Nyheder

2 x C fortsætter hos Svendborg Rabbits

23.05.2013

Svendborg Rabbits der sluttede sæsonen med sølvmedaljer om halsen, er allerede nu i gang med få truppen på plads til næste sæson.

Rabbits har netop offentliggjort denne pressemeddelelse:

Det er med stor glæde vi hermed kan informere jer alle om at Craig Pedersen fortsætter som Head Coach for Svendborg Rabbits A/S.

Vi er sammen med Craig blevet enige om at indgå en ny aftale der løber de kommende 4 sæsoner.

Craig har i vores øjne altid leveret varen, både på og udenfor banen er han meget professionel og vellidt. Finale deltagelse de seneste 7 år viser med tydelighed det er en af landets absolut dygtigste trænere vi har med at gøre, det hersker der ingen tvivl om.

Samtidigt er Craig i hans privatliv stadig meget glad for at bo i Svendborg med familien. Det var derfor det nemt for begge parter at blive enige om at fortsætte det gode samarbejde og jagten på DM guld til Sydfyn.

En af de mange grunde til vi fra Rabbits side af gerne ville lave en længevarende aftale er, at vi mener det sender et vigtigt signal til de unge basket-talenter i Danmark: Hvis man lyster at kombinere uddannelse og basket på top plan - med landets dygtigste træner, så er Svendborg bestemt ikke et skidt sted at søge hen. Vi har nemlig rig mulighed for at tilbyde begge dele her på Sydfyn.

Med Craig som træner er vi overbeviste om vi står vi godt rustet til fremtiden og den fortsatte positive videreudvikling af Rabbits.

Samtidigt er det også en stor fornøjelse at kunne informere jer om at ligaens bedste 3-points skytte, Claus Magaard, vender tilbage næste sæson.

Claus er igen i år i stand til at kombinere sit studie med at spille for Rabbits. Det er vi rigtigt glade for da Claus både på og udenfor banen er en meget vigtigt brik for os - og samtidig en evig frustration for de andre hold når han stiller op bag 3 points linjen.

Velkommen ”tilbage” til både Craig og Claus. Vi glæder os til at følge jer !

Vi forventer endvidere inden for de kommende uger at kunne præsentere mere spændende nyt angående spiller truppen.

 

Big Chris fortsætter hos Bakken Bears

21.05.2013

Den 218 cm høje bornholmer, Chris Christoffersen, fortsætter hos Bakken Bears. De nykårede danske mestre har indgået en et-årig aftale om forlængelse af aftalen med spilleren, der blev kåret som finaleseriens mest værdifulde spiller.

Læs mere på www.bakkenbears.com, hvor du også kan læse om Bakken Bears’ succesfulde aktieudvidelse.

Sæsonens sidste basketmagasin på gaden

11.05.2013

I magasainet som sætter punktum for sæsonen 2012/13 kan du bla. læse:

  • Reaktioner fra finalerne

  • Spillere vinder, hvem står bag? - Et kig på bænken i Bakken Bears
     
  • En mand der valgte andet end basketligaen - Interview med Brian Damgaard.
     
  • HIVO CUP 2013: Alle var, og alle kunne være med! Rapportage fra kørestolsbasket i Vejle.

Du finder magasinet ved at klikke her.

Ny head coach til Bakken Bears

06.05.2013

Da Steffen Wich i december 2012 overtog head coach-jobbet i Bakken Bears, gjaldt aftalen den resterende del af sæsonen 2012/13. Aftalen med klublegenden var således en fratræden uanset resultaterne i indeværende sæson.

Det kan en pokaltitel og et dansk mesterskab ikke ændre. Bakken Bears har nu fundet den head coach, der skal være ansvarlig for holdet i sæsonen 2013/14.

Ny head coach for Bakken Bears bliver finske Ville Tuominen, der kommer fra et tilsvarende job hos Tampere Pyrintö Basketball. Tuominen, der endvidere er finsk U15 landstræner, er 31 år og har en solid spiller- og trænerkarriere bag sig.

Tuominen var som spiller en dygtig guard, der primært spillede i Helsinkiklubben ToPo, hvor han var anfører. Tuominen spillede endvidere på flere finske ungdomslandshold.

