Nyheder

Sultne sydsjællændere starter bjørnejagten

Basketligaens slutspil bevæger sig ind i den afgørende fase, når der i denne uge bliver taget hul på årets DM-semifinaler.

Otte hold er blevet til fire, og to særdeles spændende semifinale-serier står for døren i Basketligaen.

Horsens IC møder Randers Cimbria i opgørende mellem grundspillets nummer 1 og 5. Og selvom de gule fra fængselsbyen har haft et indbyrdes overtag i de seneste mange sæsoner, er der lagt op til en dramatisk serie. Cimbria har nemlig givet Horsens-mandskabet problemer gennem kampene i grundspillet, og noget tyder på, at der ikke skal meget til, før kronjyderne for alvor kan give forhåndsfavoritterne grå hår i hovedbunden.

Men det er opgøret mellem Bakken Bears og Team FOG Næstved, der er ugens TV-kamp på TV 2 Sport. Vejlby Risskov Hallen danner rammen om dysten, hvor det bliver spændende at se, hvordan de to hold kommer ud til kampen.

Bakken Bears har været – og er stadig - på et imponerende europæisk eventyr, der med garanti har kostet kræfter. Det må dog ikke flytte fokus fra den hjemlige liga, hvor forsvaret af det danske mesterskab med garanti rangerer højt i bjørnegrotten.

På Sydsjælland er alt fokus til gengæld rettet mod Basketligaens semifinaler, og Milan Skobalj har givet ny næring til  den storsatsende klubs drøm om en plads i finalerne for første gang i Næstveds historie.

Og det er da også Team FOG, der har den indbyrdes overhånd mellem de to klubber forud for semifinale-serien. De tre kampe i grundspillet endte med to sejre til sydsjællænderne, men med til historien hører naturligvis, at Bakken Bears til den tredje kamp ankom til Arena Næstved med et ungt, dansk mandskab, hvor Keane Thomann var den eneste aktør med andet pas end det rødbedefarvede danske.

Ikke desto mindre har Næstved dog bevist, at de kan drille bjørnene på de bedste dage, og liden skal især sættes til Troy Franklin og Kazembe Abif, der gennem sæsonen har været de bærende profiler, mens nytilkommeren JJ Mann har givet et tiltrængt boost til truppen.

I den anden lejr står profilerne nærmest i kø. Især de europæiske opgør har bevist, at der er masser at strenge at spille på, når de tætte opgør skal afgøres.

Vi kommer ikke uden om sidste sæsons MVP, Devaughn Akoon-Purcell, der på en given dag kan virke nærmest ustoppelig. Han er da også holdets topscorer i Basketligaen.

I alt har Bakken Bears fem spillere, der i gennemsnit scorer mindst 10 point pr. kamp, så der venter en defensiv opgave af de store for Team FOG Næstved, der altså ikke bare kan fokusere på at lukke én eller to af modstanderne ned.

Hvem, der trækker det længste strå, får vi svaret på, når holdene krydser klinger torsdag aften kl. 20.00. Kampen kan følges direkte på TV 2 Sport.