Nyheder

Nedrykningsdramaet afgjort

Aalborg Vikings kunne torsdag aften sikre sig endnu en sæson i Basketligaen ved at besejre Aarhus BC på hjemmebane foran hele 725 tilskuere.

De to første kampe i bedst a 5 serien var endt med Vikings sejre, mens kamp 3 var endt med en sejr til Aarhus BC. Aftenens sejr blev sikret efter en stærk holdindsats i forsvaret og en ægte Vikingeindsats af unge Niels Koch Andreasen sidst i 4. periode.

Vikingerne starter kampen bedst og får en tidlig føring. Særligt i forsvaret står Vikingerne stærkt og BC Aarhus tvinges til flere svære afslutninger bl.a. på grund af den store serber Milan Bjegovic, der lukker feltet godt af med sin størrelse og lange arme. Også unge Benjamin Sørensen må fremhæves for sin indsats. Midt i perioden kommer Mads Rasmussen på banen og med flere stærke drives til kurven får han bragt Vikingere til en periodepause på 20-11.

2. periode starter lige så nervøst som 1. periode og det er tydeligt at mærke, at der spilles en kamp, hvor der er utroligt meget på spil. Det momentum som Vikingerne havde i 1. periode formår de ikke at få med over til 2. periode og det skyldes især en stærk indsats af BC Aarhus’ Anton Elsner og Amerikaneren Charles Funches.

Ved stillingen 28-15 tager BC Aarhus coach Pete Hoffman en timeout og det sætter for alvor gang i BC Aarhus forsvar. Vikingerne formår kun at score 7 point resten af perioden og for BC Aarhus hiver Charles Funches den ene rebound ned efter den anden og kan lægge bolden sikkert i kurven til stor frustration for de mange fremmødte tilskuere.

Stillingen er 35-28 til Vikings ved pausen. Charles Funches med 16 point og 10 rebounds er bedste mand for BC Aarhus, mens det for Vikingerne er Milan Bjegovic, der fører an med 10 point, 6 rebounds og 4 blokerede skud.

I 3. periode kommer Vikingerne nok engang sovende ud af starthullerne. Spillet er pludseligt blevet stillestående og forkrampet og det der især gav succes i første periode – at spille bolden inside til Milan Bjegovic – bliver slet ikke brugt i 3. BC Aarhus får hurtigt kæmpet sig tilbage i kampen og pludselig er 35-28 føringen vendt til 35-40. Der går hele 5 minutter før Rune Lauridsen med en spektakulær aflevering til Anthony Jones endelig får bragt Vikingerne på tavlen og Jones er manden bag hele 10 af Vikings 13 point i 3. periode, der ender hele 13-22 til BC Aarhus.

4. periode starter med stillingen 48-50 og hele hallen bobler af nervøsitet og spænding. Efter 2 minutter spillet er det igen Anthony Jones, der med en dyb 3’er kan bringe Vikings foran igen, men kampen bølger frem og tilbage, men en Vikings føring på 56-52 tvinger BC Aarhus coach Pete Hofman til at tage en timeout. Herefter er det pludselig BC Aarhus, der tager teten og midt i 4. periode bringer BC Aarhus amerikaner Randy Dezouvre udebaneholdet foran med 60-61.

Med 2 minutter tilbage af kampen er stillingen dog helt lige 66-66 inden skarpskytten Rasmus Søby bringer BC Aarhus foran med 3 point. Det skulle dog vise sig at være sæsonens sidste scoring for BC Aarhus, idet Vikings strammede grebet i forsvaret og samtidig trådte Niels Koch Andreasen og Søren Bjørn Sørensen virkelig i karakter og med vigtige scoringer af Niels Koch og rebounds af Søren Sørensen var de med til at sikre, at Vikingerne nu også er at finde i Basketligaen i sæson 2013-2014.

Bedste mand for BC Aarhus blev Charles Funches med 19 point, 15 rebounds og 4 blocks.

For Vikings var kampens spiller Milan Bjegovic, der leverede 18 point, 12 rebounds og 6 blocks.