Nyheder

Bears besejrer Randers Cimbria

18.02.2013

Bakken Bears fik en overlegen sejr over Randers Cimbria, og er med sejren tilbage på andenpladsen i Basketligaen.

Randers Cimbria kæmpede sig godt tilbage efter at have været bagud med hele 31 point undervejs, men trods den fine modstand fra kronjyderne, endte Bears med at vinde 110-85.

Bakken Bears var fra starten af kampen opsat på at revanchere nederlaget fra november måned, hvor Randers Cimbria vandt med 111-81.

Bjørnene kom ud af starthullerne med raketter i benene. Morten Sahlertz startede med at lyne fem point i kurven inden Cimbrias enmandshær Bonell Colas fik scoret for Cimbria. Bears trak fra og trods en tidlig time out fra Randers coach, Morten Hansen, kværnede Bears løs.

Bears var foran med 10 point, 30-20, efter første periode. Marvell Waithe var bedst for Bears med otte point, mens Colas scorede 12 point for Cimbria.

I anden periode havde Randers Cimbria glemt ammunitionen på bænken. Bakken Bears startede perioden med at score 23 point imod bare to fra Cimbria, og selvom Colas og Randers kom tilbage, førte Bears 59-33 ved pausen.

Colas var nået op på 19 point ved halvlegspausen, mens Charlie Parker var bedste scorer for bjørnene i anden periode med otte point. Waithe var fortsat topscorer med 13 point.

Første halvleg betød mandefald for begge hold. Andreas Jakobsen måtte udgå efter at have slået hovedet, mens Chris Nielsen vred om på anklen. Derudover spillede Chris Christoffersen, der var svækket af sygdom, kun få minutter af kampen. Jakobsens skade betød uventet meget tid på banen til Martin Thuesen, der sæsondebuterede.

Hvis Randers havde glemt fire power i anden periode, var rollerne byttet rundt tredje. Bakken Bears spillede ikke godt, og med en buzzer beater treer fra egen banehalvdel af en i anden halvleg velspillende Patrick Nielsen, fik Cimbria reduceret til 76-64 og havde altså indhentet 19 af de 31 point holdet var bagud med sidst i anden periode.

Casper Stage spillede en solid tredje periode, hvor han scorede syv point – han sluttede kampen med 11 point. Bonell Colas var stadig bedste mand for Cimbria – han scorede ni point i tredje periode.

Bakken Bears startede fokuseret i fjerde periode og fik elimineret den tvivl der kunne være. Charlie Parker og Marvell Waithe kombinerede for 14 af bjørnenes første 16 point i periode, og et træt Cimbriahold fik ikke svaret igen. Bakken Bears sluttede med at ramme tre treere - to af unge Kristoffer Løwenstein, heraf en fastbreaktreer, samt en meget dyb en af Jens Jensen.

Jens Jensen scorede 13 point, og blev den anden Bearsspiller, der har rundet 4.000 scorede point. Nu går jagten ind på Per Pedersens rekord på 4.080 point.

Topscorer for Bakken Bears blev Marvell Waithe, der scorede 24 point (og tog 10 rebounds), mens Charlie Parker supplerede med 21 point, 6 rebounds og 6 assists.

For Randers Cimbria var Bonell Colas suverænt bedste mand med 30 point og 12 rebounds.

Kampen var trods urimeligt mange (67) straffekast særdeles underholdende med mange dunks og flotte treere.

Bakken Bears er med sejren tilbage på andenpladsen, mens Randers Cimbria hænger fast på sjettepladsen i ligaen.

Horsens IC slår Rabbits i topkampen

18.02.2013

For første gang i mange sæsoner har HIC slået samtlige hold i ligaen mindst en gang.

Det blev en kendsgerning til eftermiddag, hvor HIC i et godt besøgt Forum Horsens sendte gæsterne fra Svendborg hjem med et nederlag på 95-84. 

Kampen startede meget lige med en del scoringer i begge ender. For Svendborg startede Donald Rutherford som lyn og torden og scorede på alt hvad der rørte sig, mens Daniel Friedrich spillede stærkt for HIC. Svendborg trækker dog fra da Niels Degn Andersen rammer sin første treer og bringer Svendborg foran med 27-16. 

