Nyheder

Semifinale tid i Basketligaen

Tid til DM-Semifinaler i Basketligaen

Med SISU’s udebanesejr i kamp 5 mod Hørsholm 79ers i mandags er det nu tid til at DM-semifinalerne kan begynde. Det starter i dag, torsdag den 6. april hvor alle 4 hold kommer i aktion og du kan se det første opgør mellem Bakken Bears og Svendborg Rabbits direkte på TV 2 PLAY kl. 18:20. Vi har taget en snak med Jens Laulund om de to semifinaleserier. 

Bakken Bears - Svendborg Rabbits

Bakken Bears (1) – Svendborg Rabbits (5)

Bakken Bears står med favoritværdigheden i et opgør mellem to klubber der har haft masser af tætte opgør mod hinanden i DM-finalerne igennem årene. Svendborg har dog haft en noget svingende og middelmådig sæson, mens Bakken Bears sluttede sæsonen stærkt af. Basketliga-kommentator, Jens Laulund, tror da også på at Bakken vinder serien forholdsvist sikkert:

”Bakken Bears kommer med en masse bredde i truppen og deres tempo og fysik vil komme til at slå Svendborgs smalle rotation. Svendborg har i slutspillet primært haft succes med at spille en line-up baseret på rutinerede spillere omkring Antonio Porta. Hvis Svendborg skal have en chance mod Bakken, så skal de have produktion fra hele bænken og det tvivler jeg på kommer til at ske. ”

Jens Laulund tror dog at de rutinerede kræfter i Svendborg kommer tæt på en sejr i en af kampene bag en toppræstation fra den rutinerede argentinske guard Antonio Porta.

Laulunds vurdering: Bakken Bears vinder serien 3-0

Horsens IC (2) – SISU (6)

SISU har været en af sæsonens positive overraskelser og har i grundspillet kunne drille Horsens IC og har også vundet et enkel indbyrdes opgør. Desværre for SISU har de mistet deres træner Jim Jabir og når Horsens I forvejen er et rigtig godt hold og værdige forsvarende mestre, bliver det op af bakke for SISU som dog til trods for træner manglen, stadig spås til at kunne slå Horsens i minimum en kamp.   

”Horsens og SISU spiller på mange måder den samme type basketball. Horsens bruger dog flere spillere og har mere dybde under kurven. Jeg tror at Horsens kommer til at vinde på deres evne til at lægge ekstra hårdt pres på SISU’s guards. Derudover vil det faktum at SISU mangler deres træner også komme til at spille ind, specielt i de situationer hvor kampenes slutfaser er tætte. ”

”Jeg tror at SISU formår at tage en enkelt kamp på hjemmebane, fordi de er et godt hold som har haft et godt tag på Horsens og hvis de rammer på deres skud som de gjorde i kamp 5 mod Hørsholm og Horsens samtidig har et udfald som de periodisk har vist i slutningen af grundspillet. ”

Laulunds vurdering: Horsens IC vinder serien 3-1

TV 2 SPORT sender kampe fra semifinalerne mandage og torsdage. Du kan altid holde dig opdateret på tv-programmet her: http://www.basketligaen.dk/da/top/TV-kampe/tv-kampe-1/