Nyheder

Kvartfinaler kamp 2

Optakt: Hørsholm 79'ers - Svendborg Rabbits Kamp 2

Der forventes en tætpakket hal, når Hørsholm 79ers torsdag tager imod Svendborg Rabbits i Basketligaens kvartfinaler, kamp 2. Som den første kamp i serien mandag, som Hørsholm vandt på udebane, sendes kampen live på TV2 Sport.

79ers spanske træner Rafa Monclova glæder sig til kampen, men undervurderer ikke modstanderen:

- Alle troede Svendborg ville gå ned, da de mistede Antonio Porta, men nu spiller de bedre, end de har gjort hele sæsonen. Brandon Rozzell har virkelig fundet formen, og spiller på et utrolig højt niveau og han ramte nogle store skud mod os i mandags. Vi skal derfor være helt klar, spillere såvel som trænere og fans. Vi tager en kamp af gangen, og håber vi ender semifinalerne med et stort publikums hjælp.

Netop Brandon Rozzell bør nordsjællænderne holde godt øje med. Amerikaneren var flyvende i februar måned, hvor han i fire kampe snittede 31 point, 9 rebounds og 10 assist pr opgør, men mandag blev han holdt på 18 point på kun 33 procents skud.

Hørsholm sikrede sig med en 70-80 sejr hjemmebanefordelen i kvartfinaleserien, der er bedst af fem kampe. Hvis Hørsholm således vinder de resterende to hjemmekampe, vinder nordsjællænderne også serien.

Hørsholmhallen er intet nemt sted at spille som modstander, bevidnet af sejrsstimen, som 79ers i øjeblikket har på hjemmebane. Hele syv sejre i træk er det blevet til for Hørsholm, herunder sejre over storholdene Bakken Bears og Horsens IC.

Til slutspillet håber Hørsholms topscorer, amerikanske Evan Yates, på det lokale publikums støtte:

- Vores publikum er det bedste og jeg håber alle kommer i hallen, så vi får udsolgt ok kan lægge pres på Svendborg.

Man kan komme gratis til kampen ved at tilmelde sig Hørsholm 79ers kampevent på Facebook.

Opgøret spilles torsdag aften kl. 18.00 i Hørsholmhallen og sendes live på TV2 sport.

Kvartfinaler kamp 2 sendes direkte på TV 2 SPORT torsdag fra kl. 18