Årets HIC mandskab er dog ikke et hold der ligger sig ned og ved enden af første periode er de gule kun bagud med seks point. Rutherford scorede 15 point i perioden og voldte HIC store problemer.  

I anden periode kæmper HIC hele tiden for at holde sig tæt på Svendborg. Rutherford fortsætter med at straffe HIC. I den anden ende er Keane Thomann effektiv. Den store amerikaner laver ti point i perioden og har 16 ved pausen. I de sidste minutter af perioden får HIC momentum og ved pausen er Svendborgs føring skrumpet til 3 point, 49-46.

I tredje periode kommer HIC bedst fra start. Matiss Sakne melder sig ind i kampen med to hurtige 3ere og bringer HIC foran med 58-56. HIC spiller aggressivt forsvar og tvinger Svendborg til svære skud og turnovers. Med to minutter tilbage af perioden sætter Bowlin to hurtige treere og bringer HIC foran med 11 point. Svendborg er dog et klasse mandskab og på lidt over et minut reducerer Svendborg føringen til 72-69.

I fjerde periode bringer HIC sig hurtigt foran med 10 point og Svendborg kommer aldrig for alvor tæt på. Skyler Bowlin styrer spillet suverænt med point og assists, og da Svendborg satte et pres op blev bolden køligt spillet uden om presset. HIC kunne derfor til sidst trække sig sejrsrigt ud af opgøret med 95-84 (23-29, 23-20, 26-20, 23-25). 

Bedste spillere for HIC var igen trekløveret Jukic, Bowlin og Thomann som alle spillede solidt, men også Daniel Friedrich og Matiss Sakne spillede virkelig godt.

For Svendborg var bedste mand Donald Rutherford, mens også Mikkel Plannthin og Adama Darboe skal nævnes.  

Næste opgave for HIC er først kommende søndag, hvor SISU tager imod de gule.

Topscorer: HIC Skyler Bowlin 30,
Topscorer: Rabbits Donald Rutherford 33  
Man of the match: Skyler Bowlin 30 point

Værløse BBK slår Team Fog Næstved

18.02.2013

Efter sidste uges tilskuersucces og  -rekord med flere end 1.100 på besøg i Farum Arena, blev det hverdag igen i Værløse. 

Team Fog Næstved var på besøg i Søndersøhallen, hvor de 293 tilskuere fylder mere, larmer mere og sidder meget, meget tættere på banen, dommerne og spillerne end i Farum Arena.

Med andre ord den perfekte ramme for Værløse at folde sig ud i.

Og med en 85 – 82 sejr til hjemmeholdet udnyttede de hjemmebanefordelen til fulde. Det blev en både spændende og i lange perioder meget velspillet kamp.

Første periode blev en pointrig og lige affære, der endte med 28 – 28 på tavlen.

I anden periode stak hjemmeholdet af, og grundlagde den endelige sejr med en pauseføring på 46 - 38, en føring som Næstved ikke formåede at vende. Det var egentlig ikke, fordi Næstved ikke gjorde, hvad de skulle. De spillede både hurtigt og aggressivt.

Men to væsentlige ting skilte udeholdet fra sejren: Richard Delk og Værløses imponerende træfprocent på deres 3-points forsøg. Hvis vi tager det sidste først, så endte Værløses procent på knap 65% med 11 træffere ud af 17 forsøg. Til sammenligning måtte Næstved nøjes med at se, at kun hvert femte forsøg gik i, altså en procent på beskedne 20.

Men når nu vi er ved procenter og tal, så var det ikke over hele linjen, at Værløse var overlegne. På straffe for eksempel. Her ramte gæsterne fra Næstved 80 procent, mens Værløse ikke en gang nåede på 60. Richard Delk havde en fest og med 27 point endte han ikke bare som sit holds, men hele kampens topscorer. 

I det hele taget var det en kamp, hvor begge holds amerikanere satte deres præg. Næstveds Caleb Walker og Quinton Dogget var således hele tiden en trussel, og endte da også som deres holds topscorere. Det var en spændende kamp. Men ikke desto mindre skulle vi helt hen til de døende minutter, før Næstved fik kontakt og udlignet. 

