Nyheder

Team FOG Næstved besejrer Hørsholm 79ers

19.01.2018

Vigtige point var på spil for både Team FOG Næstved og Hørsholm 79ers i torsdagens opgør i BL.

Hjemmeholdet skulle vinde for at holde sig tæt på gæsterne i den samlet stilling, men 79ers kunne bruge de 2 point til at lægge afstand til netop TFN.

Team Fog Næstved kom godt fra start og fik en lille føring. Den fik Hørsholm dog hurtigt indhentet.

Derefter skiftedes holdene til at score med deraf skiftende føringer. Inden slutningen af perioden lykkedes det god for Team Fog Næstved at bringe sig foran med 3 point.

En periode med god basket af begge hold slutter 21-18 til hjemmeholdet.

Hørsholm startede 2. periode bedst og bragte sig foran – også fordi Team Fog Næstved havde nogle afslutningsproblemer.

Midt i perioden vendte kampen til Team Fog Næstveds fordel – nu var det Hørsholm, som havde problemer med at score.

Derimod havde Team Fog Næstved fået gang i scoringen, og holdet trak fra til en 17 pointføring med godt 1 minut tilbage af perioden. Denne føring holdt til pausen som var på 17 point i hjemmeholdets favør.

3. periode startede med et hæsblæsende minut, hvor det for begge hold var ud over stepperne uden den store omtanke i spillet.

De første 3 minutter af perioden blev der ikke scoret, men så fik Hørsholm hul på bylden og scorede 5 point i streg.

Hørsholm sneg sig langsomt, men sikkert ind på Team Fog Næstved, som inden sidste periode kun førte med 10 point, selvom holdet kun scorede 7 point i perioden.

En spændende 4. periode var i vente – kunne Team Fog Næstved holde sin føring, eller ville Hørsholm komme helt tilbage og vinde kampen?

Vekslende scoringer prægede periodens første 6 minutter, hvilket betød, at Team Fog Næstved holdt sin føring, som var på 10 point ved periodens start.

Men så fik Team Fog Næstved momentum, og holdet trak de sidste 4 minutter fra til en sikker, overraskende men fortjent sejr som endte på 85-67.

Topscorer for Team Fog Næstved blev Conner Washington med 18 point. For Hørsholm 79ers scorede Matt Bonds 22 point.

Tie Breaker til Randers Cimbria mod Svendborg Rabbits

18.01.2018

Måske var det kampen om 5–6. pladsen der var på spil i Svendborg onsdag aften i skarp konkurrence med håndboldkampen mellem Danmark og Spanien.

Dette til trods havde godt 600 fundet vej til tribunerne i HK Midt Arena i Svendborg.

Faktum var, at Randers var mest effektive og mindst skadesramt, kaninerne uden Jakob Enevold og Michale Moore, samtidig viste kaninernes nyeste indkøb, Flannigan Demonte stor styrke og kampens bedste spiller.

Randers trak sig helt fortjent ud af matchen med en sejr på 74-81, efter perioderne 14-16, 15-20, 28-18 og 17-28.

Flannigan startede Rabbits op med sin første optræden på hjemmebanen med de første to points og kaninerne førte an stort set hele 1. periode men da Rabbits havde muligheden for at bringe sig foran med 8, stoppede holdet med at spille sammen og faldt fra hinanden til slut og Randers med en rigtig god afslutning på perioden. Kaninerne kunne havde gjort det til 16-8 men i stedet smed hjemmeholdet bolden væk og Randers satte sig hårdt på kampen i de sidste 4 minutter.

Chris Nielsen, Svendborgs onde ånd gennem efterhånden mange år i ligaen, bedste mand for sit mandskab i 1. periode.

Flannigan viste at han godt kunne rydde op under kurven og at han også tidligere har spillet center, gode rebounds og points, netop det kaninerne har brug for nu hvor de to største sidder ude med skader. Nana også medvirkende og sammen med Rasmus Christensen var de tre ene om at score for hjemmeholdet i 2. periode.

Hos Randers var det nu Kyndahl Hill der havde taget over fra Chris Nielsen og Randers viste meget flot angrebsspil samt godt sammenspil. Deres nye træner Erik Olson der også var et muligt emne for kaninerne inden sæsonstart, har vist god taktisk og spillemæssig forståelse hos Kronjyderne.

