Nyheder

79ers snuppede 7. pladsen

01.03.2013

Værløse tog imod Hørsholm 79’ers i den sidste kamp i grundspillet. Den blev ikke en af de mest spændende. 301 tilskuere kunne se, at Hørsholm med 84 – 63 kunne trække sig sejrrigt ud af Søndersøhallen.

For Værløse var det dagen, da alle mand kom på banen. Med undtagelse af Richard Delk, der med ondt i bentøjet var nødt til at sidde over. Det gav til gengæld masser af plads til altid effektive Justin Baker, der til trods for, at han kun var på banen i godt 20 minutter, nåede at lave 18 point. Det gav mere plads til Værløses bænk, der fik lov til at prøve at overbevise træner Thomas Silfen om, at netop de burde have mere spilletid til daglig.

Efter en hurtig og effektiv Hørsholm-start, lykkedes det sådan set meget godt for Værløse at følge med. Første periode sluttede 22 – 26 i Hørsholm-favør. Helt lykkedes det dog aldrig at fange 79’erne. Ved halvlegs-pausen var forspringet øget til 34 – 43. Det skyldtes ikke mindst Hørsholms lille – 185 cm - amerikaner Robert Fields, der bl.a. diskede op med et dunk efter sit eget steal. Han var her og der og alle vegne og sluttede da også som kampens topscorer med 24 point.

Værløse nød godt af pausen, og kunne med fornyet engagement lukke 3 periode med 16 – 17, til stillingen 50 – 60. Men nærmere kom drengene fra Søndersøhallen heller ikke. Det kan der være mange grunde til, men et kig på statistikkerne giver i hvert fald én. Kun 4 ud af 19 trepoints-forsøg lykkedes. En scoringsprocent på 21… Det er ikke nok, når Hørsholm samtidig præsterer næsten 64 procent, eller 7 ud af 11 forsøg.

I fjerde periode stod det klart, at Hørsholm ikke ville lade sejren glippe, og da Værløse løb ind i en stribe turnovers i starten af perioden - 20 i alt i kampen - var Værløse aldrig tæt på et comeback. Det betød at de sidste minutter blev bænkens periode for begge hold. Kampen sluttede med sejr til Hørsholm 79’ers på 84 – 63.

Topscorere hos Værløse blev Justin Baker med 18 point, 6 rebounds og 2 assists, mens Peter Møller lavede 12 point, 3 rebounds og 2 assists.

Hos Hørsholm sluttede Robert Fields som kampens og sit holds topscorer med 24 point, 2 rebounds og 4 assists, mens Casper Hesseldal blev noteret for 16 point, 5 rebounds og 1 assist.

3. gang igen for SISU

01.03.2013

Sådan lød overskriften i sidste kamp – sådan lyder overskriften igen: SISU besejrede langt om længe Rabbits i den 3. kamp – den sidste kamp i grundspillet.

I en turneringskamp hjemme i Kildeskovshallen tilbage i september spillede SISU også godt og slog Rabbits. Det kunne imidlertid ikke gentages i de første 2 indbyrdes møder i grundspillet, selvom SISU i løbet af de kampe lå pænt til i forhold til Rabbits.

Når det lykkedes i dag, kunne en forklaring være, at SISU ville det her mere end Svendborg. Begge hold var sådan set sikre på at ende der, hvor de lå placeret inden kampen. Men SISU havde måske mest gavn af at vise sig selv og andre, at de kunne slå ligaens nr 1, der netop havde tabt til Værløse.

Og motivationen virkede klart størst hos SISU, der kom blæsende ud til kampstart. Efter lidt frem og tilbage i starten af kampen, fandt SISU pludselig sig selv foran 27-12 i første periodes 8.minut på et 14-2 run. På bl.a. 7 point af Mikkel Plannthin kom Svendborg dog tilbage til kun at være nede med 5 midt i 2.periode. Damon Smith nåede med 8 point herefter dog at være med til at sørge for, at SISU gik til pause med en føring på 13 point, 51-38, godt hjulpet af David Harders sidste sekunds 3’er.