Ved indgangen til fjerde periode førte Værløse 66 – 54, men ingen havde fortalt gæsterne, at kampen var afgjort.  Så Næstved satte alt ind på få de to point med hjem. Og med en 26 – 19 ”sejr” i fjerde periode, var det da også næsten ved at lykkes. Men også kun næsten. Med 3,5 sekunder tilbage førte Værløse med blot 3 point, da Næstveds Julian McFarlane blev fejlet og sendt til stregen. Med blot 2 point hidtil i kampen, var der ingen tvivl om, at den tidligere Værløse-spiller havde behov for at vise, at han kunne ramme kurven og bringe sit hold blot 1 point fra forlænget spilletid. Men det blev ved lige ved og Næstved for Julian, der brændte begge skud, og slukøret måtte se hal-uret køre til nul.

Dermed endte kampen med en Værløse-sejr på 85 – 82.

Topscorere for Værløse blev Richard Delk med 27 point, 6 rebounds og 6 assist, mens Justin Baker scorede 20 point, 8 rebounds og 2 assist.

For Team Fog Næstved blev det Caleb Walker med 21 point, 8 rebounds og 5 assist, mens Quinton Dogget fik 21 point og 6 rebounds.

Ny drabelig kamp med BC Aarhus

16.02.2013

Kampen mellem BC Aarhus og Hørsholm 79’ers var igen en gyser af rang, hvor afgørelsen først faldt i de døende sekunder.

Hørsholm 79’ers kunne med en sejr cementere deres play off plads, mens BC Aarhus med en sejr stadigvæk havde en teoretisk mulighed for at få en plads i play off. Den teoretiske mulighed forsvandt, da Hørsholm vandt kamp med 86-81.

På mange måde lignede det en gentagelse af det sidste match up mellem de to hold. Hørsholm 79’ers startede bedst og kom hurtigt foran 4-0 inden, at Charles Funches og BC Aarhus fik point på kontoen. Hørsholm var foran indtil midten af 1. periode indtil Rasmus Søby satte en 3’er og fik bragt BC Aarhus i spidsen med 10-8. Hørsholm 79’ers var dog i foran efter 1. periode med 19-15 baseret på en flot holdpræstation, mens BC Aarhus i højere grad levede af individuelle præstationer.

Kampen ændrede dog karakter i 2. periode. Hørsholm satte sig i den grad på kampen. Rob Fields dirigerede spillet godt og Boran Marinkovic havde en god kamp i angrebet. BC Aarhus spillede forkrampet i angrebet og frustration bredte sig blandt spillerne. Det formåede Hørsholm at udnytte. Peter Hoffmann forsøgte sig med time outs, men lige lidt hjalp det. Det var derfor fortjent, at Hørsholm var i spidsen med 46-35 ved halvleg.

BC Aarhus har det med at spille bedst i 2. halvleg, men hjemmeholdet fik ikke den ønskede start på 3. periode. Hørsholm fortsatte det solide spil og efter ca. 2 minutter af 3. periode var Hørsholm i spidsen med 14 point, 52-38. Det så vanskeligt ud for hjemmeholdet. Anton Elsner viste igen høj klasse og efter 2 velspillede angreb afsluttede Anton sikkert fra 3 points linjen. BC Aarhus var på vej tilbage. Charles Funches spillede fantastisk og snuppede den ene rebound efter den anden. Med 1 minut tilbage af 3. periode var der balance i kampen, 61-61. Rob Fields satte dog det sidste skud i kampen og stillingen var 61-63 inden 4. periode.

BC Aarhus startede bedst i 4. periode og fik bragt sig i spidsen med en 3 points scoring af Anton Elsner. Kampen bølgede frem og tilbage i 4. periode. Det ene øjeblik førte BC Aarhus med 1 point og herefter førte Hørsholm med 1 point. Det var nervepirrende og et livligt hjemmepublikum forsøgte at hjælpe hjemmeholdet til en sejr. Hørsholm fik med 2 ½ minut igen skabt afstand på 6 point, men Charles Funches havde et ”and-one” spil, der bragte kampen på 79-81 med lidt over 1 minut igen. 24 sekunder før slutfløjt var det 3 points kamp, men en skridtkendelse på Randy Dezouvre betød, at Hørsholm fik bolden. BC Aarhus pressede højt på banen og Boran Marinkovic fik en friløber, der lukkede kampen. 81-86.

