Nyheder

Geof Kotila

Organisatoriske ændringer i Basketligaen

Efter godt samarbejde med Danmarks Basketball Forbund de seneste 7 år, er Basketligaen nu nået til et punkt hvor det vil være godt med en ny organisering. Derfor er der nu fundet en ny person der får det overordnede ansvar for driften af Basketligaen.
 
Siden sin etablering for snart tyve år siden har Basketligaen haft ret til selv at vælge hvordan opgaverne i ligaen skal løses, og de seneste syv år har BL bedt Danmarks Basketball Forbund om at løfte opgaven. Samarbejdet har fungeret upåklageligt og ligaen har i samme periode haft en meget markant fremgang med hensyn til økonomi, tilskuertal og tv dækning.

Nu er ligaen nået til et punkt hvor begge parter er blevet enige om at det vil være godt med en ny organisering.
Fremover vil det derfor være Geof Kotila (billedet) der skal fungere som kommissær og have det overordnede ansvar for drift af Basketligaen.
 
Lennart Jensen fra Ligaudvalget udtaler:
” Efter en periode på 7 år har klubberne i Basketligaen valgt at tage et større ejerskab for vores fremtidige Liga og vende tilbage til tidligere organisatorisk model. Vi vil gerne takke DBBF for et konstruktivt samarbejde, og vi ser frem til også fremadrettet at fortsætte dette gode samarbejde til gavn for elitebasketball i Danmark.”
 
Formand for DBBF, Michael Bloch bidrager:
”En af styrkerne i Dansk basket er at vi er meget dygtige til at arbejde konstruktivt sammen på kryds og tværs i miljøet. Det er samarbejdet med BL de seneste syv år er et godt bevis på. Vi har i fællesskab løftet ligaen op på et meget højt niveau, og vi mener det er helt naturligt at man nu ønsker at stå mere på egne ben. Forbundet vil forsat støtte op om ligaen og hjælpe de steder hvor vi kan. Vi ser frem til forsat tæt og konstruktivt samarbejde uden de mange politiske slagsmål som mange andre sportsgrene er så hæmmede af. Vi ser frem til at Geof og resten af Basketligaen kan forsætte den positive udvikling der kommer os alle i dansk basket til gode.”

Basketligaens sæson starter mandag den 18. september kl. 19:00 når oprykkerne fra Wolfpack tager imod de forsvarende mestre fra Bakken Bears i Ballerup Super Arena.