Randers helt fortjent til pause med +7, 29-36.

Hjemmeholdet kom klart bedst ud efter pausen. Selv om Randers fortsatte føringen slog Rabbits igen og bevarede troen. Mathias Kelly fik endnu en på næsen der øjeblikkelig brød ud i blod og dagens kanin måtte søge bænken med måske endnu engang en brækket næse.

Dermonte Flannigan viste endnu engang sin store værdi for kaninerne, et rigtigt godt køb, med 9 points i perioden og flere gode rebounds. Randers havde ellers skabt sig et forspring men Rabbits lavede et run på 10-0 og sluttede også bedst, stillingen inden de sidste 10 minutter 57-53 i hjemmeholdets favør.

Rabbits kom også bedst ud til sidste periode med 2 fra Terrel Haris men så tog Randers fat igen. Hurtigt spil og mange flotte angrebsaktioner og et run retur, 0-10 og Randers var igen foran, 59-63. Momentum lå hos Kronjyderne og selv om hjemmeholdet kom tæt på blev det aldrig spændende i HK Midt Arena. Kaninerne manglede saft og kraft og hastighed. Randers vandt helt fortjent kampen efter samme periodecifre som i 3., blot omvendt.

Måske betyder det, at Rabbits slutter som nr. 6 og derved skal møde nr. 3 i slutspillet. Intet er dog afgjort men en indikation var dagens opgør dog alligevel.

Kan Rabbits stille med fuldt hold og skadesfri ser mulighederne måske alligevel lysere ud. Faktum er dog, at Randers spillede bedste og fortjent kan drage mod Kronjylland med endnu 2 points i kurven.

For Rabbits scorede Flannigan Demonte 17 og hentede 13 rebounds, også 17 til Hrding Nana og til Terrel Harris.

For Randers scorede Hill Kyndahl 25, Charlie Burgess 16 og Deuce Bello 15.

Bakken Bears møder dobbelt Europa Cup-semifinalist

16.01.2018

Bakken Bears spiller onsdag den tredje kamp i FIBA Europe Cup. Modstanderen er Szolnoki Olaj KK fra Ungarn – et hold, der siden 2012 to gange har været i semifinalen i FIBA Europe Cups forgænger, EuroChallenge. Bakken Bears har vundet begge holdets første kampe i det andet gruppespil i FIBA Europe Cup – en sejr onsdag vil bringe holdet meget tæt på kvalifikation til turneringens playoffs.

KK Szolnoki Olaj har vundet fem af de seneste syv ungarske basketballmesterskaber, og holdet har været faste deltagere i de europæiske turneringer i de seneste mange sæsoner. I sidste sæson blev det dog et skuffende exit i kvartfinalerne om mesterskabet i Ungarn. I pokalfinalen tabte Szolnoki Olaj 58-59 mod Alba Fehervar, der senere også blev mestre. 

Szolnoki Olaj har spillet europæisk basketball hvert år siden 2010 og højdepunkterne er to semifinalepladser i FIBA EuroChallenge i 2011/12 og 2013/14. I sæsonen 2016/17 spillede det ungarske hold, ligesom Bears, i Basketball Champions League.

I det 2. Gruppespil startede Szolnoki Olaj med en kamp i Montenegro. Her var KK Szolnoki Olaj foran det meste af kampen, men en trepointsprocent på 20 gjorde udslaget, og Mornar Bar vandt 73-68. I spillerunde to blev der til gengæld taget revanche, da Tsmoki Minsk blev sendt hjem til Hviderusland med en kindhest af de større. Olaj vandt 79-45.

I den hjemlige liga er det foreløbigt blevet til 12 sejre i 14 kampen; søndag blev Sopron, der indtager sidstepladsen i ligaen, besejret 78-74.

Den store hjemlige stjerne er landsholdsstarteren David Vojvoda, der var landsholdets topscorer ved EM-slutrunden i sensommeren 2017, hvor Ungarn blev placeret som nummer 14 efter nederlag til Serbien i slutspillet. Vojvoda var den 12. mest scorende i EM-turneringen! Den 196 cm høje shooting guard er Szolnokis topscorer, både i den hjemlige turnering og internationalt – i FIBA Europe Cup har han i gennemsnit scoret 17,7 point pr. kamp, og han har ikke haft en kamp med under 11 point.