BC Aarhus måtte se sig slået og kan nu forberede sig på nedrykningsspillet mod Aalborg Vikings.

Charles Funches blev topscorer for BC Aarhus 32 point, mens Rob Fields havde 19 point for Hørsholm

Vikings taber knebent til SISU

16.02.2013

Lørdagens kamp i Aalborg Stadion viste at hjemmeholdet Aalborg Vikings bliver bedre kamp for kamp og tegner godt forud for nedrykningskampene mod BC Aarhus.

En flot start af begge hold giver hurtige scoringer i begge ender. Især SISU’s Damon Smith volder Vikingerne problemer, men da han indkasserer sin 2. fejl, må han en tur på bænken og så får Vikingerne tur i den. Med 5 sekunder igen er stillingen 18-19 til SISU, mens den rutinerede ræv Mickey Dennis trækker en fejl i et skudforsøg fra midten og det giver ham 3 straffekast, der alle rammer ned i kurven og dermed kan SISU gå til 2. periode med en føring på 18-22.

I anden periode er det igen Mickey Dennis, der fortsætter med at være den toneangivende spiller på banen og hans gode afleveringer kommer især en godt skydende Mike Flowers til gode. Vikingerne – anført af Rune Lauridsen, Luis Guzman og Anthony Jones får gang i et 7-0 run til stillingen 25-22 og SISU’s coach Almir Zeco tvinges til at tage en timeout og får styr på tropperne. Det har ikke den store effekt og Vikingerne kan bringe sig foran med 41-39 ved pausen.

I 3. periode kommer SISU klart bedst fra start. Vikings angrebsspil virker helt forkrampet og forsvaret er bestemt heller ikke noget at være stolt af. SISU kommer foran 47-53 før Vikings endelig får taget en timeout. Mickey Dennis-showet fortsætter og stillingen er 53-61, da Vikingerne må lave en usportslig fejl for at stoppe ham. I den anden ende begynder Vikingerne langsomt at få tur i den fra 3 points linjen og det formår at barbere stillingen ned til 63-71 i SISUs favør. Mickey Dennis har 30 point ved indgangen til 4. periode.

I 4. periode vågner Mads Kofod op til dåd med flere gode drives mod kurven og en 3’er. Luis Guzman har fået styr på Vikings angreb, mens det (igen, igen) er Mickey Dennis der holder SISU i kampen med flere scoringer og gode afleveringer.

Med 6 minutter tilbage af kampen er stillingen 74-75 og SISU må tage en timeout. Damon Smith kommer igen godt i gang, men Mads Kofod svarer stærkt igen. Med 2 minutter igen er stillingen 79-80, men så tager SISUs Damon Smith over og scorer 5 point i træk og Vikings må tage en time-out ved stillingen 80-85 og 50 sekunders spilletid igen. Vikingerne kommer på 83-87, men igen er det Mickey Dennis, der træder i karakter og kommer på straffekastlinjen. Han rammer på det ene skud og i den anden ende er det Guzman, der kommer på linjen og da han rammer begge sine skud, er stillingen nu 85-88 med 22 sekunder igen og SISU må tage en timeout. Bolden ender igen i hænderne på Mickey Dennis og han konverterer selvfølgelig begge skud. Vikings angreb ender med et brændt skud og bolden ryger igen i hænderne på Mickey Dennis, der sikkert sætter begge skud. 85-92 til SISU.

Efter kampen er det en ærgelig, men i den grad optimistisk head coach Mads Olesen, der kommenterer på nederlaget: "Det er et ærgeligt nederlag, fordi vi er med helt til de sidste sekunder af kampen, men ingen undskyldninger herfra. Vi har alle changer for at vinde, selv uden Milan Bjegovic, men gør det ikke. Der er dog lyspunkter. Sammenspillet bliver hele tiden bedre, så vi skal have håb om at kunne spille lige op med BC Aarhus i nedrykningsspillet. Det vil også hjælpe, hvis tilskuerne i de kampe er lige så højlydte som dem i dag"

Flot arrangmenet i Farum Arena

14.02.2013

Onsdagens kamp i Farum Arena blev et tilløbsstykke som ikke er set i det Københavnske område i flere år.

