Nyheder

Rodet kamp endte med smal HIC-sejr

Inden dagens svære hjemmekamp, var det selvsagt, at de tilbageværende Randersspillere skulle præstere på deres absolutte topniveau for at være i stand til at spille op med dagens modstander Horsens IC, som på nuværende tidspunkt er at finde på en andenplads i ligaen.

Randersspillerne præsterede ikke på deres topniveau, men det gjorde spillerne fra Horsens bestemt heller ikke.

Det var en noget rodet affære, som endte med en sejr til Horsens IC på 72-81. Forhåbentlig bliver den forestående pokalfinale mellem de to mandskaber mere velspillet end aftenens kamp.

Randers Cimbria havde store offensive problemer i starten af kampen, og der skulle gå næsten fem minutter, før Mike Nielsen scorede hjemmeholdets første rigtige scoring. På dette tidspunkt førte gæsterne 4-9, da deres offensive spil var betydeligt bedre end hjemmeholdets i periodens første minutter. Hjemmeholdet hentede dog hurtigt denne føring – Mike Nielsens otte point sørgede for, at hjemmeholdet kunne gå fra første periode med en smal føring på 15-13.

De første minutter af anden periode virkede en smule kaotiske, og de virkede som om, at hjemmeholdets gode takter fra slutningen af den foregående periode var forsvundet igen, mens gæsterne fra Horsens heller ikke formåede at udnytte deres chancer. Tre 3-pointsscoringer fra Mikael Wied var med til at udbygge hjemmeholdets føring, og Horsens IC tog en time-out ved stillingen 27-20.

De medrejsende Horsens-fans forsøger at heppe holdet fremad, men Randers holder fast i deres føring. Hjemmeholdet tog en time-out med knap tre minutter igen, hvorefter gæsterne hentede en smule ind på hjemmeholdet. Perioden endte dog med en føring til hjemmeholdet på 39-31.

Horsens startede tredje periode med et yderst offensivt forsvar, hvilket forstyrrede hjemmeholdets offensiv, som ellers lige var begyndt at fungere. Gæsternes angrebsspil var betydeligt mere effektivt end tidligere i kampen, og en trepointsscoring fra Jahmar Thorpe var yderst tiltrængt i hjemmeholdets kamp om at bevare deres svindende føring.

Efter knap fire minutter havde Horsens IC indhentet hjemmeholdets forspring, og ved stillingen 42-42 tog hjemmeholdet en time-out. Efter timeouten blev hjemmeholdets spil betydeligt bedre – både offensivt og defensivt, hvilket tvang Horsens IC til at tage en time-out med knap to minutter igen ved stillingen 55-46. Perioden endte 59-51, og det var tydeligt at intet var afgjort før kampens sidste periode.

Horsens’ offensiv var endnu engang blevet effektiviseret i starten af sidste periode, og gæsterne halede langsomt ind på hjemmeholdet endnu en gang. Med endnu en trepointsscoring sendte gæsterne sig foran 63-64.

Herefter var spillet bestemt ikke kønt, og der blev kæmpet om hver eneste bold, mens begge hold kæmpede med at få bolden i kurven. Især hjemmeholdet havde problemer, og ved stillingen 69-71 tog Randers Cimbria en time-out. Herefter trak gæsterne dog en smule fra og med knap et enkelt minut tilbage var stillingen 69-75. En trepointsscoring fra Casper Stage får gæsterne til at tage en time-out inden kampens sidste minut. Desværre forsvandt spændingen hurtigt igen efter en Randersfejl, og gæsterne fra Horsens vinder kampen med 72-81.

Topscorer i kampen blev for Randers Cimbria: Chris Nielsen 25, Mike Nielsen 10 point og Casper Stage 10 point.

For Horsens IC blev de bedste pointslugere Marquis Addison med 24 point men Skyler Bowlin satte 19 og Ante Gospic 12 point.