Nyheder

Team FOG Næstved skifter amerikaner

Pressemeddelelse fra TFN.

Team FOG Næstved har været nødt til at skifte amerikaner op til sæsonstarten. Baggrunden er at Christian Moon ikke har følt sig komfortabel med situationen da der er opstået sygdom i hans familie. Christian Moon har derfor bedt om at blive løst fra sin kontrakt, da han ønskede at være tættere på sin familie.

”Vi har naturligvis forståelse for, at der er forhold, der er vigtigere for den enkelte end for holdet. Sygdom i ens nærmeste familie er naturligvis en af de ting som står på listen. Vi har været rigtig glade for at have Christian Moon på holdet, og følte at vi havde fundet en super spiller, der også passede rigtigt godt ind socialt på holdet.”

Ny profil allerede klar

Team FOG Næstved har ageret hurtigt på ændringerne i truppen. Christian Moon er således blevet erstattet af Rico Tucker. Rico Tucker er 27 år og har spillet europæisk basketball i Europa i et par år. Rico Tucker har spillet 1. divisionscollege for University of Minnesota og Pepperdine. Han har spillet som professionel i 2 år i Rumænien i den bedste række for Perla Harghitei, hvor han snittede 16 point pr. kamp, 2,4 assist pr. kamp og 3,0 rebounds pr. kamp. Rico Tucker er allerede landet i København her fredag morgen.

Direktør for Team FOG Næstved, Andreas Larsen fortæller:

”Rico Tucker er en interessant og underholdende spiller, der spiller med stor aggressivitet i sit spil. Vi tror på, at vi har fundet en stærk forstærkning til holdet og glæder os til at få Rico spillerberettiget. Vi har kunnet agere hurtigt fordi at vi efterhånden har fået opbygget et stort netværk af agenter. Det giver os flere muligheder på markedet. ”