Nyheder

Så faldt Fortet i Forum Horsens

Horsens IC har altid opfattet hjemmebanen Forum Horsens som et fort, hvor modstanderne altid har haft det mere end svært. Dette forventede de fleste dag også før søndagens opgør med Randers Cimbria.

Og kampen startede da også sådan ud, idet HIC spillede koncentreret og godt og godt halvvejs i 1. q. bragte sig foran 21-10, men på godt angrebsspil i slutningen af 1. q. kom Randers lidt tilbage så stillingen før 2. q var 29-19 til hjemmeholdet.

Her lavede Randers meget tidligt et 8-0 run og kom således foran for første gang i kampen. Hvor HIC i 1. q. scorede på 6 3-pointsforsøg, gik kadencen ned i 2. q, hvor de scorede 4 gange på disse forsøg, så kampen bølgede frem og tilbage med skiftende føringer, dog med et lille plus til HIC, der fastholdt en lille føring på 48-42, hvilket var stillingen ved halvleg.

I 2. halvleg fandt Randers ind i et flot angrebsspil, der kombineret med et stærkt forsvar og 9 points af Charlie Burgess, hvilket bragte Randers foran 70-68, før holdene gik ind til sidste q.

Her var Randers suveræne godt anført af Brantly Bynum, der i dette q scorede 13 points. Randers’ stærke forsvarsspil fortsatte, mens frustrationerne bredte sig på hjemmeholdet, der slet ikke kunne få spillet til at hænge sammen, hverken i forsvar eller angreb. Randers kørte hårdt på i såvel forsvar som angreb og trak i den grad fra HIC og vandt sidste q med 36-25 så slutresultatet blev en meget fortjent sejr til Randers på 106-93.

Mange spekulerede på, om HIC allerede havde tankerne på pokalfinalen, men i hvert fald må søndagens oplevelse med Randers have givet hjemmeholdet noget at spekulere over, noget der skal rettes op på allerede torsdag aften, hvor HIC gæster Team Fog Næstved.

Hos Randers var det især Brantly Bynum med 25 point, Charlie Burgess med 20 point og Dee Franklin med 19 point, der faldt i øjnene. Hos HIC var scoren pænt fordelt, men topscorer blev endnu engang Vedran Borovcanin med 16 point foran Charles Callison med 15 point.