans skade. Chris Nielsen og Reno fortsætter med at score udefra og Randers er stort foran med 39-23 efter små 2 minutter.

SISU's Allasan Touray holder SISU lidt inde i kampen med godt spil både under kurven og skud udefra. SISU's coach er dog ikke helt tilfreds - og tager timeout med 6.29 igen. Stillingen er 41-26.  Efter 25 sekunder vil SISU-bænken tale mere i gennem - ny timeout.

Randers fortsætter det aggressive spil, og er gode til at finde hinanden. SISU giver dog ikke op, og har fået justeret efter de to timeouts. Randers holder dog fortsat afstand og fører med 56-45 ved halvleg.

Tredje periode starter rodet. Hjemmeholdet kæmper for at få udbygget føringen, og gæsterne vil naturligvis have kløerne i Randers. Efter 2.25 er stillingen 58-52, og Morten Hansen vil tale tingene i gennem på Randersbænken.

SISU har fået etableret deres angrebsspil, og kommer tættere og tættere på Randers. DJ Smedley har lavet alle Randers 6 point i perioden og hjemmeholdet fører med 64-58 med 4.40 igen.

Randers med er par hurtige turnovers og SISU bringer sig foran med 3.38 igen til 64-65.

Morten Hansen er ikke tilfreds med dommernes indsats, og undlader ikke at gøre opmærksom på dette forhold. Teknisk til Coach Hansen.

SISU slutter stærkest af, og Touray sætter en 3'er buzzer til stillingen 68-78 før de sidste 10 minutter.

Sidste periode starter lige så intenst som 3. sluttede. Randers kæmper for at komme tilbage i kampen men er bagud med70-78 efter 2 minutter.

Randers har svært ved at få løst SISU's forsvar, der til gengæld også må kæmpe for at få kampen lukket.

Morten Hansen modtager sin anden tekniske fejl i slutningen af perioden, og må derfor forlade hallen før tid.

Randers får ikke styr på spillet og sisu vinder sikkert 84-94 (31-21, 25-24, 12-33, 14-26).

Topscorer for Randers Cimbria: Chris Nielsen 29 point

Topscorer for Sisu: Maurice Creek 33 point + 11 reb. 

Bakken Bears vinder i Næstved

02.03.2016

Team Fog Næstved, som var uden Troy Franklin og Philip Hertz, kom til kampen efter en historisk stor sejr mod Randers Cimbria.

I de første par minutter af kampen blev der ikke scoret meget, men så fik Alexander Bak gang i scoringen for Team Fog Næstved - han scorede holdets 11 første point. Det var stærkt medvirkende til, at Team Fog Næstved efter halvdelen af perioden førte med 8 point.

Bakken fik stabiliseret forsvaret samtidig med, at træfsikkerheden indfandt sig. Derfor kunne Bakken næsten indhente Team Fog Næstveds føring inden periodens slutning men hjemmeholdet førte med 2 point efter de første 10 minutter.

Da det første minut af 2. periode var spillet havde Bakken udlignet Team Fog Næstveds føring, og efter halvdelen af perioden så det ud som om, at kampen vendte, da Bakken trak fra til en 6 pointføring.

Men Team Fog Næstved fik samlet sig og kom tilbage i perioden, som endte uafgjort. Team Fog Næstved gik derfor til pause med en 2 pointføring 42-40. Spændingen inden 2 halvleg var intakt.

Bakken kom bedst fra start efter pausen og trak hele tiden fra gennem første halvdel af perioden. Det så sort ud for Team Fog Næstved, som havde meget svært ved at score - 14 point blev det kun til i løbet af 10 minutter og man tabte perioden klart med 26-14.

Inden sidste periode førte Bakken således med 10 point, og man havde fornemmelsen af, at der skulle noget ekstraordinært til, hvis Team Fog Næstved skulle tilbage i kampen.

Det ekstraordinære udeblev - Bakken udbyggede fra starten af perioden sin føring til 14 point. Team Fog Næstved kæmpede ihærdigt for at følge med, men holdet var oppe mod overmagten.

Bakken viste sig endnu en gang som et bedre hold end Team Fog Næstved, hvis spillere så mere og mere modløse ud, som kampen skred frem.

Det lykkedes dog for  Team Fog Næstved at mobilisere noget kampgejst i de sidste minutter af kampen, og Team Fog Næstved vandt perioden, men Bakken vandt en sikker og fortjent sejr med 7 point, 81-88 (22-20, 20-20, 14-26, 25-22).

Topscorer for Team Fog Næstved blev Caleb Walker med 25 point mens Bakken Bears topscorer blev Shawn Glover med 21 point.

Horsens IC vinder nemt over SISU

29.02.2016

De danske mestre kom til Gentofte søndag med en sejrsstime på udebane, som havde varet siden SISU, i sidste sæson, vandt over Horsens. Dette skulle dog ikke blive tilfældet i denne sæson.

