Nyheder

Vinterferiesejr på sydfyn

Som start på vinterferien på Fyn og foran knap 400 tilskuere vandt Svendborg Rabbits igen, denne gang over 79'ers der kom til Sydfyn med flere småskader på vitale spillere.

Om det var derfor kampen blev lidt af en fuser eller om der blot var gået vinterferie i den skal lade være usagt i dette forum, faktum er, at kaninerne vandt 78-69, efter perioderne 21-16, 19-15, 20-22 og 18-16.

Det var ellers et opgør de lokale fans havde set frem til ovenpå en fra kaninerne god indsats i Ålborg i onsdags og så er 79'ers altid et spændende bekendtskab men i dag havde klubben fra nordsjælland småskader på flere vitale spillere. Der var rygter fremme om, at Atilla Kovac, Brenton Butler og Zarko Jukic ikke ville komme på banen og måske var det de rygter der havde cuttet omkring 20 % af ydelsen hos kaninerne.

Faktum var, at 79'ers stillede til tipp-off med 8 spillere på holdkortet men at både Kovac, Jukic og Butler var at finde hos udeholdet.

Det var også udeholdet der kom bedst fra land og hurtigt foran 8-4 inden Will Paul ramte sin og kaninernes første trepointsscoring. Derefter var kaninerne foran resten af kampen og Antonio Porta og Damian Ocana fulgte efter med en hver fra trepointsland. Kovac ville ikke stå tilbage for udeholdet og sluttede perioden af for sit hold med en treer inden Will Paul og Antonio Porta bragte hjemmeholdet på +5 inden 2.

Johnell Smith havde rent scoringsmæssigt holdt sig tilbage i 1. periode men startede 2. ud med fire hurtige points og endnu en treer, denne gang fra Rasmus Christensen og en to'er fra Will Paul. Så var kaninerne ved at komme i gang rent tempomæssigt og førte således med 12. Så regnede fejlene ned over kaninerne der mente sig bortdømt af dommerne i flere situationer, hvor også publikum var af den opfattelse at de fejl der ramte 79'ers burde havde været usportslige.

Det var stor frustration og det hold der hurtigst kom sig over linjen hos dommerne ville måske komme sejrrigt ud af kampen. Chefcoach Jovanovic tog klogeligt en time out og fik justeret og det samme skete hos kaninerne. Nu skulle der fokus på spillet.

Hørsholm kom bedst fra den korte pause og fik reduceret med et run på 2-9 inden først Porta og dernæst Claus Magaard med sin første af 4 treerer af 4 forsøg i kampen, bragte Svendborg foran med 9 ved pausen, 40-31.

Efter pausen kom 79'ers mere aggressivt ud og satte hurtigt 4 treerer, 2 til Brenton Butler og en hver til Frederik HN og Daniel Mortensen. Disse præcise træfninger blev fulgt op af Brenton Butler med en to'er og pludselig og indenfor 3 minutter havde Hørsholm hentet 7 points ind på de 9 kaninerne havde ført med inden pausen. Will Paul brød tørken og med sin 2. treer fulgte først Johnell Smith op med et and one spil og dernæst Damian Ocana inden Claus Magaard ramte endnu to fra den lange distance. Kaninerne fik bragt orden i regnskabet og var igen oppe med 11 inden Zarko Jukic sluttede perioden med de sidste 4 points for sit mandskab. Det var nu +7 for hjemmeholdet inden de sidste 10 minutter.

Intet var afgjort, især fordi kampen hele tiden vekslede på, hvor momentum lå og hvem der i dag ville lægge mest energi i kampen. Det energiniveau som hjemmeholdet manglede i dag og havde i onsdags i Ålborg kom aldrig rigtig til udtryk og Hørsholms mangel på samme gjorde, at kampen ligesom fusede lidt ud. Dog først efter, at de to mandskaber havde vist lidt tænder i starten af sidste periode.

Endnu en treer fra Will Paul fulgt op af en fra Niels Degn og 4 points fra Daniel Mortensen og 4 minutter før tid var hjemmeholdet stadig oppe med 10. Efter at anfører Frederik HN havde scoret på sine to straffekast med to minutter igen fik 79'ers ikke bolden i kurven mere i den kamp.

Det var tre turnovers og forsøg på, at stoppe tiden der gav Svendborg Rabbits straffekast i crunch time og ud af de 6 tildelte i det sidste 1½ minut scorede kaninerne på de 5. Kampen var afgjort uden spænding i slutfasen.

For hjemmeholdet blev dagens kanin Will Paul med 19 points og 9 rebounds samt 4 assists og 4 steals, Claus Magaard havde 16 points på 4/4 fra trepoinsland, ligeledes 4 steals, 13 til Johnell Smith 7 rebounds og 5 assists samt 3 steals, 11 points til Antonio Porta samt 8 assists, 10 til Damian Ocana 3 hver til Rasmus Christensen, Niels Degn og til Mads Bloch.

Hos 79'ers scorede Brenton Butler 16, 13 til Daniel Mortensen, 10 til Atila Kovac, 8 hver til Frederik HN og Zarko Jukic, 7 til Demetrius Philips og 4 til Anders Skou.

Svendborg Rabbits drager på torsdag til Næstved, hvor Team FOG og DK 4 venter i ugens tv kamp.