Nyheder

Vikings tog første stik

Det var absolut ikke en køn affære mellem BC Aarhus og Aalborg i den første af 5 kampe om at blive i ligaen.

Kampen var meget nervepræget og fik en kaotisk afslutning, hvor Aalborg Vikings til sidst kunne hive sejren hjem med 84-76.

Begge mandskaber startede kampen nervøst og i et langsomt tempo. BC Aarhus fik hurtigst styr på nerverne og kom i spidsen med flot spil af Ronny Lajer, der spillede en rigtig god kamp. Aalborg Vikings fik dog kæmpet sig tilbage i kampen blandt andet via nogle gode aktioner af Søren Sørensen, der ligeledes spillede rigtig godt. Langsomt fik Aalborg Vikings styr på spillet og var bedre til at eksekvere end BC Aarhus. Det var derfor fortjent, at Aalborg Vikings var i spidsen efter 1. periode med 19-15.

I 2. periode kom BC Aarhus dog stærkt igen. Ronny Lajer fortsatte det gode spil, men det var dog Rasmus Søby og Randy Dezouvre, der fik bragt BC Aarhus i spidsen med nogle sikre 3 points scoringer. Selvom BC Aarhus havde et spillemæssigt overtag formåede holdet ikke at trække fra Aalborg Vikings. Rune Lauridsen havde et stærkt indhop og han bandt spillet godt sammen for Aalborg Vikings, mens Antony Jones og Luis Guzman leverede pointene. BC Aarhus var dog i spidsen efter 2. periode med 33-32.

I 3. periode kom Aalborg Vikings stærkt igen selvom BC Aarhus startede perioden bedst. Aalborg Vikings fik et run på 12-0, der bragte Aalborg Vikings i spidsen og slog benene væk under BC Aarhus. Det så sort ud for BC Aarhus og inden 4. periode var Aalborg Vikings i spidsen med 54-46.

I 4. periode så det længe ud til, at Aalborg Vikings skulle løbe med sejren, men med under 2 minutter igen fik BC Aarhus hentet forspringet på nogle 3’ere af Rasmus Søby og Randy Dezouvre. Med 22 sekunder igen var BC Aarhus foran med 64-60. Antony Jones satte dog en 3’er og tippede bolden i kurven efter en angrebsrebound, der betød, at kampen skulle i overtid.

Aalborg Vikings var bedst i overtiden og slutningen af kampen blev skæmmet af en teknisk fejl og diskvalificerende fejl på Rasmus Søby, der reelt lukkede kampen. Aalborg Vikings kunne afgøre kampen fra straffekastlinjen til slutresultatet 84-76.

Kamp 2 er allerede på lørdag lørdag kl. 14.30, hvor Vikings har hjemmebane.

Topscorer for BC Aarhus blev Randy Dezouvre med 18 point og Søren Sørensen for Aalborg Vikings med 22 point.