Nyheder

Nemanja Jovanovic bliver ny head coach for 79ers

Nemanja Jovanovic bliver dobbelt head coach for Hørsholm 79ers, da han skal stå i spidsen for både dame- og herreligaholdet for resten af denne sæson.

Nemanja var en del af head coach teamet på herreholdet i sidste sæson, så han kender spillerne – og vice versa, og han ved hvad, hvad spillerne og holdet kan præstere. Han kan udvikle og modne de unge, og han kan inspirere og motivere de rutinerede. Dette giver det perfekte udgangspunkt for, at holdet kan fortsætte de gode takter, som de har leveret indtil nu i denne sæson. Holdet ligger pt. på en 4. plads i Basketligaen med 6 sejre i 11 kampe.

”Vi er rigtig glade for, at Nemanja vil påtage sig denne store opgave for klubben”, udtaler bestyrelsesmedlem hos Hørsholm 79ers, Peter Damm. ”Dette er en rigtig god løsning for vores herrehold, så vi har fuld fokus på, at dette ikke medfører forringelser for dameholdets vilkår, så de kan fortsætte deres gode trend i Dameligaen, hvor de pt. ligger nr. 3 med 8 sejre efter 11 kampe, og skal spille pokalfinale søndag den 19/1 2014.”

Nemanja har her til aften trænet herreholdet for første gang, og i morgen får han sin sæsondebut, når holdet skal i kamp mod Svendborg Rabbits kl. 19 på hjemmebanen Fire Arena i Hørsholm.

Klubben er nu på udkig efter en assistant coach, som kan hjælpe på begge ligahold, samt være head coach for klubbens U18/U21 hold.