Nyheder

Team FOG Næstved skifter træner

Team FOG Næstved og Felix Banobre har mandag den 9. december besluttet i fællesoverenskomst at stoppe samarbejdet.

Baggrunden skyldes de manglende sportsligeresultater indtil videre i denne sæson.

Direktør for Team FOG Næstved, Andreas Larsen udtaler: "Vi vil gerne sige tak til Felix Banobre for en stor arbejdsindsats. Desværre er det ikke gået som vi begge havde håbet på. Resultaterne har ikke levet op til forventningerne. Vi har behov for at rykke fremad på det sportslige og få ændret på tingene, så vi igen kan blive konkurrencedygtige. Vi er nødt til at forholde os til vores høje ambitionsniveau for vores projekt, hvor vi ønsker at være med til at konkurrere i toppen og skabe resultater."

Ny træner på plads

Team FOG Næstved er allerede på plads med en løsning for den resterende del af sæsonen. Ny headcoach for Team FOG Næstved bliver den tidligere head coach for Hørsholm 79ers, Bogdan Karaicic. Bogdan vil dermed være at finde på bænken til kampen mod Randers Cimbria allerede onsdag.

Bogdan Karaicic har været ansat i Hørsholm 79ers siden 2009, hvor han i de sidste 1,5 år har været headcoach for holdet. Hertil har han haft en stor rolle i talentudviklingen i Hørsholm 79ers, hvor han har været med til at udvikle flere unge danske spillere til højeste nationale niveau. Bogdan Karaicic er desuden landstræner for det danske U/18 landshold.

En stor udfordring

Selvom Team FOG Næstved skifter head coach midt i sæsonen er man fra ledelsens side klar over at det bliver en meget stor udfordring at vende den sportslige udvikling. Der skal på kort tid ske et stort taktisk skifte på banen og det betyder en masse nye udfordringer, taktiske koncepter mv. for spillerne.

"Det der er vigtigt nu er, at vi har en løsning klar. Vi starter træningen i morgen og spiller en uhyre svær kamp onsdag. Jeg har fuld tillid til, at vi har en trup med nogle dygtige spillere. Vi skal arbejde på at få et stærkt koncept og kæmpe med alt hvad vi har. Det bliver en svær opgave, men hvis vi står sammen om det - ledelse, trænere, stab og spillere - er jeg sikker på at udviklingen vil vende til det bedre når vi kommer et stykke ind i januar" slutter direktør Andreas Larsen.