I 3.periode gnistrede temperamenterne lidt, mens spillet bølgede frem og tilbage – mest SISUs vej i starten. SISU kom op på en 21 points føring ved stillingen 64-43, men Gregory Washington og Donald Rutherford kæmpede for Svendborg i 3. og 4.periode, således at SISU lidt over midten af 4.periode kun var oppe med 10 point. Svendborgs zone generede tilsyneladende SISU lidt, dog ikke mere, end at SISU kunne køre en sikker 14 points sejr hjem: 84-70.

Man kan ikke sige, at trænerne overbelastede publikum med timeouts. I første halvleg blev der taget 3 af de 4 mulige, mens anden halvleg kun bød på én timeout.

SISU vandt de 3 første perioder – samlet blev periodecifrene 29-18, 22-20, 18-16 og 15-16.

For Svendborg havde Gregory Washington en god dag med 10 for 10 på straffe, 18 point totalt og en effektivitet på 25.

For SISU viste Damon Smith, hvordan et dunk skal udføres, og førte således an med 27 point og en effektivitet på 27 bl.a. 12 for 19 på sine skud. Damon blev fulgt godt til dørs af Michael Vincents, Mickey Dennis og Zach Moritz, og generelt havde SISU holdet en god dag i Kildeskovshallen.

Ref. SISU media

sæsonens kamp i Randers

01.03.2013

Forud for kampen var det planen at Randers skulle møde Horsens IC både i den sidste runde af grundspillet og første runde af slutspillet.

Men en fantastisk kamp i Randers skulle være med til at sikre en anden. Mens kampen blev spillet imellem Randers Cimbria og Horsens IC, mødte BC Aarhus Team Fog Næstved i en kamp der var med til at afgøre den endelige placering for Randers i grundspilstabellen.

1 periode: Første scoring i kampen kom fra Casper Stage, der med 3 point satte gang i de mange tilskuere der var mødt frem i Randers hallen. 3 point af Bonell Colas midt i perioden markerede hans 7. point i kampen, Keane Thomann svarede dog hurtigt igen med 2 point i den anden ende, til stillingen: 11-5. Det var Randers der dominerede kampen i første periode og et dunk fra Bonell Colas med 3.30 min. igen, bragte stillingen til 18-9. Kean Thomann lukkede perioden af med 2 point til stillingen 24-14.

2 periode: Ligesom i første periode kom Randers Cimbria godt fra start med 3 point, af Damian Ocaña. Darko Jukic begyndte også at vise tænder og Horsens begyndte så småt at rejse sig. Efter små 4 minutters spil var stillingen kommet på: 30-27. Skyler Bowlin følte sig tilpas bag 3’eren og satte to gange i træk.  De 6 point kombineret med 2 point fra Darko Jukic fik Horsens IC tilbage i kampen, og stillingen kom på 43-39 med 1.20 tilbage af 2. periode. En aflevering bagud over hovedet fra Damian Ocaña satte gang i Randers igen, og flot spil fra Chris Nielsen og Bonell Colas fik stillingen op på 46-40. Bonell Colas sluttede perioden med et dunk på buzzeren, der dog blev annuleret af dommerne, der nok havde bedre udsyn til scoringen end spillerne fra Randers, der talte for at få de ekstra point på tavlen.

3 periode:  Det var rodet i det første minutter, men som perioden gik kom der mere og mere struktur over spillet, specielt fra Randers’ side. Casper Stage var virkelig klar på kampen og efter 4 min. spil satte han 3 point til stillingen 56-44. Skyler Bowlin var bedste mand for Horsens, hvor han satte 3’er efter 3’er, og var spilleren der holdt Horsens inde i kampen. 2 straffekast sat af Darko Jukic bragte stillingen til 58-52, men hurtige hænder og 2 point fra Miguel Ortega satte gang i Randers endnu engang. Perioden sluttede 73-60.