Som træner har Ville Tuominen også været i ToPo, i BC Nokia og i den seneste sæson hos Pyrintö Tampere.

Pyrintö Tampere vandt under Tuominen den finske pokalturnering, og klubben blev nr. fire i grundspillet i den finske Korisliiga.

Tuominen havde egentlig option på en sæson yderligere i Tampere, men har valgt at rejse til Danmark. Han begrunder valget således: "Jeg har altid drømt om at coache i udlandet, og hos Bakken Bears får jeg den mulighed. Jeg ser frem til at lære et nyt land og en ny kultur at kende og er sikker på at, det vil udvikle mig som coach og som person".

Ville Tuominen har allerede gjort sig tanker om truppen: "Bakken Bears har traditionelt det bredeste hold i ligaen, og det vil vi gøre brug af. Vi kommer til at spille ekstremt aggressivt forsvar med høj intensitet og højt tempo. Vi bliver sjove at se spille, men ikke at spille imod."

Hos Bakken Bears glæder man sig til at få impulser fra Finland: "Finland er klart det førende af de nordiske lande i forhold til basketball. Finland blev nr. 9 ved seneste EM, og Ville Tuominen nævnes som et af de største trænertalenter i Finland. Vi glæder os rigtig meget til at styrke organisationen med en head coach med nye impulser, og særligt i forhold til de unge spillere, der skal være en del af truppen, bliver det spændende med en head coach fra en europæisk topnation", siger sportsdirektør Michael Piloz.

Bakken Bears får besøg af sin nye finske head coach allerede i uge 20, hvor der er planlagt en række møder vedrørende den kommende sæson. Tuominen tiltræder formelt efter sommerferien og vil overtage træningen fra 1. august. Parterne har indgået en et-årig kontrakt med option på yderligere en sæson.

Kontakt:

Bakken Bears, v/ Michael Piloz, 411 666 33
Ville Tuominen, +358 405314052

Fotos fra guldbraget i Svendborg

03.05.2013

Simon Ravn fra DBJO havde sit kamera med til den 7. og afgørende DM-Finale mellem Svendborg Rabbits og Bakken Bears.

Bakken Bears danske mestre igen

03.05.2013

I en stopfyldt Svendborg Idrætshal var Bakken Bears torsdag aften det bedste hold og de vandt fortjent mesterskabet efter en kamp, hvor hjemmeholdet igen kom skidt fra start.

Det betød, at Rabbits konstant og kampen igennem måtte bruge mange kræfter på, at kæmpe sig tilbage. Det var lige ved og næsten men ikke nok og Bakken Bears kunne igen tage guldet med hjem fra Svendborg.

Kampen endte 83-92, efter perioderne 16-26, 26-19, 19-20 og 22-27.

Finalernes MVP blev Chris Christoffersen.

Svendborg Rabbits har nu gennem de 4 kampe hjemme i Svendborg været mestre i, at komme dårligt fra start og således også i den sidste finale. Charlie Parker var helt klar fra start og gjorde ondt på kaninerne med 10 points i 1. periode, han scorede også de første 5. Kaninerne brændte de første 4 angreb og det som mange af de fremmødte fans, dem var der over 1500 af i den sidste finale, skete. Rabbits kom jammerligt ud og de 10 points som holdet var nede med efter 1. periode blev en for stor opgave i den resterende del af opgøret. Bakken Bears var klart bedst i de første 10 minutter.

Rabbits begyndte at slås mere for sagen i 2. periode og kom til flere afslutninger under kurven. De 8 points Donald Rutherford scorede i 1. blev fulgt op med yderligere 10 i 2., bl.a. en meget dyb treer hårdt presset af skudklokken i slutfasen af perioden. Ellers var det kaninerne med overtag og et run straks fra starten af perioden, 13-4 og kun nede med et enkelt point efter 5 minutter. Bakken Bears svarede igen og det var primært på flot spil fra Andreas Jakobsen med to meget sikre treerer. Svendborg kom dog godt med inden pausen og var med endnu et run denne gang 10-4, næsten helt oppe, 42-45, inden pausen. Lydtrykket var enormt fra de mange fremmødte der øjnede chancen for at kaninerne tog helt over. Svendborg var gode til at angribe kurven men spillede måske lige langsomt nok og fik ikke Bakkens store folk til at løbe tilstrækkeligt. Dog var der gode aktioner fra både Rutherford og Washington der tilsammen scorede 31 points i 1. halvleg for kaninerne.

