Nyheder

Hørsholm 79ers får ny stor profil

Hørsholm 79ers har i julepausen skrevet kontrakt med sidste sæsons næstmest scorende spiller i Basketligaen, amerikanske Drew Maymard. Aftalen er kommet i stand med støtte fra Team Hørsholm samt et samarbejde med Ergotel A/S.

Maynards CV, inkluderer blandt et amerikansk mesterskab i college-rækken NAIA for Rochester College samt ophold i stærke græske og tyske rækker, så det er en erfaren herre, der 30. december ankom i Hørsholm. Maynard spillede i 2014-15 for lokalrivalerne fra Værløse og havde et scoringsgennemsnit på ikke mindre end 26 point per kamp – og mod Hørsholm var det tal oppe på hele 37.

-Jeg har jo haft nogle gode kampe i hallen, så jeg glæder mig til at spille her igen, siger Maynard. Jeg kender klubben som rigtigt god og jeg håber, jeg kan hjælpe med at gøre den endnu bedre.

Maynard er tiltænkt rollen som power forward for 79ers og træner Rafa Monclova fortæller at Maynard skal forstærke et hold med en i forvejen opadgående formkurve:

- Vi vil være mere konkurrencedygtige og Drew kan hjælpe os med det. Han kommer ind på et hold, der har vundet de sidste kampe og er på vej i den rigtige retning. Alle dygtige spillere er velkomne og det er Drew helt sikkert.

Aftalen med Maynard kom i kraft gennem et sponsorat fra firmaet Ergotel A/S, der forhandler det amerikanske headset Plantronics. Salgschef Stine Bo fortæller, at de har valgt at gå ind i et personligt sponsorat af Maynard fordi hun kender ham som en god rollemodel fra hans tid i Værløse:

-I Ergotel passer det godt med vores værdier at støtte talenter. Drew selv har kæmpet meget for at få sin karriere op at køre og samtidig er han god til at inspirere unge talenter til at gå samme vej. Derfor vil vi gerne støtte både Drew og Hørsholm 79ers Basketball til at vokse. Samtidig kan vi bruge Drew i forskellige sammenhænge, hvilket er en styrke for os. Slutteligt ser vi det som en stor fordel at være en del af et attraktivt forretningsnetværk.

Også Team Hørsholm har været med til at sikre Maynard til Hørsholm. Team Hørsholm støtter jagten for medaljer til Hørsholm og med Maynard er ambitionen for Hørsholm 79ers helt sikkert hævede.

Drew Maynard er endnu ikke spilleberettiget, men så snart han får sin arbejds- og opholdstilladelse tørner han ud for nordsjællænderne. Det ventes at tage maksimalt en måned.