Nyheder

Hørsholm 79ers vinder over SISU efter godt comeback

SISU nåede op på en føring på 15 point grundlagt på godt forsvar i 1. halvleg, men Hørsholm kom tilbage i anden og vandt til sidst med 75–67.

SISU startede med tæt forsvar, men Hørsholm kom alligevel foran med 9–4. Herefter kæmpede hjemmeholdet sig tilbage og endte med at være foran med 18–15 efter første periode.

I anden periode begyndt SISU langsomt at trække fra – igen på grund af godt forsvar og koordineret angreb. Darryl Partin og Ziko Grubovic scorede henholdsvis 7 og 12 point i anden periode, og SISU gik til pause oppe med 41–27.

I starten af tredje periode blev scoringer byttet til 45–30, men så gik SISU i stå. Hørsholm fik et 15–0 run, før SISU igen fik lidt styr på forsvar og angreb. Derefter blev point udvekslet til en 53–52 føring til Hørsholm i slutningen af perioden. Og hvad der var værre: David Harder, Mike Flowers og Darryl Partin havde lavet fire fejl hver før de sidste 10 minutter.

SISU spillede fornuftigt forsvar i fjerde periode men kunne bare ikke få de afgørende point på tavlen i angrebet, og samtidig fik Darryl Partin sin femte fejl få minutter før slutfløjtet. Det stod 70–67 til Hørsholm med 2 minutter tilbage, men det var så også alt, hvad SISU kunne score i dén kamp. Flere fejl og straffe til udeholdet, og det endte med sejr på 75–67 til Hørsholm.

Hermed fik Hørsholm endnu en tiltrængt skalp i deres bestræbelser på at ende højere end Værløse i nedrykningskampen. SISU synes at ligge rimelig solidt på sjettepladsen, men med aftenens nederlag bliver det noget sværere at nå op til Team FOG Næstved på femtepladsen, selvom sydsjællænderne også samtidig tabte til Bakken Bears.

SISU scorede 41 point i løbet af de første 20 minutter men blot 26 i anden halvleg, mens det nærmest var modsat for Hørsholm med henholdsvis 27 og 48 point.

Nu har SISU 40 timer til at restituere før en lang rejse til udekampen mod Aalborg Vikings på lørdag, hvor de står overfor 2 nye amerikanske spillere hos nordjyderne. Heldigvis kan Joe Benjamin være med igen efter sin 1-dags karantæne. Hørsholm 79ers er vært for Copenhagen Wolfpack den 28. januar, hvor de vil forsøge at fortsætte de gode takter.

Topscorere:

SISU: Darryl Partin 22 point, 4 rebounds, 1 assist; Ziko Grubovic 14 point, 4 rebounds; Mikael Vincents Nielsen 12 point, 3 rebounds, 5 assists.

Hørsholm 79ers: Rob Fields 16 point, 2 rebounds, 1 assist; Derek Semanas 15 point, 4 rebounds, 1 assist; Alejandro Rodriguez 12 point, 13 rebounds; O’karo Akamune 12 point, 4 rebounds; Daniel Mortensen 11 point, 6 rebounds, 1 assist.