4 periode: Edgaras Kvedaravicius åbnede 4. periode med 2 point. Edgaras fik mere spilletid i kampen end normalt, da anfører for Horsens IC Matiss Sakne sad på bænken med en skade. Et energioverskud ud over det sædvanlige førte Randers frem, og en altdominerende Bonell Colas gjorde hvad han kunne for at få fat i den første sejr over Horsens IC, i denne sæson. Skyler Bowlin fortsatte sit spil udenfor 3’eren, og med 3 point midt i perioden kom stillingen på 79-71. 3 point med 2 minutter igen, fra Damian Ocaña, og Randers foran 91-79. Det virkede som om Horsens havde givet op, og Randers fik lov til at spille præcis som de ville. Et tunnélspil fra Chris Nielsen og et plade dunk fra Bonell Colas med 1 minut tilbage, og spillet i Randers nåede sin top. Darko Jukic fejlede ud med 30 sekunder igen, efter tumult med Patrick Nielsen , derefter var kampen reelt set færdig. 

Randers vandt fortjent 97-79 (24-15, 22-25, 27-20, 24-19) efter at have spillet noget af det bedste basketball der er set i Randers Arena i denne sæson.

Topscorer for Randers Cimbria: Bonell Colas 34, Damian Ocaña 24 og Chris Nielsen 19 point.

Topscorer Horsens IC: Skyler Bowlin 28, Darko Jukic 20 og Keane Thomann 13 point.

Skribent: Simon Ravn
FOTO: Svante Brink

Tæt kamp og sejr til BC Aarhus

28.02.2013

Kampen mellem BC Aarhus og Team Fog Næstved torsdag aften havde ingen resultatmæssig betydning for hjemmeholdet, men stor betydning for Team Fog Næstved.

En sejr til Team Fog Næstved ville betyde, at de sikrede sig en 5. plads i play off kampen.

Det var dog BC Aarhus der var bedst og hjemmeholdet vandt 78-75.

Team Fog Næstved lagde klart bedst fra start. Udeholdet virkede tændte og flot anført af Alex Murphy lagde udeholdet fra land i sikker stil. Hurtigt kom Team Fog Næstved på 8-2 inden, at BC Aarhus kom med i kampen igen. Charles Funches havde endnu en god kamp for BC Aarhus og han havde nogle gode angrebssituationer, der bragte BC Aarhus tættere på Team Fog Næstved. Charles Funches kom dog i fejlproblemer og andre måtte træde til. Rasmus Søby lukkede flot 1. periode af med en 3’er, der bragte BC Aarhus i spidsen med 18-17.

I 2. periode stod der BC Aarhus på det hele. BC Aarhus skiftede forsvar hele tiden og Team Fog Næstved fik aldrig justeret og virkede meget stillestående i angrebet. Team Fog Næstved spillede lange angreb og måtte ofte afslutte med pressede skud. BC Aarhus derimod havde anderledes flow i angrebet. Ronny Lajer viste højt niveau og tog et par angrebsrebounds, der også resulterede i scoringer. BC Aarhus lignede absolut ikke et hold, der skulle nedrykningsspil, mens Team Fog Næstved ikke lignede et hold, der skulle spille play off. Med 2 minutter igen af 2. periode kom BC Aarhus i spidsen med 14 point. Team Fog Næstved fik reduceret, men BC Aarhus førte med 40-28 ved halvleg.

Det virkede som om, at spillerne fra Team Fog Næstved havde fået noget en opsang i pausen. De kom i hvert fald ud med en helt anden attitude i 3. periode og et helt andet tempo. Caleb Walker spillede med fart og samtidig arbejdede Team Fog Næstved hårdt på at få bolden tæt på kurven. Den strategi lykkes til fulde og Team Fog Næstved fik indhentet forspringet, så stillingen blev lige 40-40 efter en 3’er af Joe Benjamin.

BC Aarhus formåede dog at komme tilbage og en fantastisk buzzer 3’er af Randy Dezouvre gav BC Aarhus lidt momentum igen. 53-49 efter 3. periode.

4. periode blev uhyre tæt. BC Aarhus førte og herefter førte Team Fog Næstved. Særligt trioen Caleb Walker, Alex Murphy og Quitton Dogget fungerede fint godt suppleret af Joe Benjamin. BC Aarhus fik point fra flere kanter, men særligt Randy Dezouvre var blevet varm.

