Nyheder

Meget lige kamp mellem Horsens IC og Værløse BBK

2 dage før jul kan det være svært at lokke folk til basketligaen, og når det var et Horsens-hold, der på det seneste havde været rimeligt suveræne og nu skulle op mod et Pro B liga-hold, kunne man godt frygte det værste.

Kampen var solgt til en sponsor, der havde sørget for fri entre, hvilket gjorde, at der var pænt fyldt på tilskuerpladserne. Det var ventet, at HIC ville komme bragende ud og sætte kampen på plads allerede i 1. quarter, men det blev ingenlunde tilfældet, for Værløse spillede frisk og optimistisk til og havde ikke til sinde at lægge sig fladt ned. Således førte Værløse med 8 points, da halvdelen af 1. quarter var spillet. Der blev spillet hurtigt og scoringsprocenten var høj, så HIC førte kun med 29-25, da 2. quarter startede.

I 2. quarter forsøgte begge hold at stabilisere forsvars spillet, hvilket også lykkedes, og da Værløse spille et rigtigt godt forsvarsspil, kunne de holde HIC’s score nede, så Værløse kun tabte 2. quarter med et enkelt point, 16-17.

De fleste sad nok og ventede på, hvornår det lykkedes hjemmeholdet at ”knække” Værløse, men det blev heller ikke i 3. quarter, der sluttede 15-13 til HIC, så stillingen var meget lige, 61-54 til HIC, da sidste quarter blev sat i gang.

HIC-spillerne virkede noget frustreret over spillet, hvilket resulterede i en teknisk fejl til en spiller og til bænken, så da der var spillet knap 4 minutter af sidste quarter, var Værløse kun bagud med 2 points. Men på 3 minutter lavede HIC et 13-0 run og bragte sig afgørende foran. Værløse kæmpede godt videre, men hvor Værløse måtte nøjes med 2 points scoringer, så scorede HIC 3 points på 3 scoringer i træk. Og dette blev kronet med et overbevisende Alley Oop af Brandon Tabb, så kampen sluttede med en sejr til HIC på 85-65.

Topscorer for Værløse blev Richard Cranberry, der ganske suverænt scorede 27 points, men scoren for HIC blev mere ligeligt fordelt med 16 points til Charles Callison og 13 points til Brandon Tabb.