Nyheder

Hørsholm 79ers slipper afsted med sejren i dramatisk kamp mod Randers Cimbria

Hørsholm smed næsten en 29 points føring væk de sidste 12 minutter af torsdagens Basketligakamp, men foran TV 2 SPORTs seere og 1074 tilskuere i Hørsholmhallen, gav et dramatisk sidste minut Hørsholm sejren på 100-91.

Hørsholm så ud til at skulle bade sig til sejren, da Frederik H. Nielsen satte et layup i til 79-50 med lige over 11 minutter igen af kampen, og det så det også ud til at Hørsholms spillere regnede med. I hvert fald glippede koncentrationen, med mistede bolde, missede skud og lette scoringer til Randers, og det gav 400-kamps jubilar Chris Nielsen og resten af kronjyderne troen tilbage.

Randers scorede de sidste fem point i tredje periode og de første otte i fjerde og derfra formede det sig som en Randers-jagt på Hørsholm. Til sidst satte Chris Nielsen fire tre’ere på to minutter og så var Randers kun bagud 92-88 med 1:22 igen og Hørsholmhallen kogte i spænding.

Richard Thomas og Deuce Bello reducerede yderligere til 92-91, men sekunder senere slap Hørsholms Connor Beranek så fri, at Charlie Burgess måtte trække nødbremsen hårdt nok til at Beranek kom til at bløde fra næsen og måtte skiftes ud. Sebastian Dalsgaard blev sendt på banen i stedet og han gav Hørsholm – og publikum – lidt luft ved at sætte det første af de to straffekast, Beranek var blevet tildelt.

Randers spillede sig igennem til et presset layup til Deuce Bello med 25 sekunder igen, men det gik ved siden af og Randers måtte fejle for at stoppe tiden. Frederik H. Nielsen satte sikkert begge skud og i den anden ende indtraf så sidste minuts måske mest kontroversielle situation.

Charlie Burgess mistede bolden på vej til et layup og dommerne var ikke sikre på hvilken vej, de skulle dømme. Efter en længere konference fik Hørsholm bolden med 14 sekunder igen, til stor utilfredshed for Randers. Da Hørsholm fik bolden på banen igen begik Charlie Burgess en usportslig fejl på Connor Beranek og umiddelbart efter trak Burgess også en teknisk fejl for brok.

Beranek satte alle tre straffekast og sendte Hørsholm i front med 98-91 med 10 sekunder igen af kampen. På grund af den usportslige fejl fik Hørsholm bolden igen og den gik til Sebastian Dalsgaard, der regulært blev overfaldet af Chris Nielsen, med et slag til maven. Dommerne takserede kun fejlen til en usportslig, der sendte Dalsgaard til straffelinjen, hvor han sikrede Hørsholm sejren på 100-91 med to stensikre skud.

Efter kampen var Hørsholmtræner Rafa Monclova ikke tilfreds med kampens afslutning, selv om han var glad for sejren:

-Vi spillede flot basketball i store perioder, men da vi kom stort foran, begyndte vi at slappe for meget af og så kom Randers igen. Randers rammer ikke noget i tre perioder og derfor ser det let ud, men i slutningen rammer de alt og så kan det hold spille sig tilbage i kampen. Så går vi i panik og Chris Nielsen er jo bestemt ikke nogen førsteårsspiller og så sker det, vi ikke må lade ske.

Med sejren forsvarer Hørsholm andenpladsen overfor fremstormende Team FOG Næstved og Bakken Bears, der begge kun er to point bagud. Randers forbliver på femtepladsen, endnu fire point længere nede.

Randers spiller allerede søndag på hjemmebane mod Bakken Bears, mens Hørsholm skal hen til næste torsdag, inden de skal en tur til Næstved og spille en direkte kamp om andenpladsen. 

Billede: Markus Kluge