Midtjyderne startede kampen med hurtig boldbevægelse og var foran 7–17, inden SISU fandt sine ben. Maurice Creek og Ziko Grubovic holdt SISU inde i kampen, men det stod 17–26 efter første periode.

SISU fik bedre gang i angrebet i anden periode, men det gjorde Iffe Lundberg også. Han scorede fem 3’ere i disse 10 minutter (5/7) og stod for 17 af Horsens’ 28 point. Stillingen var 42–54 ved halvleg.

Hjemmeholdet kom ud med lidt mere energi i tredje periode, men det matchede Horsens, især senere. SISU nåede op på 50–57 ved godt forsvar og holdspil, men så gik Horsens i gang igen, og pludselig stod det 54–76. Tredje periode endte 62–79.

I fjerde periode fortsatte Vedran Borovcanin med sit stille, men fremragende, spil med 9 point i perioden, og han endte med en flot triple-double over samlet 29 minutter på banen.

Horsens IC vandt alle fire perioder og spillede meget bredt med mindst 8 minutters spilletid til alle 11 spillere.

Derved har SISU desværre sikret sig en tidlig sommerferie, når den sidste kamp i grundspillet den 8. marts er spillet, da de ikke længere har mulighed for at kvalificere sig til slutspillet. Stevnsgade SuperMen vandt nemlig over Randers lørdag, og en sejr i dag var derfor påkrævet for at SISU stadig ville have en matematisk mulighed for at nå kvartfinalerne.

SISU spiller hos Randers Cimbria på torsdag, mens Horsens IC er vært for Svendborg Rabbits samme dag.

Topscorere:

SISU: Maurice Creek 23 point, 4 rebounds, 1 assist; Ziko Grubovic 15 point, 4 rebounds, 2 assists; Alassan Touray 10 point, 3 rebounds, 1 assist.

Horsens IC: Iffe Lundberg 20 point, 4 rebounds, 4 assists; Vedran Borovcanin 19 point, 10 rebounds, 11 assists (triple-double); Marquis Addison 16 point, 4 rebounds, 6 assists; Brian Fitzpatrick 16 point, 3 rebounds, 2 assists.

Bakken Bears slår 79ers

26.02.2016

To hold, der begge i praksis er sikre på hvilken plads de slutter grundspillet på, og som begge er uden et par af profilerne, er ikke den bedste opskrift på at få en intens og nervepirrende kamp.

Bakken Bears var uden skadede Darko Jukic og Nicolai Iversen, mens Hørsholm ikke havde Frederik Hougaard og Evan Yates i spil til opgøret mellem ligaens nummer to og fem.

Første periode var lav på såvel intensitet som godt spil. Kun udeholdets Jonathan Gilling var i hopla, og han scorede alle sine 13 point i kampens første syv mnutter - fire treere og et straffekast - velkommen til kampen til hjemmeholdet.

Hørsholm nåede takket være især Gillings scoringer foran 15-7 inden Mikkel Plannthin ramte sin anden treer og Michel Diouf med et and-one play kunne reducere til 13-19 som var facit efter ti minutter.

Anden periode var nok hjemmeholdets bedste. Andreas Meilby ramte to treere for Hørsholm, men det var de eneste point fra udeholdet i første halvdel af periode, og efter godt spil af bl.a Chris Christoffersen kunne Bears komme foran for første gang i kampen ved 24-22 og senere 26-25. Hørsholms sidste føring i kampen kom ved 29-28, men Bears sluttede med tre treere - to af dagens anfører Morten Sahletz og en af Sebastian Åris i de døende sekunder af perioden. 37-29.

Intensiteten steg gradvist i løbet af kampen, men primært på baggrund af de to holds frustrationer over dommerkendelserne. En total udramatisk kamp blev således ramt af to usportslige og en teknisk fejl. Kampens mest dramatiske episode var dog et hændeligt uheld, da Sikander Tajik blev knockoutet og skulle hjælpes fra banen.

I tredje periode rykkede Bears endegyldigt fra nordsjællænderne, da holdet gik fra 37-34 til 54-36. Game over i en kamp, hvor Hørsholm formåede at svare igen i slutningen af tredje periode uden dog at hente ind på Bears. Mikkel Plannthin scorede 10 af sine 16 point i tredje periode. 61-43 inden de sidste ti minutter. Plannthin blev topscorer for hjemmeholdet.

Fjerde periode gav en del minutter til de mange unge spillere begge hold stillede med. Det var dog Chris Christoffersen og Asbjørn Midtgaard, der kæmpede hårdest i deres dueller under kurven. Kristoffer Løwenstein scorede fem point i træk og Keane Thomann sluttede fest af med to fine scoringer inden Andreas Meilby scorede sin sidste treer, så han blev topscorer med 15 point.

Med sejren fik Bears den 19. sejr i 24 kampe, mens Hørsholm stadig står med 12 sejr, nu efter 26 kampe. Hørsholm spiller næste gang om 10 dage, når holdet tager imod Horsens IC, mens Bears skal i ilden igen tirsdag, når holdet gæster ligaens nummer tre, Næstved, i en tv-kamp.