Med 1½ minut igen var Team Fog Næstved i spidsen med 74-72, men Randy Dezouvre fik bragt balance med 74-74. Med under et minut tilbage var Team Fog Næstved i spidsen med 75-74. Det var dog Rasmus Søby der afgjorde kampen fra straffelinjen. 4 point i streg fra hans side bragte stillingen på 78-75. Caleb Walker fik chancen for at bringe kampen i overtid, men missede en 3’er.

BC Aarhus kunne drible bolden ud til en velfortjent sejr.

Topscorer for BC Aarhus blev Randy Dezouvre med 25 point og Team Fog Næstveds Caleb Walker havde tilsvarende 25 point.

Lige i underkanten af 300 tilskuere var mødt frem til kampen. 

Bears slår Vikings

28.02.2013

Og da 79ers vinder over Værløse BBK, skal Bears op mod 79ers i semifinaleserien som spilles i bedst af 5 kampe.

Bakken Bears vandt som ventet sidste-rundekampen imod Aalborg Vikings. Nordjyderne blev sendt hjem med et nederlag på 104-88.

Bakken Bears trofaste publikum var mødt frem til kampen. 870 tilskuere overværede en tabelmæssigt betydningsløse kamp, hvor Bakken Bears skulle finde formen frem mod slutspillet, mens vikingerne skulle finde de rigtige takter frem inden holdet spiller nedrykningskampe.

Bakken Bears og især Marvell Waithe lagde flot fra land. Waithe scorede ni af bjørnenes første 11 point til føring 11-4, og Bears kværnede videre til 19-7 føring. Aalborgs bedste mand i indledningen var amerikanske Luis Guzman, mens Waithe fik support fra Nicolai Iversen, der scorede syv point i de første ti minutter. Bears førte 25-15 efter ti minutter.

Få sekunder inde i anden periode hamrede Waithe et dunk igennem kurven og Waithe fortsatte dominansen i resten af perioden. Waithe scorede 19 point i første halvleg, mens Guzman også fortsatte for udeholdet. 13 point scorede han i første halvleg, supplerede af 11 til Mads Kofod og 10 til Milan Bjegovic.

Vikings spillede godt i anden periode hvor der i alt blev scoret 58 point! Undervejs fik Vikings skåret bjørneføringen til bare tre point (37-40), men Bears ramte tre treere i de sidste minutter af første halvleg, der sluttede 53-45.

Efter halvlegspausen var det Bears der startede bedst - igen anført at Marvell Waithe, der rundede 25 scorede point efter bare 23 minutters spil. Bears nåede foran 64-47 inden Anthony Jones og Mads Kofod fik hældt bolde i kurven for udeholdet. Bears var foran 86-65 inden sidste periode.

I sidste periode gjaldt spændingen nok i højere grad hvorvidt Bears nåede 100 point end hvem der skulle vinde kampen. Bears nåede 100 point takket være Henrik Falsvigs trepointscoring.

Hjemmeholdets sejr endte med at blive på 104-88. Kampen bød på flere flotte detajler - Marvell Waithe og Nicolai Iversen havde flotte dunks og selv Morten Sahlertz forsøgte at teste kurvenes holdbarhed, men blev fejlet.

Topscorer for Bakken Bears var - næppe overraskende for dette referats læsere - Marvell Waithe, der scorede 32 point og supplerede med otte rebounds. Nicolai Iversen scorede 20 point.

For udeholdet scorede Mads Kofod 19 point, mens Anthony Jonas og Milan Bjegovic scorede 18 point.

Begge hold sparede spillere i anden halvleg: Charlie Parker og Luis Guzman skal være helt klar, når slutspil og nedrykningskampe starter i næste uge.

For Bears var Andreas Jakobsen og Chris Christoffersen ikke klædt om til kamp.

Bakken Bears møder Hørsholm 79ers i kvartfinalerne (bedst af fem kampe), mens Aalborg Vikings spiller nedrykningskampe mod BC Aarhus (også bedst af fem).

Plan for kampene i nedrykningsslutspillet

25.02.2013

Torsdag aften spilles 27. og sidste runde i årets Basketliga.