Hele 1147 tilskuer var på plads og de kunne se SISU vinde kampen med 70-59. Kampen levede desværre ikke helt op til arrangements kvalitet, men om ikke andet så fik Værløse BBK vist at der er tilskuer potentiale i København.

Masser af gratis fadøl, slush-Ice, kamp og fede publikumspræmier havde virkeligt fået folk indenfor.

Så tak til Værløse BBK og alle de frivilig der var med til at gøre arrangementet til en succes - og meget gerne flere af den slags arrangementer i fremtiden.

Tilskuerrekord: 1.147 til TV-kamp i Værløse

14.02.2013

Flere af Værløses bærende kræfter stod ikke distancen i TV-kampen mod Sisu, og derfor kunne spændingen desværre ikke holde til slut, og Sisu kunne tage hjem fra Værløse med en 70 – 59 sejr i bagagen.

Med 1.147 tilskuere som kulisse i Værløses Basketballklubs ”reservehal” Farum Arena  var der lagt op til fest i vinterferien. De mange – virkelig mange – frivillige arbejdede på højtryk for at sende fadøl, slush ice, sodavand og kaffe over disken til de tørstige og mindst lige så hårdt for at sikre, at sandwich-disken konstant var fyldt og indbydende. Alt var således på plads til festen. Alligevel var det som om, der manglede noget. Spænding og effektiv basket, måske? Tjaeh, det var der i hvert fald en del, der savnede.

Traditionen tro stod Værløse-tilskuerne op, indtil den første hjemmeholdsscoring var på plads. Denne skribent var glad for, at hjemmeholdet tog timeout efter knap fem minutters spil. Der var Værløse nemlig stadig ikke kommet på tavlen, mens tilskuernes ben var ved at syre til. På det tidspunkt førte Sisu med 10 – 0.

Efter næsten seks minutters spil lagde Justin Baker det ene af to straffe i kurven, og vi fik lov at sætte os ned. Efter næsten syv minutters spil kom den første ”rigtige” scoring. Første periode endte med en relativ sikker 17 – 9 Sisu føring.

Om det var benovelsen over de mange tilskuere, der havde lagt sig, vides ikke, men i anden periode begyndte Værløse at vise noget af det, de kan så godt. Det hurtige, kyniske angrebsspil og det aggressive forsvarsspil. Ikke mindst greb Nicolas Christensen chancen, og med 12 point sluttede han på en delt topscorerplads med Richard Delk. Hjemmeholdets genopstandelse sikrede, at Sisu måtte nøjes med en 36 – 31 føring efter de to første perioder.

De gode takter fortsatte efter pausen. Otte minutter inde i tredje periode fik Værløse for første gang kontakt med en udligning til 47-47, og nåede endda lige at være foran kortvarigt, men lige lidt hjalp det. Specielt Sisus Mikael Vincents Nielsen voldte Værløse forsvaret problemer.

Mikael Vincents endte da også som sit holds topscorer med 20 point, skarpt forfulgt af Mickey Dennis med 17 point. Kampen sluttede som den startede, med Sisu som holdet med de højeste procenter. Derfor gik det, som det måtte gå, og Sisu kunne med en fortjent 70 – 59 sejr sætte 2 point mere ind på kontoen.

Topscorere hos Værløse blev Nicolas Christensen med 12 point og 6 rebounds, og Richard Delk ligeledes med 12 point, men med 4 rebounds.

Topscorere for Sisu blev Mikael Vincents Nielsen med 20 point og 5 rebounds, mens Mickey Dennis blev noteret for 17 point og 9 rebounds.

Fight i Randers

13.02.2013

Der blev gået til den i onsdagens kamp I Randers, hvor Randers Cimbria tog imod Hørsholm 79’ers.  Dommerne lod spillerne spille hårdt, hvilket gav en intens og spændende atmosfære.

Det var 3.gang de to hold skulle møde hinanden i denne sæson. Begge hold havde en sejr forud for opgøret, og derfor var der både point og revanche på spil i kampen.

