Nyheder

Hørsholm 79ers går i pink 7. oktober

I samarbejde med ”Støt Brysterne” afvikler Hørsholm 79ers to lyserøde kampe lørdag 7. oktober. I et brag af et dobbelt-arrangement, hvor der spilles i både Basketligaen og Dameligaen, kan publikum støtte Kræftens Bekæmpelses ”Støt Brysterne” indsamling og specielle ”Lyserød Lørdag” event.

For at markere dagen, vil Hørsholms spillere i både Dameligaen og Basketligaen varme op i lyserøde trøjer, som efter kampen udloddes blandt publikum i forbindelse med indsamlingen. Hele ugen kan man stemme på spillerne via MobilePay og blandt spillernes støtter, trækkes der lod om trøjen. Man anvender nummeret 2845 6848 og skriver spillerens navn i kommentaren.

Publikum kan også købe specielle ”Pink Billetter”, hvor halvdelen af indtægten går til Kræftens Bekæmpelse. Disse købes enten i døren eller i forsalget.

Halvdelen af det indkomne beløb fra både de lyserøde trøjer og ”Pink Billetter” doneres til Støt Brysterne og det gør også det fulde beløb fra dagens lotteri.

Udenfor banen er der også prominent besøg, idet erhvervsminister Brian Mikkelsen gæster klubbens partnerlounge mellem kampene, med mulighed for at stille spørgsmål.

På banen stiller Hørsholm med tophold i begge ligaer, idet både herrer og damer er ubesejrede. Damerne møder kl. 13:30 Lemvig, som godt nok har tabt første kamp i sæsonen til de forsvarende mestre fra Virum, men altid er blandt topholdene.

I Basketligaen er det Wolfpack Basketball fra København, der kommer på besøg. Wolfpack er oprykkere og har haft det svært i de første kampe, men er ved at være klar til tempoet i Basketligaen.

Billetter købes på Billetto eller gennem 79ers.dk/billet