Umiddelbart herefter starter slutspillet for de 8 øverste hold i tabellen, samtidigt med at kampen om hvem der skal ud af BL begynder.

De 2 hold på 9. og 10. pladsen, henholdsvis BC Aarhus og Aalborg Vikings skal ud i en bedst af 5 serie. Vinderen bliver og spiller i BL 2013/14, mens taberen må forlade BL og spille næste sæson i 1. Division. 

Kampprogrammet for bedst af 5 serien er netop faldet på plads. BC Aarhus har hjemmebane i kamp 1, 3 og 5 mens Aalborg Vikings har hjemmebane i kamp 2 og 4. og ser således ud:

 

  1.  06-03-13 kl. 19:00 NRGI Park
  2.  09-03-13 kl. 14:30 Aalborg Stadionhal
  3.  14-03-13 kl. 19:00 NRGI Park
  4.  20-03-13 kl. 19:00 Aalborg Stadionhal (evt.)
  5.  24-03-13 kl. 15:00 NRGI Park (evt.)

3. gang lykkens gang for SISU

24.02.2013

I en tempofyldt og intens kamp vandt SISU for første gang i denne sæson over Horsens IC.

Horsens var uden Frederik Rungby, men var ellers favoritter i dagens opgør, da de også havde mest at spille om. SISU havde inden dagens kamp allerede sikret sig fjerdepladsen, hvorimod Horsens er tæt på Bakken Bears i kampen om ligaens andenplads.

1.periode: Horsens startede også bedst ud, og lignede det hold der var mest opsatte på at få en sejr med hjem fra Kildeskovshallen. Efter knap fem minutter bringer Horsens sig foran med 8-18 og SISUs head coach Almir Zeco må tage en timeout.

Horsens kom meget let igennem SISUs forsvar, og drivede flere gang ned igennem midtzonen som gav mange åbne lay-ups og skud ude fra. SISU tog lang tid om at komme ud af starthullerne og havde mange turnovers. Damon Smith fik også meget hurtigt to fejl, og måtte side ude resten af perioden. Horsens fordelte scoringer i blandt starterne, men specielt Darko Jukic gjorde nærmest hvad han havde lyst til mod SISUs forsvar, og efter første periode er stillingen 15-32 til et meget tændt Horsens hold.

2.periode: I starten af anden periode fortsætter SISUs problemer i forsvaret, og Horsens holder føringen på mindst 15 point. Damon Smith og Mickey Dennis holder dog SISU lidt inde i kampen ved  at være aggressive i angrebet, og dermed begynder SISU at trække fejl og komme på linjen. Samtidig begynder SISU også at få lidt bedre fast i forsvaret. Horsens holder dog en solid føring og Darko Jukic har stadigvæk let ved at løse SISUs forsvar og scorer midt i perioden sit 18. Point.

Stille og roligt får SISU dog kæmpet sig tilbage i kampen, og Damon Smith spiller specielt en faktor ved at tage et par angrebsrebounds, og på et ”and-1”-spil reduceres Horsens føring til 33-41 med tre minutter tilbage af anden periode.

Mikael Vincents begynder også at træde i karakter i angrebet, og scorer SISUs sidste 4 point inden pausen, inklusiv en lang buzzer 2er, som bringer SISU helt ind i kampen igen med pausestillingen 39-43.

SISU slutter anden periode med et 20-6 run.

3.periode: SISUs Mickey Dennis starter 3.periode godt ud med at score sit 14.point men Horsens svarer hurtigt igen og holdene scorer nærmest på skift. SISU udligner for første gang siden starten af kampen til stillingen 47-47 på et flot alley-oop dunk af Damon Smith. Mickey Dennis bringer for første gang side 1.periode SISU foran med en treer til stillingen 52-53. Darko Jukic bliver dog ved med at være dominerende i Horsens angreb og Keane Thomann får også taget en masse rebounds og får scoret tæt på kurven.

Med 4 min tilbage af er stillingen helt lige til 55-55. Holdene følges ad og Skyler Bowlin får med to straffekast bragt Horsens foran med 59-61 som er stillingen efter 3. periode.