1 periode: Det var Hørsholm 79’ers der startede bedst i kampen, hvor de lagde et konstant pres på Randers, der ikke rigtigt kunne få bolden til at gå igennem ringen. Først da uret rundende 6.34 min., kom Randers på tavlen med 2 point af Bonell Colas. Første point i kampen kom ellers fra Bojan Marinkovic der lagde 2 point i kurven, kort efterfulgt at 2 point af Zarko Jukic.

I midten af perioden begyndte der at komme lidt mere energi ind i kampen fra Randers’ side, og med 2 point og et straffekast sat af Chris Nielsen kom Randers også foran i kampen med 2.5 min. tilbage af perioden til stillingen: 12-10. Med 13 sekunder tilbage af perioden satte Kristoffer Vange 3 point, og bragte derved Hørsholm 79’ers foran med cifrene 16-19, hvilket også var stillingen da buzzeren lød til ende på 1. periode.

2 periode: Første point i perioden, kom fra Bojan Marinkovic med 1 point på straffekast. Robert Fields kom også i gang i kampen i 2. periode, med 3 point. Nicky Nielsen svarede dog hurtigt igen med 3 point, og bragte derved Randers tilbage i kampen, til stillingen 26-25. Scoren var ikke særlig høj i første halvleg, da begge hold dækkede utrolig hårdt op i forsvaret, og dommerne også lod spillerne gå til den.

Efter at stillingen var helt lige 34-34, med 1 minut igen, satte Chris Nielsen 3 point, og bragte stillingen på 37-34. Perioden endte dog helt tæt 37-37. Og begge hold stod derved til at kunne vende kampen til egen fordel. 

3 periode: Der var mere tempo på kampen da de to hold kom tilbage efter pausen. Det var Hørsholm der førte an i kampen og styrede tempoet, men Randers gjorde sit for at holde sig til, hvilket lykkedes. Casper Hesseldal sendte Hørsholm tilbage i front med stillingen 49-47, men Mike Nielsen svarede hurtigt igen med 3 point. Med 2 minutter tilbage af periode modtog Zarko Jukic en teknisk fejl efter at have skubbet til Nicky Nielsen.

Randers’ tilskuere skabte en fantastisk kulisse i Randers Arena, og da Chris Nielsen med 12 sek. igen af perioden satte 3 point, eksploderede tilskuererækkerne!

4 periode: Efter en 3 periode kontrolleret mere eller mindre af Hørsholm, tog Randers fuldstændig over i 4. periode. Efter 4 min. spil var stillingen 73-58. Med 4 min. igen satte Atila Kovac 3 point. Han havde ellers haft et par minutter på bænken efter en episode under kurven med Bonell Colas, der endte i en smule tomult. De to spillere fortsatte dog kampen overfor hinanden, hvor Bonell Colas trak det længste strå i de fleste situationer.

Både Alexander Bak og Zarko Jukic fejlede ud i kampen, med henholdsvis 20.02 – og 31.57 min. spil i kampen for Hørsholm, mens Patrick Nielsen som eneste spiller for Randers fejlede ud, efter at have spillet 22.32 min. i kampen.

Kampen endte 86-68 (16-19, 21-18, 23-14, 25-17), til Randers, efter 4 periode med fight og hårdt spil fra begge hold.

Man of the Match: Bonell Colas 36 point og 22 rebounds.

Topscorer for Randers Cimbria: Bonell Colas 36, Chris Nielsen 21, Casper Stage 11.

Topscorer for Hørsholm 79’ers: Casper Hesseldal 15, Robert Fields 14, Bojan Marinkovic 9.

Skribent: Simon Ravn
Foto: Miriam Ravn - Wyke Graphic

Vikings taber forpremieren til BC Aarhus

13.02.2013

Hvis nedrykningsspillet bliver lige så spændende som kampen i dag mellem Aalborg Vikings og BC Aarhus, så bliver nedrykningsspillet lige så seværdigt som playoffs.

Det blev en uhyre tæt affære mellem de to nedrykningskandidater, hvor Vikings førte i store dele af kampen. Alligevel blev det til en sejr for gæsterne fra BC Aarhus i de sidste minutter af kampen.

