Nyheder

Se vigtig basket-duel LIVE

Horsens IC og Værløse BBK krydser torsdag aften klinger i BasketLigaen. I den forbindelse kan du følge begivenhederne live på www.kanalsport.dk fra kl. 18:50.

Torsdagens kamp imellem Horsens IC og Værløse BBK kan få stor betydning for både toppen og bunden af Basketligaen. Horsens IC ligger á point med Bakken Bears (en kamp foran) i toppen af rækken, og kan sætte de sejrssvante bjørne fra Aarhus under endnu større pres frem mod de to klubbers opgør næste torsdag.

I bunden af rækken begynder kampen om at undgå nedrykningsspil for alvor at spidse til. Hørsholm 79'ers har præsteret flot i 2015 og ligger kun 2 point efter Værløse. Det ligner et løb mellem de to klubber om den sidste slutspilsplads, og når løbet er så tæt, så er alle kampe vigtige. En sejr i Forum Horsens vil sende Værløse et stykke tættere på den slutspilsplads, som de færreste havde forudset før sæsonen gik i gang.

Både Horsens IC og Værløse BBK råder over nogle spændende profiler. Kanalsport-kommentator Nicolai Schou har forud for live-kampen givet sit bud på, hvem seerne skal holde øje med i torsdagens møde.

- Horsens IC's stærke backfield med Vedran Borovcanin, Skyler Bowlin og Marquis Addison er altid underholdende at følge. I øjeblikket hviler de flestes øjne dog på Esben Reinholt, der spiller sin tredje kamp for barndomsklubben mod Værløse BBK. Reinhold røg i en tidlig alder til den kroatiske storklub Hajduk Split, og har siden spillet i både den belgiske og italienske liga. Det er første gang, han repræsenterer HIC på senior niveau, og landsholdsspilleren bliver set som noget af et scoop i barndomsbyen, påpeger Nicolai Schou og fortsætter:

- Hos Værløse BBK er der blevet skabt en stærk holdmoral af Coach Ty McGregor, men én spiller har præsteret helt vanvittigt: Drew Maynard! Han har scoret næstflest point i ligaen og tredjeflest rebounds. En vanvittig spiller, som kan afgøre kampene på egen hånd, når han er allerbedst.

Kanalsport-kommentatoren giver i samme forbindelse sit bud på styrkeforholdet de to hold imellem.

- Horsens IC går ind til kampen som storfavoritter, og det er en kamp, der SKAL vindes af østjyderne. Horsens har efterhånden en skræmmende bred trup og kan spille med stor rotation. Værløse er afhængig af meget få spillere, og kan let få det svært i 2. halvleg, påpeger Nicolai Schou.

Følg torsdagens kamp imellem Horsens IC og Værløse BBK på www.kanalsport.dk, der har optakt fra kl. 18:50.

www.bet25.dk står desuden klar med et større udvalg af odds, hvor værterne er gjort til favoritter og giver pengene 1.06 for en sejr, mens en sejr til gæsterne fra Værløse belønnes med odds 8.75.

God kamp!