Nyheder

Randers-rutinen vinder knebent over et skadesplaget SISU-hold

Randers Cimbria kom til Kildeskovshallen med favoritværdigheden efter en sejr i overtid i mandags mod Stevnsgade SuperMen.

Med Basketligaens mest scorende spiller nogensinde på holdet i Chris Nielsen og en Charlie Burgess, der scorede 40 point mod Stevnsgade, skulle det blive spændende at se, hvad de unge SISU-talenter kunne stille op på en dag, hvor en af deres mest scorende profiler, Jay Canty, manglede. Hårdtarbejdende Mathias Glahn og big man Ziko Grubovic var fortsat heller ikke spilleklare.

Randers lagde ud og bragte sig foran med 4-2, men så tog SISU over og førte frem til 17–17. August Haas og Devin Cherry leverede henholdsvis 9 og 10 point i første periode ud af SISUs 24, mens Randers scorede 26 – heraf fire 3’ere; to fra Simon Bjørnebo, én fra Chris Nielsen og én fra Charlie Burgess. SISU fører overraskende reboundstatistikken med tre flere rebounds end kronjyderne, men big man Bo Colas stempler så ind med tip-in dunks.

Anden periode vinder SISU 26­–19 på trods af et 8–0 run fra Randers i starten til 24–32 – ikke mindst på grund af indskiftede Alassan Touray, der bidrager til det intense forsvarspres, som SISU lagde ud med fra start, anført af Frederik Rungby.

Devin Cherry, August Haas og Frederik Rungby sætter alle point på kontoen, og midtvejs i perioden modtager big man Asger Hjorth et elegant no-look pass fra Frederik Rungby, som han konverterer til et dunk.

Perioden varsler, at det måske skal lykkes de unge SISU-spillere at give Randers lidt af deres egen medicin: hurtigt og direkte spil (eller run-and-gun). De svidende 3’ere kommer desværre kun fra Randers’ Chris Nielsen, der leverer to af slagsen i perioden, men presset fører til en halvlegsføring til SISU på 50–45.

Vores half-time oracle, som leverer tilskuerperspektivet på kampen, vurderede: ”Jeg tror, at Randers har undervurderet SISU. Disse unge spillere, som knap er sammenspillet, spiller bedre og bedre kamp for kamp på trods af, at holdet konstant er ramt af skader. Hvis SISU kan fortsætte med at sætte tempoet, vinder de. Det fortjener holdet. Jeg skyder på lige mange point til hvert hold efter de 40 minutter og så 5 minutters overtid ­– hvor rutinen kan blive afgørende.”

SISU kommer bedst ud efter pausen og bringer sig foran med 7 point til 61–54, men Randers hænger på. Bo Colas er en konstant trussel under kurven, og Charlie Burgess på perimeteren tiltrækker sig hele tiden opmærksomhed fra forsvaret. Den gamle Randers-garde lader sig ikke ryste, men SISU spiller klogt og sætter flere 3’ere, bl.a. fra indskiftede Karolis Vaskys.

August Haas og Devin Cherry leverer også, og begge spiller med fantastisk energi. Randers rammer ikke en eneste 3’er i perioden. Førertrøjen skifter ved 68–68 og igen ved 70­­–70, som tredje periode slutter med.

Fjerde periode bliver en gyser. Der deles point til 75–75, hvorefter SISU slår et lille hul til 80–75, samtidig med at den allestedsnærværende rebounder, Bo Colas, får sin fjerde fejl. Dermed skabes der håb for, at SISU kan få det lidt lettere under kurven de sidste syv minutter.

Men Chris Nielsen og Reno Silavs vil det anderledes, godt hjulpet af SISUs smalle bænk, som gør, at starterne er begyndt at være lidt slidte. Chris Nielsen og Reno Silavs sætter tilsammen tre vigtige 3’ere, hvorimod SISUs skud ikke vil falde, og på få minutter er stillingen vendt til 82–91; kampens største føring.

SISU tilkæmper sig bolden ad flere omgange og scorer de næste fire point til 86–91, hvorefter der yderligere trækkes lidt tættere på til 90–93 til Randers med mindre end 30 sekunder tilbage.

I det efterfølgende Randers-angreb ryger Bo Colas ud med sin femte fejl for en fejlscreening, og det giver SISU 12 sekunder til at fremtvinge en udligning. August Haas har bolden og dribler sig delvist fri lige udenfor 3-pointslinjen, men hans pressede skud tager kun ringen, og det unge, talentfulde SISU-hold må se sig slået af rutinerede Randers Cimbria i sidste sekund.

Det var en kamp med masser af god fight og spænding, og hele SISUs hold fortjener ros.

SISU tager til Næstved på onsdag, den dag hvor Casper Hesseldal bliver spillerberettiget for SISU, og så videre til Hørsholm på lørdag. Randers er vært for Svendborg Rabbits på torsdag.

Topscorere;

SISU: August Haas 34 point, 5 assists, 5 rebounds, 7 fejl trukket og scorede på 11 ud af 14 forsøg; Devin Cherry 24 point, 8 rebounds, 2 assists; Frederik Rungby 14 point, 8 rebounds, 2 assists; Asger Hjorth 10 point, 4 rebounds.

Randers Cimbria: Chris Nielsen 32 point, 5 rebounds, 3 assists; Bonell Colas 20 point, 11 rebounds; Simon Bjørnebo 12 point.