Kendrick Perry er en amerikansk, scorende point guard, og han er spilleren med flest assists og næstflest point for holdet. Den bedste rebounder på det ungarske hold er Quincy Ford, mens serbiske Strahinja Milosevic og kroaten Luksa Andric er de sidste af de normale startere. Den engelske landsholdsspiller Tarik Phillip har en væsentlig rolle som back up guard, mens Adam Toth er backup blandt de store spillere. Peter Kovacs er ungarsk landsholdsspiller, og har stor betydning for holdet trods sin begrænsede statistiske produktion.

Bakken Bears er klar til opgøret mod Szolnoki Olaj, som kommer til at markere, at holdene er halvvejs i gruppespillet, og at alle hold dermed har mødt hinanden en gang – men mangler returopgørene. Bakken Bears har haft marginalerne på sin side med to sejre på hver et point i Minsk og hjemme mod Mornar Bar.

Søndag vandt Bears over Randers Cimbria i Basketligaen, efter en kamp, hvor spilleminutterne blev fint fordelt og et par spillere sparet. I skrivende stund skulle alle dog være klar til kampen mod holdet fra Ungarns 11.-største by, Szolnok, der har 73.000 indbyggere.

En uhyre spændende uge tippes i gang onsdag kl. 18.30 i Vejlby-Risskov Hallen. Efter kampen mod Szolnoki Olaj gælder det søndag topopgør i Basketligaen imod Horsens IC, inden det næste onsdag gælder FIBA Europe Cup mod Tsmoki Minsk.

De to kampen spilles også i Vejlby-Risskov Hallen. Men her slutter de spændende kampe for Bakken Bears ikke – de følgende kampe er nemlig Pokalfinalen (27/1) og udekampen i FIBA Europe Cup i Montenegro (31/1).

Bakken Bears slår Randers Cimbria i søndagsopgøret

14.01.2018

Årets første møde mellem Randers Cimbria og Bakken Bears var en vigtig kamp for begge hold.

Hjemmeholdet kæmper for at holde sig inde i toppen af ligaen, og Bakken har stadig fuld fokus på deres egentlige mål - endnu et danmarksmesterskab.

Kampen starter i højt tempo - på grænsen til at være forceret. Det afspejler scoren også. 5-5 efter 3 min. Bakken scorer 5 hurtige, og Coach Olsen vil tale tingene igennem. Timeout Randers.

Randers får hentet det tabte efter timeouten, men der er stadig for mange TO’s. Intensiteten er høj og Bakken får hevet 5 hurtige point i de absolut sidste sekundet af første Q. 17-22 efter de første 10 min.

Bakken får i den grad justeret i den korte pause. Efter godt 2 min er forspringet fordoblet. 22-32.

Tempoet er skruet i vejret, og spillet er fortsat super intenst. Mange fysiske kampe kæmpes, og Randers kæmper for at holde gæsterne i kort snor. Hvem der har momentum skifter hele tiden, og Bakkens forspring på et tidspunkt nede på 2 point. Hen mod slutningen af 2. Q trækker Bakken lidt fra igen. 41-49 ved halvleg.

Efter halvlegen kommer hjemmeholdet bedst fra start. 52-55 efter 3 minutter. Bakken leder efter en løsning, og holde begynder at spille tålmodigt - grænsende til langsomt. Det giver lidt luft til spillerne, og gæsterne vinder et par point. Med 3.28 tilbage er gæsterne foran med 60-65. Timeout Randers.

Bakken holder Randers på afstand resten af 3. 67-74 inden de sidste 10 minutter.

Den spændende kamp fortsætter også efter den korte pause. Bakken kan ikke trække afgørende fra, og Randers kan ikke komme tættere på end de 5-7 point. Med små 5 minutter igen får Bakken bragt sig foran med 81-89. Timeout Randers.

Bakken løser de sidste og afgørende minutter bedst. Randers tabte simpelthen pusten de sidste minutter, og holdet kolapset. I løbet af få minutter står der 84-101.

Kampen ender 97-107. Resultatet er ikke nødvendigvis retvisende for den intense fight, men Bakken viser, at deres hold har mere tyngde - og bedre kondi - end dagens værter.

Topscorer for Randers blev Chris Nielsen med 21 point. For Bakken Bears blev det Tony Bishop med 23 point.

