Nyheder

Nyt drama i vente?

Mandag aften tørner Team FOG Næstved og Bakken Bears sammen i den 4. og måske sidste DM-semifinale. Efter det seneste møde de to hold imellem er forventningerne høje til aftenens dyst.

Der var spænding til det allersidste, da Bakken Bears og Team FOG Næstved i torsdags krydsede klinger i den 3. DM-semifinale de to hold imellem.

Med 17 sekunder tilbage af kampen stod sydsjællænderne med alle muligheder for at snuppe sejren, men efter tre brændte skud fra gæsterne kunne Bakken-spillerne se kampen slutte 102-101 i deres favør.

Mandag aften mødes de to hold så i DM-semifinaleseriens 4. kamp. Selvom gæsterne fra Aarhus står med de bedste kort på hånden, har Team FOG Næstved allerede bevist, at de har værktøjerne til at true de forsvarende Danmarksmestre.


-Det var nok ikke mange, der havde turde håbe på, at Næstved kunne byde Bakken op til dans, på den måde de har. De har virkelig formået at true favoritterne og formået at hænge på, selv når det har set allermest håbløst ud, siger Kanalsport-kommentator Kenneth Hansen.

Han, seerne og tilskuerne i Næstved kan muligvis se frem til en pointrig kamp mandag aften. Dette er dog ikke nødvendigvis til hjemmeholdets fordel.

- De hidtidige kampe de to hold imellem med mange point og højt tempo er faldet ud til Bakkens fordel. Så måske Næstved skulle fokusere på et lavere tempo, hvis de skal lykkedes i kamp 4, foreslår Kenneth Hansen.

Han giver i samme forbindelse sit bud på, hvilke spillere der er værd at holde et ekstra vågent øje med i aftenens imødesete kamp.

- Milan Stojanovic, Corin Henry og Chris Gabriel skal alle performe på højeste niveau, hvis Næstved skal fremtvinge en kamp 5. Og så bliver hjemmepublikummet også en væsentlig faktor. Jeg forventer en elektrisk Næstved Hal i aften, som vil forsøge at hjælpe hjemmeholdet til sejr. Hos Bakken har vi med en særdeles rutineret skare at gøre, og deres bredde kan sagtens blive afgørende i en hård og tæt serie, slutter Kenneth Hansen.

Se den 4. DM-semifinale imellem Team FOG Næstved og Bakken Bears direkte på Kanalsport.dk i aften med optakt fra kl. 19:05.