Nyheder

TFN taber vigtig kamp til Horsens IC

Med få runder tilbage i grundserien spidser det til om pladserne 2-4 mellem Svendborg Rabbits, Team FOG Næstved og Randers Cimbria.

Det var derfor en vigtig kamp for TFN da Horsens IC kom på besøg i Arena Næstved torsdag aften. En sejr kunne bringe holdet tæt på 3. pladsen, mens et nederlag kunne være nyt ilt til Randers Cimbria på 5. pladsen.

Team Fog Næstved fik en fantastisk start på kampen og kom foran 10-0 efter knap 4 minutters spil. Horsens tog time out. Det hjalp – Horsens scorede sine 2 første point og virkede mere aggressive i forsvarsspillet. Samtidig fik Horsens gang i scoringen fra 3 pointland, hvilket betød, at Horsens reducerede Team Fog Næstveds føring til kun 2 point med knap 2 minutter tilbage af perioden. Det, som startede godt for Team Fog Næstved, endte med et mindre mareridt, da perioden endte uafgjort 17-17, og Team Fog Næstved ikke scorede i de sidste 5 minutter af perioden.

Starten på 2. periode var en hidsig fight mellem 2 gode hold, men det virkede som om, at Horsens var en tand stærkere end Team Fog Næstved. Team Fog Næstved havde utrolig svært ved at bryde igennem Horsens’ forsvar. Der var kamp om hver en bold. Om spillet var optimalt var så som så, men fighten kunne der ikke klages over. Mod slutningen af perioden trak Team Fog Næstved fra til en 6 pointføring, som dog blev reduceret til 5 ved pausen 39-34. En spændende 2. halvleg var i vente.

Perioden startede med skiftende scoringer, men da der var spillet et par minutter, havde Horsens hentet Team Fog Næstveds føring. Til tider spillede Team Fog Næstved hurtigt – nogle gange for hurtigt, hvilket betød, at bolden blev smidt væk. Horsens kom lettere til scoringer - Team Fog Næstved havde igen svært ved at bryde igennem Horsens forsvar.

Horsens førte med 3 point inden sidste periode – spændingen var intakt.

Team Fog Næstved fik igen en fantastisk start på perioden. 7-0 i løbet af et par minutter, og Team Fog Næstved var igen ovenpå. Horsens tog time out. Det hjalp ikke i første om gang, men pludselig gik Team Fog Næstved i stå, og Horsens kom igen foran, da halvdelen af perioden var spillet. Horsens holdt føringen resten af perioden og vandt således den spændende kamp med 6 point 76-70 og sikrede sig nok med sejren 2. pladsen i grundspillet.

Topscorer for Team Fog Næstved Jordan Mathews med 21 point. For Horsens IC blev Charles Callison bedste mand med 25 point.