Randers Cimbria spiller i karantæne

13.01.2018

I forbindelse med den kaotiske afslutning på kampen i torsdag mellem Hørsholm 79ers og Randers Cimbria blev Charlie Burgees først dømt for en almindelig fejl i slutsekunderne.

Herefter blev Charlie også idømt en teknisk fejl inden kampens dommere opgraderede den almindelig fejl til en usportslig fejl.

Og i henhold til spillereglerne bliver en spiller automatisk diskvalificeret hvis man i samme kamp får både en teknisk og en usportslige fejl.

Charlie Burgees er derfor påbaggrund af dommernes indberetning blive idømt i 1 spilledags karantæne af DBBF`s Turneringsudvalg.

Charlie Burgees må derfor se på når Randers Cimbria møder Bakken Bears søndag eftermiddag kl. 14:00 i Arena Randers.

Hørsholm 79ers slipper afsted med sejren i dramatisk kamp mod Randers Cimbria

11.01.2018

Hørsholm smed næsten en 29 points føring væk de sidste 12 minutter af torsdagens Basketligakamp, men foran TV 2 SPORTs seere og 1074 tilskuere i Hørsholmhallen, gav et dramatisk sidste minut Hørsholm sejren på 100-91.

Hørsholm så ud til at skulle bade sig til sejren, da Frederik H. Nielsen satte et layup i til 79-50 med lige over 11 minutter igen af kampen, og det så det også ud til at Hørsholms spillere regnede med. I hvert fald glippede koncentrationen, med mistede bolde, missede skud og lette scoringer til Randers, og det gav 400-kamps jubilar Chris Nielsen og resten af kronjyderne troen tilbage.

Randers scorede de sidste fem point i tredje periode og de første otte i fjerde og derfra formede det sig som en Randers-jagt på Hørsholm. Til sidst satte Chris Nielsen fire tre’ere på to minutter og så var Randers kun bagud 92-88 med 1:22 igen og Hørsholmhallen kogte i spænding.

Richard Thomas og Deuce Bello reducerede yderligere til 92-91, men sekunder senere slap Hørsholms Connor Beranek så fri, at Charlie Burgess måtte trække nødbremsen hårdt nok til at Beranek kom til at bløde fra næsen og måtte skiftes ud. Sebastian Dalsgaard blev sendt på banen i stedet og han gav Hørsholm – og publikum – lidt luft ved at sætte det første af de to straffekast, Beranek var blevet tildelt.

Randers spillede sig igennem til et presset layup til Deuce Bello med 25 sekunder igen, men det gik ved siden af og Randers måtte fejle for at stoppe tiden. Frederik H. Nielsen satte sikkert begge skud og i den anden ende indtraf så sidste minuts måske mest kontroversielle situation.

Charlie Burgess mistede bolden på vej til et layup og dommerne var ikke sikre på hvilken vej, de skulle dømme. Efter en længere konference fik Hørsholm bolden med 14 sekunder igen, til stor utilfredshed for Randers. Da Hørsholm fik bolden på banen igen begik Charlie Burgess en usportslig fejl på Connor Beranek og umiddelbart efter trak Burgess også en teknisk fejl for brok.

Beranek satte alle tre straffekast og sendte Hørsholm i front med 98-91 med 10 sekunder igen af kampen. På grund af den usportslige fejl fik Hørsholm bolden igen og den gik til Sebastian Dalsgaard, der regulært blev overfaldet af Chris Nielsen, med et slag til maven. Dommerne takserede kun fejlen til en usportslig, der sendte Dalsgaard til straffelinjen, hvor han sikrede Hørsholm sejren på 100-91 med to stensikre skud.

Efter kampen var Hørsholmtræner Rafa Monclova ikke tilfreds med kampens afslutning, selv om han var glad for sejren:

-Vi spillede flot basketball i store perioder, men da vi kom stort foran, begyndte vi at slappe for meget af og så kom Randers igen. Randers rammer ikke noget i tre perioder og derfor ser det let ud, men i slutningen rammer de alt og så kan det hold spille sig tilbage i kampen. Så går vi i panik og Chris Nielsen er jo bestemt ikke nogen førsteårsspiller og så sker det, vi ikke må lade ske.

Med sejren forsvarer Hørsholm andenpladsen overfor fremstormende Team FOG Næstved og Bakken Bears, der begge kun er to point bagud. Randers forbliver på femtepladsen, endnu fire point længere nede.

