Nyheder

Wolfpack slår BKA i Amagerhallen

De to hold delte kampen mellem sig således at BK Amager vandt første halvleg og BMS Herlev Wolfpack vandt anden halvleg – og kampen.

1. periode bød på gode og velovervejede angreb fra begge hold. Hos Amager orkestreret af Jonathan Klussmann og hos Wolfpack dirigeret af gennemrutinerede Chanan Colman. Perioden gik til Amager med stillingen 24-18.

Samme billede i anden periode, der huskes for en ”kombinationskendelse” bestående af to tekniske og en almindelig fejl, hvilket udløste to straffekast til hvert hold og bolden i siden til Amager. Perioden endte 23-20 til Amager, med det resultat at stillingen var 47-38 ved halvleg. Men det sidste minut tilhørte Wolfpack, der hentede 6 points, der kunne have været gået til Amager, hvis det ikke lige var fordi spillerne her var gået lidt i stå.

Det helt store vendepunkt i kampen kom i de første tre minutter af tredje periode. Her lykkedes det Wolfpack at tromle Amager ned med 18 points med sølle 5. Nu var stillingen skiftet til 52-56 fra 47-38 på sølle tre minutter.

Wolfpack var simpelthen kommet ind i kampen med en sønderlemmende gejst og spillelyst, og et sprudlende højt pres, der tog luften ud af et modløst Amagermandskab. Coleman og Seirup gjorde ondt mod Amager.

Wolfpack vinder 3. periode med 39-16 til stillingen 63-77 inden de sidste 10 minutter.

Almir Zeco får styr på Amagers tropper og får begrænset nederlaget i fjerde periode til 17-22 men det er en periode, hvor nederlagets tunge spøgelse har lagt sin klamme hånd på hans mandskab. Kampen slutter med et nederlag på 80-99 og skal man være rigtig ond mod det tabende hold, kan man sige at Amagers eget motto blev brugt i mod dem selv. Viljen til sejr og gejsten til forskel.

Topscorer for BK Amager blev Jonathan Klussmann med 23 point. For BMS Herlev Wolpack scorede både Mathias Seilund og Javion Blake 23 point.