Nyheder

Skal champagnen åbnes i aften?

Bakken Bears har sat sig selv i en sublim mesterskabs-position. 3-0 fører aarhusianerne mod Horsens IC i årets DM-finaler.

I aften spilles kamp 4 i Vejlby-Risskov Hallen. Bjørnene er storfavoritter, og sandsynligheden for, at champagnen bliver hevet ud af køleskabet, er stor.

Men Horsens IC bed fra sig i torsdagens kamp, hvor Arnel Dedics mandskab ad flere omgange bed bjørnene i haserne. Oscar Jørgensen og Derrick Wilson satte nogle store 3ere og pressede Bakken. Men især Adama Darboe var hård ved de gule, når han kom med et modsvar i den anden ende.

Bakken Bears satte 13 treere i kampen - mod HICs 5 - og det var den væsentligste forskel i Forum Horsens, selvom hjemmeholdet faktisk vandt reboundkampen.

Devaughn Akoon-Purcell kunne også fornemme, at Horsens IC var langt bedre med, og derfor diskede han op med en Akoon-special. Han leverede, da der var brug for det, med 21 point.

Kevin Larsen var stærkest for horsensianerne med 18 point.

Bakken Bears har været historisk gode i denne sæson, så med 4 matchbolde til at sikre sig DM-titlen skal der et ligeså historisk comeback til fra HIC for at gøre serien spændende.

Inden kampen bliver årets spiller i Basketligaen kåret, og vinder Bakken Bears aftenens opgør, uddeles prisen som Finalernes MVP efter kampen.

TV 2 Sport er på pletten i aften, og du kan se opgøret med kampstart kl. 18.00.