Nyheder

SISU slår det ubesejret tophold

Flot sejr til SISU over deres hidtil ubesejrede lokalrivaler, Copenhagen Wolfpack.

Efter en lidt ujævn start på sæsonen trådte SISUs herrer virkelig i karakter i hjemmekampen mod Copenhagen Wolfpack, der kom til Gentofte med 4 sejre og ingen nederlag i bagagen.

Første halvleg var ganske lige, hvor man især lagde mærke til stor effektivitet og flotte, stilrene skud fra udeholdet, som nåede op på 0–5, inden SISU kom på tavlen med et straffe. Ellers udmærkede hjemmeholdets David Harder og Jonas Giese Anderson sig med gode skud, mens udeholdets Iffe Lundberg viste sin ekstreme hurtighed op ad banen i fast-breaks.

Gennem halvlegen bølgede stillingen frem og tilbage indtil sidst i anden periode, hvor Wolfpack fik skabt et 6-point hul på 40–46, som de gik til pause på.

SISUs head coach, Almir Zeco, tog en hurtig time-out i tredje periode, da Wolfpack trak fra til 40–52 inden for de første minutter. Man havde en fornemmelse af, at Wolfpack var ved at sætte sig på kampen, og de nåede senere også op på 48–60. Men så kæmpede SISU sig flot tilbage og åd sig stille og roligt ind på føringen.

Darryl Partin, der havde spillet en udemærket kamp indtil da, trådte virkelig i karakter på dette tidspunkt, og han viste vejen for hjemmeholdet i resten af kampen og endte samlet på 33 point på dagen. SISU udlignede Wolfpacks føring efter ca. 8 minutter af tredje periode og førte med 3 point før de sidste 10 minutter, 70–67.

I starten af de sidste 10 minutter sagde Almir Zeco til sine spillere: ”Det er i orden, at i laver fejl, så længe i fighter”, og den besked syntes at motivere dem til en intens og viljestærk indsats i resten af kampen. Allerede efter blot ca. 2 minutter i fjerde periode kom Wolfpack i alvorlige fejlproblemer, da de lavede deres fjerde holdfejl, og SISU kværnede på både i forsvar og i angreb. Efter 74–74 udbyggede SISU langsomt føringen, bl.a. ved 3 sikre straffe fra Darryl Partin efter en fejl udenfor 3-points linjen. Ryan White holdt Wolfpack inde i kampen, men langsomt tærede de mange fejl på dem, og i de sidste 5 minutter udbyggede SISU føringen, mens både Jyles Smith og Christian Thomsen måtte forlade kampen med 5 fejl.

Wolfpack gav dog aldrig op, og i løbet af kampens sidste minut gjorde de alt for at nå op på trods af SISUs 8-points føring. Ryan White udmærkede sig bl.a. ved at sætte en 3’er med fejl, og dernæst score på det efterfølgende straffe, men Darryl Partin holdt hovedet koldt for hjemmeholdet og lavede sammen med Mikael Vincents Nielsen nogle vigtige scoringer til sidst, bl.a. på straffe.

Resultatet blev 95–88 og SISU fik dermed ny luft og tro på, at de kan spille lige op med de bedste i denne sæson. Én af de bedste, Horsens IC, gæster Kildeskovshallen på mandag, mens Wolfpack skal op imod Bakken Bears allerede lørdag eftermiddag.

Topscorere for SISU blev Darryl Partin med 33 point efterfulgt af Frederik Rungby med 16, David Harder med 15 og Daryl McCoy med 13 point. De to førstnævnte udmærkede sig også med en effektivitet på henholdsvis 29 og 28.

For Wolfpack scorede Iffe Lundberg 22 point, efterfulgt af Christian Thomsen med 19 og Ryan White med 16.