Randers spiller allerede søndag på hjemmebane mod Bakken Bears, mens Hørsholm skal hen til næste torsdag, inden de skal en tur til Næstved og spille en direkte kamp om andenpladsen. 

Billede: Markus Kluge

Svendborg Rabbits skifter ud i spillertruppen

11.01.2018

På transfervinduets sidste dag valgte Rabbits at foretage en justering i spillertruppen.

SimMadone Lucarelli kom tidligere på året til Rabbits og har kæmpet godt og professionelt  til træning og i kampene. Rabbits føler desværre ikke at Simone har lige nøjagtigt de kompetencer som Rabbits har brug for og derfor har man valgt at opsige samarbejdet pr. d.d.

Som erstatning og ny spiller i truppen er har Rabbits hentet den tidligere spillere i BL, Mads Kofod Rasmussen.

Den 198 cm høje spiller har indgået en aftale for den resterende del af sæsonen.

Mads har spillet 5 sæsoner (113 kampe) i BL for BK Amager, Roskilde BBC og senest 3 sæsoner for Aalborg Vikings. Senest har Mads spillet for Helsingborg i den svenske 1.division hvor han snittede 20 point per kamp. Tidligere har den nu 29 årige rutinerede spiller også spillet i Tyskland, Spanien samt den bedste Portugisiske liga. 

Team FOG Næstved besejrer Stevnsgade SuperMen

11.01.2018

TFN havde ikke råde til at tabe onsdagens kamp mod SuperMen hvis holdet skulle hold trit med Hørsholm 79ers i toppen af BL.

Til dagens kamp var der debut til John Stuart Mann der havde erstattet Ray Sanders over julepausen.

Hjemmeholdet indfriede forventninger med en sejr på 97-83 (28-21, 23-22, 22-21. 24-19).

En stille og rolig start på kampen uden den store intensitet. Team Fog Næstved bragte sig planmæssigt foran, men efter 4 minutter kom der en vending i kampen. Stevnsgade indhentede Team Fog Næstveds føring og bragte sig oven i købet foran. Mod slutningen af 1. periode fik Team Fog Næstved igen greb om spillet, så holdet ved periodens slutning førte med 7 point.

2. periode startede uden de mange scoringer – 2 pr. minut de første 3 minutter – alle til Team Fog Næstved. Men Stevnsgade kom godt igen og på 1 minut havde holdet også scoret 6 point, og så var man lige vidt.

Derefter blev scoringerne ligelig fordelt resten af perioden – dog med en meget lille overvægt til Team Fog Næstved, som gik til pausen med en føring på 8 point, 51-43.

Team Fog Næstved kom igen bedst fra start efter den store ppause, men det lykkedes ikke for holdet at trække afgørende fra. Stevnsgade blev ved med at hænge på takket være den tidligere TFN-spiller Filip Rajovic.

Så perioden sluttede lige så lige, som den startede – dog havde Team Fog Næstved udbygget sin føring med 1 point til 9.

Team Fog Næstved kom igen bedst fra start, og denne gang lykkedes det for holdet at trække fra. Med godt 4 minutter tilbage af kampen havde Team Fog Næstved sin største føring i kampen på 19 point.

Team Fog Næstveds føring holdt perioden, så det blev en sikker og fortjent sejr, uden at det var verdensklassespil, som prægede holdet. Men man skal også rose SuperMen for at blive ved med at kæmpe selvom holdet ligger sidst i BL uden en eneste sejr i denne her sæson endnu.

Topscorer for Team Fog Næstved blev Kazembe Abif med 18 point. For Stevnsgade Supermen scorede både Filip Rajovic og Mathias Seilund hver 23 point.

Jubilæumskamp på TV 2 Play torsdag den 11. januar kl. 19:00

08.01.2018

Torsdag den 11. januar kl. 19:00 kan du se dansk basketball på TV 2 PLAY når Hørsholm 79ers tager imod Randers Cimbria i Hørsholm hallen. Kampen vises forskudt på TV 2 SPORT fra kl. 19.45. Det er samtidig Chris Nielsens ligakamp nr. 400.