Efter pausen og med 3. periode in mente fra kampen i Århus i mandags, håbede både alle spillerne men også de mange lokale fans, at nu ville kampen knække over til kaninernes fordel. Det skete blot ikke. Efter at Charlie Parker havde gjort meget ondt for kaninerne i 1. periode, forsvandt han helt ud af kampen i 2., men i 3. var han igen en af de afgørende faktorer hos bjørnebanden. 7 points og godt forsvarsarbejde fra Parker samt 4 gode point fra jokeren Morten Sahlertz gjorde, at bjørnene kunne følge med Mikkel Plannthin der var enmandshær for Svendborg Rabbits. Plannthin havde scorede de første 11 points for sit hold og vist høj høj klasse og Svendborg fulgte med til stillingen 61-65 inden de sidste 10 minutter. Da Adama Darboe satte sidste periodes første treer troede man taget på Svendborg Idrætscenter ville lette men så tog jokeren fra smilets by over. Morten Sahlertz’ indskiftning lige inden de sidste 10 minutter skulle vise sig, at blive en genistreg fra bakkenbænken. Sahlertz svigtede ikke og scorede 7 points i træk, kun afbrudt af en toer fra en meget varm Andreas Jakobsen der også ville være med i slutfasen som så ofte før, Da Bakken Bears rykkede fra 67-68 til 71-80, var kampen afgjort. Resten var kun kosmetik og selv om kaninerne konstant fejlede Andreas Jakobsen fordi det lige var ham der havde bolden, så hjalp det intet. Jakobsen var en af de udslagsgivende kræfter og hans 13 points i de sidste 10 minutter, de 6 for 6 på straffe, slog gulddrømmene hos kaninerne ud. Selv om Mikkel Plannthin konstant forsøgte og forsøgte og med 10 points i de sidste 10 minutter også gjorde sit, var det ikke nok.

Bakken Bears vinder fortjent den 7. finale, en serie der sjældent har været mere spændende og tæt. 

Et stort tillykke til Bakken Bears der til trods for en noget fortumlet sæson alligevel til sidste viste, at de kan når det gælder.

Kaninerne må, igen igen, nøjes med sølvmedaljer men når nederlaget kommer på afstand, kan kaninerne måske alligevel være tilfredse med udfaldet på sæsonen. Det var der vist ikke mange der havde regnet med ved sæsonstart.

Dagens kanin må siges at være Mikkel Plannthin der spillede en fremragende kamp med 24 points, Donald Rutherford scorede også 24 og hentede 9 rebounds, 15 fra Greg Washington og 7 rebounds, 13 fra Adama Darboe, 3 fra Kristoffer Gertz og 2 hver fra Rasmus Christensen og Jakob Hansen.

Hos Bakken Bears var Andreas Jakobsen den mest scorende med 24, 21 fra Charles Parker og 8 rebounds, 12 fra Morten Sahlertz, 10 fra Nicolai Iversen og 7 rebounds, 9 hver til Chris Christoffersen og Marvell Waithe, 4 til Frederik HN og 3 til Jens Jensen.

Bakken Bears tog guldet

02.05.2013

Bakken Bears tog guldet efter at have slået Svendborg Rabbits i den 7. og afgørende DM-finale.

Bakken kom bedst fra start og førte hele kampen igen. Slutresultatet blev 92-83.

Det var Bakken Bears 13. DM-titel.

Chris Christoffersen, Bakken Bears blev valgt til MVP i finaleserien.

Referat, foto og stats følger. 

Hvem tager guldet?

02.05.2013

Så er dagen kommet hvor de Danske mestre 2012/13 skal kåres.

Bliver det Svendborg Rabbits eller Bakken Bears?

Serien har været tæt hvor begge hold har haft sine op- og nedture. 

Nu skal det hele afgøres i aften i Svendborg Idrætscenter, hvor der vil være tryk på.

