Nyheder

Hørsholm 79ers vinder stort over Stevnsgade SuperMen

Da Hørsholm 79ers lørdag var værter for et dobbeltarrangement i DL og BL, var det i skyggen af den mulige lukning af klubbens bedste herrehold. Måske som et svar på den kæmpe respons, klubben har fået fra frivillige, tidligere medlemmer og sponsorer på redningsaktionen fra en frivillig gruppe, spillede både damer og herrer med hjertet udenpå trøjen og sendte henholdsvis Værløse BBK og Stevnsgade SuperMen hjem med store nederlag.

Herrernes kamp var næsten en tro kopi af damernes. På trods af at Hørsholm hvilede profler som Frederik Hougaard Nielsen, Michael Vincents, Connor Beranek, Matt Bonds og Tosin Mehinti, startede de som lyn og toren. Blandt andet på to tre’ere fra Andreas Meilby, var Hørsholm foran 17-3 efter fire minutter. Med et tre scoringer af samme slags fra Ty Sabin blev den føring udbygget til 28-11 og herfra var sejren aldrig i fare.

I løbet af kampen sendte Hørsholmtræner Rafa Monclova en bunke af helt unge spillere på banen og Leonardo Carlino, David Jovanovic, Igor Bakic, Rasmus Simonsen og Frederik Arvedsen kvitterede for tilliden med flotte præstationer. Især Carlino gjorde sig bemærket med syv point og nogle flotte afleveringer sidst i kampen. Efter kampen udtrykte ham hvor meget kampen for at bevare klubben betyder for ham:

-Det var pissefedt. Det er altid dejligt at spille i herreligaen og jeg håber på at vi også kan det næste sæson. Det vil betyde ubeskriveligt meget, hvis vi kan bevare det hold. Jeg elsker de her spillere og håber virkeligt på, jeg kan spille med dem næste år. De er som en familie.

Stevnsgade kæmpede sig aldrig tæt på Hørsholm og sejren endte med at lyde på 99-58 i en kamp hvor seks Hørsholmspillere scorede mere end 10 point, med Martin Poulsen og Ty Sain som topscorere med 18 hver. For Stevnsgade havde Mathias Seilund 15.

Sejren betød ikke noget for stillingen, hvor Hørsholms herrer forbliver på fjerdepladsen og mandag 19. marts åbner åbner kvartfinalerne på hjemmebane mod Randers Cimbria.