Nyheder

Nye profiler stjæler billedet

Som altid betyder en ny sæson i Basketligaen også nye profiler på de danske halgulve. Det er naturligvis ikke nogen undtagelse i år, hvor flere er klassens nye drenge er kommet godt fra start.

Det bedste billede af en spillers præstationer finder man ikke nødvendigvis på topscorerlisten. Derimod giver den såkaldte effektivitets-statistik et bedre indblik i, hvordan profilerne har klaret sig.

Grundlaget for effektivitets-statistikken er en lang matematisk formel, der tager højde for både point, assists, rebounds, turnovers, missede skud og så videre.

Der er naturligvis også spillere, som ikke nødvendigvis gør sig bemærket i statistikkerne, men som gør de små og måske endnu vigtigere ting. Det kan man ikke nødvendigvis læse ud af effektiviteten. Der er med andre ord - som ved det meste - svagheder, selvom det giver et fint indblik.

Indtil videre har holdene været i aktion mellem tre og fem gange i Basketligaen, og dermed er de første tegn da også til, hvem der kommer til at dominere på listen.

Team FOG Næstved gjorde i sommer et scoop, da de hentede Jordan Mathews til Sydsjælland, og indtil videre har han da også vist sig fint frem i Team FOG-trøjen. Han topper nemlig effektivitets-listen med en score på 24,75 som først og fremmest skyldes et snit på 22.5 point, 3.0 steals samt rigtig fornuftige procenter fra gulvet. I den negative kategori trækker straffekastprocenten imidlertid i den anden retning.

Nummer to på listen og lige i hælene på Jordan Mathews er den nye Randers-mand, Brantley Bynum som har en effektivitet på 24,25.

21,8 point per kamp trækker i den rigtige retning, og med solide 7,3 rebounds per kamp er grundlaget der for at ligge med i toppen. Igen er straffeprocenten lige i underkanten og med 1 turnover mere per kamp end Jordan Mathews er det noget af det, der lige netop koster en plads helt i top. Alt i alt har Cimbria-profilen dog imponeret stort i sæsonindledningen.

På tredjepladsen følger Værløses altoverskyggende profil, Richard Granberry. Han er “the man” i Søndersøhallen i denne sæson, og hans effektivitet er 21,60.

Faktisk er han med sine 25,2 point pr. kamp topscorer i ligaen. Til gengæld er bolden også en del mere i Værløse-profilens hænder, og det betyder, at han sender rigtig mange skud af sted. De bliver ikke omsat ligeså effektivt som hos Mathews og Bynum, og blandt andet derfor må han tage til takke med en tredjeplads på listen på dette tidlige stadie i sæsonen.

Nummer fire er Bakken Bears nye guard-profil, Tobin Carberry med en effektivitet på 19,75. Med 15 point per kamp er han langt fra topscorerværdigheden. Til gengæld er han utrolig effektiv med sine afslutninger, og da han samtidig både plukker rebounds ned, laver assists og trækker en del fejl, får han plads som nummer fire indtil nu, selvom han på topscorerlisten faktisk “kun” er nummer 12.

Det første velkendte - og samtidig danske - navn finder vi på femtepladsen hos Horsens IC’s nyudnævnte anfører, Frederik Rungby. Pt. har han en effektivitet på 19.

Det går igen, at han med 15 point per kamp ikke er i top på det parameter, men til gengæld har han omsat 92,3% af sine 2 point-skud. Det er effektivitet, så det basker, og det er blandt hovedårsagerne til, at han er at finde i top 5.

Lige netop Frederik Rungby kan du opleve i aften, når han og Horsens IC tørner sammen med Team FOG Næstved og nummer 1 på listen, Jordan Mathews.

Kampen kan ses direkte på Fanseat med kampstart kl. 18.45.

Et medlemsskab koster ca. 60 kroner måneden, og det giver adgang til 110 kampe fra Basketligaen og masser af andre kampe i Europa. Tilmed vises Bakken Bears kampe fra FIBA Europe Cup også på platformen - ligesom landskampe og pokalfinalen også er inkluderet i prisen.