Da Rabbits åbnede for billetsalget gik der kun 1 time, så kunne klubben melde op alt udsolgt. Så der bliver gang i den, når 1500 fanatiske tilskuer i aften vil sætte sit præg på begivenhederne.

Er du ikke en af de heldige som har en billet til kampen, så kan de se hele dramaet direkte på dk4. Der er kampstart kl. 19:15 men allerede fra kl. 19:00 sender dk4 med Thomas Bilde i spidsen optakt.

Og hvem vinder så?

Godt spørgsmål - det kan gå begge veje og kampen kan også gå i overtid - et er dog sikkert - Vi finder en Dansk mester i aften. 

Rune, Jakob og Morten dømmer kamp 7

30.04.2013

Den 7. og alt afgørende DM-Finale mellem Svendborg Rabbits og Bakken Bears spilles på torsdag kl. 19:15 i Svendborg Idrætscenter.

BL´s dommeransvarlig, Claus Fogde har nu sat navnene på de 3 dommere som skal dele sol og vind lige i braget på torsdag.

Dommerne i kampen på torsdag er:

  • Rune Larsen
  • Jakob Hors
  • Morten Thomsen

De 3 dommere har allerede været i aktion flere gange i finaleserien hvor alle været på gulvet 3 gange.

Morten Thomsen blev i forbindelse med den 3. DM-Finale kåret til årets dommer i BL 2012/13.

Alle 3 ønskes god kamp. 

Rabbits blæser Bears ud af banen

30.04.2013

Bakken Bears fik for alvor ørerne i den fynske maskine, da holdene mødtes til DM-finale seks i en stopfyldt Vejlby-Risskov Hal.

Rabbits var klart det bedste hold på banen igennem stort set samtlige 40 minutter. Det var således også fynboerne der startede bedst og bragte sig foran 10-2, bl.a. efter to trepointscoringer af Adama Darboe. Bears kom tilbage og Nicolai Iversens treer udlignede til 12-12. Det var i øvrigt Bakkens eneste treer i de første 32 minutters spilletid...

Rabbits sluttede første periode med et 10-2 run, og førte dermed 22-14 efter de første ti minutter. I anden periode fortsatte fynboerne og nåede foran 30-18. Bears fik - for eneste gang i kampen - smidt bolden i posten et par gange og herefter var det hjemmeholdets tur til at gå på et 10-0 run og reducere til 30-28. Igen var det Rabbits, der sluttede perioden bedst og kaninerne førte 42-34 ved halvlegspausen.

Donald Rutherford spillede en fremragende første halvleg og scorede 15 point, mens Adama Darboe scorede 12 point - 4 3ere.

Tredje periode blev en katastrofe for hjemmeholdet. Starten var pointfattig, men Svendborgs 10-0 fra stillingen 51-41 afgjorde kampen. Adama Darboe var ustoppelig og scorede 13 point i tredje periode. Bears scorede blot ni point i tredje periode, og den fynske føring var på 61-43.

I fjerde periode startede Claus Magaard med at fyre en treer i kurven, men bedst som Rabbits - oppe 64-43 - så ud til at marchere sikkert imod sejren, kom Bears i gang. Ti point i streg - bl.a. treere af Morten Sahlertz og Andreas Jakobsen - gjorde at taget var ved at løfte sig i Vejlby-Risskov Hallen. Sahlertz havde en treer til at rulle af ringen, og efter en scoring af Plannthin dummede Bears sig med en teknisk fejl, mens holdet var i boldbesiddelse. To scorede straffekast og en efterfølgende scoring blev starten på et 17-1 run, og både publikum og Bakken Bears var frustrerende og opgivende.

I de sidste minutter blev der byttet scoringer og Rabbits endte med at tage en uhørt stor - men fuldt fortjent - sejr på 85-62. Rabbits udlignede dermed til 3-3 i finaleserien, der nu bliver afgjort torsdag i Svendborg Idrætscenter.

Adama Darboe blev topscorer for sit hold med hele 29 point, mens Donald Rutherford scorede 20 point (suppleret med 12 rebounds). For Bears var Marvell Waithe eneste spiller i tociffret antal point - han scorede 11 point.