Det nordsjællandske hold, Hørsholm 79ers, har vist stærke takter i denne sæson og ligger i øjeblikket på en delt 2. plads i Basketligaen sammen med sidste års vindere Bakken Bears. Randers Cimbria ligger på en 5. plads i ligaen men så stærke ud i deres seneste kamp hvor de vandt overlegent mod Svendborg Rabbits. Det bliver derfor en kamp hvor Hørsholm skal forsvare sin plads i toppen af ligaen mod et hold som kæmper for at være med i kampen om topplaceringerne.

Hørsholm har vundet 8 ud af 12 kampe i sæsonen og har dermed 16 point i tabellen. Holdet er blandt andet et af blot to hold som har slået Bakken Bears i år, da de på udebane slog det stærke Bakken Bears mandskab 81-89 den 28. oktober.

Holdet er ført an af den stærke amerikanske forward, Matt Bonds, som er ligaens mest scorende spiller med 23.5 point pr. kamp. Hørsholm er det næstmest scorende hold i ligaen og scorer lige over 91 point pr. kamp. Udover Matt Bonds er der også en anden stærk offensiv drivkræft i den skarp skydende Ty Sabin som er den spiller i ligaen der scorer flest 3’ere pr. kamp og samtidig er nr. 3 på topscorerlisten med 21 point pr. kamp. Den danske rutinerede point guard Frederik Nielsen som også spiller på herrelandsholdet, sørger for at fordele angrebet på fornem vis og fører ligaen i assists.

Randers Cimbria har også masser af offensive kræfter og er det 3. mest scorende hold i ligaen med lidt over 90 point pr. kamp. Holdet har et meget balanceret angreb hvor hele 6 spillere i gennemsnit scorer mere end 10 point pr. kamp. Topscoreren er Kyndahl Hill med 16.8 point pr. kamp. Udover ham byder Randers også ind med ligaens mest scorende spiller i historien, Chris Nielsen som samtidig spiller sin kamp nr. 400. 

Chris Nielsen 400 kampe

Chris Nielsen har igennem sin karriere altid været stærk offensivt hvor han både kan tage den til kurven og skyde fra distancen.

Ligesom Hørsholm 79ers har Frederik Nielsen til at fordele angrebet har Randers Cimbria også en velspillende pointguard i form af Charlie Burgess som er ligaens næstmest assisterende spiller efter netop Frederik H Nielsen.

Sidst men ikke mindst har Randers den eksplosive guard Deuce Bello som med sin fantastiske springkræft ofte er er god for et highlight eller to. han viste blandt andet sine atletiske evner under sidste års Pokalfinaler hvor han vandt dunkekonkurrencen på imponerende vis.

Du kan se kampen mellem Hørsholm 79ers og Randers Cimbria direkte på TV 2 PLAY kl. 19:00 og forskudt på TV 2 SPORT kl. 19:45, torsdag den 11. januar.  

Køb billetter til kampen her: https://billetto.dk/e/basketligaen-horsholm-79ers-vs-randers-tv-kamp-19-10-billetter-243986

Ulvene måtte strække våben for bjørnene

06.01.2018

Lørdag eftermiddag i Herlevhallen var der genforeningsmøde mellem Wolfpack Basketball og Bakken Bears.

Første kamp onsdag var endt med et Wolfpack nederlag i Aarhus på 81-111, hvor holdet kun stillede med 8 mand. I dag var Edgaras Stanionis tilbage på holdet. Så der var lagt op til at ulvene i det mindste kunne indfri coach Thomas Quaades målsætning om, at reducere et evt. nederlag til 20 point.

Til kampen var Bakken Bears igen i stærkeste opstilling og Wolfpack Basketball uden sine U 19 spillere, mens Andreas Høier havde taget plads på bænken. Kampen ender med et større nederlag til et godt kæmpende Wolfpack hold på 74-112.

Kampen blev generelt spillet i et hæsblæsende tempo, da begge hold gerne ville løbe stærk. Mens Bakken Bears også dominerede på deres fysik, hvilket bl.a. første til flere spektakulære dunk kampen igennem, og på høj træfsikkerhed fra tre points linjen.

Første periode starter godt med 4-0 til Wolfpack og det var så sidste gang ulvende var foran. Perioden var hurtigt præget af mange lette turnovers hos Wolfpack Basketball, grundet det høje tempo samt fuldbanepres fra Bakkens side. Da første periode rinder ud, er det med stillingen dobbelt op 14-28 til Bakken Bears.

