Nyheder

Mathias Seilund skifter til Stevnsgade Copenhagen

Det er med den største glæde, at vi kan præsentere Mathias Seilund som ny mand i Stevnsgade Copenhagen. Mathias er det første skridt i en langsigtet plan om, at konsolidere os i Basketligaen.

Mathias Seilund spiller næste sæson med Stevnsgade SuperMen. Mathias der spillede sidste sæson hos Svendborg, er en erfaren landsholdsspiller, hvor han bl.a. har været anfører. Han spillede basketball i på Fairlleigh Dickinson University i USA og har også spillet professionelt med Bristol Flyers i BBL (British Basketball League) i England hvor han snittede omkring 14 points og 5 rebounds pr. kamp.

Mathias Seilund:
”Jeg har i længere tid haft et ønske om at komme hjem til København og spille.  Stevnsgade er et rigtig godt fit for mig. Vi har et godt fundament at bygge på med en voksende organisation og et godt trænerteam, og jeg tror at nogle af vores unge spillere kommer til at rykke sig rigtig meget i den kommende sæson. Jeg glæder mig til at være del i den udvikling og se hvor langt vi kan tage det.”

Sportschef Hrannar Holm om Mathias Seilund:
”Det er rigtig godt for os at få Mathias på holdet. Jeg kender ham godt siden vi arbejdede sammen på landsholdet. Han er en god og meget alsidig spiller, der altid fokuserer på holdet. Vi håber på, at Mathias vil kunne hjælpe os med at udvikle og stabilisere holdet. Vi har jo mange unge spillere. Med det budget vi har, er det klart, at vi ikke kommer til at bide skeer med de bedste hold i ligaen, men vi kommer til at arbejde hårdt og forhåbentlig vise gejst og godt holdspil. Mathias er en vigtig brik for os i det sammenhæng og vi glæder os til at starte træning med ham på holdet.”

Direktør Simon Marquardsen om aftalen med Mathias:
Jeg har selv i længere tid haft et ønske om, at lande en spiller som Mathias. Jeg havde allerede selv små snakke med Mathias om et skifte til Stevnsgade Copenhagen forud for sidste sæson. Derfor glædede det mig ekstra, at Hrannar lykkedes med at lande Mathias til denne sæson. Det er helt sikkert, at Mathias bliver en af de bærende kræfter på et ungt Stevnsgade hold. Vi oplever i øjeblikket en god tilgang af sponsorer, samt en øget interesse i klubben sportsligt. Jeg ser meget frem til samarbejdet med Mathias og til de muligheder som det også bringer kommercielt.