Vikings indledte kampen med at have fuldstændig kontrol over BC Aarhus og spillede sig frem til 6-0, før gæsterne kom på scoringstavlen. Efter få minutters spil blev Milan Bjegovic skadet efter at have landet på foden af en modspiller og derved ude resten af kampen med en forstuvning.

BC Aarhus byggede videre på deres første scoring til 6-4 og derefter fik Vikings igen styr på kampen. Resten af første periode skiftedes de to mandskaber til at have deres øjeblikke og resultatet efter første periode blev 20-17.

Anden periode fortsatte begge hold med at spille tæt og føringen skiftede til BC Aarhus efter 7 minutters spil. Ledt an af deres amerikanske spillere Funches og Dezouvre kæmpede BC Aarhus sig tilbage i kampen ved stillingen 32-33. Derefter fik Vikings gang i deres spil igen og halvlegen ender 46-38.

I tredje periode var Funches og Dezouvre stærkt spillende og de holdte gæsterne inde i kampen, mens Mads K og Anthony Jones viste sig fra deres bedste side. Holdene fulgtes ad igennem perioden og inden fjerde periode var det en tre pointskamp ved stillingen 61-57.

I sidste periode fandt BC Aarhus de sidste kræfter frem og specielt de to amerikanere formåede at vende kampen. Vikings kæmpede det bedste de havde lært i de sidste minutter af fjerde periode, men det var ikke nok og kampen endte dermed 77-81.

Head coach Mads Olesen er ikke tilfreds med resultatet: "Vi taber denne her kamp og det er ikke tilfredsstillende. Vi laver for mange fejl i både angreb og forsvar og det koster i sidste ende sejren for os."

Luis Guzman fik sin karrieres første double-double i kampen med 12 points og 10 assists.

Den bedste spiller for Aalborg Vikings blev Anthony Jones: 25 points, 13 rebounds, 1 assist.

Den bedste spiller for BC Aarhus blev Randy Dezouvre: 32 points, 14 rebounds, 4 assists.

Team Fog Næstved taber hjemme til Horsens IC

13.02.2013

Team Fog Næstved havde noget at bevise overfor sig selv og publikum i dagens hjemmekamp mod Horsens IC.

Men gæster ville det anderledes og kunne til sidst vinde kampen med 75-76 (15-21, 17-19, 23-20, 20-16)

1. periode: En periode med godt spil fra begge hold de første 6 minutter med flotte scoringer til følge. Men ved stillingen 13 – 11 til Team Fog Næstved gik holdet i stå scoringsmæssigt. Det benyttede Horsens sig til en føring på 6 point ved periodens slutning.

2. periode: Inden for det første halve minut fejlede Horsens 3 gange, men det rystede ikke holdet, som alligevel øgede sin føring. Team Fog Næstved fik dog samlet sig sammen og fik reduceret Horsens’ føring, så der kun var 4 op med 3:17 tilbage af perioden. Men, men, men – tættere på kom Team Fog Næstved ikke, og Horsens udbyggede føringen til 8 point ved pausen.

3. periode: Horsens startede perioden, som man sluttede 2. periode. Holdet scorede efter behag, hvorimod det ikke lykkedes for Team Fog Næstved at få gang i scoringen samtidig med, at holdet ustandseligt smed bolden væk. På et tidspunkt i perioden så det ud til, at Team Fog Næstved skulle have en ordentlig afklapsning, men det lykkedes holdet at kæmpe sig tilbage og endda vinde perioden.

4. periode: Igen trak Horsens fra i starten af perioden, og det så absolut ikke ud til, at der skulle være spænding tilbage i den kamp. Men på en eller anden måde fik Team Fog Næstved kæmpet sig tilbage i kampen. Med 12 sekunder tilbage erobrer Team Fog Næstved bolden, men desværre for Team Fog Næstved misser man det sidste skud, som kunne have givet Team Fog Næstved sejren. Egentlig symptomatisk for Team Fog Næstved, som i den grad missede mange forsøg.

Topscorer for Horsens IC  blev Darko Jukic – kampens helt store spiller – med 32 point.

For Team Fog Næstved scorede Joe Benjamin 19 point.