Anden periode starter med hurtige, men med brændte skud fra Bakken side. Wolfpack konverterer igen et angreb til turover, og ender på i alt 24 af slagsen for kampen. Thomas Lærke kommer på tavlen med sit første dunk. Han er generelt meget aktiv i kampen og bliver Bakkens topscorer med 21 point.

I den anden ende er det nu Durell Vinson der er ved at finde hullerne i Bakken forsvaret, i en generelt god kamp fra hans side. Efter 2 minutter af perioden og reducering af Durell Vinson 16-32 til Bakken Bears. Wolfpack skifter ud. På banen igen Edgaras Stanionis og Anders Schou. Bakken spiller tungt med Chris Christoffersen på banen og fortsætter med at ramme fra distancen. I den anden ende vil de samme skud bare ikke i, i samme grad og Wolfpack slutter kampen af med at ramme små 16 % af skudende fra trepoints linjen, 4 stk. ialt. Tydelig misforståelse i Wolfpack forsvaret giver frit dunk til Tony Bishop og føringen øges. Edgaras Stanionis er ene mand i ulveflokken til at levere point.

Efter 4 minutter er det 20-41 og Bakken dominerer på de fleste parametrer. Bakken skifter ud. På banen kommer veteranen Nikolai Iversen og Doug Wiggins. De fortsætter dominansen og øger træfsikkerheden fra distancen, hvor Bakken ender med at sætte 14 tre point scoringer. Bakken slutter af i helbanepres hvilket Wolfpack slutter perioden af med at finde hullerne i.

Stillingen ved halvleg er 35-57 til Bakken Bears og træner Thomas Quaades målsætninger er stadig indenfor rækkevidde.

Tredje periode starter symptomatisk med en Bakken treer og 2 point af Durell Vinson Herefter ser vi kampens flotteste detalje på et Bakken steal hvor Doug Wiggins kan alley loope, sammen med Adama Darboe, bolden i kurven i et dunk. Wolfpack mister teten lidt og bolden for tit.

Efter 3 minutter er Wolfpack bagud med 37-66 og Bakken maskinen er oppe i fulde omdrejninger.  Wolfpack fanges gang på gang i Bakkens forsvar, hvilket fører til turnover. Thomas Quaade ønsker time out. Efter en voldsom start sænkes farten en anelse og Oliver Strøh og Edgaras Stanionis kan reducere til 45-68 på tre point med 4.50 igen af perioden.

Med 3 min tilbage af perioden 45-73 til Bakken. Wolfpack har det svært i Bakkens helbanepres hvilket fører til mange turnover. Bakken er dog ikke længere så effektive i den anden ende så Oliver Strøh kan dunke to point i kurven til 47-75. 2 min tilbage. Slutningen af perioden er generelt præget af at aftalerne falder lidt fra hinanden og at tilfældigheden råder. Perioden sluttes af med et skydetelt fra Bakkens side, uden den store effektivitet. Stillingen til fjerde periode er 52-85.

Sidste periode starter forrygende for Wolfpack, selvom kampen reelt er afgjort. Wolfpack viser at intet er opgivet og der er hurtige reduceringer af Edgaras Stanionis og Karolis Vaskys. Efter 2 minutter er stillingen 61-89. Durell Vinson fejles og kan reducere yderligere til 62-89. Det var det tætteste Wolfpack skulle komme på Bakken Bears. Thomas Lærke starter igen et skydetelt og indenfor 4 minutter sætter Bakken 4 trepointscoringer. Stillingen er 66-100 til Bakken Bears.

De sidste 3 minutter af kampen skiftes de 2 hold til at komme til scoringer og kampen rinder ud med en klar dominans og sejr til Bakken Bears på 74-112.

Wolfpack Basketball kan dog tage det med, at de aldrig helt lagde sig ned. Mest scorende for Wolfpack Basketball var igen Durell Vinson med 22 point og 17 rebounds. Edgaras Stanionis havde 18 point. Mens Oliver Strøh igen var stabil med 15 point og 8 rebounds.

Hos Bakkens Bears kom alle 12 spillere på tavlen. Særligt markerede hjemvendte Thomas Lærke sig med 21 point. Darko Jukic havde 15. 12 til Tony Bishop og 11 til Jeffrey Crocket.

Næste gang de to hold mødes, er i pokalfinalen den 27. januar i Forum Horsens