4.periode: I starten af fjerde periode er tempoet stadig intenst og der er mange hurtige scoringer frem og tilbage. Mike Flowers begynder at få tur i den for SISU og rammer to treere og sammen med et par fast break scoringer bringer det SISU foran 73-65. Darko Jukic får stoppet blødningen og får reduceret, men SISU bliver ved med at øge føringen. 

Med sin tredje treer i perioden øger Mike Flowers føringen til 11 point til SISU og SISU ser sig derfra ikke tilbage. Med 2:25 igen står det 87-74 til SISU og Horsens forsøger med et helbanepres og de får også forceret et par turnovers men kan ikke få scoret i den anden ende. Darko Jukic bliver dog ved med at producere for Horsens og når også op på hele 33 point og er kampens topscorer.

SISU ender med at vinde kampen 89-78.

Topscorer for SISU: Mickey Dennis 26, Damon Smith 22 og Mikael Vincents 14 point

Topscorer Horsens: Darko Jukic 33, Keane thomann 14 og Skyler Bowlin 10 point.

Referent: SISU MEDIA

Pligtsejr til TFN over Vikings

23.02.2013

I en kamp der allerede er gået i glemmebogen slår Team Fog Næstved, Aalborg Vikings med 70-58.

1. periode 21 – 15: Lige start på perioden, hvor det lykkedes Aalborg at komme foran, men efter halvdelen af perioden havde Team Fog Næstved indhentet vikingernes forspring samt trukket fra til en 6 pointføring ved perioden slutning.

2. periode 31 – 28: Team Fog Næstved kom bedst fra start uden imponerende spil. Begge hold havde mange forsøg, men det kneb gevaldigt med træfsikkerheden i flere minutter. Midt i perioden kom der lidt gang i scoringerne, og det lykkedes vikingerne at indhente lidt af Team Fog Næstveds føring.

3. periode 48 – 45: Aalborg kom bedst fra start i en rodet periode. Holdet kom foran i en periode, hvor holdet kørte rundt med Team Fog Næstved. Da det begyndte at se skidt ud for Team Fog Næstved, fik holdet energi og kom tilbage i perioden, således at føringen stadig var på 3 point ved periodens slutning.

4. periode 70 – 58: Det blev en periode, som egentlig var kendetegnende for hele kampen – brændte chancer, dårligt spil, manglende koncentration og mat stemning i Næstved Hallerne. Det lykkedes dog til sidst for Team Fog Næstved at få trukket fra, så det blev til en forholdsvis sikker sejr.

Topscorer for Aalborg Vikings blev Søren Sørensen med 14 point mens Caleb Walker satte 18 point fir hjemmeholdet.

Overraskelsens lurede i Fire Arena

25.02.2013

79ers har foreløbig i denne sæson tabt i alt fire gange til de århusianske bjørne. Det er blevet til tre nederlag i Basketligaen og et nederlag i Pokalfinalen.

Lørdagens opgør startede med et tændt og intenst Bears-mandskab, der tromlede henover 79ers i kampens første 10 minutter. Det blev til en periodesejr på hele 19-29 til gæsterne, og tankerne blev i et kort øjeblik ledt hen til Pokalfinalen i starten af januar, hvor Bakken vandt med hele 37 point.

Hørsholm fik dog bedre styr på kampen i anden periode og fik hentet lidt ind på de evigt sultne bjørne. Især Casper Hesseldal og Rasmus Stolbjerg viste gode takter. 79ers kom på 36-42, men Bakken lod sig ikke ryste og gik til pause med en føring på 46-54.

Kampens tredje periode blev atter en tæt affære, og 79ers var flere gange på vej til at hente gæsternes forspring. Med godt to et halvt minut tilbage af perioden var stillingen 67-69, og overraskelsen lurede.

Bakken Bears beviste dog endnu en gang, hvorfor de i flere år har været tophold i Ligaen. De sluttede perioden af med manér og kunne gå ind til de sidste 10 minutter med en føring 70-79.

I kampens afgørende fase forsøgte Hørsholm et sidste comeback og kom på 85-93 med fem minutter igen. De århusianske gæster satte dog trumf på de sidste fem minutter og endte med at vinde 87-104.

