Nyheder

Team FOG taber hjemme og finalepladsen forsvinder

Team FOG Næstved skulle besejre Bakken Bears for at holde liv i finaledrømmene og Bakken Bears kunne med en sejr, sikre sig adgang hvor enten Horsens IC eller Svendborg Rabbits venter.

Der var med andre ord tale om en vind eller forsvind-kamp for Team FOG Næstved, der langt henne i kampen var godt med.

God start for begge hold, men så begyndte Team Fog Næstved at misse sine forsøg, hvilket gjorde, at Bakken kunne trække fra. Men Team Fog Næstved fightede sig flot tilbage - fra 6-8 til 15-10.

Mod slutningen af perioden var det Bakkens tur til at komme tilbage i en spændende og lige periode, som blev spillet i et højt tempo i en flot lydkulisse i hallen.

Igen en meget lige og spændende 2. periode med skiftende scoringer. Ingen af holdene formåede at trække afgørende fra, og perioden sluttede derfor helt lige.

Spændingen var intakt med stillingen 45-45 på lystavlen inden de 2 sidste perioder, hvor alt kunne ske.

Bakken kom bedst fra start, men det lykkedes for Team Fog Næstved at komme tilbage, da halvdelen af perioden var spillet.

I anden halvdel af perioden trak Bakken fra til en føring på 8 point inden sidste periode. Det så sort ud for Team Fog Næstved.

Og det blev det ved med. Bakken fortsatte, hvor holdet slap i 3. periode, og da ikke lykkedes for Team Fog Næstved at score de første 4 minutter af perioden, var det let for Bakken at øge sin føring.

Bagud med 13 point med 4 minutter tilbage af kampen, skulle der et mindre mirakel til for Team Fog Næstved. Men miraklet udeblev - 4. semifinalekamp blev endestationen for Team Fog Næstved der nu må "nøjes" med en bronzekamp.

Bakken Bears vinder med 79-86 (25-22, 20-23, 20-28, 14-13).

Topscorer for Team Fog Næstved blev Chris Gabriel med 23 point og for Bakken Bears scorede Jo Harris 21 point.