Nyheder

Sejr til Horsens IC i en rodet kamp

Sæsonpremierer er som regel præget af rodet spil, intensitet og tætte kampe. Dagens kamp mellem Aalborg Vikings og HIC var ingen undtagelse.

Godt 800 tilskuere havde fundet vej til Forum Horsens, og de var vidner til en meget rodet kamp, hvor HIC til sidst trak det længste strå. HIC var uden styrmanden Skyler Bowlin da sad over med en lyskenskade.

Starten af kampen var meget lige. Søren Sørensen var tilbage igen og scorede hurtigt tre point. For HIC kom debutanten Marquis Addison hurtigt på scoringstavlen, men også Vedran Borovcanin var godt spillende. Første gange Baye Keita rørte bolden blev der dunket 2 point i kurven. For Aalborg spillede Mike Dejworek solidt. I slutningen af perioden trak HIC lidt fra så stillingen efter de første ti minutter var 25-19.

I anden periode rammer Marquis Addison et par treere og Vedran Borovcanin fortsætter det gode spil. Ellers er det få der byder ind med noget hos de gule. For Aalborg træder Nick Okorie i karakter og viser prøver på sit talent med nogle meget svære scoringer. HIC fik presset Aalborg til svære skud, men er selv meget uskarpe i angrebet. Ved pausen er det helt lige med stillingen 40-40.

Efter pausen kommer HIC stærkt ud og bringer sig hurtigt foran med 9 point. Borovcanin og Addison fortsætter, men også tilbagevendte Christian Lindberg viser han ikke har glemt hvordan kurvene hænger i Forum Horsens. Aalborg kæmper sig dog tilbage. Det er primært Nick Okorie der trak læsset med 13 point i perioden, og også Mike Dejworek fortsatte det gode spil. Efter tredje periode er det stadig helt lige med 61-61.

I de første fem minutter af perioden er kampen meget lige, men HIC presser intensiteten i forsvaret yderligere op, og Aalborg får det meget svært. Marquis Addison har flere vigtige scoringer og får en meget flot debut. De sidste par minutter er sejren hjemme og HIC vinder fortjent med 84-75 (25-19, 15-21, 21-21, 23-14). Aalborg spiller solidt of fornuftigt, og der er ingen tvivl om at coach Vear får skabt et slagkraftigt hold.

Bedste mand i kampen var Vedran Borovcanin med 22 point, 9 rebounds og 11 assists. Baye Keita gjorde det fremragende i forsvaret med flere blocks, mens Marquis Addison fik en meget flot debut.

For Aalborg var bedste mand uden tvivl Nick Okorie, som helt sikkert bliver en profil i ligaen. Samtidig spillede Mike Dejworek solidt.

Næste kamp for HIC er på udebane først kommende mandag, hvor modstanderen er Værløse BBK.

Topscorer i kampen blev for Horsens IC Marquis Addison med 24 mens Nick Okorie fra Aalborg Vikings satte 26 på tavlen.