Bakken Bears viste i dagens kamp, at de har en meget bred trup, idet hele syv spillere scorede mere end 10 point. Hos 79ers, der endnu en gang var uden dygtige Brenton Butler, var der fire mand med mere end 10 point.

For 79ers scorede Casper Hesseldal 24, Rob Fields 19, Rasmus Stolbjerg 13, Alexander Bak 12, Bojan Marinkovic 7, Anders Schou 6, Zarko Jukic 4 og Alexander Andersen 2.

Hos Bakken Bears scorede Nicolai Iversen 18, Charles Parker 14, Frederik H. N. 14, Morten Sahlertz 13, Chris Christoffersen 11, Marvell Waithe 10, Christian Lindberg 10, Jens Jensen 6, Henrik Falsvig 5, Martin Thuesen 2 og Christoffer Lowenstein 1.

3. gang er lykkens gang

23.02.2013

Forud for lørdagens kamp havde BC Aarhus vundet begge de to holds kampe i denne sæson.

Randers var dog opsatte på at få en  sejr på trods af en skadet anfører og en kun delvis klar Chris Nielsen.

1 periode: Det var en tæt første periode, hvor det var BC Aarhus der styrede presset i spillet, og hvor Randers konstant måtte lukke hullet imellem dem og BC Aarhus. Bedste spiller for Randers var Bonell Colas der i første periode havde 8 point, men også Patrick Nielsen gjorde det godt under kurven.

1 periode sluttede 28-26 til Randers Cimbria, der i slutningen af perioden løftede tempoet og derfor kunne gå ud fra perioden med en føring på 2 point.

2 periode: Bonell Colas forsatte med at dominere i 2. periode, dog uden at komme over ringhøjde der ellers har været et af hans karakteristika i denne sæson.

Charles Funches kom for alvor i gang i 2. periode hvor han gav Bonell Colas kamp til stregen om hver en bold. Han nåede sit 17 point i slutningen af perioden, og var en af de bærende kræfter for BC Aarhus. Rasmus Søby satte en del vigtige skud i kampen fra 3’eren, og han var en af hovedårsagerne til BC Aarhus føring ved halvleg.

3 periode: Det var BC Aarhus der kom bedst ud fra pausen hvor de hurtigt udbyggede deres føring. En kombinatination af godt spil fra Randy Dezvoure og Charles Funches gav BC Aarhus overtag i kampen, men i slutningen af perioden gik luften lidt af holdet, og Randers begyndte at få fat i kampen igen.

Specielt Patrick Nielsen gjorde det godt med at boxe ud under kurven, mens Miguel Ortega og Bonell Colas fik lagt point i kurven. Randers sluttede perioden med en føring på 73-68 i en kamp der stadig var helt åben, og hvor BC Aarhus stadig var tændte på at få en sejr med hjem til Aarhus forud for deres nedrykningsspil mod Aalborg Vikings.


4 periode: De første 5 minutter af 4. periode var utrolig rodet og der blev uddelt en del fejl. Det var karakteristisk for kampen at holdende hurtigt kom i holdfejl, og derfor blev der skudt en del straffekast i kampen. Både Ronny Laier og Charles Funches fejlde ud i 4. periode, hvilket ikke ligefrem styrkede BC Aarhus, der efter 4. minutters spil begyndte at tabe moment i spillet.

Det var Randers Cimbria der løb afsted med sejren og de 2 point, hvilket også er med til at styrke holdets selvtillid frem mod slutspillet. 

Kampen endte 98-87 (28-26, 22-27, 23-15, 25-19), og på trods af den relativt sikre sejr til Randers var der en kamp der indtil midten af 4. periode kunne gå begge veje. 3. gang var lykkens gang for Randers Cimbria der endelig fik en sejr over BC Aarhus på 3. forsøg.

Topscorer Randers Cimbria: Bonell Colas 29, Miguel Ortega 15, Casper Stage 14
Topscorer BC Aarhus: Charles Funches 25, Rasmus Søby 24, Randi Dezouvre 20.

Man of the match: Bonell Colas 29 point og 16 rebounds.

Skribent: Simon Ravn
Foto: Miriam Ravn